Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Vi har næppe set Løkkes sidste politikskifte

KOMMENTAR: I sin iver efter at generobre tabte vælgere har Venstre nærmest dagligt holdt udsalg af tidligere tiders politik. Forslaget om en SV-regering er et kursskifte, der ikke er set mere dramatisk siden Nyrups tid, skriver Jarl Cordua.

Idéen om en SV-regering har åbenlyst handlet om at foretage et kursskifte, der skal få vælgerne til at se både Løkke og Venstre i et andet lys, skriver Jarl Cordua.
Idéen om en SV-regering har åbenlyst handlet om at foretage et kursskifte, der skal få vælgerne til at se både Løkke og Venstre i et andet lys, skriver Jarl Cordua.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi er nu halvvejs i den lange valgkamp, som Venstre indledningsvis havde håbet på ville være til egen fordel. Indtil videre har det håb dog ikke materialiseret sig i en ændring i det billede, der allerede før valgets udskrivelse viste sig.

Rød blok står ifølge meningsmålingerne samlet set til at vinde en historisk valgsejr over blå blok, og kan der bare skabes enighed internt i blokken, så bliver den kun 41-årige Mette Frederiksen statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering umiddelbart efter 5. juni. Det må stadigvæk blive konklusionen.

Alligevel har det politiske Danmark siden torsdag i sidste uge diskuteret et teoretisk alternativ i form af en SV-regering, efter Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, foreslog idéen i forbindelse med lanceringen af sin bog, der især rummer tanker om den seneste udvikling i dansk politik.

Forslaget kommer naturligvis kun i Løkkes egen erkendelse af, at VLAK-regeringen og det blå flertals tid med vælgernes mellemkomst nu ebber ud. Meningsmålingerne er ubønhørlige og viste allerede i begyndelsen af valgkampen en klar føring til rød blok, og denne afstand så frem til Løkkes melding kun ud til at være øget i målingerne.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Løkke var formentlig derfor nødt til at gøre et eller andet, der ændrede dynamikken i valgkampen. Idéen har åbenlyst handlet om at foretage et kursskifte, der skal få vælgerne til at se både ham og Venstre i et andet lys. Derfor måtte Venstres strategi, der gik på at skræmme vælgerne fra at stemme rød blok og Mette Frederiksen, totalt ændres. Det krævede et gearskifte i Venstres valgmaskine, hvor forberedte udspil og angreb på S nu kunne makuleres.

Et større strategiskifte midt i en valgkamp er vel ikke set, siden Poul Nyrup i valgkampen i 1998 skrottede Socialdemokratiets bløde reklamekampagne, der handlede om rent drikkevand mv. og i stedet skiftede til heftige angreb på Venstre og dets daværende formand Uffe Ellemann-Jensen. Løkkes strategiskifte er faktisk langt mere dramatisk end Nyrups, og spørgsmålet er, om det får nogen indvirkning på vælgernes tilskyndelse til igen at stemme på Venstre.

DF ser ud til at blive nedbarberet til et niveau omkring før 2015-valget, og dermed er muligheden for, at DF blev et regeringsparti, forpasset for denne gang.

Jarl Cordua

Strategiskiftet med pludselig at betragte S som ven fra indtil for en uge siden kun at have set det gamle arbejderparti som en svoren fjende, trækker veksler på Løkkes troværdighed hos alle vælgere, men selvsagt også sat de få tilbageblevne trofaste V-vælgere, der i al fald siden SV-regeringens fald i 1979 har betragtet socialdemokrater som rivaler, hvis skadelige indflydelse man helst bør bruge de fleste vågne timer på at bekæmpe.

Nu vil Løkke – men også en række andre Venstrefolk som eksempelvis Søren Pind – i regering med S i det håb, at en sådan regering vil kunne holde yderfløjene uden for indflydelse.

Og hvem er så yderfløjene? Alle er enige om, at Stram Kurs med dets bizarre leder og totalt uantagelige forslag er henvist til det politisk drøvtyggende overdrev, hvor ethvert samarbejde er udelukket. Løkke selv afviser også Nye Borgerlige og deres kamikaze-politik til en efterhånden stærkt teoretisk borgerlig regering om ufravigelige krav, der er helt uantagelige, så længe Danmark er medlem af diverse konventioner, medlem af EU mv.

Til yderfløjene kan også regnes Enhedslisten, må man forstå på Løkke, der sammenlignede de gamle kommunister med flere i venstrefløjspartiet med den skøre højrefløj, der nu har materialiseret sig og vundet fodfæste i de seneste år. Her fik Løkke dog i valgduellen tirsdag svar på tiltale fra landets kommende statsminister, der dermed skruede pænt op for patos undervejs og mente, at han ”ikke kan være bekendt” at sammenligne EL med Paludan.

