Jens Chr. Grøndahl: DR – Loyal to Familia

Kulturministeren har ikke lyst til at sige sin mening om DRs gavebod for direktører. Vi er ellers mange, der gerne vil høre, hvor hun står. I sidste uge afslørede Ekstra Bladet som bekendt, at Mette Bock for nogle år siden forlod en chefstilling i DR med et gyldent håndtryk på størrelse med fratrædelsesordningen for den berømte mangfoldighedskonsulent.

Ministeren er selv en del af fætter-kusine-festen. Hun er inhabil, fordi man kan tvivle på, om hun under de kommende medieforhandlinger vil tage et opgør med kulturen omkring fratrædelse og løn og sætte en stopper for DR-toppens løsslupne omgang med offentlige midler.

Ingen af Folketingets medieordførere kan dog se noget problem i, at Mette Bock sidder for bordenden, når DR skal gås efter i sømmene. (Berlingske, 18.8.) De henholder sig til hendes professionalisme, men hvad er dygtighed uden politisk vilje til at revidere såvel direktørlønninger som ledelse?

Det handler ikke kun om de eksorbitante fratrædelsesordninger. Hele lagkagen på øverste etage trænger til en voldsom beskæring. Der er 130 chefer i DR. Ud over de seks direktører har man omtrent 40 underdirektører og afdelingschefer samt ca. 80 områdechefer plus omkring 10 andre.

Armslængden kan blive så lang, at armen går af led. Det er DR et spektakulært eksempel på: En stat i staten, der har fået lov at leve sit eget liv uden for demokratisk kontrol, med alt, hvad det indebærer af kammerateri og knopskydning.

Jens Chr. Grøndahl

Hvad laver de dog alle sammen?

Det hedder sig, at direktørernes lønninger skal kunne matche lignende stillinger i det private, men skal en offentligt finansieret institution virkelig konkurrere med erhvervslivet på lønnen? Og er lønnens størrelse det vigtigste incitament? Det må man ikke håbe.

Vi blev ved Maria Rørbye Rønns ansættelse belært om, at hun var den eneste, der kunne beklæde den høje stilling, ligesom Gitte Rabøl var den eneste, der vidste nok om mangfoldighed. Derfor skulle de polstres. Men kan det være rigtigt, at der i det ene tilfælde efter det andet ikke skulle være andre kvalificerede?

Og hvad skal man med en generaldirektør, der får op imod 4 mio. kr. i løn, når vi aldrig hører fra hende, fordi Michael Christiansen ustandselig træder foran?

Hvad skal vi i det hele taget mene om, at nationens store, fælles kommunikationshus igen og igen afviser at kommunikere, når kritiske journalister beder om svar?

Der er mange ubesvarede spørgsmål her før medieforliget. Vi vil også gerne høre, hvad den afgående mangfoldighedskonsulent får præsteret for den første million, som hun når at have tjent, inden hun smutter. Med et honorar i den størrelsesorden kan DRs bestyrelse vel ikke stille sig tilfreds med en mundtlig briefing på et møde?

Der bliver brug for friske øjne og politisk stålsathed, når forhandlingerne om DR går i gang, men er det noget, vi kan forvente af Mette Bock? Det er ikke til at vide.

Ministerens tavshed kunne ligne et malplaceret udtryk for loyalitet over for DRs bestyrelsesformand, da hun jo selv har nydt godt af hans gavmildhed på skatteborgernes vegne.

I DR er det én stor familie. Når Michael Christiansen en sjælden gang udtaler sig om lønorgiet på direktionsgangen, er det ikke andet end ”Gitte”, ”Naja” og ”Maria” i hans mund. Sådan hygger han om sit harem, hvis offentligheden for skams skyld skal orienteres om livet i kalifatet.

Det kræver tillid at være så familiær og pseudodemokratisk i jargonen for over to mio. kroner per fratrædelse. Tillid til, at det kun er pressen og den gemene hob, der vil tage anstød. Tillid til, at de ansvarlige politikere, når det kommer til stykket, vil spise af hans hånd, som de plejer.

I min sidste klumme skrev jeg om DR-ledelsen, at den mangler politisk og social situationsfornemmelse. Andre har også kommenteret den manglende virkelighedskontakt, men måske tager vi fejl.

