Jens Chr. Grøndahl: Demokratiet har ingen farve

I fire døgn lå det danske containerskib Alexander Mærsk og ventede ud for Siciliens kyst med over 100 afrikanske migranter om bord. Før de endelig fik lov at komme i land, nåede Inger Støjberg at sende et brev til den italienske regering med formaning om, at hvis migranterne havde haft Italien som destination, skulle Italien også tage imod dem.

Hendes uventede humanitære engagement virkede ikke særlig gennemtænkt. Hvad vil hun gøre, hvis der kommer en båd fuld af afrikanere, der oplyser, at de er på vej til Esbjerg? De kan jo have mistet orienteringen undervejs mod Gibraltarstrædet.

Støjbergs logik indebærer et opgør med Dublinforordningen. Men for mange migranter er støvlelandet jo også bare den nødvendige trædesten mellem Afrika og Nordeuropas mere tiltrækkende velfærdssamfund.

Det var den italienske kystvagt, der havde bedt Alexander Mærsk om at afvige fra sin rute og redde de forulykkede. For et par år siden besøgte jeg kystvagtens hovedkvarter i udkanten af Rom.

I kontrolrummet kan de vagthavende søofficerer på storskærme følge skibstrafikken over Middelhavet i real time. Med et museklik på signaturen for et fartøj fremkaldes det pågældende skibs oprindelse, last og destination.

Det er her, man afværger tragedier, men det er også her, situationens absurde gru fremstår allertydeligst.

Det tærer på humanismen, når de trængende bliver mange nok.

Jens Christian Grøndahl

Når endnu en overfyldt, miserabel plimsoller stævner ud fra den libyske kyst, har menneskesmuglerne forsynet passagererne med præcis så meget brændstof, at de kan nå ud i internationalt farvand. De kan ikke engang sejle så langt som til Lampedusa.

Den kyniske allokering af diesel er i sig selv et korrektiv til Inger Støjbergs doktrin. De synkefærdige skuder med migranter er på vej ud i rum sø, ikke længere. Deres destination er med andre ord det internationale samfund. Et flydende begreb efterhånden.

Ud over en bundskjuler diesel bliver passagererne udstyret med en satellittelefon og nummeret på kommandocentralen i Rom. Jeg fik afspillet nogle samtaler med desperate migranter. Som regel var de ude af stand til at oplyse deres koordinater. De vidste måske knap nok, hvad koordinater er. En af søofficererne fortalte mig med tilbageholdt indignation, at det somme tider er en menneskesmugler, der ringer for at spørge, hvor de bliver af.

Søofficererne i den italienske kystvagt er udmærket klar over, at de er gidsler i et kynisk spil med menneskeliv, forpligtede som de er af de internationale søfartsregler og af den moral, der alle dage har været gældende på havet. Man spørger ikke folk, hvem de er, eller hvor de kommer fra, før man redder dem fra at drukne.

Det er ikke første gang, kaptajnen på Alexander Mærsk er blevet bedt om at ændre kurs og redde liv, og det bliver sikkert heller ikke den sidste. Der vil også blive afholdt flere topmøder i Bruxelles, hvor EU's ledere igen kan konstatere fraværet af europæisk solidaritet.

På den baggrund virker det fornuftigt nok, når Lars Løkke Rasmussen sammen med kansler Merkel foreslår, at ”de villige” går sammen, frem for at man forgæves prøver på at finde fælles fodslag blandt samtlige medlemslande. Det er sikkert også en god idé med de såkaldte ”hotspots” uden for EU, hvor asylansøgninger skal kunne behandles.

Selv om presset er aftaget i forhold til krisen i 2015, forbliver det et skisma, at det konventionelle flygtningebegreb ikke længere passer til alle de mennesker, som fattigdom eller krigshandlinger får til at sætte sig i bevægelse mod Europas sydlige grænser.

Det tærer på humanismen, når de trængende bliver mange nok. Alene omfanget af tidens demografiske omkalfatring gør det svært, men også irrelevant at henholde sig til idealer alene.

Alligevel kan man undre sig over, at migranterne forbliver en uforandret varm kartoffel, skønt deres antal i et par år har været for nedadgående. Noget tyder på, at det er os vælgere, politikerne frygter, mere end afrikanerne om bord på Alexander Mærsk.

Det er ikke nødvendigvis højreorienteret at anerkende det uoverskuelige ved at skulle integrere et meget stort antal mennesker med en helt fremmed kultur. Mennesker, der mangler forudsætningerne og det uddannelsesniveau, der skal til for at fungere i et avanceret samfund som vores med en hårfin balance mellem pligter og rettigheder.

Det springende punkt er vores holdning til den uomtvistelige udfordring.

