Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Fremtidens voksne skal have lov at være børn

KOMMENTAR: Når voksne politikere sentimentalt dyrker den unge klimaaktivist Greta Thunberg, svarer det næsten til at overlade ansvaret til børnene, allerede før de bliver voksne. Men ansvaret er vores, og børn skal have lov til at være børn, skriver Jens Christian Grøndahl.

Svenske elever klimastrejker (Arkivfoto).
Svenske elever klimastrejker (Arkivfoto).Foto: Stina Stjernkvist /TT/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den oldgræske historiker Herodot fortæller, hvordan en sandstorm begravede en hel hær. Sahara er omgærdet af myter om byer forsvundet i sandet, den ene oven på den anden.

Uden for Skagen står Den Tilsandede Kirke og rækker tårnet op som en druknende. Et symbol på ukuelighed eller forgængelighed, som man nu tager det. I overleveringen er sandet for meget. En trussel, en overmagt. Men faktisk forholder det sig modsat.

Sand har vist sig at være en ressource, der kan slippe op. Ligesom de andre ressourcer, der indgår i civilisationens grådige stofskifte. Der skal sand til at fremstille beton, og der skal beton til, meget beton, for at huse klodens astronomisk voksende befolkning.

På Madagascar og andre steder i Afrika og Asien er den kinesiske sandmafia i gang med at bortføre hele strande med ødelæggende følger for miljøet og beboerne i de kystnære områder. Ifølge eksperterne kan ørkensand ikke bruges i byggeriet, fordi vinden har slebet sandskornene for glatte og runde.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Helt barokt er det i Dubai, hvor man måtte importere sand helt fra Australien for at opføre verdens højeste bygning.

Alt det læste jeg om i en artikel på dr.dk, der egentlig skulle forestille at være opbyggelig. Geografen Mette Bendixen har gjort opmærksom på en upåagtet sideeffekt eller -gevinst, om man vil, af den globale opvarmning.

At dyrke Greta Thunberg så salvelsesfuldt svarer næsten til at overlade ansvaret til børnene, allerede før de er blevet voksne. Men ansvaret er stadig vores, og børn skal have lov at være børn.

Jens Christian Grøndahl

Når gletsjerne smelter, fører det til enorme sandaflejringer langs Grønlands kyster. Lige til at hente, eller hvad?

Mette Bendixens ph.d-projekt har vakt opsigt langt ud over videnskabelige kredse. Hvis det viser sig, at det grønlandske sand er beton-egnet, kan det blive begyndelsen på noget af et eventyr for grønlænderne og dem, der får koncession.

Men hvad gør vi, den dag Grønland har tømt sig for både is og sand?

Betragter man spekulationsbyggerier som dem, der i de senere år er blevet opført langs Københavns Havn, og som for en stor dels vedkommende står ubeboede, får man trang til at høre, hvad de miljøpolitiske ordførere har at sige.

Når temaet knaphed først slås an, er der ingen ende på bekymringerne. Og knaphed på sand, det er alligevel dramatisk.

Fossile brændstoffer synes man bedre, man kan undvære. Det er også noget svineri, og nu får vi desuden de havvindmølleparker. Og elbiler, man ikke engang behøver køre selv. Men hvad, hvis vi ikke længere kan få tag over hovederne? Af lutter mangel på sand.

Beton har været med os siden antikken. Pantheon-kuplen i Rom er opført i det uromantiske materiale. Brutalt og åndfuldt på samme tid står Kejser Hadrians tempel for alle guderne og minder om en roligere tidsregning end den sekundernes forstøvning, der er blevet viral virkelighed på snapchat.

For det tyvende århundredes arkitekter blev beton ensbetydende med frihed og uanede muligheder. Et formsprog for fremtiden og især forestillingen om fremtid og fremskridt. Den fremadskridende optur, der har været det vestlige menneskes tidsperspektiv.

Gør gode tider bedre, hed det engang, men fremtiden er ikke, hvad den har været. Og den er slet ikke en ubegrænset ressource, hvis man vel at mærke forestiller sig en fremtid beboet af mennesker.

Modernismen viste sig at være lige så skrøbelig som et sandslot. Overbevisningen om, at alting kun kunne blive bedre og bedre. Aldrig har så mange haft det så godt. Spørgsmålet er bare, hvor længe.

Enhver ved, at planetens historie er længere end menneskets, men konvergerer de to historier forude? Er vi på vej ud over en kant? Det mente søfolkene på Columbus’ skibe som bekendt, at de var. Hvad tænker mandskabet på det gode skib Jorden?

Mens vi voksne fortsætter forbrugsræset for fuldt drøn, ligger børnene vågne om natten og tænker på klimaet. Vi er den første generation, der inderst inde godt ved, at vores børn ikke får det bedre end os.

