Jarl Cordua: Socialdemokratiets opgør med kultureliten

Lige om lidt får Danmark sin første socialdemokratiske mindretalsregering, siden Anker Jørgensen gav op i september 1982 og overlod tøjlerne til Poul Schlüters borgerlige firkløverregering. Og hvad er så det for et projekt, der tårner sig op i horisonten?

Politisk står barometeret ikke på nogen større revolution. Der er ingen konkrete forslag, der i sig vil være en bombe under dansk økonomi. Ønskesedlen og kravene fra venstrefløjen er store, men ingen forventer, at den i valgkampen mærkværdigt usynlige Henrik Sass Larsen – og mest sandsynlige kommende finansminister – vil kaste sig ud i eksperimenter. Det vidner hans politiske karriere og temperament alt om.

Alligevel er det et andet Socialdemokrati end det, som måtte overlade regeringsmagten til Løkke i 2015, som formentlig allerede i næste uge tager over. Det er først og fremmest et tilbageskuende konservativt Socialdemokrati, der tager livtag med partiets traditionelle frisindede synspunkter omkring flygtninge og kultur, men som især vil generobre positionen som velfærdsstatens forsvarere og nybyggere efter en periode under Thorning som velfærdsstatens reformatorer.

Hvem er heltene i det nye Socialdemokrati? Ja, det er 50'ernes koryfæer som den noget borgerlige H.C. Hansen, som for øvrigt også er DF's yndlingssocialdemokrat. Han er fra en tid med mørke jakkesæt, hvide skjorter og mørke slips, men også en mand, der var knaldhård over for kommunisterne.

"Mig skal de ikke pisse på," som H.C. hvislede, da Danmark oplevede sin største generalstrejke i 1956, og hvor den kommunistiske del af fagbevægelsen havde sin sidste stjernestund, inden Ungarn-opstanden sendte DKP ud i politisk ligegyldighed.

H.C. Hansen og hans begavede finansminister Viggo Kampmann er dem, der indfører folkepension og endegyldigt knækker et alternativt borgerligt projekt til velfærdsstaten. Det er den solide klippe, som det nuværende Socialdemokrati kan bygge på. Ejerskabet til, hvem der bedst sikrer velfærdsstaten, skal generobres fra Venstre.

Det er i øvrigt også morsomt at tænke på, hvordan S-gud/guldstandarden himself, überproletaren Anker var ekstremt belæst og intellektuel i en grad, som man sjældent ser vore dages S-politikere kokettere med.

Jarl Cordua

Og så er det naturligvis Anker Jørgensen, som også passer perfekt ind i fortællingen om det gode gamle arbejderparti, der passede på alle og skabte tryghed. Ingen kan efterhånden huske de kaotiske kriseår i 70'erne, men efter Ankers død er det mandens autenticitet som folkets mand, der nåede samfundets absolutte top uden at miste sig selv, som står tilbage.

Anker er stadig guldstandarden for en ægte socialdemokrat, der kan samle sympati både langt ud på venstrefløjen, men også blandt borgerlige, der kan huske ham. For de nye konservative socialdemokrater er det bedste ved Anker, at han også kan bruges til at legitimere partiets dramatiske højreskred i udlændingepolitikken.

Det lykkedes for eksempel partiets nye begavede ideolog Mattias Tesfaye, selv med arbejderbaggrund, at skrive Anker ind i den nye fortælling ved at have gravet nogle udtalelser frem fra 70'erne, hvor den gamle kæmpe havde sagt nogle kritiske og advarende ord om omfanget af "fremmedarbejdere", som mørklødede udlændinge fra de varme lande hed dengang.

I den nye S-fortælling om sig selv var fagbevægelsen faktisk kritisk over for indvandringen, mens skurkene var det danske erhvervsliv, som partout krævede indvandring på grund af mangel på arbejdskraft. Regningen for det smed arbejdsgiverne hos samfundet, der har bøvlet med den manglende integration lige siden.

Det er ikke i et stort omfang, at socialdemokraterne opererer med interne skurke, men man fornemmer, at for eksempel en figur som salig Svend Auken er skubbet allerbagerst i skabet med gamle koryfæer.

Bevares. Han må hjertens gerne hives frem, når partiet vil fremhæve sit stadige fokus på miljø- og klimapolitikken, hvor man især kan pege på Aukens miljøministerperiode og hans initiativer som banebrydende og forud for sin tid.

Og Auken er også vældig effektiv til at påpege kontrasten til sin noget reaktionære efterfølger på posten, Venstremanden Hans Christian Schmidt, der med Axelborgs velsignelse afviklede Aukens miljøimperium. Men når det gælder Aukens for vor tid meget liberale synspunkter om flygtninge og humanisme, så er han gået helt i glemmebogen.

Auken var ellers mentor for flere af de ledende kræfter bag nutidens S-udlændingepolitik som Dan Jørgensen og Nikolai Wammen, og førstnævnte skylder vel Auken sin politiske karriere, som han altid promoverede i diverse valgfilm.

Måske er det derfor, at han undgår skurkerollen, som i stedet placeres hos andre "pladderhumanister", især i folketingsgruppen, der trynede firsernes fremsynede vestegnsborgmestre, der naturligvis for længst er blevet rehabiliteret og nu udgør en vigtig grundpille i den nye friserede fremstilling af ur-socialdemokratiet.

Ingen taler om, hvordan Auken efter sit første valg som S-partiformand i 1988 tordnede mod "det racistiske Danmark", hvor Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard i front vandt 7 mandater og 9 procent af stemmerne.