Jarl Cordua: Vil Mette Frederiksen give dødsstødet til den øde ø?

KOMMENTAR: Indtil videre har Mette Frederiksen ikke været ude med den store kritik af DF's paradigmeskifte. Spørgsmålet er, om det vil vare ved i valgkampen, der i høj grad også bliver en test af Socialdemokratiets vilje til at bakke op om den hårde flygtningepolitik, skriver Jarl Cordua. 

Den øde ø. Det forslag vil man i mange år frem huske årets finanslovsforhandlinger for.

Et stærkt symbolladet resultat, der viser, at nu er al blødsødenhed med udviste asylansøgere, der har afsonet domme for hård kriminalitet, Syriens-krigere og andre på tålt ophold fejet bort én gang for alle. 

Det og de andre politiske resultater i form af ”paradigmeskiftet” for dansk udlændingepolitik blev fejret med dåsebajere og citronmåne til ære for pressen. Nu skulle den sidste erindring om ydmygelsen hos DF over i 2015 at være blevet overskygget af LA's finanslovsfejring samme år, hvor der blev skålet i cava, endelig være slettet.

Spørgsmålet er, om ”den øde ø” nogensinde bliver realiseret.

Hvis folketingsvalget ender med en rød sejr, så er det en nem og billig morgengave for Socialdemokratiet at give sine partnere i rød blok. Og det vil umiddelbart spare statskassen for 739 millioner kroner.

I modsat fald så skal man vente et par år til 2021, før den første beboer må sejle fra land med færgen ”Virus” til øen Lindholm ud for Kalvehave på Sydsjælland. Her venter en tilværelse med tørklosetter og evig kukkeluren og med så få afgange som muligt tilbage til fastlandet, så myndighederne ikke ramler ind i anklager og måske kommende sagsanlæg om, at man de facto har etableret en fængselsø i stil med det sagnomspundne Alcatraz i San Francisco-bugten, der blev lukket for snart 60 år siden på grund af alt for høje vedligeholdelsesomkostninger.

Under alle omstændigheder vil der blive tale om et åbent fængsel, hvor det om sommeren eller ved lavvande er muligt at gå i land, blot så længe man overholder sin meldepligt. For det er en lidt overset side af aftalen.

Det bliver ikke gratis at ignorere reglerne. Straffene for udeblivelse bliver mangedoblet. Et eksempel: Allerede første gang man udebliver fra sin meldepligt i to dage, så koster det 40 dages ubetinget fængsel. Hvis man er afvist asylansøger og for eksempel bor på Kærshovedgård og fremover dømmes for overtrædelse af enten straffeloven, våbenloven, knivloven eller lov om euforiserende stoffer på eller omkring udrejsecenteret, så bliver man overført til Udrejsecenter Lindholm, hvor prisen per beboer bliver markant dyrere og vil koste cirka 1,8 millioner kroner om året.

Regnestykket hænger derfor kun sammen, hvis de præventive effekter virker, sådan at de pågældende forlader Danmark på sigt. Det kan kun tiden vise, hvis vælgerne og Mette Frederiksen til sin tid giver lov til at realisere planerne.

Det bliver også interessant at se, om Venstres ellers uforfærdede tidligere udlændingeordfører Marcus Knuth, der gerne forfægter markante synspunkter om hård kurs mod asylansøgere, nu viger tilbage med at placere udrejsecenteret i det område, hvor han er valgt. NIMBY (”Not in my backyard”) kalder man fænomenet på amerikansk, når ellers populære forslag ikke gerne må realiseres i folks egen baghave. 

Alle forstår, at Knuth må markere en utilfredshed med placeringen af asylcenteret, der ifølge Venstremanden dog sagtens kan ligge på en anden af Danmarks mange øde øer. Men det skal altså ikke ligge lige dér, hvor han er valgt, og hvor hans vælgere kan se frem til flere usælgelige huse og endnu mere udkantspatina.

Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, slog dog fast med syvtømmersøm, at hun forventer som en selvfølge, at Knuth stemmer for aftalen. Det bliver spændende at se, hvordan han vil forklare sine vælgere dén beslutning. Den bliver sikkert lang. Vælgerpopulisme kommer altid med en pris.

Hvor finanslovsforhandlingerne mest handler om at fordele penge, så er hele aftalen om paradigmeskiftet det, som vil få mest betydning for den kommende valgkamp. For har Kristian Thulesen Dahl (DF) nu sikret, at der kommer skred i hjemsendelserne af flygtninge?

Det kan man ikke svare klart på. Det vil tiden vise. Men noget er sket.

For eksempel understreges midlertidigheden af en flygtnings opholdstilladelse. Der er altså en forventning om repatriering, når forholdene i hjemlandet tillader det. Det er fint nok, at man lader sig integrere og arbejder, mens man opholder sig i Dammark, men man kan ikke regne med at blive immigrant.

Er man i tvivl, så kan man for eksempel bemærke, at integrationsprogrammet for alle nyankomne flygtninge med videre ændrer navn til et ”selvforsørgelses- og hjemrejseprogram.” Det er altså hele tilgangen til spørgsmålet, som nu er ændret. Går man ned i det politiske, så er der opstillet en lang række nye forhindringer, der gør det sværere og mindre attraktivt at blive i Danmark, omend det ikke bliver gjort helt umuligt.

Og det er inden for rammerne af konventionerne, må man forstå, selv om der nok er en ”procesrisiko”, som det hedder. Det vil med andre ord sige, at juristerne vurderer, at der kan være forslag i pakken, som betyder, at domstole ikke uden videre vil afvise rejste sager, men at de ikke nødvendigvis betyder, at staten vil tabe disse sager.

For eksempel bliver den i forvejen ret lave ydelse, som asylansøgere får i dag, yderligere nedsat med 2.000 kroner for enlige forsørgere. Fremover kalder man den i øvrigt for ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”. Selv i betegnelsen ligger der en forventning om, hvad det danske samfund på sigt forventer af asylansøgeren.

Desuden mister flygtninge nu et centralt velfærdsgode, nemlig retten til at få en permanent bolig: fremover får kommunerne mulighed for kun at anvise et midlertidigt opholdssted til flygtninge omfattet af reglerne om boligplacering. Dermed ophæves det såkaldte retskrav på permanente boliger til flygtninge efter integrationsloven. Hvor de så skal bo?

Det ligner en permanent ordning med midlertidige og næppe særligt attraktive boliger, der meget hurtigt kan udvikle sig til store ghettoer eller flygtningelandsbyer. Dårlige boliger og generel udbredt fattigdom ligner opskriften på store fremtidige sociale problemer.

Netop de to forslag bliver derfor svære for Socialdemokraterne at forsvare, og der vil formentlig være et stort pres fra partierne i rød (og grøn) blok også under valgkampen for at få omgjort de to beslutninger. Det vil under alle omstændigheder teste Socialdemokraternes vilje til at bakke op om den hårde flygtningepolitik.

Det var meget betegnende, at Mette Frederiksen i sin første udtalelse om finanslovsaftalen hellere ville tale om partiets eget forslag om lejre i nærområderne end de nye krav, som DF har fået forhandlet med regeringen.

Samtidig er finanslovsaftalen én lang bekræftelse af, at blå blok nu står mere samlet end nogensinde på denne side af forrige folketingsvalg. Balladen fra sidste år mellem LA og DF er pakket væk. Det fyger heller ikke længere med giftigheder fra DF om regeringens uduelige ministre som eksempelvis finansministeren, statsministeren og især LA's ministre.

Spørgsmålet er, om det får betydning for, hvordan DF vil agitere i valgkampen? Lige nu går man til valg på at lade Lars Løkke Rasmussen sidde. Men er man afvisende over for en Kristian Jensen som statsminister efter en aftale, som man selv siger, har leveret ”paradigmeskiftet” som lovet? Hvor meget skal Mette Frederiksen egentlig sige om ”paradigmeskiftets” enkeltdele under valgkampen, før hun ender på kollisionskurs med sin nye samtalepartner Kristian Thulesen Dahl?

