Jens Chr. Grøndahl: Hvor er den borgerlige anstændighed?

KOMMENTAR: Asylretten er den ældste menneskeret – kan vi bevare anstændigheden, hvis vi vælger ikke længere at honorere den, spørger Jens Chr. Grøndahl.

Forleden blev jeg ringet op af en journalist, der ville have mig til at sige noget i anledning af, at Lars Løkke Rasmussen har haft regeringsmagten i et år. Jeg sad et par sekunder med telefonen mod øret, helt tom. Et år? Det kan selvfølgelig være en præstation i sig selv, men jeg fornemmede, at der blev fisket efter noget mere. Så høfligt, som jeg kunne, forklarede jeg, at jeg overhovedet ikke havde noget på hjerte.

”Jeg er kunstner,” tilføjede jeg og håbede, at hun ville forstå. Jeg var lige ved også at sige noget om, at mit arbejde er at svæve over vandene i al verdensfjernhed. Kun sådan kan jeg måske indimellem have noget at sige, der slår ned.

Jeg kom til at tænke på det igen, da jeg forleden så kulturminister Mette Bock på forsiden af Berlingske. Der stod noget om, at kunstnerne skulle ud af deres huler. Inde i bladet blev budskabet præciseret. Ministeren kunne ligefrem godt tænke sig at ”ryge” os ud af hulerne – som var vi ræve – for at få os til at deltage noget mere i samfundsdebatten.

Det har jeg gjort med regelmæssige mellemrum i de sidste 25 år, men altid med en vis tøven. En ræv har som bekendt to udgange, og hvis den politiske tumult venter uden for den ene, er det så meget desto heldigere for min kunst, at den anden fører langt ud i skovens ensomhed. Ned i det dybt personliges næringsholdige dynd.

Hvis jeg somme tider har noget at sige om politik, og hvis det, jeg siger, kan have værdi for andre, skyldes det kun, at jeg ikke udtaler mig på politiske præmisser. At jeg tværtimod taler, ikke på vegne af, men ud fra noget blødere, mere uhåndgribeligt og alt andet end nagelfast eller bæredygtigt i argumentatorisk forstand.

Hvad skal vi kalde det? Årene har lært mig ikke at frygte enkelheden, så lad mig i al enkelhed og fuldt bevidst om den risiko, jeg løber, sige det sådan: Som kunstner taler jeg alene ud fra min menneskelighed i tryg forvisning om, at dén er, hvad jeg deler med enhver, uanset politisk overbevisning.

Kulturministeren ønsker sig en kunstnerisk kommentar til tidens politik, og det skal hun få. Så endte jeg alligevel med at imødekomme journalisten, der ringede, men det kan ikke være anderledes. Sidste tirsdag førstebehandlede Folketinget et forslag fremsat af Mette Bocks regering om at suspendere begrebet kvoteflygtninge.

Min kommentar: Hvor er den borgerlige anstændighed?

Jeg drømmer ikke om i klummeform at bringe mig i øjenhøjde med hele den politiske debat om emnet. Det er ikke min sag, og det er nok heller ikke nødvendigt. Hvis man skal tro Berlingskes lederskribent, ved alle Christiansborgs politikere inderst inde godt, hvor forfejlet det er at kaste vrag på den ordning, som Venstres egen Poul Hartling var med til at indstifte i sin tid som FN’s flygtningehøjkommisær:

”I en ideel verden var det kvoteflygtninge, vi tog, snarere end de spontane asylsøgere, der ankommer ad forskellige veje til Europa og søger frem mod en foretrukken destination.” (Berlingske, 28.11.)

Selv ved jeg, at kommentarfeltet under disse linjer vil blive beriget med mere eller mindre urbane bemærkninger om, hvor naiv og frelst jeg er, ude af kontakt med de barske realiteter. Hvad bilder jeg mig ind at stavle mig op og prædike menneskelighed? Vil jeg måske påstå, at der ikke står gode og retskafne mennesker bag stoppet for kvoteflygtninge? Skulle jeg være bedre end dem?

Det er ikke svært at afvise mig med henvisning til, at jeg taler ud fra en ideel verden, der simpelthen ikke eksisterer. Men overvej en gang, kære læser, om det ikke vil være sværere at orientere sig og formulere politik i en virkelighed uden idealer.

Asylretten er den ældste menneskeret, vi kender, meget ældre end begrebet ”menneskerettigheder”. Da den skibbrudne Odysseus driver omkring for vejr og vind, tilstår den ene og den anden øs hersker ham opholdstilladelse alene ud fra gæstevenskabets hellige lov. Han er endda ikke på flugt fra mennesker, men fra en guds vrede.

De oprindelige begreber om flugt og asyl er knyttet til det direkte møde på stranden. Her står han, den fremmede, gennemblødt og forkommen, prisgivet de indfødtes nåde og barmhjertighed.

Begrebernes udskridning i vor tid skyldes, at en flygtning har krydset mange landegrænser, sat livet på spil og investeret betragtelige ressourcer i at tilbagelægge den store afstand fra det, vedkommende er flygtet fra, inden han eller hun langt om længe kan synke sammen på vores dørtærskel.

Nået hertil er det så som så med spontaniteten. Derfor burde kvoter også være den eneste gyldige måde at opnå asyl på i et land, der ligger så fjernt som Danmark fra de krige og trusler, der driver mennesker fra deres hjem. Som en måde at prioritere de mest ressourcesvage flygtninge på og som et udtryk for solidaritet med de hårdt prøvede nærområder, hvor flygtningeskarerne ikke skal tælles i 500 ad gangen, men i adskillige millioner.

