Jeg savner det mageløse USA, jeg forelskede mig i som dreng

Allerede ved månelandingen i juli 1969 var jeg solgt til erobringen af rummet. Min storebror og jeg lavede straks månelandskaber i papmaché, som vi fyldte med modelmånelandingsfartøjer, man kunne købe. Og det amerikanske flag plantet midt på, of course!

Den første LP-plade, jeg bad mine forældre købe til mig, var en country og western-plade med Lynn Anderson og Bobby Bare og den slags. Jeg elskede det, kunne lytte i timevis. Siden kom Cash og Elvis til. Det kan jeg stadig høre i timevis.

Da dansk tv i 1973 sendte Elvis Presleys kæmpeshow 'Aloha From Hawaii Via Satelite', blev jeg blæst bagover. Vi havde allerede farvetv, og der optrådte denne flotte sanger med den storslåede stemme i kridhvidt tøj smykket med den amerikanske ørn. Han optrådte med musik et stykke fra, hvad vi normalt hørte i barndomshjemmet.

Det var amerikansk kultureksport i stor skala. En milliard mennesker så det næsten samtidigt i 40 lande, men det anede jeg intet om dengang. Jeg var bare betaget og en livslang interesse for The King vakt.

Det amerikanske univers betog mig og fyldte meget – både i leg, hvor jeg samlede på modelsoldater fra Den amerikanske Borgerkrig, i bøger og på film. Og ved årlige besøg i Rebild Bakker, hvor den største fejring udenfor USA af den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli finder sted, og hvor jeg har mødt både vicepræsident Bush og Reagans datter, Maureen.

Jeg brugte hele min gymnasietid på at forsvare Reagan.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

I Rebild jublede vi i 70'erne, når politiet håndfast stoppede fjogede antiamerikanske demonstranter med indianerfjer, der absolut mente, at det bedste sted at få tv-tid var ved 'vores' fest i de lyngklædte bakker.

For der var en anden side, et andet univers end mit USA-begejstrede. Vietnamkrigen skabte modstand. Kunstneren Jacob Holdt turnerede med sit 'Amerikanske Billeder'-fotoshow.

Politikere som svenske Olof Palme rakkede ned på USA, og da den konservative eksskuespiller Ronald Reagan stillede op som præsident i 1980, var venstrefløjen ved at kløjes i morgenkrydderen. Jeg brugte hele min gymnasietid på at forsvare Reagan.

Jeg har rejst i mange dele af USA. Har besøgt alt fra Capitol og Det Hvide Hus i Washington til Elvis Presleys 'Graceland' og Lorraine Motel i Memphis, Tennessee, fra Manhatten til havnen i San Diego, Las Vegas, Little Rock, Miami, The Keys, Dallas, Atlanta og Boston.

Og ikke mindst de to varianter af Disney temaparker i Californien og Florida, hvor jeg knuselskede udtrykket 'No worries. This is Disney World, everything is beautiful', da en ansat sagde det til et barn, der var ulykkelig over at have tabt noget glas, der selvfølgelig gik i tusind stykker.

USA er forskellenes land. Amerikanerne har altid trøstet sig og mig, med at det også er mulighedernes land.

Det er paradoksernes land. En stor nation der på den ene side i 1960 vælger en ung præsident, der med sine visioner indgyder mod, håb og ambition, og på den anden side i det samme årti går amok i optøjer og en stribe politiske mord – hvoraf det ene er mordet på netop den unge præsident Kennedy allerede i 1963, hans bror Robert og Martin Luther King i 1968.

Men stadig efter 60’erne, Vietnam og Watergate-skandalen en nation, der mestendels formåede at samle sig om grundlæggende værdier. Et land baseret på en ide om frihed og reelt båret af en stor og voksende middelklasse gennem hårdt arbejde og veludviklet vilje til at vinde både rumkapløb, ishockey og handelskrige.

Der blev gravet nogle grøfter i 90’erne, som er blevet dybere og bredere. Sammenhængskraften i USA er forvitret.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

En nation og et folk, der har en herlig, positiv naivitet omkring egne bedrifter og i årtier stædigt har forestillet sig, at 'den der amerikanske gigant-isvaffel, den vil alle have i hele verden'. Også selv om det løbende blev stadigt mere klart, at lande med andre traditioner, kulturer og religioner i andre verdensdele faktisk nok helst var fri.

