Debat

Jens Chr. Grøndahl: Det er ikke en idé, der forener os

KOMMENTAR: Vi ser altid kun et hjørne af den store sammenhæng. Det bør ikke forhindre os i at tænke videre end vores umiddelbare, personlige horisont, men ind imellem bliver vi nødt til at give slip. Flyde med, lade dagen komme til os, lave ingenting og plukke jordbær, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Fritz Syberg (1862-1939): Badende børn ved Korshavn. 1908. Olie på lærred. 42 x 62 cm. Carsten Reissmanns Samling/Johannes Larsen Museet.
Fritz Syberg (1862-1939): Badende børn ved Korshavn. 1908. Olie på lærred. 42 x 62 cm. Carsten Reissmanns Samling/Johannes Larsen Museet.Foto: Johannes Larsen Museet
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det bliver en af de somre, man kommer til at huske. Sådan én, vi knap nok turde drømme om. Nu lyser løv i lunde, som Johannes Jørgensen skrev, og grønt ligger Danmarks land. Hvor det altså ikke er blevet gult i regnens fravær. Priserne på charterrejser styrtdykker, og den danske udlængsel er sat på standby.

Hvis man er dansker, føles det som en sanselig åbenbaring, når der ikke længere er forskel mellem inde og ude. Afstanden mellem luftens og kroppens temperatur bliver mindre, vi bliver mere spontane og sindet mildere stemt, ”mens højt de lyse nætter / slår ud sit sommertelt.”

Jeg ved ikke, om det var dén sang, der kom til Carl Nielsen, da han sad i en københavnsk sporvogn. Han rystede dem vel ikke ligefrem ud af ærmet, melodierne, men én af dem måtte han notere på skjortemanchetten, mens han endnu kunne høre den i sit fynske hoved.

I år begyndte vores sommer på Fyn, nærmere bestemt ved Svendborgsund, lidt uden for Johannes Jørgensens fødeby, hvor der på en varm julidag stadig er så stille, at man skulle tro, indbyggerne sov til middag. Før digteren blev katolik og forlod udsigten til Tåsinge for at tilbringe et halvt liv i Assisi, beskrev han sit land som ”et skjold med sølver rand”.

Folk skal stadig vente på bussen om morgenen, og de vil stadig dø af kræft.

Den polske filminstruktør Krzysztof Kieslowski om betydningen af Murens fald 1989

Man ser det for sig, solskæret i vandkanten langs de grønne kyster. Generationen af digtere efter Jørgensen har nok fundet billedet en anelse preciøst, som et lidt for tungt og forsiret smykke. En digter som Bertolt Brecht ville helt sikkert have rynket på sin skæve næse.

Også Brechts navn knytter sig til Svendborgs litterære historie, om end det var ufrivilligt for hans vedkommende. Hans hustru, skuespilleren Helene Weigel, var veninde med forfatteren Karin Michaëlis, der boede på Thurø. Da jorden i 1933 begyndte at brænde under Brechts fødder, insisterede Weigel på, at familien tog imod tilbudet om at søge tilflugt fra nazismen i den sydfynske idyl.    

Vi har meget at takke USA for. Derfor skylder vi også at høre efter, selv når det er Donald Trump, der på sin hårdhændede måde kræver, at vi tager et større ansvar for vores egen sikkerhed.

Jens Chr. Grøndahl

Man kan ikke forestille sig en større eller mere ironisk kontrast end dén mellem Brechts modernistiske teaterteori om ”Verfremdung” og det stråtækte bindingsværkshus i Rantzausminde, der i seks år var rammen om hans eksil. Her fik han besøg af venner og kolleger, der heller ikke kunne trække vejret i Hitlers Tyskland, blandt dem komponisten Hanns Eisler og filosoffen Walter Benjamin.

Brechts Hus ejes i dag af Svendborg kommune og er et refugium, hvor danske og udenlandske forfattere kan være så heldige at få ophold. Det er tankestimulerende og mærkeligt nok ikke spor frygtindgydende at sidde med en buste af ham i vindueskarmen. Arbejde foran den samme udsigt, som han blev mødt af, når han løftede blikket fra et af de store skuespil, han skrev her, eller et af sine ”Svendborger Gedichte”.

Ærøfærgen stævner stadig gennem sundet som en pålidelig tidsmarkør, Skarø og Drejø ligger stadig derude i eftermiddagens virvar af solreflekser, men jeg tror ikke, Brecht gav sig selv lov til at falde i staver ret længe ad gangen. I mental forstand var der intet helle, ikke engang ved Svendborgsund, i datidens brutale konfrontation mellem tyranni og frihed.

For kommunisten Brecht indgik dén styrkeprøve i arbejderklassens kamp for retfærdighed. Det har i dag kun historisk interesse at læse hans satiriske digte om nazisterne eller de humorforladte hyldestdigte til Lenin, men andre Svendborgdigte giver som små lynnedslag indblik i et menneske, en tid og en eksistentiel konflikt, som er sært genkendelig.

Et af dem handler om flygtningens rastløshed. Slå ikke et søm i væggen, skriver han, læg blot jakken på en stoleryg, for du er her ikke i morgen. Smerten ved det provisoriske og eksilets emotionelle modstand indrammes med præcise, usentimentale billeder. Den manglende evne og vilje til at slå sig ned, følelsen af at være fejlplaceret og ude af vater.

