Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Valget i Venstre efter valget

KOMMENTAR: Den gode stemning i Venstre efter søndagens EP-triumf blev hurtigt ødelagt, da stemmesluger Søren Gade i medierne lagde kraftig afstand til formand Lars Løkke. Fronterne i Venstre trækkes op forud for et formandsopgør, skriver Jarl Cordua.

Søren Gade, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen er nogle af hovedpersonerne i de interne stridigheder i Venstre. Arkivfoto fra 2017.
Søren Gade, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen er nogle af hovedpersonerne i de interne stridigheder i Venstre. Arkivfoto fra 2017.Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er én uge tilbage af valgkampen, og meningsmålingerne viser stadig, at det ender med en massiv rød valgsejr, der vil bombe blå blok tilbage til, om ikke stenalderen, så måske et niveau omkring starten af tresserne, for eksempel 1960, hvor S-SF-R dengang tilsammen havde 98 mandater, før de nordatlantiske mandater blev talt med.

Der skal dog nok være nogle Venstrefolk, som vil bemærke, at søndagens triumf i valget til Europa-Parlamentet for regeringspartiet Venstre kunne tyde på, at meningsmålingerne ikke fanger hele den borgerlige opbakning. Det er imidlertid et optisk bedrag.

Venstre fik et historisk godt europaparlamentsvalg, men det gik elendigt for resten af blå blok. DF fik en næsestyver og tabte tre ud af fire mandater. K mistede en tredjedel af vælgerne, og Liberal Alliance blev totalt ydmyget på valgdagen. Samlet set fik blå blok læsterlige tæsk ved EP-valget, og nu venter folketingsvalget på onsdag.

Venstre har for længst indset, at VLAK-regeringens tid er forbi, og resten af valgkampen handler derfor om ren stemmemaksimering for partiet. I den kontekst er det naturligvis godt for partiets selvtillid og stemningen blandt græsrødderne, at man kunne snyde målingerne og få et knaldgodt valgresultat.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Der gik imidlertid ikke mere end to dage, så var den gode stemning ødelagt, da den tidligere gruppeformand og triumfator ved EP-valget med mere end 200.000 personlige stemmer bag sig, Søren Gade, følte trang til at lægge kraftigt afstand til Lars Løkke Rasmussen og Venstre-toppen, som han åbenbart føler har svigtet ham i valgkampen. Sådan her lød det i Nordjyske tirsdag:

"Der var én, der i dag sagde til mig: 'Nu bliver du Lars Løkkes bedste ven, i hvert fald de næste ni dage'. Men du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed."

Hvad er det, Gade siger? At Løkke er så utroværdig, at han ikke vil tilsmudse sig selv og sin troværdighed og hænge side om side med ham?

Jarl Cordua

Det er fuldstændigt uhørt, at en partifælle på det niveau på så brutal vis – og midt i partiets skæbnekamp en uge før valget – angriber sin partiformand. Hvad er det, Gade siger? At Løkke er så utroværdig, at han ikke vil tilsmudse sig selv og sin troværdighed og hænge side om side med ham?

Det plejer man ikke at overleve i et normalt parti. Men det er Venstre ikke lige for tiden, og formandens autoritet er for længst forduftet. Hvor var i øvrigt de mennesker henne, der efterfølgende gik ud og tog afstand fra Gade?

Venstre har omvendt ingen interesse i at skabe yderligere opmærksomhed om sagen, og det ville der blive, hvis nogen offentligt beder Gade om at dæmpe sig og holde inde med sit angreb på formanden. Mindst dårlige reaktion er derfor at ignorere Gade og lade ham fremstå som den berusede eller skøre onkel, der indimellem siger tossede ting ved familiefesterne.

Problemet er bare, at det billede ikke passer med, at Gade søndag fik status af partiets helt, der skaffede partiet et fremragende valg i Jylland på en platform af EU-skepsis light med krav om permanent grænsekontrol. Ikke så få fremtrædende partifæller har stemt på Gade og anbefalet at stemme på ham.

Gades utilfredshed med Løkke er et dårligt varsel for Løkke. Den tidligere gruppeformand ser tydeligvis frem til et formandsskifte efter valget. Man kan ikke tolke udtalelserne anderledes.

Imidlertid fik Gade i løbet af onsdagen åbenbart selv kolde fødder og måtte ud og forklare sine udtalelser til Ritzau. Nu bedyrede Gade, at det slet ikke handler om Løkkes troværdighed:

"Det handler ikke om Lars Løkke Rasmussens troværdighed, men om min egen. Der er ikke noget problem der."