Når det kommer til forsvar for almindelige borgerrettigheder, så har Frederiksen klart en pointe. Der er lysår til forskel på Paludan og Pernille Skipper. Men det er ikke forkert af Løkke at placere EL idelogisk på en ”yderfløj”. Det er faktisk en kendsgerning, som alle lærer i det fag, som i min skoletid hed samfundsfag. Og ingen kan nægte, at Enhedslistens økonomiske idéer og forslag, måske sammen med Alternativets, er de mest yderligtgående, som findes på Christiansborg, og der er faktisk den ikke helt ubetydelige mulighed for, at de kan realiseres, hvis man får held til at presse Mette Frederiksen til det, som Løkke peger på.

Det har han fuldstændigt ret i. Og det kan derfor undre, at opmærksomheden i valgkampen ikke fokuserer langt mere på, hvad det er for en politik, som rød blok vil kunne gennemføre sammen efter et valg, end hvad de borgerlige kan udrette sammen i teoretiske konstellationer, der fortoner sig, jo mere man nærmer sig valgdagen.

Vi ved nu, at Løkke med sin udmelding vil forhindre Enhedslisten i at gennemføre sin politik ved at foreslå et samarbejde.

Vi ved også, at dansk erhvervsliv er bekymret for, hvilken økonomisk politik der vil blive ført efter valget, og det bunder næppe kun i bekymring over, om en ny regering må imødekomme nogle af EL's kendte velfærdskrav. De kan nøjes med at se på omfanget af såkaldte etablerede og ansvarlige partiers velfærdsløfter, der nærmest dagligt udstedes til vælgerne.

Venstre har i deres iver efter at erobre tabte vælgere tilbage nærmest dagligt udsalg af tidligere tiders politik. Først var det VLAK-regeringens tilbageholdenhed i væksten i den offentlige sektor, der blev solgt. Så var det effektiviseringskravene på uddannelserne. I denne uge solgte man uddannelsesloftet. Seneste skud på stammen handler om at overtage DF's synspunkt om permanent grænsekontrol. Det har dog mødt modstand hos folk som Bertel Haarder og tidligere MF Søren Pind.  Det er næppe det sidste kursskifte inden valgdagen.

Læs også

Hvor Venstre omtrent holder sit mandattal, så er situationen i DF nærmest at betegne som katastrofal. De kolde kalkulererede meldingers tid er afløst af ren panik. Eksempelvis kunne man forleden opleve et DF, hvor man kunne få flere forskellige meldinger på, om partiet vil i regering i endnu en fatamorgana-mulighed, nemlig SVDF-regeringen. Her sagde gruppens næstformand Søren Espersen ja tak, mens man kunne få en blank afvisning hos gruppeformand Peter Skaarup.

Ingen ved, hvad DF vil, og endnu flere er efterhånden ligeglade, da tiden som Folketingets næststørste parti snart er slut. DF ser ud til at blive nedbarberet til et niveau omkring før 2015-valget, og dermed er muligheden for, at DF blev et regeringsparti, forpasset for denne gang.

I dag i Børsen tager Kristian Thulesen Dahl endnu et opgør med sin hidtidige og nu kuldsejlede strategi om at omdanne DF til et radikalt venstre, hvor Mette Frederiksen nu får besked om, at DF ikke længere kan støtte hendes regering, hvis De Radikale melder fra. Hun må klare sig selv.

I interviewet giver DF-formanden reelt set vælgerne skylden for, at han altså ikke længere kan stille til staldtjeneste hos S-formanden, medmindre Venstre altså også er parat til at gå i regering. Det er alt sammen teori, medmindre rød blok ikke kan blive enige.

Her er det i øvrigt interessant, at man i rød blok – herunder hos De Radikale – faktisk er begyndt at tale forudsigelige problemer med Enhedslisten så langt ned som muligt. Dels ved at angribe Løkkes præmis om, at der skulle være tale om et ”yderfløjparti”, men formentlig også for at skabe tryghed hos vælgerne om, at man sagtens kan klare sig uden hjælp fra Lars Løkke.

Valget i 2019 har på én gang været det mest forudsigelige med hensyn til, hvilken blok der ville vinde regeringsmagten og statsministerposten, men det mest dramatiske i al fald henset til strategiskifter og overraskende meldinger. Nu venter vi på søndagens europaparlamentsvalg, hvor Venstre håber på, at en forudsigelig sejr kan give mere fart i bussen frem mod grundlovsdag.

Kan Venstre stige i målingerne og klare sig bedre på valgdagen 5. juni, og kan det så forhindre, at Løkke må forlade formandsposten i Venstre? Det er det udestående spørgsmål.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00