Fordi forfatteren Brecht desuden er drevet af en overordnet historisk og politisk analyse, er han heller ikke den, der lader sig bestikke af de nye omgivelsers poesi og charme. Alligevel er han digter og menneske nok til at lade sig afbryde i sine politiske grublerier, da hans lille søn kommer ind i arbejdsværelset for at hente ham. Sammen går de ud og vander frugttræet ved gavlen og dækker rødderne til, så det kan overleve efterårsstormene.

I 30’ernes kontekst bliver symbolikken tydelig. Alle havde et ansvar for at beskytte livet mod den omsiggribende destruktion og ondskab. Men også i sommeren 2018 rummer digtet en påmindelse om at kunne stige ned fra det store overblik, være nærværende over for det nære.

Om sommeren har vi lov at holde fri fra verdensbekymringen. Den overbelastende tanke, at man som enkeltperson kan rumme det hele og i ét væk tage stilling til verdens gang. Selv i en agurketid er der ellers nok at tage fat på, både Nato og EU knager i fugerne, russerne læner sig tungt ind over os, mens amerikanerne begynder at vende sig væk.

På vores færgeture ud til de sydfynske øer passerede vi flere gange en gammel fragtbåd af den slags, Kaptajn Haddock ville føle sig hjemme ombord på, med sortmalet skrog, gult styrhus og en flot skorsten. Vi fik at vide, at det var en gammel Liberty-båd. Nu er den hjemmehørende i Svendborg, men i efterkrigstiden sejlede den over Atlanterhavet med Marshall-hjælp til de befriede danskere. 

Vi har meget at takke USA for. Derfor skylder vi også at høre efter, selv når det er Donald Trump, der på sin hårdhændede måde kræver, at vi tager et større ansvar for vores egen sikkerhed.

Hvad var skibet mon lastet med, cigaretter, kaffe, bananer? Det sejlede med alle de ting, man havde måttet undvære, mens det endnu stod hen i det uvisse, om tyranniet eller friheden ville sejre. Frem for alt var lastrummet vel fyldt med håbet om en bedre fremtid.

Min svigermor fik tårer i øjnene, da hun hørte historien om det lille fragtskib. Pludselig stod det hele lyslevende for hende. En krig for længe siden. Hun var ét år gammel, da Bertolt Brecht med hustru og børn ankom til Svendborg og den store uvished.

Efter krigen valgte han ufriheden, i hvert fald set med vestlige øjne. Han blev borger i DDR og fik sit eget teater i Østberlin med plads til al den Verfremdung, hans hjerte kunne begære. Valgte han at lukke øjnene for lighedens pris? Lukkede han dem også for, at nogle i arbejder- og bondestaten var mere lige end andre?

Så mange år efter kan Brechts ideologiske blindhed ikke skygge for hans genialitet som teatermand og digter. I det genforenede Tysklands østlige del kan de desuden skrive under på, hvad den polske filminstruktør Krzysztof Kieslowski svarede, da han blev bedt om at kommentere betydningen af Murens fald: ”Folk skal stadig vente på bussen om morgenen, og de vil stadig dø af kræft”.

Dén replik kunne Brecht have skrevet med sin sans for at skære gennem vrøvl og ønsketænkning, ind til det konkrete.

Vi ser altid kun et hjørne af den store sammenhæng. Det bør ikke forhindre os i at tænke videre end vores umiddelbare, personlige horisont, men ind imellem bliver vi nødt til at give slip. Flyde med, lade dagen komme til os, lave ingenting og plukke jordbær.

I al sin varme ro er sommeren selv én stor begivenhed. Den favner os alle med sin varme og udspænder sine lyse nætters sommertelt over vores hoveder. Vi møder den overalt, hvor vi tager ud for at indånde ”den frihed, som vi savner / bag byens mur og tag”, i det ene eller det andet hjørne af landet. Ved Svendborgsund, som jeg kommer fra, eller i Skagen, hvor jeg nu sidder og skriver.

Der er også et fællesskab i hengivelsen til det nære. Sommerens glæder, jordbærrene og de nyopgravede kartofler, børnenes frydefulde hvin og den dunkende rytme fra haverne, hvor nyudklækkede studenter drikker sig i hegnet.

De danske sange er en måde at udtrykke det på. Sammensætte et stort billede af glimt fra det selvoplevedes verden. Det er ikke en idé, der forener os, det er et liv, og det er livets detaljer.

I Johannes Jørgensens Hus i Svendborg, hvor han boede efter hjemkomsten fra Italien, er der i dag nogle mindestuer af den gammeldags, hyggelige slags med montrer fulde af fotos, medaljer, indtørrede laurbærkranse og breve. Et af brevene er fra Karen Blixen, skrevet med skrivemaskine på lyseblåt papir. Hun takker sin ældre kollega og fortæller ham, hvor meget hans digte betød for hende, da hun sad for foden af Ngong Hills og tænkte på Danmark.

For hende indkapslede digtene den danske sommer, så langt væk som hun var. Dét kan ordene. Det har de også kunnet for Johannes Jørgensen i Assisi, ligesom Brecht har følt sig en smule hjemme i det fremmede ved at skrive på tysk. Der er lige så meget hjemstavn i sproget som i de hjemlige steder, digterne besynger.

----------

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00