Indtil videre har man ikke registreret den store kritik fra Socialdemokratiets side om nogen overhovedet. Vil det vare ved i valgkampen?

Et af de steder, hvor selv DF har åbenbaret en akilleshæl, er i spørgsmålet om familiesammenføringer, hvor især integrerede piger fra Thailand har høstet bred sympati. Her bliver politikerne bredt bløde i knæende, når der udspiller sig hjerteskærende scener med grædende børn og skoleelever, hvor lokalsamfund går i fakkeltog, tæt dækket af medierne. Sympatien daler, hvis der er tale om tørklædeklædte muslimske piger eller drenge, men selv i de tilfælde ser man lokale folk i stort tal bakke op om krav om permanent opholdstilladelse.

Familier med velintegrerede børn har ofte kunnet blive i Danmark, selv om deres sag på andre punkter har set lidt tynd ud set fra lovgivningens vinkel. Men det ændrer finanslovsaftalen også. Den skærper myndighedernes praksis i sager om inddragelse/nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser, således at et barns selvstændige tilknytning til Danmark vil blive tillagt mindre betydning ved myndighedernes vurdering, end det er tilfældet i dag.

Er barnet under otte år, vil tilknytningen til Danmark ikke i udgangspunktet indgå i vurderingen af, om der kan ske inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser til barnet og medlemmerne af barnets familie.

Lokalsamfundene kan godt begynde at hamstre fakler til fakkeltog, og formiddagspressen kan holde sig klar til at løbe fremtidens udlændinge- og integrationsminister på dørene om en forklaring på, hvorfor flere velintegrerede børn og deres familier skal forlade landet. Forklaringen kan de finde i DF's krav til regeringen med denne finanslovsaftale, og for fremtiden kan de passende spørge formand Kristian Thulesen Dahl i stedet, da det er ham, der bærer hovedansvaret.

Når finanslovsaftalen er stemt igennem før jul, så venter alle på statsministerens nytårstale, der må blive en nytårsraket, der mere eller mindre skyder valgkampen i gang.

Alle forventer, at den vil forklare danskerne, hvorfor der nu er brug for en sundhedsreform, som regeringen har bebudet, den vil præsentere et bud på efter nytår. I finansloven er der afsat en halv milliard kroner over fire år, hvilket ikke lyder af ret meget. Reformen skal ende med et mere sammenhængende sundhedsvæsen, som er tættere på borgernes hverdag.

Formålet er blandt andet at sikre bedre sammenhæng på tværs af sektorer og at understøtte en omstilling af behandlingen af eksempelvis kronikere fra sygehusene til primærsektoren, fremgår det af finanslovsaftalen.

Spørgsmålet er, om reformen i virkeligheden mere er en effektiviseringsøvelse end en egentlig større investeringsplan, som man ellers tidligere kunne have fået indtryk af. En effektiviseringsreform med lidt penge er nok nemmere at sælge til vælgerne end en reform uden penge. Det er nok forklaringen på, at der er fulgt lidt penge med.

Reformer af velfærdssamfundet har i al fald ikke helt den samme attraktion hos vælgerne, som de har haft.

Hvis vælgerne opfatter sundhedsreformen som en effektiviseringsøvelse (eller måske endda en besparelsesøvelse) mere end en solid investeringspakke i sundhedsvæsenet, ligner det et benspænd for regeringens egen ambition om at vinde folketingsvalget.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Dan Jørgensen: Et valg om ulighed Dan Jørgensen: Et valg om ulighed Næste artikel Christian E. Skov: Nye indvandringstal er et kølleslag fra virkeligheden Christian E. Skov: Nye indvandringstal er et kølleslag fra virkeligheden