Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Tynde røde linjer

KOMMENTAR: I Enhedslistens revolutionære bagtrop er man tilsyneladende på vej op på barrikaderne efter Socialdemokratiets asyludspil, som benævnes ”asocialt og populistisk”.

Delegerede på Enhedslistens landsmøde i Grå Hal på Christiania holder spisepause (fra maj 2006).
Delegerede på Enhedslistens landsmøde i Grå Hal på Christiania holder spisepause (fra maj 2006).Foto: ritzau/Linda Kastrup
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Socialdemokraternes asyludspil har fået forholdsvis meget medvind, siden det blev præsenteret i sidste uge.

De borgerlige er enige i sigtet, men er pludselig blevet meget optaget af planens mere urealistiske elementer, for eksempel om lykkelandet ”Fatamorganastan” i Nordafrika, hvor de demokratisk valgte magthavere, mod en stor pose penge fra Danmark, glade og gerne tager imod alle vore afviste asylansøgere, som nu får plads i ørkensandet.

Denne skepsis ændrer sig nok ligeså snart, at de blå partier igen sætter sig på oppositionsbænkene med DF som mærkbar undtagelse, da partiet pr. definition er ude af stand til at tage et regeringsansvar. 

Også i ”kommentariatet” blev der høstet anerkendende nik. Kan ske at afgørende dele af planen forekommer temmelig urealistisk, men herregud, det er der jo så megen politik, der er. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Debatredaktør: Søren J. Damm

De radikales trusler er der ikke rigtig nogen, der tager alvorligt længere.

Jarl Cordua

Helt så sårbare er Socialdemokraterne ikke den her gang, hvor de jo ikke lovet nogen noget. Det er i alle tilfælde ganske smart, at S - her et års tid inden et sandsynligt folketingsvalg - får understreget overfor afgørende og flytbare midtervælgere, at partiet nu har sagt endegyldigt farvel til tidligere tiders tossegod flygtningepolitik. Det er kun folketingsmedlem, fhv. minister Mette Gjerskov, der skaber slør i det billede ved at lade sig fotografere med burkaklædte kvinder. 

Skal man lede efter ballade, så er det snarere i Socialdemokratiets baggård af røde støttepartier. De radikales trusler er der ikke rigtig nogen, der tager alvorligt længere. Morten Østergaard kan ikke holde til at nægte Mette Frederiksen regeringsansvaret.

Jeg forstår sagtens frustrationen hos en række hovedbestyrelsesmedlemmer over den højredrejning, vi ser hos Socialdemokratiet lige nu. Men jeg må samtidig sige, at jeg ser deres udspil som symbolpolitik uden rod i virkeligheden.

Pernille Skipper (EL)

I fald det sker, så vil de radikales leder nok bare opnå, at han skubber S i armene på DFs Kristian Thulesen Dahl, som så pludselig får en anledning til at støtte Socialdemokraterne og holde dem fast på den skrappe udlændingepolitik, som de lover vælgerne.

Har Østergaard i øvrigt fuld støtte til sådan en manøvre, til den tid? Vil sejrsrusen over en mulig rød valgsejr ebbe så pludselig ud, at en ny radikal folketingsgruppe (hvor magten over partiet jo ligger) blankt afviser Mette Frederiksen som statsminister, hvis ikke hun i regeringsgrundlaget fremviser et par linjer, der kommer de radikale i møde på det her punkt? Man ser det ikke rigtig for sig, vel?

Heldigvis findes Enhedslisten, der har haft stort held med at være opsamlingssted for alle dem, der ønsker sig tilbage til den generøse før-reformerede velfærdsstat anno 1990’erne, Folkeskolen før folkeskolereformen og udlændingepolitikken før 2001.

Blandt de revolutionære, som stadigvæk mener, at civilisationen er mere truet af kapitalismen snarere end af islamismen, der er man tilsyneladende på vej op på barrikaderne.

