Jarl Cordua: Socialdemokratiets opgør med kultureliten

KOMMENTAR: Socialdemokratiet har taget livtag med partiets traditionelle frisindede synspunkter omkring flygtninge og kultur, og senest også taget et markant opgør med det hidtidige kultursyn. DR, Gyldendal og Politiken skal ikke vente sig noget godt fra den socialdemokratiske regering.

Lige om lidt får Danmark sin første socialdemokratiske mindretalsregering, siden Anker Jørgensen gav op i september 1982 og overlod tøjlerne til Poul Schlüters borgerlige firkløverregering. Og hvad er så det for et projekt, der tårner sig op i horisonten?

Politisk står barometeret ikke på nogen større revolution. Der er ingen konkrete forslag, der i sig vil være en bombe under dansk økonomi. Ønskesedlen og kravene fra venstrefløjen er store, men ingen forventer, at den i valgkampen mærkværdigt usynlige Henrik Sass Larsen – og mest sandsynlige kommende finansminister – vil kaste sig ud i eksperimenter. Det vidner hans politiske karriere og temperament alt om.

Alligevel er det et andet Socialdemokrati end det, som måtte overlade regeringsmagten til Løkke i 2015, som formentlig allerede i næste uge tager over. Det er først og fremmest et tilbageskuende konservativt Socialdemokrati, der tager livtag med partiets traditionelle frisindede synspunkter omkring flygtninge og kultur, men som især vil generobre positionen som velfærdsstatens forsvarere og nybyggere efter en periode under Thorning som velfærdsstatens reformatorer.

Hvem er heltene i det nye Socialdemokrati? Ja, det er 50'ernes koryfæer som den noget borgerlige H.C. Hansen, som for øvrigt også er DF's yndlingssocialdemokrat. Han er fra en tid med mørke jakkesæt, hvide skjorter og mørke slips, men også en mand, der var knaldhård over for kommunisterne.

"Mig skal de ikke pisse på," som H.C. hvislede, da Danmark oplevede sin største generalstrejke i 1956, og hvor den kommunistiske del af fagbevægelsen havde sin sidste stjernestund, inden Ungarn-opstanden sendte DKP ud i politisk ligegyldighed.

H.C. Hansen og hans begavede finansminister Viggo Kampmann er dem, der indfører folkepension og endegyldigt knækker et alternativt borgerligt projekt til velfærdsstaten. Det er den solide klippe, som det nuværende Socialdemokrati kan bygge på. Ejerskabet til, hvem der bedst sikrer velfærdsstaten, skal generobres fra Venstre.

Og så er det naturligvis Anker Jørgensen, som også passer perfekt ind i fortællingen om det gode gamle arbejderparti, der passede på alle og skabte tryghed. Ingen kan efterhånden huske de kaotiske kriseår i 70'erne, men efter Ankers død er det mandens autenticitet som folkets mand, der nåede samfundets absolutte top uden at miste sig selv, som står tilbage.

Anker er stadig guldstandarden for en ægte socialdemokrat, der kan samle sympati både langt ud på venstrefløjen, men også blandt borgerlige, der kan huske ham. For de nye konservative socialdemokrater er det bedste ved Anker, at han også kan bruges til at legitimere partiets dramatiske højreskred i udlændingepolitikken.

Det lykkedes for eksempel partiets nye begavede ideolog Mattias Tesfaye, selv med arbejderbaggrund, at skrive Anker ind i den nye fortælling ved at have gravet nogle udtalelser frem fra 70'erne, hvor den gamle kæmpe havde sagt nogle kritiske og advarende ord om omfanget af "fremmedarbejdere", som mørklødede udlændinge fra de varme lande hed dengang.

I den nye S-fortælling om sig selv var fagbevægelsen faktisk kritisk over for indvandringen, mens skurkene var det danske erhvervsliv, som partout krævede indvandring på grund af mangel på arbejdskraft. Regningen for det smed arbejdsgiverne hos samfundet, der har bøvlet med den manglende integration lige siden.

Det er ikke i et stort omfang, at socialdemokraterne opererer med interne skurke, men man fornemmer, at for eksempel en figur som salig Svend Auken er skubbet allerbagerst i skabet med gamle koryfæer.

Bevares. Han må hjertens gerne hives frem, når partiet vil fremhæve sit stadige fokus på miljø- og klimapolitikken, hvor man især kan pege på Aukens miljøministerperiode og hans initiativer som banebrydende og forud for sin tid.

