Jens Chr. Grøndahl: Nationalist kan enhver finde ud af at være

I dag går franskmændene til valgurnerne igen for at stemme ved parlamentsvalgets anden runde. Det vil sige, den ene halvdel af franskmændene, for valgdeltagelsen ved første runde var historisk lav.

Selv om præsident Emmanuel Macrons nyoprettede parti La République En Marche! står til at få flertal med omkring 400 pladser i parlamentet, er der altså alligevel tale om et vakkelvorent mandat.

Hvem stemmer ikke? Er det de skuffede arbejdervælgere, der ved præsidentvalget foretrak Marine Le Pen? Eller de skuffede arbejdervælgere, der ikke engang har tillid til Front National?

De gamle politiske partier er sendt på plejehjem, og hovedparten af Macrons folkevalgte vil være uden parlamentarisk erfaring. Det er skiftedag i Frankrigs politiske elite, men ifølge kritiske røster viser den nye regering allerede nogle af de alt for genkendelige tegn på begyndende magtfuldkommenhed.

Hvad der adskiller os europæere fra resten af verden, er den overbevisning, at et samfund bliver utåleligt at leve i, hvis tryghed og frihed skal være gensidigt udelukkende.

Jens Chr. Grøndahl

Tirsdag i denne uge offentliggjorde avisen Le Monde i sin netudgave en erklæring, underskrevet af en række toneangivende medier, hvori regeringen anklages for at anfægte pressefriheden. Det er sket i form af flere eksempler på, at ministre anlægger sag mod nærgående journalister.

Man holder vejret. Vil håbet blive kvalt i fødslen? Håbet om forandring. Om at Frankrig endelig vil blive trukket ud af sit økonomiske og strukturelle dødvande i form af bureaukrati, nepotisme, et stivnet arbejdsmarked og en alt for høj ungdomsarbejdsløshed.

Hvis Emmanuel Macron vil indfri sine løfter fra valgkampen og fra sin sejrstale på pladsen foran Louvre, skal han gøre vold på enhver politikers rovdyrinstinkt.

Jens Chr. Grøndahl

Hvis Emmanuel Macron vil indfri sine løfter fra valgkampen og fra sin sejrstale på pladsen foran Louvre, skal han gøre vold på enhver politikers rovdyrinstinkt.

Han skal, med et solidt flertal i ryggen, føre politik, som om han var i mindretal og måtte bede sin premierminister om at finde sig en koalitionspartner.

Er det ikke også, hvad man må forvente af en præsident, der igen og igen har erklæret, at han hverken er venstreorienteret eller højreorienteret, fordi han er begge dele?

For en måned siden havde DIIS besøg af den franske politolog Pascal Perrineau, der var kommet for at forklare, hvordan fransk politik ikke længere er en bipolær match mellem borgerlige og socialister. Det politiske landskab er under omkalfatring, og nye aktører forstyrrer det gamle billede.

Men også virkelighedens landskab er mere splittet end nogen sinde. I det vestlige Frankrig er de moderne, postindustrielle metropoler præget af mod på åbenhed, globalisering og europæisk samarbejde. Dér henter La République En Marche! mange af sine stemmer. I det østlige Frankrigs gamle industriområder står Le Pen til gengæld stærkt med sin tale om patriotisme, grænser og alt det udefra, der truer den lille mand m/k.

Pascal Perrineau mindede sine tilhørere om, at Østfrankrig med Alsace-Lorraine bærer på en traumatisk erindring om identitetstab. En gammel frygt for Tyskland, som den økonomiske stagnation har givet ny næring.

Emmanuel Macron er den første franske præsident, der taler engelsk, men han skal også vise, at han kan tale til den franske patriotisme, tilføjede politologen.

Macron selv virker overbevist om, at man sagtens kan være franskmand og europæer i samme åndedrag. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at han ikke er modstander af protektionisme. Han mener blot, at den skal gælde Europa som helhed.

Ydre grænser i forhold til både finansmarkedernes og flygtningestrømmenes globalisering – er dét den nødvendige forudsætning for europæisk solidaritet?

Globaliseringen er dårlig for arbejderklassen i et samfund, hvor fordelingspolitikken har løftet lønmodtagerne op af det skinbarlige proletariat. Er dét ikke, snarere end nationalisme og xenofobi, den enkle forklaring på kontinentets højrepopulistiske bevægelser?

Det løfterige ved Emmanuel Macrons succes er udsigten til et historisk kompromis mellem liberal dynamik og social samvittighed. Det var jo derfor, han gerne ville snakke med Løkke om den danske model.

Franskmændene kunne uden tvivl lære meget ved at kigge nordpå. Men hvad kan vi lære af Macron? Måske noget om at se den nationale interesse i et europæisk perspektiv frem for altid at måle Europa med nationens nærsynede alen.

Macron har indset, at globaliseringen ikke er noget, man kan tilslutte sig eller melde sig ud af. Men han har øjensynligt også indset, at både Frankrig og Europa vil gå af led politisk, hvis den frie bevægelighed ikke afbalanceres med det nødvendige mål af social tryghed.

