Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Støjberg-selvmål udstiller igen Venstres ledelsesproblemer

KOMMENTAR: Støjbergs kontroversielle udtalelser udstiller gang på gang Ellemann som svag og inkonsekvent, men det er næstformanden tilsyneladende ligeglad med. Selv ikke den kommende kommissionskonklusion forventes at få konsekvenser for Støjberg.

Støjberg er tilsyneladende ligeglad med, at hendes udtalelser splitter Venstre, så længe hun kan stå som politisk martyr for de udlændingeskeptiske vælgere, skriver Jarl Cordua.
Støjberg er tilsyneladende ligeglad med, at hendes udtalelser splitter Venstre, så længe hun kan stå som politisk martyr for de udlændingeskeptiske vælgere, skriver Jarl Cordua.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Minkskandalen vil hjemsøge S-regeringen i måneder - og formentlig i årevis. Vel har statsministeren med Mogens Jensens afgang fra fødevareministerposten sikret sig, at hun for en tid kan regne med støttepartiernes opbakning, men faren er ikke ovre. Ting kan pludselig vise sig og belaste statsministeren og hendes regering yderligere.

Den årvågne presse gør, hvad den kan for at få regeringens støttepartier til at forholde sig til, at alt tyder på, at statsministeren selv har været indblandet i de ulovlige beslutninger, hvorfor det mest logiske for mange nok ville være, at statsministeren går samme vej som hendes nu tidligere minister.

Det kommer dog næppe til at ske. Politik følger ikke altid logik, så indtil sagen - med tiden - er blevet fuldt oplyst og en anden konklusion nået, må man regne med, at Mette Frederiksen sidder sikkert i statsministerstolen. Det kræver derfor naturligvis helt andre, mere håndfaste beviser end hidtil set, før det overbeviser regeringens støttepartier og fører til krav om Frederiksens afgang.

Det udestående spørgsmål for nærmere er derfor, hvilken undersøgelsesform, der kan udrede minkskandalen, man skal vælge. Det forhandler et flertal i Folketinget nu om.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det sandsynlige bud er en undersøgelseskommission. Det vil sige en kommission i stil med Instrukskommissionen, som offentligheden har set arbejde for at få udredt påstanden om, at Venstres tidligere udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, gav sine embedsmænd ordre om at adskille par, hvor den ene part var under 18 år, og fratage dem muligheden for en individuel vurdering, som loven sikrede dem. 

En anklage, som Støjberg benægter og i øvrigt over for sine mange støtter hævder handler om noget helt andet end sin muligvis ulovlige instruks.

Problemet er, at Støjberg ikke anerkender, at hun i sin nuværende position som næstformand skal formulere sig på en måde, så hun ikke bliver misforstået.

Jarl Cordua

Argumenterne for at bruge dette redskab er, at den er forholdsvis grundig, kan begrænses i varighed, for eksempel to år, og der er også mulighed for at afhøre vidner blandt embedsmænd, men hvor deres retssikkerhed er sikret.

Andre modeller er også på bordet, men en kommissionsundersøgelse, der kombinerer kravene om grundighed, uvildighed, hurtighed og retssikkerhed, er nok den eneste, der kan tilfredsstille alle hensyn, hvorfor det ligger lige for, at Folketinget enes om en beslutning, der nedsætter en ny undersøgelseskommission.

Det sker så på et tidspunkt, hvor offentligheden inden så længe – i december – forventes at få indblik i al fald delkonklusioner behandlet af den senest nedsatte kommission vedrørende en særlig beslutning i Støjbergs ministertid.

Det forlyder i øvrigt, at Støjberg allerede har modtaget en kopi af kommissionens færdige arbejde og nu har mulighed for at udfærdige et svar på kommissionens konklusioner.

Det er sigende, at selv i en sag som, der er bred enighed om, er en hidtil uset forvaltningsskandale, fører rød blok fortsat pænt i målingerne, og styrken mellem blokkene er på niveau med resultatet ved folketingsvalget for halvandet år siden. Der er altså stadig tillid i befolkningen til Mette Frederiksens regering og til de partier, der holder hende ved magten. Med andre ord er det blå regeringsalternativ fortsat dømt ude af vælgerne.

Ingen sag har dog som minksagen forenet de blå partier, hvor der også er en hvis fremgang at spore i de første meningsmålinger for blå blok set over ét. Det hører dog med, at fremgangen for blokken er sket fra et historisk lavt niveau.

