Jens Chr. Grøndahl: Kun idioter går med niqab

Da det atheniensiske demokrati havde sin blomstringstid cirka 500 år før vores tidsregning, brugte man ordet ”idiot” på en anden måde end i dag. Der er grund til at genoplive den oprindelige betydning af ordet.

Idioten var dengang ikke nødvendigvis dum eller på anden måde uformående. Ordet betegnede en fri borger, der ikke gjorde brug af sin ret til at deltage i den politiske proces og øve indflydelse på statens anliggender.

Idioten stillede sig uden for fællesskabet. Vedkommende var altid en mand. Kvinderne havde hverken stemmeret eller noget at skulle have sagt uden for hjemmet, og hvis de bevægede sig ud i det offentlige rum, måtte de dække sig til.

Athens kvinder var ikke idioter, for de havde ikke noget valg, men en fri kvinde i et oplyst demokrati optræder idiotisk – i den oldgræske betydning – hvis hun af egen drift går på gaden i niqab eller burka. Hvis hun med andre ord fravælger sin ligestilling og med sin beklædning signalerer, at hun også har fravalgt det fælles mellemværende, som demokratiet nødvendigvis er.

Det handler ikke bare om at kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed være berettiget til sociale ydelser. Det handler først og fremmest om at mødes ansigt til ansigt som jævnbyrdige. Vide, hvem man står overfor.

Nok afgiver vi alle vores stemme bag et forhæng så tæt, at selv ikke et par øjne kan kigge ind eller ud, men folkestyret er andet og mere end et kryds med en blyant.

Demokratiet gør det muligt at lade meningerne brydes, men uden fælles retningslinjer degenererer folkestyret til kværulanteri og pøbelvælde. 

Jens Christian Grøndahl

De første bøder er begyndt at falde med hjemmel i burkaforbuddet, der trådte i kraft forleden. Man misunder ikke den betjent, der skal have bødeblokken frem i indkøbscenteret. Der er noget emsigt over hele øvelsen, et element af social kontrol. Man skulle tro, man var i Sverige. Hvem ringer til politiet?

Et liberalt hjerte må krympe sig ved dette samfundsmæssige indgreb i den personlige ukrænkelighedszone. Sådan én går vi jo rundt med alle sammen. Det er ikke til at sige præcis, hvad dens radius beløber sig til. Nogle gange har man brug for adskillige meter, men står man i myldretiden i den københavnske metro, skrumper den betragteligt.

Til gengæld kan intimzonen give sig indirekte udslag i de andres ubehag ved at komme for tæt på. Man mærker det i bedste fald som en adfærd, der bringer gammeldags ord som takt og urbanitet i erindring. Blikket indstilles på uendeligt, og der værnes om det formindskede mellemrums milimeterdemokrati.

Det føles derfor taktløst, når store, svedige mænd optræder i byens rum kun iført shorts og ærmeløse T-shirts. Jeg vil her nøjes med at udtale mig på mit eget køns vegne, men det er lige før, man ville ønske, at de iførte sig niqab.

Burde der lovgives om det? Hvis ønsket om at skjule sig kan kriminaliseres, må man vel også kunne overveje den rethaveriske trang til at optræde afklædt, uanset hvor appetitlig man er at komme tæt på.

Urbaniteten har to sider, der hver især kan indebære en udfordring for den personlige indskydelse. Gælder det påklædning, kan selvransagelsen koges ned til spørgsmålet om for meget eller for lidt.

Er burkaforbuddet et indgreb i den personlige frihed? Uden tvivl ja, med mindre man antager, at den opdrivelige håndfuld heldækkede muslimske kvinder bærer burka eller niqab, fordi deres mænd tvinger dem til det. I så fald er der selvfølgelig tale om en lovpligtig frigørelse.

At være ”dømt” til frihed er en tilbagevendende tanke i den eksistentialistiske filosofi. Men én ting er vilkår, noget andet er pligt. Den franske forfatter og tænker Jean-Paul Sartre skrev et sted: ”Begrænsningen af en ret (det vil sige en frihed) er i sig selv en anden rettighed (det vil endnu en gang sige friheden).”

Citatet kaster lys på debatten om muslimsk integration i det verdslige demokrati.

Gælder det Muhammedtegninger og debattens ”tone”, kan Sartres ord bruges som argument for, at den frivillige indskrænkning af ytringsfriheden understøtter en anden rettighed, nemlig religionsfriheden. Det ville dog være en betragtelig udvidelse af samme frihed, hvis den også skulle indebære retten til ikke at møde kritik.

For religionsfrihedens vedkommende, herunder kvinders religiøst motiverede tildækning, kan citatet omvendt understøtte et krav om denne friheds begrænsning. Det er ikke foreneligt med ligestillingen, hvis religiøse forskrifter umuliggør det møde ansigt til ansigt, som er ligestillingens forudsætning.

Den ene frihed synes at udelukke den anden, så længe der ikke prioriteres mellem de modstridende rettigheder. Hvem påtager sig dén opgave?

Mange vil sikkert melde sig, men det bliver hurtigt en diskussion, hvor den ene mening kan være lige så god som den anden. Vi mener jo så forfærdelig meget om de andre, hvad enten vi er muslimer eller ikkemuslimer, venligboer eller islamkritikere.

Demokratiet gør det muligt at lade meningerne brydes, men uden fælles retningslinjer degenererer folkestyret til kværulanteri og pøbelvælde. Hvem definerer reglerne?

I sidste ende må Højesteret afgøre, om en given lov er forenelig med Grundloven. Om den ene eller den anden rettighed skal have forrang, i dette tilfælde religionsfriheden eller ligestillingen.

Her skal ikke gisnes om, hvad Højesteret ville have at sige om burkaforbuddet. I mangel på forfatningsjuridisk kompetence vil jeg i stedet foreslå, at man overvejer følgende udkast til en tese om samfund under forandring:

Jo mere mangfoldigt samfundet bliver i kulturel henseende, desto højere må tærsklen blive for, hvad alle skal acceptere som laveste fællesnævner.

Tesen er ikke normativ i moralsk forstand. Hvis den er korrekt, vil der være empirisk belæg for, at samfundet simpelthen ikke kan hænge sammen, medmindre den efterleves.

Fordelen ved at vurdere eksempelvis burkaforbudet i dette lys er, at det ikke ender i den evindelige debat for eller imod islam. Hvad skal vi også mene om en religion, vi knap nok kender? Hvor godt kender vi vores egen? Hvor godt kender muslimerne deres?

Det springende punkt bliver, om det er en korrekt analyse, at den kulturelle sammensathed må have en skærpet fællesnævner som sin forudsætning, hvis samfundet ikke skal slå revner.

Man skulle umiddelbart tro, at fællesnævneren blev lavere, jo mere forskellige vi er. Vi troede det længe, men erfaringerne med dårlig integration har belært os om det modsatte.

Burkaforbudet er heldigvis en ret marginal anledning til at gøre sig så principielle tanker. Det overvældende flertal af troende muslimer føler sig jo fint i tråd med Muhammed, uden at kvinderne trækker et beduintelt over hovedet.

Til gengæld er der andre både håndfaste og subtile kulturforskelle, som tesen kræver, at vi giver et kritisk eftersyn. Ikke som et for eller imod islam, men som et for eller imod deltagelse i demokratiets gensidigt forpligtende fællesskab.

Et bud er, at de normer og skikke, der strider mod ligestillingen, må vige. Ligestillet er kun den, der deltager aktivt i samfundslivet, med åbent ansigt, på lige fod med alle andre.

Alt andet er idioti.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.