Griber man den som en kærkommen anledning til at virkeliggøre et i forvejen næret ønske om at lukke af for udlændinge? Eller noterer man sig blot, at de faktiske forhold sætter praktiske her-og-nu-grænser for den principielle åbenhed?

Det er blevet politisk selvskadende adfærd at advokere for andet end ”udlændingestramninger”. Skruen må da knække snart. Medierne svirrer med vidnesbyrd om den restriktive politiks absurde konsekvenser.

Senest så jeg på tv en australsk oboist ved Esbjerg Ensemblet blive idømt en hårrejsende bøde, fordi hun var kommet for skade at vikariere i et andet orkester. Hun rejste hjem.

Før vi får endnu et valg med udlændinge som tema – ikke for eller imod, men som en konkurrence om, hvilket parti der er strammest – burde sommeren give ro og overskud til en smule selvransagelse.

Én ting er samfundets ret til at skrue op og ned for sin åbenhed. Noget andet er, om man inderst inde ønsker alle fremmede hjem, hvor peberet gror.

For en lille måneds tid siden sagde Frankrigs præsident noget smukt og prægnant om sit land.

Emmanuel Macron hyldede den unge, illegale migrant fra Afrika, der havde reddet en fireårig dreng ved at klatre op ad en parisisk husfacade. Drengen var alene hjemme og havde fået lyst til at bestige altangitteret. Faderen var på Pokémon-jagt.

”La France est une volonté,” sagde Macron. Frankrig er en vilje. Han fortsatte med, at den unge afrikaner havde vist dén vilje. Derfor skulle han være velkommen, derfor kan han nu få lov at blive franskmand. Han er endda blevet tilbudt en uddannelse som brandmand.

Nogle af migranterne kan vise sig at være en ressource, for nu at tale virksomhedssprog, uanset hvad deres bevæggrund var til at forlade hjemlandet. Fra at være en belastning kan de blive en gevinst.

Rundt om i de danske udkantskommuner kan man møde flygtninge, der har fået arbejde, deltager aktivt i lokalsamfundet og sender deres børn til fodbold. De positive historier giver bare ikke noget politisk afkast. Det gør kun historierne om énmands-terror eller overgreb mod kvinder.

Hvem fortæller dén skævhed mest om, flygtningene eller os?

Det hører med til solstrålehistorien fra Paris, at de franske myndigheder omtrent samtidig rømmede endnu en lejr med illegale migranter. Frankrig står over for det samme problem som resten af Europa.

Alligevel var Macrons ord ikke bare en gestus. Der er noget typisk fransk ved, at præsidenten kvitterer så markant for en heltegerning. Frankrig er en vilje. Hvad betyder dét?

Det betyder, at det franske samfund er gennemført verdsligt med en skarp adskillelse mellem samfund og religion. Det afgørende er ikke, hvor man kommer fra, eller hvordan man beder til Gud.

Baggrund og rødder spiller slet ikke den samme rolle som her hos os i Danmark, hvor vi har for vane at blande alting sammen: tro og folkestyre, kultur og fællesskab. Som om det ene i alle henseender var en forudsætning for det andet.

Viljen ser fremad, ikke tilbage. Viljen vil noget. I denne sammenhæng vil den friheden. Frihed for den enkelte. Friheden i et fællesskab af borgere, hvor man ikke bliver sat i bås og slået i hartkorn. Hvor hudfarve, tro og standsforskelle er uden betydning, mens vilje, evner og flid betyder alt.

Hvor den enkelte møder de andre på lige fod, som menneske over for menneske.

Den franske oplysningstradition bliver gerne stillet op som en modsætning til kristendommen, fordi humanismen sætter mennesket i fokus og er nær ved at guddommeliggøre det. En kritik, som det er værd at reflektere over, men som også tilslører, hvad jeg er kommet til at se som en betydelig fællesmængde.

Der er jo ingen kristendom uden frihed, uden troen på det enkelte menneskes værd i sig selv, for sin egen skyld. Uden tilliden til det jævnbyrdige fællesskab på tværs af køn, klasser, kulturer, ja, selv religioner.

Paradokset er jo, at de kristne samfund har kunnet åbne sig også for religionsfriheden, mens det skorter på samme frihed i de muslimske lande. Dén ubalance har vi ingen grund til at være kede af endsige forråde.

Man kan ikke være europæer uden at forholde sig til kristendommens betydning for menneskesynet i den civilisation, som vi er fælles om. Man kan heller ikke være europæer uden at være demokrat.

Og man kan ikke være demokrat uden at føle sig truffet af præsident Macrons enkle karakteristik af sit land. Frankrig er en vilje. Derfor er Frankrig andet og mere end en nation, og det samme gælder demokratiet. Det har ingen farve, det er for alle, der vil.

Leve republikken, og Gud bevare Danmark som et land, der måske nok er for lille til at rumme alle, men ikke til at tage imod enhver.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.