Michael Christiansen har vist fuldkommen styr på det segment af virkeligheden, der tæller i hans verden. Det er derfor, han siger så lidt. Han venter bare på, at offentlighedens fokus skal begynde at diffundere. Han ved, at systemet er på hans side.

Mette Bock er ikke den første kulturminister, der har vist sig føjelig og bøjelig over for bestyrelsesformanden. Før hende var det Marianne Jelved, der lod ham bestemme selv, hvad han syntes, der skulle stå i public service-kontrakten. Der røg et underholdsningsorkester på den konto, mens DR-ledelsen fortsatte med at supplere og berige sig ad absurdum.

Den ene kulturminister efter den anden har forsvaret deres følgagtighed ved at henholde sig til armslængdeprincippet. Michael Christiansen var selv fræk nok til i et interview på P1 at antyde det skrækscenarie, at politikerne skulle begynde at blande sig i det redaktionelle indhold. Som om nogen dansk folkevalgt har fantasi til at forestille sig dét. Endsige fantasi til at komme med bud på, hvordan sendefladen så skulle udfyldes.

Problemet er ikke risikoen for politisk indblanding. Problemet er, at politikerne i årevis har svigtet. Armslængden kan blive så lang, at armen går af led. Det er DR et spektakulært eksempel på: En stat i staten, der har fået lov at leve sit eget liv uden for demokratisk kontrol, med alt, hvad det indebærer af kammerateri og knopskydning.

I den forløbne uge forsøgte DRs ledelse at generobre initiativet efter at have ligget i flyverskjul, mens kritikken haglede ned. Først gav generaldirektøren et sjældent interview til Politiken, der vist nok gik ud på at forklare husets meget opreklamerede omsorg for mangfoldigheden. Journalisten forsøgte at trænge bag om hendes velsmurte lirumlarum, men helt konkret blev det kun til, at der er kommet flere kvinder i Deadline og øget geografisk spredning i rekrutteringen til Den Store Bagedyst.

Et par dage senere lancerede Maria Rørbye Rønn så DRs intention om at skære ned på det udenlandske indhold og satse mere på dansk kultur og unge. Det lød fint nok alt sammen, men opvisningen i fromhed virkede alligevel mest af alt som et taktisk forsøg på at komme politikerne i forkøbet.

”Vi har truffet en beslutning om at få en tydeligere public service-profil,” udtaler generaldirektøren til Berlingske (23.8.). Det har Maria Rørbye Rønn siden sin ansættelse haft syv år til at præstere. Man forstår godt DFs Morten Marinus, når han konstaterer, at DR bare ”forsøger at leve op til de public service-krav, der er i den nuværende medieaftale.” (Politiken, 23.8.)

Generaldirektøren bedyrer kækt, at det seneste udspil skam ikke er en reaktion på den øredøvende kritik fra alle sider. ”Hvis andre synes, at vores plan er en god plan, så synes jeg, det er helt fint … vi gør det, fordi vi har lyst.” (Berlingske, 24.8.) Hun mener ligefrem, at der er tale om et modigt tilvalg, når man vil ”samle kræfterne og satse på kvalitet.” Man skulle ellers mene, at DR blot langt om længe efterlever sit opdrag.

I forbindelse med de luftige prospekter fik DRs medarbejdere på et stormøde besked om, at godt et halvt hundrede kolleger står til fyring. Til gengæld var der intet om at begrænse antallet af chefer.

Alt i alt mindede den halvhjertede charmeoffensiv om et forsøg på at trække sig selv op ved hårene. Men organisationens top er ikke nødvendigvis den bedst egnede til at gennemtænke public service-begrebet og DRs fremtid. Kulturministeren og medieordførerne slipper ikke for selv at gøre sig tanker, selv om DR-ledelsen hellere end gerne vil aflaste dem.

DR trænger til at blive skilt ad og samlet igen til en lettere, mere transparent organisation med en bestyrelse, der til gavns fungerer som led mellem politikerne og institutionen – og en bestyrelsesformand, der overlader det til generaldirektøren at dirigere.

