Debat

Jens Chr. Grøndahl: Jeg er stadig imod omskæring, men jeg er også imod et forbud

KOMMENTAR: At blive omskåret er at blive påtvunget et religiøst fællesskab, som man ikke selv har haft mulighed for at vælge eller vælge fra. Det strider imod ånden i det verdslige demokrati, skriver Jens Christian Grøndahl, der alligevel er imod et forbud.

INTEGRATION Jøderne i Danmark holder fast i deres egen kultur og religion, men har i århundreder vist, at de vil fællesskabet, skriver Jens Christian Grøndahl. 
INTEGRATION Jøderne i Danmark holder fast i deres egen kultur og religion, men har i århundreder vist, at de vil fællesskabet, skriver Jens Christian Grøndahl. Foto: Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Borgerforslaget om forbud mod omskæring af drenge rammer en hovednerve hos jøder og muslimer. Det blotlægger også en modsigelse i demokratiets værdigrundlag.

Når vi opregner de rettigheder, der tilsammen danner rygraden i en demokratisk forfatning, antager vi, at de er indbyrdes modsigelsesfri. Det er de ikke, viser forslaget.

Det er ikke muligt at håndhæve barnets ret til sin egen krop – sådan som det er forslagets hensigt – og samtidig opretholde den fulde og uindskrænkede religionsfrihed. Ikke hvis man spørger de mennesker, hvis religion vil blive berørt af et forbud.

Enten er barnet et suverænt individ, og så er det ikke i orden at føre kniv mod rask væv. Eller også er det i orden, fordi retten til fri religionsudøvelse anses for at veje tungere end princippet om individets integritet.

Fakta
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. 
Vi ønsker en konstruktiv debat og opfordrer alle til at holde en sober tone og udvise gensidig respekt i både sprog og jargon. 
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Dilemmaet skærpes af, at det sundhedsmæssigt er kompliceret at vente med at blive omskåret, til man er voksen, hvorimod indgrebet, når det foretages lige efter fødslen, er forholdsvis ukompliceret.

”Indgrebet” skriver jeg, men er det ikke et overgreb?

Somme tider må principperne vige. Og menneskelige hensyn er ikke den dårligste grund, jeg kan komme i tanke om. Der kan være noget frelst og nærmest lidt fanatisk ved principper, hvorimod det aldrig har skadet nogen at bøje sig mod hinanden.

Jens Christian Grøndahl

Det mente jeg, da jeg for to år siden skrev en klumme om emnet. Det mener jeg stadig. Min verdslige grundholdning gør mig ikke fjendtlig over for det religiøse, men den gør mig sensibel over for religionsudøvelsens potentielle element af gruppetvang.

At blive omskåret som spæd er at blive påtvunget et religiøst fællesskab, som man ikke selv har haft mulighed for at vælge eller vælge fra. Det strider imod ånden i det verdslige demokrati, hvor fællesskaber i videst muligt omfang er noget, man indgår i frivilligt.

Dét er efter min mening sagens kerne. Resten af argumentationen for og imod virker sekundær. Om det nedsætter fornøjelsen ved sex at være omskåret. Om det modvirker HIV.

Begynder man først på den diskussion, bliver man aldrig færdig, men retten til ikke at blive skåret i som spæd – med mindre der er en lægefaglig grund – burde den ikke være til at forstå for enhver?

Det synes jeg. Det synes jeg også, selv om jeg har til gode at se muslimske og jødiske mænd demonstrere sammen foran Christiansborg med budskab om, at de, hvis de kunne, ville kræve deres forhud tilbage.

Man skal ikke lade sig narre af deres tavshed. Det er svært at tale om de ædlere dele. Hvis man er ked af, hvordan den ser ud, er det ikke nødvendigvis noget, man føler trang til at politisere.

Skal vi da ikke i et oplyst og frit samfund som vores gå foran og som de første i verden vedtage at sætte en stopper for den arkaiske uhyrlighed?

