Jarl Cordua: Ved Ellemann, hvor han har Støjberg?

KOMMENTAR: Det er efter weekendens landsmøde i Venstre stadig et åbent spørgsmål, om udlændingepolitikken skal leve op til sloganet "Venstre ved du, hvor du har" eller partiets andet 90'er-slogan "Du må gerne være uenig", skriver Jarl Cordua.

Jakob Ellemann-Jensen fik overstået sit første landsmøde her i weekenden, der naturligvis – igen – fandt sted i partiets højborg, Herning.

Overordnet set blev landsmødet en succes for den endnu meget nye formand. Ellemann holdt en om ikke sprudlende og stilsikker tale, så en tilpas samlende tale med klassiske Venstre-synspunkter, som alle kunne se sig selv i, og hvor der var skruet klædeligt ned for den sædvanlige kækhed. Dermed lykkedes det Ellemann at signalere til alle, der fulgte med, at han tager sin nye opgave dybt alvorligt.

Den detroniserede forgænger Lars Løkke Rasmussen leverede i højere grad med hensyn til de oratoriske forventninger varen med en ganske formidabel tale, der yder hans enestående politiske indsats og markante resultater fuld retfærdighed.

Det ville ikke have været til at bære, hvis Løkke i stedet havde kammet over i indebrændte selvretfærdige bemærkninger. Nu blev surheden over forretningsudvalgets modstand mod ham på det historiske møde i Brejning pakket ind i velmente råd om, at de relativt få personer i partiorganisationen ikke bør køre vælgerne over, når man skifter formanden ud imod hans vilje.

Vigtigst for Ellemann var dog, at Løkke begravede alle – i realiteten nok grundløse – spekulationer om, at han kunne finde på at starte for sig selv med et nyt parti.

Løkke lovede i stedet sit gamle parti sin fulde loyalitet og bad i øvrigt alle sine skuffede støtter om at melde sig ind i Venstre igen. Netop den opfordring er afgørende vigtig for den helingsproces, som, alle i partiet ved, kommer til at tage lidt tid. Hvis den, det er gået mest ud over, kan komme videre og bakke den nye formand op, så må de frafaldne også evne at komme til besindelse.

Ellemann kan ikke håbe på mere, og for at en helingsproces skal virke, er det bestemt ikke uden betydning, at han var loyal mod Løkke hele vejen og derfor står helt uden blod på hænderne.

Ingen kan beskylde Ellemann for brodermord, og derfor har han en helt anden autoritet, når han i fremtiden kræver loyalitet hos andre. Det har helt sikkert også gjort sagen lettere for Løkke, som i talen også mere end antydede, at hans tid i politik er forbi, lige så snart det rigtige tilbud om en videre karriere måtte dukke op.

Ellemanns styrke er efter min vurdering, at han har potentiale til at blive agtet og æret, ja endog elsket af sine partifæller. Måske endda i højere grad, end det blev hans far til del; han havde både dedikerede fans, omend der også fandtes folk i partiet, der ingen problemer havde med at beherske deres begejstring.

Normalt er det sådan i politik, at succes avler succes, og at man som partileder køber sig mere tid og autoritet, jo bedre man er til at samle stemmer til partiet. Her er Løkke tydeligvis en undtagelse.

Ellemann har købt sig meget tid, så længe der er ro i partiet, at målingerne ligger på valgresultatet, og at han i det hele taget lever bare nogenlunde op til forventningerne.

Det betyder, at han skal undgå at dumme sig, at der skal være godt styr på meldingerne, sådan at man lever op til sloganet "Venstre ved du, hvor du har", som Ellemann genintroducerede på landsmødet. Hans fars gamle slogan fra 1990’erne, som signalerer noget klassisk Venstre, men også, at man er et parti, der er på borgernes side mod systemet.

Det er dog også et meget forpligtende slogan, som har potentiale til at gøre én til grin og utroværdig, hvis man ikke hele tiden lever op til det.

Problemet viser sig allerede i udlændingepolitikken, hvor ikke alle kan få øje på, hvor man har Ellemann eller hans parti.

Forud for landsmødet kunne mange få øje på, at der er to udlændingepolitiske fløje, som vist nok er fælles om den stramme udlændingepolitik, men især er uenige i, hvordan man skal beskrive problemerne.

Der er dem i partiet, der mener, at man skal tage bad i højrefløjens konstante dæmonisering af islam og muslimers hensigter om islamisering af landet, og så er der dem i partiet, der følger lige efter og tegner grænsen op for, hvad Venstre bør medvirke til, hvis man altså tager folks grundlovssikrede trosfrihed alvorligt og i øvrigt holder sig for god til at ventilere og bekræfte højrefløjsvælgeres fordomme. 

Ellemann forsøgte på bedste beskub at fordele sol og vind lige i sin tale. Det blev af nogle udlagt som tvetunget tale, der hverken var fugl eller fisk. Bedømt på klapsalver og efterfølgende kommentarer fra Venstrefolkene, så ramte han nogenlunde midt i fællesmængden af holdninger i sit eget parti til de fleste tilfredshed. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en ny formand.

Spørgsmålet er dog, om det er et nemt synspunkt at kommunikere på den lange bane.

Venstre ved du, hvor du har i udlændingepolitikken, må altså blive noget med, at man er helt oppe på dupperne og afvisende, når muslimer eller andre vil have særregler og ændre landets love og skikke, for at de kan føle sig hjemme. Omvendt er der plads til alle dem, der kan og vil Danmark, mens resten skal lempes ud af vagten hurtigst muligt. 