I juli læste jeg et fremragende interview med TV2's lige så fremragende korrespondent 'over there', Jesper Steinmetz. Han sagde ligeud, at han bor i et land i opløsning, og den ellers konstruktive Steinmetz var ikke optimistisk på fremtidens USA's vegne.

Jeg er som dansker hverken demokrat eller republikaner. De to partier er for amerikanske til at give partimæssig mening for mig. Begge partier har haft gode politiske bud, og begge partier har leveret enestående dygtige præsidenter.

I 1990 iagttog jeg med vantro den republikanske smædekampagne mod den unge demokratiske præsidentkandidat Bill Clinton. Han var ellers en hård hund fra Arkansas og ikke en fantast fra det røde overdrev som den senere kandidat Bernie Sanders.

Den demokratiske kampagne mod Reagan ti år tidligere var også latterlig, men på en anden måde mere indenfor skiven i tradition med kampagner mod alle mulige præsidenter fra længe før Borgerkrigen. Der blev gravet nogle grøfter i 90’erne, som er blevet dybere og bredere. Sammenhængskraften i USA er forvitret. En række præsidenter har overset og overhørt det brede, bredrøvede USA.

Hvad forestiller man sig, at en ledig sort arbejder fra en lukket bilfabrik i Michigan tænker, når 'hans' præsident bruger mere tid på at tale om, hvordan man får høvlet nogle flere mexicanere ind i USA end på at tale om, hvordan man skaber bedre muligheder for de sorte amerikanere?

Hvordan skal en økonomisk udfordret 'redneck' fra Tennessee med fire børn og koldt vand i trærønnen reagere, når Hillary Clinton i valgkampen 2016 kalder ham og hans lige for 'sørgelige eksistenser', fordi de vil stemme på Trump?

Det mageløse USA, jeg er vokset op med, har mistet sin magi.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Reelt ikke noget under, at Trump vandt valget i 2016, selv om det var på løgn, latin og grøftegraveri.

Men siden er det kun gået én vej. Ned. Selv ikke i det ellers imødekommende, gæstfri Texas kan man længere tage en frisk snak om politik og slet ikke om Trump, penge, våben eller sex uden at blive seriøst uvenner.

40 procent af amerikanerne frygter ifølge en ny måling her i september, at en borgerkrig kan opstå indenfor de næste ti år. Og i mens puster Donald Trump lystigt til dén ild ved at kalde præsident Biden en fjende af nationen.

Det mageløse USA, jeg er vokset op med, har mistet sin magi.

At det bedste, supermagtens to store partier har kunnet hoste op med de senere år, er kandidater som Donald Trump og Joe Biden, er pinligt.

At Trump ikke ville og stadig ikke vil erkende sit nederlag, men som en tredjerangsshowbizman fortsat turnerer med sit 'The Big Steal'-show er rædsomt.

Og at Trump, i det mindste indirekte, var involveret i stormen på Kongressen 6. januar 2021, er ikke bare pinligt, men forfærdeligt og skændigt.

Bunden nås, når Trump fra lov-og-orden-partiet fjerner tophemmeligt-stemplede papirer fra Det Ovale Værelse, og når forbundspolitiet FBI henter dem, skælder han på vanlig vis ud og lover at lukke dem. Bunden er desværre nok ikke nået, men den er nærmere end i min levetid.

Amerika og drømmen om Amerika er ved at gå i stykker. Det overlader verden til kinesere og Putins udgave af Rusland. Det gør i tiltagende omfang et dysfunktionelt EU mere tillokkende for en masse danskere.

Når USA og dets ledere opfører sig, som det er tilfældet i de her år, bliver EU mere attraktiv, end EU reelt kan bære.

Den meget velformulerede og velargumenterede vision om EU som stormagt, som socialdemokratiets europaparlamentsmedlem Niels Fuglsang beskrev i en læseværdig kronik i Information en af de sidste dage i juli, bliver en løsning, trods EU’s indlysende indbyrdes og svært uoverstigelige forskelligheder, ikke bare i de her år, men de seneste 50.

USA som ledestjerne er måske ikke slukket, men i hvert fald sat på vågeblus. Kom tilbage, USA. Vi mangler dig.