Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Et land, der lever i sit eget affald

KOMMENTAR: Det siger noget om vores samfund og vores civilisation, at man gennem regneark kan nå frem til en besparelse ved kun at tømme skraldespande hver fjortende dag, mens noget så jordnært som stank og råddenskab ikke tænkes ind, skriver Jens Christian Grøndahl.

Det kan ikke være meningen, at vi digitaliserer os over al måde og samtidig lever som svin, skriver Jens Christian Grøndahl.
Det kan ikke være meningen, at vi digitaliserer os over al måde og samtidig lever som svin, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nogle af vores tidligste tegn på civilisation er forbundet med affaldshåndtering. I Jægerstenalderen levede Ertebøllekulturens mennesker af skaldyr fra Limfjorden. Skallerne blev smidt på køkkenmøddingen sammen med de udtjente redskaber.

Både historisk og hvad angår adfærd, bidrager omgangen med affaldet til at definere en nedre grænse for civiliseret liv. Man havde i det mindste et sted til sit skrald. En bunke, man kunne flytte sig væk fra, når den voksede.

Et vist mål af hygiejne synes at høre til selvopholdelsesdriften. Selv rovdyrene fjerner sig fra det ådsel, de har mæsket sig i. Katte er så renlige, at de tildækker deres efterladenskaber, hvis de kan.

Selvom kulturerne især udmærker sig ved deres religion, poesi og kunst, så hører det med, hvordan man omgås sit eget skidt. Præster og natmænd har spillet hver deres rolle i det samlede billede.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Somme tider har forholdet mellem det højeste og det laveste været direkte oprørende. Ved Solkongens hof i Versailles skal de parfumerede og parykklædte adelsmænd efter sigende have forrettet deres nødtørft i krogene.

Så sent som for et par århundreder siden var København et miserabelt og stinkende søle med åbne rendestene og lusebefængte borgere hjemsøgt af sygdomme og rotter.

Vi er et af de mest højtudviklede velfærdssamfund i verden, og vi bryster os gerne af det, men selvfølelsen står ikke mål med virkeligheden i vores skraldespande.

Jens Christian Grøndahl

Kloakeringen gjorde underværker og bør indtage den samme plads i historiebøgerne som indførelsen af demokrati.

Den organiserede og regelmæssige bortskafning af affald har ydet sit kæmpe bidrag til, hvad vi i dag tager for givet som kriterier for et værdigt liv.

Jeg tænker på det, hver gang jeg en tidlig morgentime bliver vækket af en kværnende skraldevogn. Jeg kigger ned på gaden og ser renovationsarbejderne trække de skrumlende containere ud ad portene i alt slags vejr. De er om nogen hverdagens helte.

Hvis jeg har dårlig samvittighed, fordi vi har proppet skraldeposerne i vores gård mere end godt er, kan jeg finde på at stå op, før de kommer, og gå til bageren efter basser. Skraldemænd fortjener alt det wienerbrød, de danske bagere overhovedet kan overkomme at producere.

Er der noget som at bære sit køkkenaffald ned til en splinterny, jomfrueligt knitrende pose, der stadig står og klemmer siderne undseligt sammen i standeren?

Som københavner nyder jeg det privilegium at kunne gøre det flere gange om ugen. Man kan sige meget dårligt om hovedstaden, og vi er heller ikke kommet i gang med affaldssortering, men én ting må man lade dem på rådhuset: De tager skraldet.

Og nu er jeg fremme ved det egentlige emne for denne klumme. Hold jer for næsen, før I læser videre.

Da vi tidligere på året første gang kom op til vores hus i Skagen, blev vi mødt med et fremmedgørende syn.

Under kastanjetræet i forhaven, hvor vi havde haft vores hyggelige, svenskrøde affaldsstander med stativet til de velkendte brune papirsposer, fandt vi nu et mærkeligt objekt. Et kæmpestort, formstøbt monstrum med et multifleksibelt låg, som jeg snart stod med i hånden.

Under låget åbenbaredes to rum af stærkt varierende bredde. Det store var beregnet på "restaffald", det andet og langt smallere var til madrester.

Sorteringens tidsalder var oprunden i Vendsyssel.

Okay, tænkte vi og lærte efter nogle dages trial and error at smide kartoffelskrællerne i den ene spand under køkkenvasken og den tomme emballage i den anden. Hvor svært kan det være?

Da den første uge var gået, glædede vi os til skraldemændenes besøg. Det var lige før, vi stillede os ud ved stakittet for at se dem rulle sorteringsmonsteret hen til bilen og måske få et anerkendende nik som kvittering for vores sorteringsbestræbelser.

De kom bare ikke. Dagene gik, skraldeposerne hobede sig op, og især den smalle spalte til madaffald fik hurtigt top på. Jeg vil skåne læseren for detaljer, men der skulle godt nok mases og komprimeres for at få plads til biomassen, og sådan nogle poser er jo tynde.