Når de er i gang, kan politikerne passende tage armslængdeprincippet op til revision. Det ville være på tide. Michael Christiansens kritisable forvaltning af sit mandat er blot et meget synligt og provokerende udslag af en strukturel skavank ved det offentlige Danmark.

Egentlig er det forståeligt nok, hvis han for sit vedkommende er lidt forbavset over al den ståhej, rundet som han er af det ministerielle embedsværk, hvor han i de første mange år gjorde karriere.

Der er jo det særlige ved den danske embedsstand, at traditionen fra den oplyste enevælde er fortsat frem til i dag. Der er en ånd i etaten, der får den typiske embedsmand til at se med ublide øjne og en blanding af utålmodighed og foragt på indblanding udefra.

Man forstår det så udmærket, når man ind imellem hører, hvor sagligt ufunderede de folkevalgte kan være i deres tilgang til et specifikt vidensfelt. Som borgere kan vi i mangt og meget være tilfredse med den ensartethed og objektivitet, der heldigvis er reglen snarere end undtagelsen, når der sagsbehandles i stat og kommune.

Men hvis embedsmændene overlades til dem selv tilpas længe, sker det igen og igen, at de mister det moralske kompas. Når den politiske kontrol svigter, er det ofte helt andre kræfter og interesser, der vinder indpas.

Et grelt eksempel er den aktuelle skandale om fiskeriets kvotekonger. Her er der tale om forhold, der ikke blot er kritisable, men lodret kriminelle, og alligevel synes ingen for alvor at blive stillet til ansvar. De skyldige vil højst blive forflyttet.

Det er usundt, når armslængden udvikler sig til et vakuum. Rigsrevisionen har for nylig kritiseret en lang række tilfælde, hvor embedsmændene har bøjet reglerne efter forgodtbefindende.

Det gælder bl.a. Rigspolitiet og Det Danske Filminstitut, der handlede i strid med gældende cirkulærer, da man overforgyldte sin direktør og en anden chef. (Politiken 16.8.) Kulturministeriet var endda blevet advaret af Finansministeriet om forholdene, men undlod at gribe ind.   

Alt for længe har armslængden været en dårlig undskyldning for at lade institutionerne passe sig selv. De ved jo bedst, hvad de er sat i verden til. Eller gør de?

Public service er ikke en eksakt videnskab. Det er i sagens natur et politisk begreb, som ustandselig må redefineres i overensstemmelse med folkestyrets løbende armbøjning om prioriteringer og målsætninger i samfundsudviklingen.

Al DRs akkumulerede erfaring og ekspertise bliver uanvendelig uden en politisk vision formuleret af den siddende regering i samklang med det flertal af partier, der kan blive enige.

Uden politiske pejlemærker er institutionen ikke i stand til at udvikle sig kvalitativt. Det kommer i stedet til at handle om blind vækst i alle retninger, som vi for eksempel har set det, når DR på ulige vilkår begynder at konkurrere med dagspressen.

På ledelsesniveau kommer det til at handle om at avle årsværk, jo flere desto bedre, til en stadig højere gage. Og hvis DRs bestyrelse ikke tager sit hverv alvorligt som politisk udnævnt kontrolorgan, kan bestyrelsesformanden i stigende grad agere, som om DR var hans private imperium.

Med sin enerådende ledelsesform, hvorunder generaldirektøren fuldkommen desavoueres, har Michael Christiansen, svagtseende og tunghør som kun en embedsmand kan være, leveret de bedst tænkelige argumenter for, at DR må forenkles og public service-begrebet tages op til fornyet overvejelse.

Og så er tidspunktet kommet, hvor armen må sættes tilbage i skulderleddet, så der igen bliver et herfra og dertil mellem politikere og institutioner.

Bestyrelsesformanden har muligvis tæft for magtens intriger og snurrepiberi, om end dømmekraften har kendt bedre tider. Men når vi betragter hans gøren og laden, må vi som danskere spørge, om DR med sit milliardbudget er den bedst egnede leverandør af public service.

Det er politikernes pligt – hallo! – at bryde loyaliteten over for mastodonten og dele sig efter anskuelser:

Hvad vil I med DR?

-------

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.