Nu handlede sagen pludselig om, at Gade ikke skulle "misbruges" til markedsføring under folketingsvalgkampen, hvis nu nogen i Venstre fandt på at hænge ham op på bannere ved siden af Løkke. Om nogen har fået den idé her, kun én uge inden valgkampen slutter, vides ikke. Kampagnefolkene vil i givet fald skulle arbejde hurtigt for at få produceret sådan et banner, og det vil ikke kunne hænge særligt længe for at kunne have en effekt på vælgerne.

Udtalelserne var i øvrigt ikke rettet mod Løkke, må man forstå på Gade. Det handlede såmænd bare om omsorg for egen troværdighed i Jylland i den noget tænkte situation, hvor nogen fik den idé at hænge plakater eller bannere op på Sjælland eller København med Gade i den resterende del af valgkampen, nu hvor partiet ikke havde hængt hans kontrafej op de steder under EP-valgkampen.

Det er dog svært at forstå, hvorfor Gade skal op at hænge overhovedet i København til et valg eller et område, hvor han ikke er kandidat?

Det ligner et udbrud af lang tids indestængt raseri over ikke at have fået opbakning fra partiet under valgkampen, kombineret med et akut anfald af storhedsvanvid efter den store personlige vælgertriumf.

Den tidligere gruppeformand fremstår dog noget latterlig med de mærkværdige efterfølgende forklarende forestillinger om, at nogen i V overvejer at misbruge hans person i folketingsvalgkampen på Sjælland.

At Gade så anbefaler Inger Støjberg, blandt andet på hendes facebookprofil med citat og billede til folketingsvalget, kolliderer dog ikke med hans eget pludseligt opfundne troværdighedskodeks, der altså ekskluderer partiets formand:

"Det er helt superfint. Inger er en af mine rigtigt gode venner, både politisk, privat og personligt, så det må hun gøre, ligesom hun vil. Hende kan jeg stå helt inde for."

Man fristes til at tilføje: I modsætning til Løkke.

Gade er også ude og lægge afstand til alle spekulationer om, at han er deltager i et opgør med Løkke, som han dog allerede antyder til Ritzau er i gang ved at kalde det for en "hvepserede". Rituelt får den tidligere forsvarsminister også slået fast, at Løkke "helt sikkert" er den rigtige formand, som Gade selv har været med til at få valgt.

"Hvepsereden" er ikke nogen skæv betegnelse for det, der foregår. Mens der bliver ført valgkamp for at skrabe så mange personlige stemmer sammen som muligt, så pågår der utvivlsomt samtaler mellem højtstående V-folketingsmedlemmer om fremtidens ledelse af partiet. Det har der i øvrigt gjort i årevis.

Når valget er overstået, vil de personlige stemmer give et fingerpeg om, hvad der kommer til at ske. Hvordan bliver de personlige valg for Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen?

Hvis Venstre går frem med et par procentpoint og overrasker ligesom ved EP-valget i søndags, så hælder mange til at tro, at Løkke vil forsøge at blive siddende. Ikke mindst hvis hans personlige stemmetal også viser fremgang.

I Vestjyllands Storkreds kæmper Kristian Jensen og Inger Støjberg om at få flest personlige stemmer. Hvad sker der, hvis Støjberg igen får flere personlige stemmer end partiets næstformand og finansminister? Er det i den situation, at han føler, at han har et rygstød fra vælgerne om at gribe efter magten?

Og hvad nu hvis Jensens personvalg ikke imponerer? Føler han sig så stærk nok til at kunne udfordre Løkkes formandsstol? Og vil han få opbakning til det i partiet, hvis det personlige valg skuffer?

Hvordan går det Jakob Ellemann-Jensen ved valget? Vil et personligt kanonvalg til ham i Østjyllands Storkreds få endnu flere Venstrefolk til at vende sig mod ham og tænke, at han er manden, der kan få partiet ud af vælgerkrisen og give fornyet håb til baglandet om, at V kan genvinde regeringsmagten om fire år?

Kristian Jensen ligner én, der er havnet i en tofrontskrig mellem de nationalkonservative omkring Støjberg og Gade og de liberale tidligere Løkke-støtter omkring folk, som på sigt ser Jakob Ellemann-Jensen som partiets næste formand. Begge lejre er forenet i ønsket om at undgå Jensen af flere grunde, men især fordi de ikke ser ham som en formand, der kan vinde valg.