Det skulle man tro, at jeg mente. Det troede jeg selv, men jeg er kommet i tvivl. Jeg er blevet fanget i et dilemma på størrelse med føromtalte uoverensstemmelse i demokratiets rygrad.

Min egen rygrad er åbenbart ikke, hvad den har været, for her er min position i al sin selvmodsigelse: Jeg er stadig imod omskæring, men jeg er også imod et forbud.

Min jødiske ven ringede for et par lørdage siden. Han ringer gerne, når sabbatten er ved at være forbi. Jeg tror, han bliver rastløs, ligesom vi kristne kan blive det, når søndagen er for stille.

Vi har kendt hinanden, siden vi var unge. Jeg er kommet i hans familie og har deltaget i højtider og festligheder, men vi har aldrig nogen sinde talt om, hvordan det er at leve henholdsvis med og uden. Blufærdigheden er én af de ting, der knytter os sammen, trods vores diskussionslyst og intellektuelle armsving.

Vi har sommetider også talt om vores respektive religioner. Ingen af os er udpræget religiøst anlagt, men det har slået mig, hvordan han som jøde føler sig forankret i traditionen på en måde, der ikke ligesom for mig, den selvanklagende lutheraner, afhænger af, hvordan han lige går og føler.

Gudsforholdet er på sin egen måde sikkert lige så personligt. Hvis man er jøde, risikerer man jo, at Gud taler til én, ligesom han talte til Abraham. Det er bare noget andet. Mere stammeagtigt, om man vil.

Min ven forklarede, at hans farmor i ramme alvor mente, at hun nedstammede i lige linje fra Abraham, og som hun sagde: Man svigter ikke sin familie.

Han fortalte, at han havde fulgt debatten om borgerforslaget med voksende uro. Det, der bekymrede ham, var, at han som jøde følte, at han blev tillagt en usympatisk, negativ mentalitet, som er ham fremmed. Kort sagt følte han sig dæmoniseret.

Min første indskydelse var, at jeg ikke anede, hvad han talte om. Min anden indskydelse var at gå i rette med den første. Normaliteten er altid flertallets normalitet, og flertallet er de sidste til at opdage, at grænserne er blevet rykket for, hvad der kan siges offentligt om medlemmerne af det ene eller det andet mindretal.

Hverken min ven eller jeg synes, det er i orden at trække nazikortet, så snart jøder udsættes for kritik. Han var også på det rene med, at det ikke er antisemitisme at kritisere omskæring.

På den anden side gør det indtryk, når man hører fra Tyskland, at antallet af voldelige overfald på jøder er fordoblet.

I et snævert perspektiv har det ikke noget med omskæringsdebatten at gøre. Nogle af overfaldsmændene er i øvrigt selv omskårne, fordi de er jødehadende muslimer.

Men i et bredere perspektiv har det alt med debatten at gøre, hvis vi rundt om i Europa kan registrere, at antisemitiske ytringer og handlinger bliver mere og mere udbredte. Og det kan vi.

Det er ikke flertallet, der bestemmer, hvornår medlemmerne af et mindretal føler sig utrygge.

Det er heller ikke flertallet, der bestemmer, om mindretallet har grund til at opleve omskæringsdebatten på en bredere baggrund af voksende utryghed.

Hvis debatten bliver en anledning til at lufte noget brunt, er der al mulig grund til at standse op.

Min ven lyttede til mine argumenter. Han er både liberal og moderne i hovedet. Han kunne godt forstå dét med barnets ret til sin krop. ”Men hør så her,” sagde jeg, ”når I nu er holdt op med at ofre fugle i templet, så kan I vel også holde op med andre af de ting, I har gjort siden oldtiden.”

Han svarede, at jøderne ganske rigtigt er holdt op med at gøre de ting, man gjorde i templet, men det er, fordi templet ikke findes mere. Mange af de ting, man gjorde uden for templet, gør man stadig, forklarede han.

Nogle af tingene kan man så forholde sig mere eller mindre liberalt til, for eksempel alle de indviklede regler om, hvad man må spise, og hvordan man må tilberede maden.