Det er snart længe siden, at Pernille Vermund (NB) og Kristian Thulesen Dahl (DF) har følt anledning til at tale Venstres formand ned i hullet. Alle kanoner i blå blok er i stedet blevet vendt mod regeringen, og samtidig er der opstået en konkurrence blandt partiformændene om at være den mest overbevisende talsmand for minkavlerne, for grundloven, for ejendomsret og udstille Mette Frederiksens regering som grundlovsbrydere med diktatoriske tendenser.

Meget hurtigt blev kravet om statsministerens afgang også formuleret, hvilket dermed har udelukket endnu mere radikaliserede krav på denne side af en eventuel rigsretssag. Man aner her en parallel til flygtningepolitikken og retspolitikken, hvor det også går stærkt med at udtrykke de mest kontante krav, som en folketingspolitiker kan lægge op på sin Facebook-profil ledsaget af en selfie. En agitationsform udviklet af Nye Borgerlige, som andre rivaliserende partier nu også anvender.

Minkskandalen har naturligt nok fået de primære erhverv på banen, hvor vi i weekenden så aktionerende landmænd og fiskere drage til hovedstaden og andre store byer for at demonstrere mod de overgreb på grundloven, som, de mener, har fundet sted.

Politikeres overgreb på privat ejendom uden lovhjemmel kan naturligt nok mobilisere borgerlige meningsdannere og politikere til at deltage i den slags demonstrationer, selvom nogle nok vil notere sig, at det var den noget radikaliserede protestorganisation Bæredygtigt Landbrug, som stod bag kolonnerne med traktorer, der drog mod Christiansborg.

Bæredygtigt Landbrug er opstået som et noget mere slagkraftigt alternativ til Axelborgs Landbrug & Fødevarer. Man abonnerer på forestillingen om, at vejen til politiske indrømmelser i højere grad nås ved politisk agitation og kamp med vrede protester, trussel om retssager mod forskere og kontante markeringer i en for interesseorganisationer ganske enestående uforsonlig tone over for politikere og andre, der vil regulere erhvervet især på miljøområdet. Af samme grund er organisationens politiske indflydelse på Christiansborg også yderst marginal.

Det var dog ikke til at se i weekenden, hvor flere markante borgerlige politikere fra alle de blå partier talte ved organisationens demonstrationer. Spørgsmålet er, om de samme politikere ville stille op, hvis demonstrationen i stedet gjaldt en protest mod skærpede miljøkrav, som er det, organisationen i dagligdagen bruger sine kræfter på.

Blandt de talende ved demonstrationen i Århus var naturligt nok også Venstres næstformand, Inger Støjberg, som helt sikkert har følt sig hjemme blandt de aktionerende landmænd. Hun er selv rundet af landbruget og valgt i det vestjyske, hvor der stadig er relativt mange landmænd.

Støjberg kender sit publikum og vidste, hvordan man får spillet tilstrækkeligt effektivt på eventuelle fordomme om en siddende S-regering fuld af magtbrynde, der blæser på lov og ret i sin iver for at få lukket primærerhvervene ned.

Alt gik efter planen, indtil Støjberg pludselig følte trang til at tale om en sump, der skulle drænes: ”Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance”. 

Knap var ordene udtalt, før pressen undrede sig over formuleringen, som gennem fire år har været en slaglinje i Donald Trumps stormløb mod magteliten i Washington. Venstres formand blev også søndag morgen af TV 2 forholdt sin næstformands udtalelser, og Jakob Ellemann-Jensen opfattede dem på helt samme måde som pressen. Derfor afviste han også, at Venstre nogensinde ville stille krav om udrensning også af embedsmandsapparatet, som en dræning af sumpen i Washington indebærer, men understregede, at Venstres politiske kamp alene og helt sædvanligt gælder en udskiftning af regeringen.

Det stod hurtigt lysende klart, at Ellemann dermed skar sin næstformand så eftertrykkeligt ned, at han dermed også gjorde det tydeligt, at Venstres problem med en formand og en næstformand, der sender forskellige signaler i øst og i vest, består her godt et år efter, at det nyvalgte makkerpar ellers bedyrede over for offentligheden, at der nu var kommet styr på ledelsesforholdene efter års magtopgør mellem Lars Løkke og Kristian Jensen.

Selv benægtede Støjberg - efter to dages diskussion og kritik i offentligheden og lige før et gruppemøde i Venstre tirsdag - at hun citerede Donald Trump. Næh, det var skam et ”gængs udtryk” fra amerikansk politik og snarere den langt mindre kontroversielle præsident Ronald Reagan, der havde inspireret hende.

