Jarl Cordua: Uenighed gør stærk

”Enighed gør stærk,” hed det engang i fagbevægelsen. Det er dog ikke en formel, som kan siges at nyde fremme i rød blok for tiden.

Tirsdag spiste fem partiledere fra de tre erklærede røde partier og de to øvrige fra det socialt-liberale parti og partiet – eller hvad man nu skal kalde Alternativets ideologiske bagage – i al fald frokost i en time og 45 minutter, hvor konklusionen blev alt andet end samling om ret meget andet, end at man ønsker en anden statsminister end Lars Løkke Rasmussen (V). Det vidste de fleste godt i forvejen.

Til trods for de seneste ugers intense rabalderstemning og udveksling af uforskammetheder i offentligheden mellem centrale radikale og topsocialdemokrater, ja, så er det ingen hemmelighed, at Morten Østergaard (R) og Mette Frederiksen (S) mødtes fast flere gange om måneden. Det var derfor Alternatives leder, Uffe Elbæk, tilsyneladende igennem længere tid har skubbet på og set behovet for at holde et fælles møde blandt partierne i rød blok.  

Læs mere: Ny måling: Rød blok står til at få magten

Socialdemokraternes analyse er tindrende klar: Enten køber et tilstrækkeligt antal midtervælgere Mette Frederiksens garanti om en ny stram udlændingepolitik med hende som statsminister, eller også får rød blok fire år til på oppositionsbænkene.

Jarl Cordua

Hensigten skulle være, at skabe en eller anden fælles politisk platform, også om udlændingepolitikken de fem partier imellem. Uffe Elbæk er ifølge en central kilde ”i en særlig kategori,” når det gælder selve tilgangen til politiske forhandlinger.

I politik er det en almen erfaring, at man aldrig får noget forærende ved et forhandlingsbord, medmindre ens mandater er afgørende. Den præmis om magt og styrkeposition abonnerer Elbæk ikke på. Tværtimod: Uffe Elbæk har tilsyneladende en forestilling om, at han ved mødebordet simpelthen kan overtale Mette Frederiksen til at opgive Socialdemokratiets nuværende kurs og i stedet give store indrømmelser til Alternativet og Radikale på udlændingeområdet, så der bliver mulighed for at skabe bred enighed i rød blok.

Det var dog alt andet, der blev mødets anden konklusion. Bevares. Man anerkender, at der er en række politiske felter, hvor man er enige: miljø, klima, velfærd, uddannelse etc. Men det er ikke nyt og i grunden ret ukontroversielt.

Men den uenighed om udlændingepolitikken, som alle godt ved eksisterede ved mødets start, ja, den forblev en uenighed. Derfor var ”forventningsafstemning” også én af de gloser, der blev brugt til at beskrive mødets formål. Altså evt. forudgående forventninger om en samlet politik kunne man efter mødet glemme alt om.

Socialdemokraternes analyse er tindrende klar: Enten køber et tilstrækkeligt antal midtervælgere Mette Frederiksens garanti om en ny, stram udlændingepolitik med hende som statsminister, eller også får rød blok fire år til på oppositionsbænkene.

Læs mere: Elbæk: Selvfølgelig kunne vi have taget 10.000 flere asylansøgere

Socialdemokraternes nye grundfortælling eksponeres i øvrigt ganske effektivt i denne tid bl.a. med Mattias Tesfayes bogudgivelse om 50 års fejlslagen S-udlændingepolitik – og gamle ”S-legender”, der i BT frejdigt tager afstand fra fortidens naive politik og fortæller om deres nylige omvendelse til den stramme udlændingepolitiks hellige evangelium.

Det er muligt, at rød blok fører med 4-5 procentpoint, hvis man tager gennemsnittet af målingerne, men er det nok til at holde hjem ved et valg om to år? Henset til de første to kaotiske år i blå blok, hvor regeringen undertiden ligger i åben krig med sit parlamentariske grundlag og en historisk upopulær statsminister, burde rød blok så ikke være længere foran?

Hvad sker der den dag, hvor Løkke og Co. stopper den upopulære politik og begynder at dele gaver ud, graver stridsøksen helt ned med DF og i stedet begynder samlet at angribe oppositionens leder?  Ikke desto mindre så er det Socialdemokraternes opfattelse, at hvis de kan overbevise vælgere i blå blok om, at den stramme udlændingepolitik forbliver stram under Mette Frederiksen, så er vælgerne klart friske på at skifte.

Desværre for S kolliderer deres fortælling med en anden fortælling fra bl.a. Radikale og Alternativet, hvor man insisterer på, at Mette Frederiksen kun kan blive statsminister, hvis man får indflydelse på ALLE politikområder – herunder udlændingepolitikken.

Så hvem skal midtervælgerne fæste mest lid til? Er det Socialdemokraterne, som bare kan danne en mindretalsregering uden Radikale i sikker forvisning om, at Radikale aldrig vil vælte en S-regering? Eller er det Radikale og Alternativet, som får ret, når de hævder, at de ikke vil garantere en støtte til en regering ledet af Mette Frederiksen, hvis ikke de får indflydelse på udlændingepolitikken?

Det spørgsmål blive naturligvis helt centralt i den kommende valgkamp. Holdbarheden i svarene vil blive testet af blå bloks partier, medierne og selvfølgelig også af vælgerne, der med lup vil lede efter selv den mindste antydning af en sprække i Mette Frederiksens panser.

Det står i hvert fald klart, at Socialdemokraterne forud for et valg ingen interesse har i at binde sig op på selv de mindste indrømmelser i udlændingepolitikken. Derfor måtte mødet i går naturligvis munde ud i den konklusion, at partierne står lige så splittet i udlændingepolitikken, som i hvert fald Socialdemokraterne mener, vil afgøre det næste valg.

Uenigheden især med de Radikale kan imidlertid også bruges offensivt i Socialdemokraternes forsikringer om, at de står fast over for de ”blødsødne” Radikale. Det virker formentlig mest troværdigt på vælgerne, hvis man kan give dem det indtryk, at Radikale slet ikke kommer med i en ny regering, fordi der er så stor uenighed bl.a. om udlændingepolitikken.

Læs mere: Topmøde i oppositionen

Hos Radikale hæfter man sig ved, at politiske forhandlinger forud for en regeringsdannelse sker ud fra styrkepositioner efter valget, så man har naturligvis ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned på forhånd. Man ser derfor på møderne med Mette Frederiksen som en måde, hvorpå man opbygger tillid til hinanden. Det betyder sikkert også, at Socialdemokraterne aldrig nogensinde må være i tvivl om, hvad Radikale kan finde på, hvis Socialdemokraterne efter valget forsøger at holde dem ude.

Når alle partier i rød blok anerkender det håbløse i at skabe samling om en udlændingepolitik, så kan man i det mindste kommunikere en enighed i ønsket om en anden statsminister end Lars Løkke Rasmussen og en anden politik, og så må alle leve med den arbejdsdeling, at Socialdemokraterne forsøger at overtale gamle DF-vælgere til at forlade blå blok, mens resten af partierne kannibaliserer på det gamle arbejderparti.

Og så kan man – nu hvor det ikke længere lod sig gøre at ignorere Elbæks invitationer om fællesmøde – lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden og pointere en uenighed. Med andre ord: Uenighed gør rød blok stærk. I hvert fald når det kommer til at få den bredeste appel til flest mulige vælgere.

.....

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.