Jens Chr. Grøndahl: Følelsernes ret er ungdomsoprørets floveste kliché

I denne måned er det 50 år siden, at de studerende i Paris besatte universitetet og sloges med politiet på boulevarderne. Studenteroprøret eskalerede til noget, der lignede en revolutionær tilstand, og det borgerlige samfund skælvede. Siden blev maj ’68 synonym med den utopiske forestilling om, at alt kan blive anderledes. Utopisk i betydningen naiv eller håbefuld, afhængigt af hvem man er.

De gamle hierarkier skulle brydes ned såvel i den akademiske verden som i det omgivende samfund. Fantasien skulle til magten, kroppen skulle slippes fri og med dén også livslysten, den skyldfri kærlighed, det tvangfri fællesskab og den utæmmede selvudfoldelse. Spontanitet, aktivisme og anarki var fællestræk ved den bevægelse, der midt under den kolde krigs atomskræk animerede Vestens ungdom.

Enhver, der har levet med en teenager i huset, vil nikke genkendende. Hver generation oplever på tærsklen til voksenlivet sit maj ’68-moment i mere eller mindre koncentreret form. Selvfølgelig skal verden forandres, når man selv er under forvandling.

Det særlige ved generationen fra ’68 er, at de gav sig selv lov til at forblive unge. Vi andre gav dem også lov, hvad enten vi var deres forældre, deres yngre søskende eller deres børn. De fik ligesom patent på det dér med at være oprørske, friske og nye. Hvilken ung må ikke fremstå som en vissenpind ved siden af deres flower power?

Nu er skægget blevet hvidt og den lilla ble udskiftet med noget mere chikt, men selvforståelsen forbliver den samme helt ind i pensionsalderen. Det var ikke bare fantasien, der skulle til magten. Det skulle de også.

Naturligt nok, når man nu tilhørte den enorme børneflok, der var kommet ud af besættelsestiden og de første efterkrigsår. ”Det store optag”, der i kraft af sin demografiske dominans og velfærdssamfundets udbygning forvandlede gymnasierne og universiteterne fra elitære institutioner til fartøjer for den accelererende sociale mobilitet.

Gad vide, hvor mange piger der har vist sig 'frigjorte' af frygt for at virke snerpede.

Når man ser tilbage, synes man, at de løb åbne døre ind. Samfundet var allerede forandret, men man var kun lige akkurat ved at opdage det. Efterkrigstidens økonomiske vækst havde nødvendiggjort kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, og den traditionelle kernefamilie var af samme grund i opbrud.

Storbylivets fremmedgørelse og hidtil usete frihed havde fået den traditionelle kulturs normer til at føles irrelevante og patetiske. Den nye virkelighed ventede bare på, at et nyt sprog skulle synliggøre den, og dét sprog kunne ungdomsoprørerne levere med deres mix af Wilhelm Reich og Jimi Hendrix.

Det er til at forstå, at gamle socialdemokrater måtte ryste på hovedet. Her havde de kæmpet for, at deres børn skulle vokse op i tryghed og ligeværd, og hvad var takken? Hån, spot og latterliggørelse ledsaget af en politisk radikalisering, der i tilbageblik fremstår som en endnu større vildfarelse end den letsindige omgang med euforiserende stoffer.

Men dørene stod åbne fra starten. Også hos universitetets daværende rektor Mogens Fog, gammel kulturradikal og modstandsmand, minister for DKP efter krigen og medstifter af SF. Han tog det roligt, da en flok studerende besatte hans kontor og gav sig til at ryge hans cigarer.

Resultatet blev det universitet, vi har i dag, og universitetets forvandling er et godt billede på den kulturrevolution, ungdomsoprøret førte med sig. Mere var det jo ikke, økonomiens grundvilkår forblev de samme. Kapitalismen viste sig at være mere smidig og nytænkende end selv de mest fantasifulde fliphoveder.

Siden renæssancen og 1600-tallets naturvidenskabelige gennembrud havde Europas universiteter været enklaver af oplysning i det feudale samfunds mørke. Her beredte lærdom og intellektuel frihed den kulturelle grund for demokratiets fremvækst nogle århundreder senere. Andre historiske faktorer har selvfølgelig været udslagsgivende for demokratiseringen af de europæiske samfund, men ånden i det liberale demokrati er uadskillelig fra oplysningstraditionen og de frie universiteter.

I akademisk sammenhæng meriterede man sig til at blive optaget i eliten modsat det omgivende samfund, hvor man var født ind i den. Vel var en akademisk fremtid som regel forbeholdt de privilegeredes børn, men der er også markante eksempler på, at ubemidlede unge fik mulighed for at excellere som videnskabsmænd og humanister.

Derfor virker det så misvisende, når begreberne ”elite” og ”dannelse” i nyere tid har fået en odiøs klang som udtryk for en snobbet og i social forstand hierarkisk holdning til andre mennesker.

Oplysningens dannelsesbegreb går jo netop ud på det modsatte, på at sætte individet fri. Lade den enkelte udfolde sine evner, frigjort fra klassetilhørsforhold og kulturbaggrund, for at kunne blive sig selv og for at kunne genkende andres menneskelighed i sin egen.