Der tales om, at Macrons idérigdom vil revitalisere den fransk-tyske akse. Tænk, hvis forståelsen med Angela Merkel kunne bryde den europæiske lammelse.

Eurokrisen blottede et skisma mellem det protestantiske og det katolske Europa. I nord har vi flexicurity, tillid til systemet og en følelse af medejerskab hos den enkelte borger. I syd har de mistillid, korruption, klientelisme og en forestilling om staten som en rig onkel, man på skift snyder og lader sig forsørge af.

Så enkel er verden selvfølgelig kun i en klumme, men det er alligevel tankevækkende, at Frankrig og ikke Tyskland blev stedet, hvor Europa endelig kunne tænkes fri af den frugtesløse modsætning mellem finanspolitisk smalkost og gavebod på kredit.

Socialistpartierne i Frankrig, Spanien og Grækenland har alle betalt prisen for ikke at tilbyde relevante svar på arbejderklassens bekymringer. Men før dette års franske præsident- og parlamentsvalg stod de europæiske arbejdere til at betale en endnu højere pris.

Hvad er prisen for at deponere sine børns fremtid i populismens illusoriske løfte om at holde verden ude?

Det er stilstand og forvitring. En tilbagevenden til stammernes mistroiske og splittede kontinent.

Macrons uventede sejr er så håbefuld, at man bliver helt bekymret af at tænke på det. Hvis han fejler, vil det for alvor og i bogstaveligste forstand være ud til højre med Europa. Men hvordan er det kommet så vidt? Hvordan er vores politiske drama blevet et valg mellem kosmopolitisk demokrati og mistroisk nationalisme?

Før demokrati og menneskerettigheder, før enhver tanke på lighed og retfærdighed, er det en stats pligt og eksistensberettigelse at garantere sine borgeres fysiske tryghed.

Dén har sultaner, militærjuntaer og politbureauer også været leveringsdygtige i. Historisk er tryghed langt fra ensbetydende med frihed, ligesom friheden på nationalt plan ikke nødvendigvis indebærer, at den enkelte borger føler sig fri.

I Europa har vi vænnet os til, at nationalstaten er demokratisk, og de nationale demokratier har været garant for den enkeltes tryghed. Den store forsømmelse i det europæiske unionsprojekt er, at man har prioriteret liberalisering og fri bevægelighed over tryghed og solidaritet.

Højrepartiernes vælgere gør det modsatte, de sætter trygheden foran det europæiske samarbejde. Og i de værste tilfælde sætter de nationen over demokratiet.

Det er det, der sker lige nu i EU-landene Polen og Ungarn, hvor man med folkets billigelse er i fuld gang med at begrænse ytringsfriheden, kriminalisere civile organisationer, der modtager støtte fra udlandet, og undergrave forfatningens bremse på den udøvende magt.

Det er ikke nødvendigvis en demokratisk nationalstat, kontinentets højrepopulistiske vælgere sværger til. Det er overalt på den europæiske højrefløj en mere eller mindre autoritær version af nationen, man søger tilflugt i som værn mod såvel aktiemarkeder som muslimer.

Det er ikke på højrefløjen, at Europa adskiller sig fra Putins Rusland eller Trumps USA eller det uforandret patriotiske og undertrykkende kinesiske regime.

Hvad der adskiller os europæere fra resten af verden, er den overbevisning, at et samfund bliver utåleligt at leve i, hvis tryghed og frihed skal være gensidigt udelukkende.

Det er slet ikke nogen gammel tanke. Jo, tanken er, men vi har været to tusinde år om at virkeliggøre den. I århundreder var nationens overlevelse og selvhævdelse vigtigere end det enkelte individs værdighed, uanset tilhørsforhold. Det kan Europas jøder tale med om.

De mørkeste kapitler af den europæiske historie har lært os at værne om samfundsfællesskabet med andet end grænsedragninger og varierende grader af intolerance, mistænkeliggørelse og had. Ingen ved det bedre end tyskerne, og ingen har mere grund til at holde den historiske erindring i hævd.

Dét var baggrunden, da Angela Merkel for nylig talte om, at Europa står alene i verden. For min skyld måtte hun gerne have valgt et andet sted end et øltelt i Bayern, men også det lignede jo en besværgelse af fortiden.

Kommentatorerne bemærkede kynisk, at også Merkel står foran et parlamentsvalg, men det var jo netop ikke et nationalt kort, hun spillede som reaktion på frustrationen over Donald Trumps afstumpede isolationisme.

Det var den europæiske civilisation, hun mindede os om. Det er dén, vi er alene med, mellem Rusland og Atlanterhavet.

Nationalist kan enhver finde ud af at være. Hvis der med Macron og Merkel som tandem er grund til at håbe på en fornyelse af det fransk-tyske parløb, er det, fordi Europa før alt andet handler om at sikre fred og tryghed inden for rammerne af en åben, demokratisk kultur.

I den forløbne uge holdt NATO en mægtig flådeøvelse i Kattegat og Østersøen. Den har sikkert været dyr, men der er også en grund til, at fregatter under mange flag ligger og plaffer droner ned.

Det er ikke for at behage Donald Trump. De gør det, for at Europa også i fremtiden skal være andet og mere end et appendiks til Asien.

.......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.