Andre ting er man bare nødt til at overholde, og omskæring er én af dem. ”Det står i Første Mosebog,” sagde han. ”Der er ikke rigtig noget at stille op.” Han sagde det næsten med en form for beklagelse. Som så ofte før hæftede jeg mig, hvordan han kan være smidig og bogstavtro på samme tid.

Her får en protestant selvfølgelig lyst til at spørge, om de da ikke bare kan tage og se stort på alle de fjollede, mærkværdige ritualer og i stedet fokusere på troens indhold?

Det er et meget luthersk spørgsmål. Sagen er bare, at religionsfriheden, hvis den skal være noget værd, består i, at mindretallets religion ikke skal forklare og forsvare sig ud fra flertalsreligionens begreber og kriterier.

Min ven tilføjede, at kun et mindretal af Danmarks jøder tager aktivt del i menighedens liv. Men selv de mest valne kulturjøder vælger at omskære deres nyfødte drenge.

Da vi havde lagt på, kunne jeg mærke, at jeg var kommet i vildrede. Jeg blev irriteret på mig selv. Hvorfor skulle jeg tage så vidtstrakt et hensyn til religionsudøvelsen, blot fordi jeg gerne vil være imødekommende over for min ven og hans følelser? Betyder det, at demokratiets princip om individets ukrænkelighed må vige?

Måske gør det.

Somme tider må principperne vige. Og menneskelige hensyn er ikke den dårligste grund, jeg kan komme i tanke om. Der kan være noget frelst og nærmest lidt fanatisk ved principper, hvorimod det aldrig har skadet nogen at bøje sig mod hinanden.

Nogle gange bøjer den ene sig mest, nogle gange den anden, og det hører med til den principløse menneskelighed, at vi heller ikke går så meget op i dét regnskab.

Min ven nævnte, hvad det havde betydet for hans forældres forhold til Danmark, at civile medborgere i efteråret 1943 organiserede deres flugt til Sverige.

Min første indskydelse var at finde det upassende, at han inddrog jødernes redning i den aktuelle debat. Min anden indskydelse var endnu en gang at bremse mig selv.

De danske jøder føler stadig taknemmelighed, men hvis vi som efterkommere af deres redningsmænd skal kunne tage imod påskønnelsen, må vi også leve os ind i dens dybere grunde.

Jøderne i Danmark har i århundreder vist, at de ville fællesskabet. Vi har været danskere sammen. Så meget desto mere foruroligede bliver de, når samhørigheden giver sig til at knage i fugerne.

Der står ikke meget om de danske muslimer i denne klumme, men de har også været relativt tilbageholdende i debatten. I modsætning til det jødiske samfund er muslimerne jo konstant genstand for debat om deres integrationsvilje.

Debatten kan være hård, somme tider smålig, andre gange skinger. Det nytter ikke noget at ville lægge en dæmper på den, men det må til gengæld høre med, at vi både som flertal og mindretal spørger, hvad vi egentlig kan forlange af hinanden.

Personligt synes jeg ikke, at kønsopdelt svømmeundervisning hører hjemme i en kommunal, dansk virkelighed, og jeg synes, det er helt fint med det forbud mod niqab. Men er det på sin plads at lovgive på et område, hvor man ligesom for jøderne er helt inde og rumstere med folks mest intime trosforhold?

Vil det ikke bare skabe mere splittelse og mistro, end der i forvejen er, til skade for den sammenhængskraft, som vi ellers taler så meget om?

Hvis man er imod religiøsitet af enhver art, kan man selvfølgelig bare håndhæve sine principper. Men religionerne findes, og vi lever nu engang i et samfund med mere end én.

Jeg vil lade min ven få det sidste ord. Han er uddannet jurist, og han er overbevist om, at en lov mod omskæring, hvis den bliver vedtaget, må prøves af Højesteret.

Jeg håber det. Afvejningen af demokratiets frihedsrettigheder bør i sidste ende være hævet over såvel politik som følelser.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00