Der var gået en uge, og den sorte plasticmonolit under kastanjetræet lignede allerede en herregårdsmødding på hjul, når man holdt vejret og lindede på låget. Der skulle imidlertid gå endnu en hel uge, før den orange renovationsvogn med tændte blinklys meldte sin forløsende ankomst.

Sommeren kom, og juli måneds højere temperaturer og øgede selskabelige aktivitetsniveau gjorde deres til, at affaldsophobningen fra at være en udfordring blev en lodret pestilens, der truede med at gå over sine bredder.

Man kunne ikke nærme sig vores hoveddør uden at passere gennem en ubeskrivelig hørm, og når jeg åbnede containerlåget, fik jeg anskuelsesundervisning i, at biologisk liv så sandelig har mange former.

Til sidst måtte jeg opgive at proppe flere skraldeposer ned i den sprængfærdige, gærende sprække. I stedet begyndte jeg at køre direkte på genbrugspladsen med vores affald, indtil den store dag endelig igen oprandt, hvor kommunen i sin miskundhed nedlod sig til at lette os for vores ophobede skændsler.

Læs også

En dag fik jeg nok og ringede til Teknik og Miljø. Jeg konstaterede indledningsvist, at vi ikke længere fik afhentet skrald en gang om ugen, men kun hver fjortende dag. På ejendomsskattebilletten var beløbet for renovation ikke desto mindre uændret, fortsatte jeg. Det ville med andre ord sige, at prisen reelt var fordoblet.

Sådan kunne man ikke se på det, svarede embedskvinden. Jeg havde tidligere haft en stander til poser på dét-og-dét antal kubikcentimeter. Hun kunne tallet. Men de nye containere havde faktisk den dobbelte kapacitet, fortsatte hun. Der kunne derfor være dobbelt så meget skrald i. Ergo fik jeg den samme renovation for mine skattekroner som før.

"Men det lugter," forsøgte jeg og mærkede allerede, at jeg lige så godt kunne give op.

"Det er en byrådsbeslutning," sagde embedskvinden som signal til, at samtalen var ved at være forbi.

Vi lever i et demokrati. Det var underteksten, og den burde være nok til at lukke munden på enhver kværulant. Hvad byrådsmedlemmer beslutter, er lige så uangribeligt som en åbenbaring. Glem alt om deres eventuelle kompetencer og kom ikke og spørg til deres uddannelsesniveau eller livserfaring. At være folkevalgt er at modtage ufejlbarlighedens kastemærke på sin pande.

Sådan er i hvert fald forståelsen i det loyale embedsværk, men for mit vedkommende bliver jeg altid forstemt, når nogen giver sig til at svine vores politikere til.

Efter at kontraktpolitikken er blevet knæsat som højeste princip, giver det ikke længere mening at forvente sig mere af de folkevalgte, end vi forventer af os selv. Eller sagt på en anden måde: Politikerne kan umuligt være klogere end os, der har valgt dem.

Hvad siger det om deres dumheder?

I sommerens løb blev jeg klar over, at fjortendagestømningen af skraldecontainere var et fænomen, der overalt i Danmark havde fremkaldt voksende kvalme og raseri forårsaget af kombinationen ophobning, varme og forrådnelse.

Men hvis jeg har ret i, at man ikke skal skælde ud på politikerne, bare fordi det er dem, der i kommune efter kommune har besluttet at spare på renovationen, må det være på sin plads at lade indignationen afløses af selvransagelse.

Hvad er der sket med et samfund, hvor intelligente, veluddannede mennesker i deres iver efter at effektivisere lægger alt ind i et regneark, men glemmer at få noget så jordnært som stank og råddenskab med i ligningen?

Det er indlysende, at der er penge at spare til aflønning af renovationsarbejdere, hvis de kun skal sendes ud på vejene hver fjortende dag. Men lige så indlysende burde det være, at tidsdimensionen indebærer en biologisk fælde, så regnestykket ikke er gjort med at fordoble antallet af kubikcentimeter per container.

Som dagene går, begynder køkkenaffaldet at rådne, og hvis det dertil indrettede sorteringsrum endda udgør under halvdelen af den fordoblede kapacitet, burde enhver kunne sige sig selv, at man har seriefremstillet en potentiel bombe under folkesundheden.

Det er ikke bare for tåbeligt. Det vidner også om en intellektualisering af de kommunale forvaltninger, der lader hånt om almindelig sund fornuft.

Vi er et af de mest højtudviklede velfærdssamfund i verden, og vi bryster os gerne af det, men selvfølelsen står ikke mål med virkeligheden i vores skraldespande. 

Det kan ikke være meningen, at vi digitaliserer os over al måde og samtidig lever som svin.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00