Alle ved, at det er rigtigt, men alligevel vil man gøre det forkerte. Det er ”mandaternes logik”.

Hvad mener Mette Frederiksen egentlig med dét? Udgør et tilstrækkeligt antal mandater, når de lægges sammen, ét stort mandat til at tage hovedet under armen og suspendere sin menneskelighed sammen med kvoterne?

Det handler om integration, får jeg at vide i min øresnegl. Vi kan ikke integrere så mange, hvis de altså er muslimer. Det sidste bliver kun ymtet med allehånde omskrivninger, undtagen når det er den yderste højrefløj, der har ordet. Det har den til gengæld meget af tiden. Selv Socialdemokratiet taler højre efter munden i sin overlevelseskamp.

Hvis Mette Frederiksen vil være statsminister, må hun flytte sit parti helt derud på overdrevet, hvor så mange af hendes vælgere er vandret hen. Dét er mandaternes logik. Den angår ikke politikkens indhold, kun magten og dens pris.

Er danskerne blevet islamofober? Det tror jeg ikke. Danskerne er bekymrede over parallelsamfund, ghettodannelse og en kulturkløft, der bliver for dyb, når værdierne divergerer. Når viljen eller evnen mangler til at bidrage og deltage i det højtgearede velfærdssamfunds frisind, ligestilling og hårfine balance mellem rettigheder og pligter.

Det har danskerne både ret og grund til. Selv en kunstner som jeg er à jour med, at vi har integrationsproblemer i Danmark. Jeg er også godt klar over, at alt for mange flygtninge er alt for dårligt integrerede. Jeg synes bare, man taler hen over, at ikke alle de dårligt integrerede er flygtninge. Eller sagt på en anden måde: integrationsproblemerne er af ældre dato end flygtningekrisen.

Man kan godt overbevise mig om, at danske kommuner under spidsbelastning har behov for at trække i nødbremsen. Det er jo dem, der skal integrere de flygtninge, der opnår asyl.

Det springende punkt må være, om et rigt samfund, der er kommet godt ud af finanskrisen, på ubestemt tid skulle være ude af stand til at integrere 500 ægte, certificerede flygtninge om året. Hvor meget afhænger ikke af viljen, deres og vores?

Jeg mærker allerede trætheden, idet jeg giver mig til at argumentere. Jeg ved på forhånd, at det er omsonst. Med argumenter forholder det sig jo sådan, at de har det med at lægge sig til rette efter ens inderste ønske. Man kan altid finde på grunde til ikke at tage imod den fremmede i nød. Omvendt finder man som regel en løsning, hvis viljen er til stede.

Dét var menneskeligheden i Angela Merkels forkætrede bemærkning: Wir schaffen das.

Opgaven kan selvfølgelig blive for stor, men udfordringens kvantitative størrelse kan også komme til at skygge for det enkle, ubestikkelige spørgsmål om hjerterum. Om vi anerkender, at den fremmedes fordrivelse fra sit hjem ikke kun er hans eller hendes eget problem.

Jeg vil ikke spille unødigt på medfølelsens tangenter, men blot notere, at problemets omfang, for Merkel og for vores egne politikere, ud over logistikken, økonomien og kulturkonflikten er blevet så meget større af den folkelige modstand.

Folkestyret kan i længden ikke ignorere, når befolkningens flertal siger stop. Så vidt har Mette Frederiksen ret. Men der er stor forskel på, om man sløjfer modtagelsen af 500 kvoteflygtninge under henvisning til samfundets generelle problemer med integration – og dermed sår international tvivl om et af FN-systemets vigtigste redskaber – eller om man alternativt spørger sig selv: Hvad skulle der til, for at 500 flere om året ikke blev en uoverkommelig byrde?

Svaret finder man kun, hvis man har viljen til at spørge. Menneskelighed kan ikke slås os op hverken i en meningsmåling eller hos Danmarks Statistik.

Jeg har sagt det før på denne plads, men nu siger jeg det igen: Integrationsdebatten lider på begge fløje under, at der bliver talt om flygtninge, indvandrere, muslimer eller bare ”de fremmede”, som om der var tale om mennesker uden en egen vilje og fornuft. Som var de blot genstande for vores sympati eller modvillighed alt efter ståsted.

At blive ordentligt integreret i det danske samfund er jo ikke først og fremmest samfundets ansvar. Det ansvar ligger hos dem, der kommer hertil, eller som er født af forældre med en fremmed baggrund.

Både systemet og civilsamfundet har gennem alle årene haft for svært ved at stille krav og formulere forventninger. Artikulere såvel de formelle som de mellemmenneskelige spilleregler, der må gælde, hvis man som nydansker vil have del i, hvad velfærdssamfundet kan tilbyde.

En flygtning har mistet næsten alt, hvad han eller hun ejer, men det er ikke kun de kulturelle koder, der flytter med ligesom nissen. Det samme gør fornuften. Den ganske almindelige sans for, hvad enhver kan sige sig selv.

Hvis man ønsker beskyttelse så langt væk fra sit krigshærgede hjemland, må man selvfølgelig indrette sig efter, hvad der gælder i det samfund, man er kommet til.

Som betingelse for indslusning og fuld adgang til samfundslivets friheder og goder kunne man simpelthen bede asylansøgeren om at indgå en kontrakt med Danmark. Et formaliseret håndslag såvel på viljen til at yde som på accepten af de værdier i form af ligestilling og verdslighed, som er forudsætningerne for livet, som det leves her.

----------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Forrige artikel Grøndahl: Come on, Barbie, vær dig selv Grøndahl: Come on, Barbie, vær dig selv Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Kvindernes nytår Jens Chr. Grøndahl: Kvindernes nytår