I al fald kan dr.dk berette, at man i Enhedslistens bagland i hovedbestyrelsen er af den opfattelse, at Socialdemokratiets asyludspil, som benævnes ”asocialt og populistisk”, overtræder den opstillede såkaldte ”røde linje”, der i al fald i teorien iflg. en tidligere hovedbestyrelsesbeslutning udløser en faldlem for Liste Øs støtte til Mette Frederiksens regeringsprojekt.

”De røde linjer” har således ikke noget med venstrefløjens evige forhåbninger om en snarlig revolution at gøre, men er politiske linjer, en S-regering ikke kan krydse uden konsekvenser - og de skal sikre Enhedslistens politikere noget vælgertroværdighed i de tilfælde, hvor socialdemokraterne laver uacceptabel politik med de borgerlige, som det skete med salget af 18 procent DONG-aktier til Goldman Sachs og ikke mindst med skattereformen, hvor man med egne ord ”blev pisset på”. 

Indtil videre taler de folk i Enhedslistens hovedbestyrelse, som dr.dk har talt med i konjunktiv. En sproglig tid, der gerne anvendes, når man vil udtrykke tvivl, forhåbninger eller frygt om ting, der muligvis vil ske engang i fremtiden. Indtil videre bliver det ved trusler om repressalier, hvis Mette Frederiksen begynder at realisere sin asylpolitik (som de allerfleste uafhængige eksperter afviser som urealistisk).

Helt komisk bliver det dog, når den tidligere VS-borgmester Gunna Starck dumstædigt til dr.dk forestiller sig (lige efter at hun indrømmer den manglende realisme i forslaget), at Enhedslisten i stedet stiller med sin egen statsministerkandidat i form af Pernille Skipper, når alle ved, at sådan en kandidat aldrig kan samle flertal i folketinget. Liste Øs mission i dansk politik er at være kritisk oppositionsparti, der bider magten i haserne. Det er ikke at udøve den selv.  

Inden at Enhedslistens hovedbestyrelse sætter sig i rundkreds for igen at diskutere endnu en snarlig fremtid med revolutionære omvæltninger, herunder en passende reaktion på Mette Frederiksens ikke realiserede politik, så maner folketingsgruppens vikarierende politiske ordfører Nikolaj Villumsen til ro over for revolutionens fortrop. Tiden er endnu ikke inde til at knytte næverne, rejse høtyvene og løbe storm på Børsen ligesom for 100 år siden - eller det nærliggende Christiansborg for den sags skyld. (Det duer vist heller ikke at lave revolution, når nu Pernille Skipper lige har været på barsel...)

- Jeg forstår sagtens frustrationen hos en række hovedbestyrelsesmedlemmer over den højredrejning, vi ser hos Socialdemokratiet lige nu. Men jeg må samtidig sige, at jeg ser deres udspil som symbolpolitik uden rod i virkeligheden, lyder det fra den revolutionære barselsvikar.

Her aner man, at Villumsen, som så mange andre, har gennemskuet Socialdemokraternes projekt og realismen i det. Socialdemokraterne kommer med andre ord ikke i nærheden af at krydse en rød linje andet end dem, der findes i fantasien hos ELs hovedbestyrelse og i hundredetusinder af midtervælgernes forhåbninger.

 Men skulle fantasi alligevel blive til virkelighed, så opstiller Villumsen en ny rød linje, der bør kunne berolige de ophidsede gemytter i Hovedbestyrelsen, som dr.dk har talt med: 

- Hvis Mette Frederiksen kunne finde på at bryde menneskerettighederne, må hun nok se sig om efter et andet parlamentarisk grundlag.

Det kunne tyde på, at Villumsen er så rystet over Socialdemokraternes højreryk, at han føler behov for at fremmane et endnu mere urealistisk scenarie, end det han allerede har afvist som symbolpolitik. Det kunne ligne, at han så småt er i gang med at flytte de røde linjer længere væk for at tage luften ud af et snarligt internt drama om en ny S-regerings formulerede, men langt fra realiserede asylpolitik, som tidligst ser verdens lys om et år. 

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00