Debat

Jens Chr. Grøndahl: Ideologiernes genkomst

KOMMENTAR: I århundreder har Det Svenske Akademi symboliseret litteraturens forsvar for det alment menneskelige. På få uger er individets værdighed gået til i kønskamp. Det er lige før, den hvide europæiske mand burde fredes, skriver Jens Christian Grøndahl.

SLØJFEBLUSER Flere tusinde demonstrerede denne uge for at støtte Sara Danius. Det er et eksempel på ideologisk feminisme, skriver Jens Christian Grøndahl.
SLØJFEBLUSER Flere tusinde demonstrerede denne uge for at støtte Sara Danius. Det er et eksempel på ideologisk feminisme, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Jonas Ekströmer/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det liberale demokrati er under pres. Efter Murens fald troede vi i Vesten, at den demokratiske verdensorden havde vundet, men det var bare kommunismen, der havde tabt. Med den autoritære drejning i Ungarn og Polen er vi ved at få en ny østblok som erstatning for den gamle.

Behovet for en ideologisk forståelse af livet og samfundet er tilsyneladende konstant. Der er blot tale om at skifte den ene ideologi ud med den anden. Østeuropæerne vender tilbage til den reaktionære, patriotiske ånd, som kommunismen havde undertrykt med sin tyranniske fremskridtstro.

Men også indadtil i de vesteuropæiske samfund er orienteringen blevet ideologisk frem for rationel, human og demokratisk.

Vi tager stilling til hinanden ud fra, hvad der adskiller os, idet vi med rette eller urette tillægger modparten et verdensbillede, der er så langt fra vores eget, at samtalen på forhånd virker meningsløs.

Fakta
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. 
Vi ønsker en konstruktiv debat og opfordrer alle til at holde en sober tone og udvise gensidig respekt i både sprog og jargon. 
Vi modererer vores kommentarspor. 
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Man argumenterer ikke længere ud fra den forudsætning, at selv modsatte synspunkter må være fælles om fornuftens brug og logikkens love. Man har nok i at flage med sine værdier. Grænsen mellem kendsgerninger og fake news fortaber sig i informationshavet. Hver stamme står og råber på sin ø. Hvad skal man også med sandheden, når man har sin ”fortælling”?

Det liberale ved demokratiet gik blandt andet ud på, at man var borger – medborger – før man tog sin identitet om halsen. Respekten for argumentets styrke og de faktiske forhold var ikke mindre end respekten for flertallets vilje.

Manuskriptet er skrevet på forhånd. Ifølge den ideologiske dramaturgi kan selv de mest ressourcestærke, viljefaste kvinder kun spille rollerne som ofre.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Det hørte med til en liberal, demokratisk kultur, at man ikke forsimplede sit billede af virkeligheden for at gøre den lettere at forstå, men i stedet anstrengte sig for at blive bedre til at rumme kompleksiteten.

Reduktion er enhver ideologis metode, når man med énøjede forenklinger vil skyde genvej til den falske overskuelighed. Under kommunismen var det klassetilhørsforholdet. I dag byder religionen og etniciteten sig til, men kønskampen er også en mulighed. Eller den evindelige snak om ”rødder”.

To aktuelle historier fra nyhedsflowet vidner på hver sin måde om den tiltagende ideologisering.

Som det vil være nogle af læserne bekendt, rystes Sverige af en skandale, der har fået Det Svenske Akademi til at nedsmelte. Akademiets medlemmer, der hver år udpeger modtageren af Nobelprisen i litteratur, er splittet i mindst to lejre, efter at årtiers rygter om sexovergreb for nylig mundede ud i en advokatundersøgelse.

Den centrale skikkelse er akademimedlemmet Katarina Frostenson, der har noget nær gudindestatus i svensk lyrik. Hun og ægtefællen Jean-Claude Arnault driver kulturscenen Forum, som Det Svenske Akademi hvert år har ydet betragtelig økonomisk støtte, og hvor flere akademimedlemmer har haft deres gang.

Ifølge vidnesbyrd i medierne har Jean-Claude Arnault i utallige tilfælde forgrebet sig på kvinder. Nogle af overgrebene, herunder fuldbyrdet voldtægt, skal have fundet sted i akademiets lejlighed i Paris.

Arnault anklages desuden for i flere omgange at have lækket, hvem årets nobelpristager var, og endelig er det kommet frem, at Katarina Frostenson ikke havde informeret de andre akademimedlemmer om, at hun er medejer af Forum. Hun har med andre ord været med til at give sig selv penge.

Tre medlemmer forlod akademiet i protest, da en afstemning om Katarina Frostensons habilitet og en pressemeddelelse om hendes mands angivelige overgreb faldt ud til hendes fordel. Det er ikke gået stille af, og sagens islæt såvel af Shakespeare som af vaudeville har sikret den høje underholdningsværdi. Selv kongen giver sit besyv med.

Det Svenske Akademis betydning for brodernationens selvforståelse kan næppe overvurderes. Under den ufrivillige komik mærker man en stemning af tab og sørgmodighed over, at den mere end 230 år gamle institution er sunket ned i et søle af korruption, magtmisbrug og forfængelighed.

En domstolsprøvelse har desværre lange udsigter, så de alvorlige anklager kommer foreløbig til at stå hen i det uvisse. Forleden stillede Katarina Frostenson den betingelse for at holde pause fra akademiets arbejde, at den hidtidige sekretær Sara Danius fratrådte sin post. Sara Danius valgte derpå helt at udtræde.