Og Auken er også vældig effektiv til at påpege kontrasten til sin noget reaktionære efterfølger på posten, Venstremanden Hans Christian Schmidt, der med Axelborgs velsignelse afviklede Aukens miljøimperium. Men når det gælder Aukens for vor tid meget liberale synspunkter om flygtninge og humanisme, så er han gået helt i glemmebogen.

Auken var ellers mentor for flere af de ledende kræfter bag nutidens S-udlændingepolitik som Dan Jørgensen og Nikolai Wammen, og førstnævnte skylder vel Auken sin politiske karriere, som han altid promoverede i diverse valgfilm.

Måske er det derfor, at han undgår skurkerollen, som i stedet placeres hos andre "pladderhumanister", især i folketingsgruppen, der trynede firsernes fremsynede vestegnsborgmestre, der naturligvis for længst er blevet rehabiliteret og nu udgør en vigtig grundpille i den nye friserede fremstilling af ur-socialdemokratiet.

Ingen taler om, hvordan Auken efter sit første valg som S-partiformand i 1988 tordnede mod "det racistiske Danmark", hvor Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard i front vandt 7 mandater og 9 procent af stemmerne.

I den senere tid er det Socialdemokratiets kultursyn, der har foretaget et dramatisk skifte. Der er gået for meget overklasse og storbyelite i det herskende kultursyn, må man forstå på blandt andet Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvad – en anden af partiets ideologer. Kunstnerpinger og de kulturradikale skal i fremtiden indordne sig under de folkelige rammer, lyder parolen.

Dermed er socialdemokraternes gamle alliance med det kulturradikale borgerskab, som går tilbage til 30'erne eller før, blevet opsagt forud for valget. DR, Gyldendal og Politiken skal ikke vente sig noget godt fra den socialdemokratiske regering.

Kultureliten er blevet for lille i antal og stemmer alligevel massivt på Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet, så hvorfor dog bruge krudt på dem, når nu S er i en afgørende kamp for at tiltrække skeptiske arbejderstemmer efter årtiers flirt med DF og Venstre? Det er et strategisk valg, men sikkert også et bevidst ideologisk valg, som man ikke bare kan lave om senere.

Skidt med, at folk som landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, ville udbrede borgerkulturen til arbejderne, så de også kunne lære at sætte pris på opera, ballet, digtsamlinger og finere franske romaner. Den litterært overbelæste arbejderdreng Bomholt med sine idéer om Statens Kulturfond og sit frisind vil formentlig være helt utænkelig i nutidens socialdemokrati, hvor man for længst har overtaget DF's kulturordførers, Alex Ahrendtsens, reaktionære kultursyn.

Det er i øvrigt også morsomt at tænke på, hvordan S-gud/guldstandarden himself, überproletaren Anker var ekstremt belæst og intellektuel i en grad, som man sjældent ser vore dages S-politikere kokettere med. Behovet for at skilte med sin kulturelle nysgerrighed handler mest om at poste billeder på Facebook fra Brøndby Stadion.

Det står i nogen modsætning til Ankers behov for at berette om, hvordan han læste filosofi og var dybt optaget af Kants filosofi om det "kategoriske imperativ". Vel er nutidens politikere generelt langt mere veluddannede end 70'ernes politikere, men de gør i modsætning til deres idol alt for at fremstå så lidt intellektuelle som overhovedet muligt.

Og vi behøver slet ikke nævne den tennis-spillende Svend Auken, som vel som formand udgjorde zenit for den intellektuelle del af Socialdemokratiets indflydelse i partiet. Det skråplan blev der så taget et internt opgør med allerede i 1992.

I kampen om magten og arbejdervælgerne og for at ligne DF mest muligt, så gør det arbejderistiske Socialdemokrati det nødvendige ved at holde ophørsudsalg af store dele af partiets gamle såkaldte humanistiske synspunkter omkring kultur og udlændingepolitik og kaster dermed vrag på store dele af partiets historie. Det bliver spændende at se, hvordan og hvor længe dette bagudskuende projekt bliver omsat i konkret politik, og om der kommer en modreaktion efter valget.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Anne Lea Landsted til danske muslimer: Den bedste protest er din stemme Anne Lea Landsted til danske muslimer: Den bedste protest er din stemme Næste artikel Michael B. Klitgaard: DI og velfærdskoalitionen gør fælles front Michael B. Klitgaard: DI og velfærdskoalitionen gør fælles front
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.