Jarl Cordua: Sørøvertricks og valgtaktik sænkede udligningsreform

I perlerækken af nederlag til VLAK-regeringen kan man nu tilføje opgivelsen af en reform af udligningsordningen.

Den ansvarlige LA-minister økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille trak tirsdag stikket på den bebudede reform og skuffede dermed en lang række borgmestre over hele landet, som enten havde set frem til at slippe lidt billigere i bidraget til udligningsordningen, eller til at få opgraderet tilskuddet. 

Det er nok for meget at sige, at der reelt var tale om et forsøg på at lave en egentlig reform. Forsøget fra regeringen gik på at lappe på nogle af de uhensigtsmæssigheder eller oplevede uretfærdigheder, som den nugældende reform har afsløret med hensyn til fordelingsnøglen af udligningsmidlerne, og som der er bred enighed om bør ændres. Det skyldes blandt andet en ændring af statens tilskud til kommunerne på beskæftigelsesområdet.

Regeringens problem var imidlertid, at de forslag, man lagde på bordet, ikke rigtigt interesserede hverken DF eller S.

Da Simon Emil Ammitzbøll-Bille forsøgte at spille DF og S ud mod hinanden – sådan blev det i al fald oplevet af parterne – blev interessen for et forlig på sagen kølnet yderligere.

Jarl Cordua

DF – og det vil i realiteten sige formanden Kristian Thulesen Dahl – stod konsekvent på det synspunkt, at man ville flytte endnu flere penge væk fra hovedstadsområdets kommuner til provinskommunerne.

Det krav var svært for regeringen at imødekomme, især fordi Konservative er under lokalt pres fra deres borgmestre i netop hovedstadsområdet.

Slaget om skattereformen efterlod et krater, der står som monument over LA's amatørisme ved Christiansborgs forhandlingsbord.

Jarl Cordua

Det efterlod regeringen tilbage med S, som dog mente, at en aftale ikke bare skulle indebære at flytte penge rundt mellem kommunerne. Hvis man ville nå en aftale, så skulle der nye penge på bordet, lød kravet.

Og de måtte så tages af det økonomiske råderum, som regeringen nok har andre planer med i form af skattelettelser til efteråret og til den kommende energireform. Der kom så til allersidst nye 700 millioner kroner på bordet, men det var slet ikke tilstrækkeligt til, at S kunne se sig selv i en aftale.  

S har imidlertid det hensyn at tage, at partiet er pænt repræsenteret i hele landet og dermed skal tilfredsstille mange og brede interesser. Så hvis man bare flyttede rundt på pengene, så ville ikke mange socialdemokratiske byrødder blive tilfredse. Men med tilstrækkeligt flere penge på bordet kunne nogle flere være glade. Det kom der så aldrig i et omfang, så det blev interessant for S.

Socialdemokraterne var heller ikke til sinds at ”sælge DF”, da man med alliancen med regeringens støtteparti har haft stort held med at presse regeringen på en lang række fronter

Og så har S stort held med i meningsmålingerne at få trukket i hvert fald nogle afgørende tidligere DF-vælgere over midten, fordi man fører en ”solskinspolitik” over for Thulesen Dahl, hvor man fletter fingre i 3F-sofaen, kopierer DF's udlændingepolitik og spiller med på en lang række politikområder som udflytning, EU-skepsis mv., som DF har gjort til sine mærkesager.

Da Simon Emil Ammitzbøll-Bille forsøgte at spille DF og S ud mod hinanden – sådan blev det i al fald oplevet af parterne – blev interessen for et forlig på sagen kølnet yderligere, set fra Socialdemokraternes side. S ser på det som en klodset manøvre fra ministerens side, der kun gjorde ondt værre. Den samme opfattelse kan man genfinde hos DF.

Imidlertid har Ammitzbøll-Bille nok også en pointe, når han giver den korte tid til næste folketingsvalg og ”partitaktiske hensyn” skylden for, at interessen for at lave en aftale ikke var fuldt til stede. DF har længe signaleret, at de sagtens kunne leve med, at systemet bare kunne køre videre med alle dets fejl fremfor at lave en omfordeling, der vil kunne gavne hovedstadens kommuner. 

Hvor der, især i de to store kommunale partier S og V, har været to hold, der har ment noget forskelligt om udligningen mellem by og land, så er der tilsyneladende fuld opbakning – også fra DF's folkevalgte i hovedstadsområdet – til Kristian Thulesen Dahls linje.