I sin tale sagde Ellemann: "Det giver anledning til en dyb bekymring, at der er nogle i Danmark, der tilsyneladende mener, at man skal udvise mennesker alene på grund af deres tro."

Netop denne sætning blev af flere udlagt som en forsigtig afklapsning af næstformanden, Inger Støjberg, der i et debatindlæg i B.T. 4. november med den samme henvisning til en undersøgelse, der viser, at 28 procent af danskerne vil sende muslimer ud af landet, havde udtrykt forståelse for, at folk var trætte af "islam mig her og islam mig der".

Ellemann var i al fald på linje med synspunktet fra fem folketingsmedlemmer, blandt andet markante folk som Jan E. Jørgensen, Bertel Haarder og Anni Matthiesen, der fredagen inden landsmødet på forsiden af Jyllands-Posten havde kommenteret selvsamme Mandag Morgen-undersøgelse med et forsvar for "muslimske medborgere":

"Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning."

Om lørdagen kunne en ikke helt upåvirket Støjberg samle debatten op i sin tale. Hun, der paradoksalt nok både udadtil og på de indre linjer konstant maner til ro og samling, gjorde det krystalklart, at hun under ingen omstændigheder vil underlægge sig begrænsninger med hensyn til at ytre sig, som hun vil.

Støjberg, trængt i defensiven af formandens ord, forsøgte klogt at fremhæve, at det tværtimod var en styrke, at folk i Venstre mente noget forskelligt, og at hun endda satte særlig pris på dem, som hun var mest uenig med.

Det bliver spændende at se, om de næste mange års landsmøder skal gå med en næstformand, der skal forsvare sine positioner og sin ret til at skrive kontroversielle ting, der i al fald af iagttagere uden for Venstre udlægges som forsøg på at torpedere formandens strategi om et Venstre, som vælgerne ved, hvor de har.

I 1990'erne under Uffe kørte man også med et andet slogan i medlemshvervningen, der hed: "Du må gerne være uenig." Spørgsmålet er, om det duer i toppolitik i 10'erne på et tidspunkt, hvor Ellemann og Venstre har forsikret omverdenen om, at formandskabets tid er endegyldigt slut, og hvor Støjberg selv rejser rundt i partiet og bekræftes i, at det eneste, partiets græsrødder ønsker sig, er ro og fred.

Splittelse i udlændingespørgsmålet er også en gave til både Socialdemokratiet og den notorisk utro formand for Dansk Folkeparti, der både før og under landsmødet forsøgte at botanisere i uenigheden og slå mønt på den. Når lejligheden byder sig til, så vil begge partier mæske sig i den selvsamme fornøjelse, det er at udstille ethvert tegn på uenighed i Venstre.

Også af den grund deler størstedelen af folketinggruppen og partiet formentlig formandens krav om absolut arbejdsro, og den usagte underliggende præmis om, at tiden er kommet, hvor både Støjberg, men bestemt også hendes interne kritikere skruer helt ned for skriverier med videre potentiale til udstille splittelse og formandens afmagt.

Hvis ikke alle forstår alvoren, så tvinger man Ellemann til at handle hårdt og brutalt. Og han vil få den nødvendige opbakning, hvis sagen er nogenlunde klokkeklar.

Spørgsmålet er, om Støjberg nogensinde accepterer selv den mindste mundkurv. Hun afviser for eksempel blankt nogensinde at lade sine skriverier forhåndsgodkende i partiet, inden de bliver trykt. Senest har Støjberg også modtaget fuld opbakning til synspunkterne i B.T.-klummen fra sin nære allierede, Søren Gade, der desværre for hende befinder sig i Europa-Parlamentet.

Ved siden af dette foregår en anden mere konkret armlægning i forhold til ansættelsen af en ny partisekretær i partiet, hvor både Inger Støjberg og Jakob Ellemann sidder med i ansættelsesudvalget, der styrer proceduren, som har vist sig ikke at være helt nem.

En hel række af tidligere partiansatte, et tidligere folketingsmedlem og flere tidligere særlige rådgivere er med i feltet og har været vendt og drejet i udvalget, men altså uden en endelig konklusion.

Der er dog ved at vise sig en begyndende utålmodighed med, at en afklaring ikke er nået. Enkelte kandidater ses som Støjbergs favoritter, mens det er mere ukendt, hvem formanden foretrækker.

Alle har dog forståelse for, at man skal bruge tid på at finde den helt rigtige mand – eller kvinde – der de næste fire år reelt er administrerende direktør for Venstre. Det er et job, hvor man er arbejdsgiver for partiets ansatte, forvalter af et stort budget og formue, ansvarlig for alskens organisatoriske møder, herunder landsmøder, pengeindsamling og ikke mindst partiets valgkampagner.

Det kræver også en vis evne til at tale med (og høre på) græsrødderne og deres ikke altid gode idéer og klagesange, samtidig med at man skal kunne motivere folk, som det ikke altid er let at motivere.

Dertil skal en partisekretær kunne passe ind i forhold til de folkevalgte både på Christiansborg og i kommunerne rundtom i landet. Tidligere har man for eksempel oplevet partisekretærer, der skældte ud på borgmestre og folketingsmedlemmer, der ikke rettede helt ind, og i nogles øjne totalt overspillede deres rolle. Der er store forhåbninger mange steder i Venstre til, at den næste partisekretær bliver noget bedre til at kende sin plads.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Peter Loft: Forenkling i skattesystemet er en utopi Peter Loft: Forenkling i skattesystemet er en utopi Næste artikel Carolina M. Maier: Kunstnere skal redde den politiske samtale fra teknokraterne Carolina M. Maier: Kunstnere skal redde den politiske samtale fra teknokraterne
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.