Det er de færreste, der efterfølgende har gjort sig bekendt med Reagans 40 år gamle udtalelser, der handler om at dræne sumpen for bureaukratiske krav på erhvervslivet, der får det til at rime med Støjbergs om at dræne sumpen for magtarrogance. Her klinger det noget mere af Trumps formuleringer, som de færreste næppe har undgået at kunne høre henset til den massive mediedækning.

Ingen kan i øvrigt huske, at Støjberg skulle være velbevandret i Reagans taler, og hun har i øvrigt aldrig vist sig i Det Danske Reagan Selskab, der ledes af tidligere minister Søren Pind, og som årligt markerer den 40. amerikanske præsidents fødselsdag 6. februar.

Støjbergs udtalelser er af kritikere, herunder førnævnte Søren Pind, blevet udlagt som en bevidst udstilling og underminering af Venstres formand (udover at udtalelserne nu har taget presset af regeringen og givet anledning til, at regeringen og de radikale har fundet sammen i en kritik af Venstre, hvilket yderligere lægger alen til selvmålets størrelse).

Læs også

Det er næppe en helt rimelig kritik. I dette tilfælde. Der er snarere tale om klodsede og tankeløse formuleringer, som hun dog selv som tidligere politisk ordfører, mangeårig minister og som Venstres næstformand burde have selvcensureret.

Problemet er, at Støjberg ikke anerkender, at hun i sin nuværende position som næstformand skal formulere sig på en måde, så hun ikke bliver misforstået. Støjbergs natur er at sige kontroversielle ting, som vækker opsigt og debat, deler folk i to, hvorefter andre i Venstre skal rydde op. Det er i hovedreglen Venstres formand, og det udstiller ham som svag og inkonsekvent gang på gang.

Når Støjberg ikke vil erkende, at der eksisterer den dynamik, så spørger flere og flere, både i pressen og ikke mindst i Venstre, sig selv, hvorfor hun vedbliver med denne praksis? Hvad er formålet?

Er det at slide Venstres formand op for selv at overtage tøjlerne efter et valgnederlag, hvor hun selv nok skal kunne klare sig godt igennem?

Man behøver dog ikke abonnere på sammensværgelsesteorier for at erkende, at Støjberg og Ellemann har et problem. Cirka en gang hver anden måned opstår der en sag, hvor formand og næstformand melder noget forskelligt ud, og det får naturligt nok stor opmærksomhed hver gang. Det ville det i ethvert parti, hvor der er tvivl om magtforholdene. Og Støjberg er magtfuld i Venstre. Ingen betvivler, at hun har vælgertække og har en solid bastion i partiets magtbase i hele Jylland.

Det afspejler sig også i folketingsgruppen, hvor hun har opbakning fra cirka en tredjedel af medlemmerne. En anden tredjedel af gruppen ser hende som et vedvarende problem, som står i vejen for formandens og Venstres succes. Endelig er en sidste tredjedel pragmatikere, der bare vil have tingene til at køre.

Men det kører ikke for Venstres ledelse. Det er en offentlig hemmelighed, at formand og næstformand er stort set uden kontakt, og næstformanden reelt er koblet af den daglige ledelse, og hvor der i den såkaldte L-bande også er en erkendelse af, at tingene ikke kan blive ved med at gå. Det afspejlede diskussionen om Støjbergs udtalelser også, da man i folketingsgruppen diskuterede sagen.

Det er nærliggende at tro, at man i Venstres ledelse afventer kommissionens delkonklusion, men man skal næppe forestille sig, at det umiddelbart får Støjberg til at forlade næstformandsposten og den politiske scene, selv hvis det ender med en rigsretssag.

Det kræver, at hendes bagland og ivrige støtter i folketingsgruppen også vender hende ryggen, og det er der slet ingen garanti for. Slet ikke efter Støjberg og hendes støtter i årevis har forsøgt at overbevise offentligheden om, at kommissionens arbejde i virkeligheden handler om at straffe hende for at hjælpe unge pigebørn fra en skæbne som brud for mænd i bedstefaralderen.

Støjberg har ligesom Trump kapret højrefløjen i Venstre og dermed højrefløjens vælgere i al almindelighed. Det har potentiale til at gøre blå blok totalt uvælgelig for midtervælgere, men det kan Støjberg være ligeglad med. Hun kan fortsætte sin politiske karriere som politisk martyr for de mange meget udlændingeskeptiske vælgere på højrefløjen. Så må Ellemanns statsministerplaner og andres drømme om igen at indtage ministerbænkene vige.

Medmindre Venstre finder en vej til at skille sig af med næstformanden, hvilket med stor sikkerhed vil få meget alvorlige konsekvenser for partiets vælgeropbakning i kølvandet på et sådant dramatisk opgør.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00