Hun er efterfølgende blevet genstand for en national støttekampagne under navnet ”sløjfeblusebevægelsen” opkaldt efter den type bluser, hun ynder at optræde i. Store dele af kulturlivet – med kulturministeren i spidsen – bakker hende op iført sløjfer.

Man harmes over, at en kvinde skal ofres, så mændene i Det Svenske Akademi kan blive siddende, skønt de i årevis har kendt til anklagerne mod Jean-Claude Arnault. Man ser bort fra, at også kvindelige medlemmer har været med til at stemme Sara Danius fra posten.

I den svenske offentlighed er det blevet en historie om kvinder over for mænd, selv om det ville være mere præcist at tale om den ene kvinde over den anden: Sara Danius, der bestilte advokatundersøgelsen, over for Katarina Frostenson, der ifølge flere akademimedlemmer har været særdeles aggressiv, når hun forsvarede sin mand.

Ingen skænker det en tanke, at Sara Danius’ køn hverken gør fra eller til i forhold til hendes kompetence eller mangel på samme i udøvelsen af det prestigiøse sekretærembede.

Man bebrejder – med rette – akademiets medlemmer, at de i årtier har været bekendte med de belastende historier om Jean-Claude Arnault uden at kunne bekvemme sig til at finde ud af, hvad der var op og ned.

Men som hustru var Katarina Frostenson vel den nærmeste til at vide besked om anklagerne og tage affære.

Frostenson beskrives uden ironi som Snehvide og ”våroffer”. Skønt hun i dramaet er Sara Danius’ uforsonlige modpart, bliver de to kvinder i den feministiske mytedannelse gjort til allierede i kønskampens konfrontation med akademiets onde, gamle mænd.

Man glemmer, at der stadig er kvinder tilbage i den efterhånden knap så ærværdige forsamling. Man glemmer også, at det var tre mænd, der forlod akademiet i vrede, hvorimod Sara Danius hellere end gerne var blevet siddende.

Manuskriptet er skrevet på forhånd. Ifølge den ideologiske dramaturgi kan selv de mest ressourcestærke, viljefaste kvinder kun spille rollerne som ofre.

Mit andet eksempel er desværre ikke nær så farverigt som det første, men på sin mere provinsielle måde vidner det om en lige så rigid tyrkertro på, at det sammensatte kan reduceres til en forenklet formel.

I forbindelse med Dansk Folkepartis kulturpolitiske udspil forleden fremlagde partiet det forslag, at Statens Kunstfond splittes op i en række regionale institutioner. Her var altså ikke bare tale om en udflytning, men også om en udspaltning af institutionen.

Formålet skulle være at modvirke tendensen til kammerateri og Tordenskjolds soldater i tildelen af kunststøtte. En problemstilling, som jeg selv har diskuteret offentligt for år tilbage. Det gør man ikke ustraffet, skal jeg hilse og sige.

Men én ting er spørgsmålet om, hvem der modtager støtte, og hvem der ikke gør. Mindst lige så nærliggende er det at spørge, om mønsteret i tildelingerne også indebærer en énsidig vægtning af bestemte æstetiske paradigmer på bekostning af andre.

Dansk Folkeparti skal ikke have utak for som de eneste at lægge op til en kulturpolitisk grundlagsdiskussion. Blot er partiets indfaldsvinkel lige så ideologisk, som kunstmiljøet efter DF’s mening er indspist. Eventuelle skævheder skyldes jo nok snarere støtteudvalgenes personsammensætning end en geografisk tendens.

Et kunstværk er hverken værre eller bedre, alt efter om det bliver til i hovedstaden eller i Harboøre. Som maleren Edvard Weie sagde engang: ”Al god kunst er national, og al national kunst er dårlig.” Det samme må gælde regionerne.

Selvfølgelig kan en forfatter eller kunstner være rundet af en egn og i sine værker udtrykke en særlig sensibilitet over for landskab og særheder, men rodfæstetheden er ikke en æstetisk kvalitet, kun en personlig omstændighed.

Kunstens krav og udfordringer er universelle. De er også elitære. Hvis hjemstavn og rødder skal gøres til kriterier for tildeling af støttemidler, vil der være åbnet for den altnivellerende relativisme på bekostning af kvalitet og stringens.

Igen er tilgangen ideologisk, ligesom dengang i de marxistiske 70’ere, da et kunstværk skulle bevise sin ”samfundsrelevans”. I DF’s Heimat-udgave er relevansen så ikke revolutionær, men tilbageskuende. Kunsten skal vide, hvor den kommer fra. Hvad den kan, og hvor den vil hen, lades ude af betragtning.

Man priser værket for at afspejle sit ophav og underkender i samme åndedrag dets evne til at holde et spejl op for alle og enhver.

Ironisk nok er det den samme indstilling, man møder hos feministerne, når de taler om en særlig kvindelig måde at skrive og lave kunst på. De ser jo i forestillingen om det universelle ikke andet end Den Hvide Europæiske Mands patetiske overlevelseskamp.

Det er lige før, han burde fredes. Når man kan frede ulven.

I århundreder har Det Svenske Akademi symboliseret litteraturens forsvar for det alment menneskelige. På få uger er individets værdighed gået til i kønskamp.

Siden Julius Bomholts dage har Statens Kunstfond udtrykt samfundets påskønnelse af kunstnernes bidrag til den demokratiske samtale. Skal samtalen nu overdøves af identitetspolitik?

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00