Men ingen af de tidligere Løkke-støtter har travlt med at sætte processen i gang. Formentlig venter alle på, at Jensen-lejren efter valget foretager det første udfald, der kræver Løkkes afgang. Kristian Jensen er tvunget til at gribe efter magten denne gang – ellers får han den aldrig. Mange vil endda hævde, at øjeblikket blev forpasset i en kælder i Odense tilbage i juni 2014.

Jensen har yderligere det problem, at han igen står over for en sand mester i den slags nervekrige om magten i form af Lars Løkke Rasmussen, der i sit lange politiske liv har en meget imponerende rekordliste i at overleve attentatforsøg.

Løkke vil have udtænkt et giftigt modsvar på ethvert træk, som Jensen foretager på brættet. Man kan sikkert forestille sig, at Løkke vil gå meget langt for at undgå Jensen som formand. Det kunne for eksempel ske ved undervejs at pege på Ellemann.

Det er så her, at Ellemann kan blive kompromis-kandidaten, der i al fald kan samle alle de tidligere Løkke-støtter om sig. Problemet er bare, at Ellemann – for at kunne være et kompromis – helst ikke skal være en del af processen før til sidst, hvor det står klart, at hverken Løkke eller Jensen skal være formand.

Derfor må det bedste råd til ham nok være at forsvinde helt imens og afvente, hvad der sker, når eller hvis Løkke og Jensen igen står over for hinanden.

Søren Gade, der er på vej til Bruxelles, og derfor hævder, at han ikke vil blande sig i formandsdiskussionerne, har i øvrigt et ret godt forhold til Jakob Ellemann-Jensen, da de begge var henholdsvis gruppeformand og politisk ordfører.

Ellemann har tidligere på landsmøderne underholdt med Gades maleriske sprogblomster, når de på tomandshånd har vendt tingene sammen. Det tyder på, at de har et ret fint og fortroligt forhold til hinanden, som igen understreger Ellemanns styrke som en, der kan samarbejde med alle, og som er vellidt bredt i partiet.

Gade får næppe problemer med sit troværdighedskodeks, hvis han hænger på et banner med Ellemann.

Læs også

Et muligt V-formandsvalg er ikke det eneste, der diskuteres i utide. Spekulationerne om Margrethe Vestagers muligheder for at blive kommissionsformand kører, nu hvor de indledende drøftelser er sat i gang i EU-systemet. Der er allerede gået landskamp i den i de hjemlige medier, hvor der efterhånden er skabt forventninger om, at en ny dansk regering ikke kommer udenom at vælge Vestager som kommissær, hvis nu Europa vil have hende som formand.

Processen er dog først færdig på den anden side af valget, hvor en ny regering skal tage endelig stilling. Det siger sig selv, at det bliver noget nær umuligt at sige nej, hvis den situation opstår.

Derfor kan Løkke allerede nu tage stikket hjem ved at gå ud og anbefale Vestager og overlade det til Mette Frederiksen at svare uldent på sin utvivlsomt meget lunkne støtte til den tidligere radikale leder, der er alt andet end populær i det nye arbejderistiske Socialdemokrati, der er opstået, efter forgængerne Thorning og Corydon af Vestager blev afkrævet ideologisk kapitulation ved forhandlingerne om regeringsgrundlaget i Det Sorte Tårn tilbage i 2015.

Hvis landene bliver enige om Vestager, så må Frederiksen, hvis hun er statsminister til august, naturligvis pege på hende. Hvis jobbet som kommissionsformand går til anden, så er Vestager helt sikkert stadig kandidat til en anden post som kommissær, hvis altså Frederiksen ønsker at udpege hende. Det vil hun nok helst undgå. For enhver pris. Så hvad gør Frederiksen?

Blandt socialdemokrater tales der om ét bud, der på alle måder kan matche Vestager. Det er såmænd Helle Thorning-Schmidt. Kvinde, har et navn i Europa, kompetent, tidligere statsminister – og vigtigst: socialdemokrat. Og så må man bare leve med, at Thornings regeringstid nærmest er skrevet ud af partihistorien, som en pinlig afvigelse, der helst ikke må gentage sig nogensinde igen.

Meget få kan i al fald kritisere Frederiksen, hvis hun ender med at sende Thorning af sted til Bruxelles. Selv Thornings heftigste kritikere internt i partiet lever sikkert fint med hende, hvis de så kan undgå Vestager.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00