Man skulle have troet, at ungdomsoprørerne ville identificere sig med oplysningstiden, sådan som universiteterne havde forvaltet dens arv, men de var romantikere, om end de manglede romantikkens dybe fortrolighed med den klassiske kulturverden.

Alt skulle rives ned, og sådan blev det. ”Professorvældet” blev afløst af noget mere platfodet, det teknisk-administrative personale fik sit at skulle have sagt, og det at tage en akademisk uddannelse blev en udvidet form for skolegang.

Symptomatisk var afskaffelsen af filosofikum, introduktionen til den kulturelle kanon, hvor selv en hårdkogt medicinstuderende måtte sige goddag til Platon og Aristoteles.

Det blev muligt at begrave sig i det mest syrede speciale og samtidig være dum som en dør, når det gælder alt andet. Man vragede ikke bare den gamle dannelseskulturs indhold, man droppede også tanken om dannelse i det hele taget. Alt blev relativt, efterhånden som fortidens excentriske professortyper afløstes af ’68-generationens funktionærer med trimmet skæg og titaniumbrillen stift rettet mod det universitetspolitiske spil.

Politiseringen af universiteterne blev enden på en autonomi, der gennem Europas historie havde gjort dem til højborge ikke bare for lærdom og dannelse, men også for den humanitet, som det omgivende samfund trådte under fode med sin undertrykkelse og tankekontrol.

I takt med at universitetet politiserede sig selv og i samme åndedrag opgav sin aura af elitær ophøjethed, var der også åbnet for, at samfundet kunne politisere. Eftersom kapitalismen trods alle slagord var forblevet uantastet, og eftersom begreber som ”dannelse” og ”ånd” var blevet makuleret, kom den frie forskning under voksende pres.

Det er i dag politisk konsensus, at universiteterne selvfølgelig skal tilpasse sig erhvervslivets behov. Væk med den unyttige lærdom for lærdommens egen skyld. Ve den forsker, der ikke kan sandsynliggøre over for de ofte dårligere uddannede politikere, at vedkommendes forskning ”kan bruges til noget”.

Han eller hun står uden argumenter, og de eneste til at begræde snusfornuftens nyttefikserede massakre på århundreders lærdomskultur er ironisk nok de samme 68’ere, der i sin tid gav kundskabens træ det første øksehug.

Frigørelse var oprørets etos, men ungdomsoprørerne kom til at forveksle friheden med formløshed. Man kan ligefrem tale om formløsheden som en ny tids dekorum. Var man nu også frigjort nok, eller ville omgivelserne finde én ulideligt borgerlig og hæmmet?

Frigjorthedens tvang blev ungdomsoprørets komiske udfald, og denne bagvendte form for ensretning kom til at dække over et skred, der ved siden af universiteternes forfald måske er den væsentligste arv efter maj ’68.

Det var ikke kun et spørgsmål om, at man for alt i verden ikke måtte stryge en skjorte eller binde et slips. Det handler ikke kun om, at 68’erne mangler evnen til at gøre forskel på hverdag og fest – højtideligholde noget, få det hele til at løfte sig – fordi man skyer alt, hvad der er ceremonielt. Værre end det æstetiske lavmål er generationens ubevidste moralske hykleri.

Drømmen var et fællesskab af frigjorte individer, der kunne deltage i Jürgen Habermas’ ”herredømmefri samtale” og så ellers bolle med hinanden på kryds og tværs uden dårlig samvittighed. Drømmens problem er, at grænseløs og skyldfri selvrealisering nærmer sig det, der i den gamle dannelses verden ville hedde en contradictio in adjecto.

”Når mennesket er et objekt, er han det for et andet menneske,” skrev filosoffen Jean-Paul Sartre, ”og det er disse to, jeg indrømmer, vanskelige ideer: at mennesket er frit – og at mennesket er det væsen, gennem hvilket mennesket bliver et objekt – som definerer vor nuværende status.”

Sartre skrev disse linjer længe før ungdomsoprøret, som han i øvrigt engagerede sig i, men de opsummerer det moralske dilemma, som oprørerne aldrig fik tænkt ordentligt igennem.

Også uden for bollerummet var der jo én og anden, der kunne blive ked af det, når menneskelige bånd kom på tværs af trangen til at udfolde sit autentiske jeg. Følelsernes ret er nok ungdomsoprørets floveste kliché. Den bekvemme forestilling om, at det er bedst for os begge to, at jeg ikke lægger bånd på mig selv.

I lyset af den aktuelle MeToo-debat er det en upåagtet omstændighed ved ungdomsoprørets seksuelle frigørelse, at den ikke mindst bestod i mænds frihed til at lyne op for deres libido. En Casanova i afghanerpels var mere tilforladelig. Gad vide, hvor mange piger der har vist sig "frigjorte” af frygt for at virke snerpede.

Længe efter at den sidste afghanerpels blev ædt op af møl, overlever ungdomsoprørets moralske ambivalens i konkurrencesamfundets fokus på behovstilfredsstillelse, personlig udvikling og udfordring af grænser.

Efter ’68 blev det ligefrem bøvlet at tage ordet ”moralsk” i sin mund. Fastholde, at friheden ikke kan være formløs, hvis den både skal være frihed for mig og for dig.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.