Nutidens børn er desuden det første slægtled i adskillige generationer, der vokser op med en kollektiv syndsbevidsthed. Deres miljøoprør udtrykker en ny og samvittighedsfuld livsindstilling, der handler om mådehold, begrænsninger og respekt. Kommer den for sent?

For børnenes skyld kan vi ikke tillade os andet end at svare nej, men tvivlen gnaver, så det er til at blive helt aggressiv af.

En australsk klummeskriver på min alder langede forleden ud efter det sekstenårige miljø-ikon Greta Thunberg. Han karakteriserede hende som en "dybt forstyrret Messias" for bevægelsen mod global opvarmning og henviste til hendes Aspergers-diagnose.

Det er selvfølgelig dårlig stil at bruge folks diagnoser imod dem frem for at møde dem med argumenter. Det er også dårlig stil at begå karaktermord på en teenager.

Jeg synes ikke, at Greta Thunberg virker specielt forstyrret, men jeg synes, det er forstyrrende, at hun fremstår uimodsigelig, alene fordi hun er et barn, eller næsten. Ligesom hendes diagnose ikke kan være et argument imod, hvad hun siger, er hendes alder vel heller ikke en kvalifikation i sig selv.

Sandt nok repræsenterer hun den generation, der kommer til at betale prisen for den globale opvarmning. Det er grund nok til at høre efter.

Når min indre kitsch-lampe alligevel blinker irriteret, hver gang jeg ser hende stå foran endnu en forsamling af andægtige politikere, har det da heller ikke noget at gøre med hendes relevante og præcise budskab.

Det er de voksnes andagt, der generer mig. Den virker sentimental. Og sentimentale er især de, der i virkeligheden ikke føler noget.

At dyrke Greta Thunberg så salvelsesfuldt svarer næsten til at overlade ansvaret til børnene, allerede før de er blevet voksne. Men ansvaret er stadig vores, og børn skal have lov at være børn.

Hvis man tager sorgløsheden fra dem i sin omklamrende respekt for deres autoritet som fremtidens voksne, risikerer man at slukke den glød, som engagementet kun kan nære sig ved, fordi alt ikke begynder og slutter med CO2.

Jeg tænker på det, når jeg taler med min yngste datter. Anaïs er elleve år, og hun miljøstrejkede også, da Greta Thunberg var i København. Hun var med på Christiansborg Slotsplads og havde hjemmefra malet sit eget skilt: "Der er ingen Planet B."

Jeg opmuntrer hende og er stolt af hendes engagement, men især glæder jeg mig over, at hun er i stand til at klikke ind og ud af det.

Selv om hun er særdeles velorienteret, har jeg på fornemmelsen, at hendes lette sind er en vigtigere ressource end hendes globale samvittighed. Og i modsætning til planetens råstoffer er evnen til glæde ubegrænset hos et barn. Desværre udsættes den barnlige lethed dagligt for de kulturelle drivhusgasser, der udledes fra nettet.

I lighed med sine jævnaldrende tilbringer Anaïs bekymrende meget tid med sin iPhone. En tornado af billeder hvirvler gennem hendes kære hoved, og indtrykkene er lige så mange, som der er sandskorn i en ørkenstorm. Telefonen dræner hendes humør. Efter nogle passive timer med skærmen virker hun nærmest deprimeret.

Allerede i 1990 skrev den italienske forfatter Italo Calvino i en af sine amerikanske forelæsninger (her i Lene Waage Petersens oversættelse): "Hvordan vil fremtiden blive for den billedskabende fantasi i vort nuværende billedmediesamfund? Vil evnen til at fremkalde billeder i fravær af billeder blive ved med at udvikles hos en menneskehed, der vil blive mere og mere oversvømmet af præfabrikerede billeder?"

Mens naturgrundlaget udmarves, og planeten overbefolkes, bliver også kulturen mere og mere klaustrofobisk i sin overproduktion af ligegyldig kommunikation. Det er snart ikke til at se for alle de billeder, ikke til at tænke to tanker i sammenhæng for al den meddelsomhed, vi kløjes i.

Heldigvis har Anaïs fundet sit eget svar på Calvinos spørgsmål. Ind imellem lader hun telefonen ligge og giver sig til at tegne og male. Selvforglemmende sidder hun og nynner, mens ansigter, landskaber og genstande dukker frem på det hvide papir. Uforstyrret af enhver tanke om ansvar, fremtid og CO2-bogholderi.

Kald det fantasi, kald det åndsliv. Evnen til i sorgløs leg at fremkalde billeder i fravær af billeder. Uanset hvilket navn man giver denne evne, er jeg overbevist om, at det er den, der vil sætte de kommende generationer i stand til at se nye muligheder og udveje. Aktivere menneskehedens ældgamle snilde, når det ser allersværest ud.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00