Ingen københavnske folketingspolitikere valgt for Dansk Folkeparti har modsat sig DF-politikken om heftigere udligning på bekostning af hovedstadsområdets kommuner. Det gælder både Martin Henriksen, gruppeformand Peter Skaarup, folketingets formand Pia Kjærsgaard (som bor i Gentofte), Marlene Harpsøe, Kenneth Kristensen Berth, Pia Adelsteen, Mikkel Dencker, mfl.  

Det tyder på, at DF – ligesom med Venstre – satser på, at vælgerne i hovedstadens kommuner ikke tager det så tungt med en heftigere udligning, men i stedet satser DF på, at man ejer by-land-platformen i diskussionen frem mod næste folketingsvalg – og så må det koste lidt i byerne.

Set i det lys kan det sikkert også forklare noget af Socialdemokraternes ulyst til at lave en aftale med regeringen på denne side af folketingsvalget. S ved også godt, at de arver problemet og opgaven med at løse det, hvis ellers de kommer i regering efter folketingsvalget. 

V står så i det samme dilemma som S. Man bliver revet og flået i fra både by og land, og man har ikke den store lyst til at blotte en flanke til DF, som også er blevet Venstres rivaler.

Skal partiet vokse herfra – og for eksempel genvinde bastionen som størst i Syd- og Sønderjylland, så kan det kun ske på bekostning af DF. Sammenbruddet er et nederlag for regeringen, men for V er det et nederlag, som man kan leve med set med valgkampsbriller, selvom man bliver mødt med sure miner, både blandt partifæller i hovedstadsområdet og i provinskommunerne.

Mest bemærkelsesværdigt er, at det faktisk er i kommuner, hvor LA til folketingsvalget står stærkt i hovedstadsområdet, som nu må holde for.

Et eksempel. LA fik 17,5 procent af stemmerne i Gentofte-kredsen, som vælgermæssigt svarer til landets rigeste kommune og ledes af den konservative Hans Toft, der til kommunalvalget i fjor fik 58 procent af stemmerne. Til folketingsvalget fik liste C 10,2 procent. 

Med andre ord: Gentofte er en LA-højborg, når det gælder folketingsvalget. Det samme gælder andre kommuner, der nu igen må holde for: Rudersdal 16,9 procent og Lyngby med 12,5 procent.

Dertil kommer, at Liste I både på Frederiksberg og i Københavns Indre By og på Østerbro fik mellem 11-12 procent. Her skal man også forklare LA-vælgere, hvorfor en LA-minister ikke kunne forhindre, at både Frederiksberg og Københavns kommuner skal yderligere til lommerne.

Summa summarum så blev det heller ikke i denne omgang at en LA minister fik demonstreret, at partiets topfolk besidder helt ekstraordinære evner ved forhandlingsbordet, som man ellers, i diverse valgannoncer, havde stillet sine vælgere i udsigt. Der var ingen grænser for, hvad LA var i stand til med de afgørende mandater, den rigtige retorik og den nødvendige vilje med hensyn til at trumfe sine synspunkter igennem.

Slaget om skattereformen efterlod et krater, der står som monument over LA's amatørisme ved Christiansborgs forhandlingsbord. Helt så slemt var det ikke i denne omgang, men ingen var imponeret over at opleve Ammitzbøll-Bille som forhandler, hvor han også overspillede sine kort ved at gå bag om ryggen på forhandlerne og forsøgte sig med andre – som det bliver formuleret – ”sørøvertricks”, der yderligere fik det i forvejen ikke optimale forhandlingsklima til at falde et par grader. 

I forhold til hvor enestående storskrydende LA's leder Anders Samuelsen længe var med hensyn til at lovprise LA-politikernes fantastiske evner udi politikkens kunst og som nu skulle rydde op efter alle ”gammelpolitikerne”, så må han nu sætte sin lid til, at kulturminister Mette Bock kan redde bare lidt af æren for partiet ved at lande en mediereform.

Hvis man imidlertid bevæger sig bare lidt væk fra LA's egne cirkler, ja så er oplevelsen, at forventningerne i al fald ikke er de største, når det gælder ministerens evne til at komme i mål med det. Nu får vi at se.  

LA kan i al fald godt snart trænge til noget, der minder om en politisk sejr.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.