Jens Chr. Grøndahl: Nationalistiske mytemagere forfalsker historien

KOMMENTAR: Hundrede år efter 1. Verdenskrig begynder nationalistiske partier igen at pible frem. Mange af nationalisterne er enten uvidende om historien eller forfalsker den i deres fortælling om national identitet, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Den 12. november 1918, dagen efter afslutningen på Første Verdenskrig, skrev maleren Claude Monet til sin ven Georges Clemenceau, Frankrigs premierminister. Monet havde afsluttet to enorme lærreder med åkander, som han gerne ville forære den franske stat.

Projektet udviklede sig i årene, der fulgte, indtil Monet havde malet de otte paneler, som den dag i dag kan opleves på Musée de l’Orangerie ved Tuilerierne i Paris. To ovale sale med i alt godt hundrede meter maleri, der omgiver den besøgende med sin verden af farver og lys. Det store værk er blevet omtalt som en moderne variant af Det Sixtinske Kapel, og sandt er det, at rummene har noget næsten sakralt over sig.

Malerens hensigt var, at man skulle kunne sætte sig herind og glemme den krig, der havde dræbt og lemlæstet så ufatteligt mange. Synke ind i dvælende meditation over skønheden i lysets spil på vandet undervejs fra daggryet til skumringstimen. En sælsom og blid tilstand, hvor flygtigheden og evigheden favner hinanden.

Det er ofte blevet sagt, at den europæiske civilisation gik til grunde i skyttegravene i Flandern. Hvem kunne tro på humanismens gammelmodige idealer efter det bestialske og meningsløse myrderi, hvor generalerne havde ofret en hel generation af unge mænd?

Når man læser om Georges Clemenceau, fremhæves hans tro på republikkens frihedsidealer, men også hans stærke nationalfølelse. For ham var Tyskland den store fjende, og han var medansvarlig for de ydmygende fredsbetingelser, der i årtierne efter krigsafslutningen skulle gøde jorden for nazismen.

Sidste søndag gik præsident Emmanuel Macron op ad Champs Elysées mod Triumfbuen sammen med forbundskansler Angela Merkel og regeringsledere fra hele verden. De var som bekendt kommet til Paris for at mindes 100-året for afslutningen på La Grande Guerre. I sin tale advarede Macron imod tidens voksende nationalisme, som han kaldte "et forræderi imod patriotismen". Blandt tilhørerne var en surmulende Donald Trump. Han har ifølge New York Times for nylig beskrevet sig selv som nationalist.

Patriotisme eller nationalisme, hvad er forskellen? Patriot er vel enhver, der holder af det land, hun eller han er født og opvokset i. Kærligheden til landet er måske især en varm følelse for netop det landskab, der omgav én som barn, og følelsen er svær at skelne fra tilhørsforholdet til familie og barndomsvenner. Alt det, man er rundet af.

Nationalismen derimod fremstår til sammenligning ideologisk. Det er ikke så meget en følelse, som det er en idé, der forherliger fædrelandet, opskriver den hjemlige kulturs dyder og i samme åndedræt gerne taler de andre nationer ned.

Det kan næsten ikke undgås. "America first", hedder det i trumpismens udgave. Det betyder vel så, at vi andre kommer ind ét eller andet sted langt nede på listen efter Canada, der velsagtens får en andenplads, og Storbritannien, der for gammelt venskabs skyld kan komme ind som nummer tre.

En anden fortolkning af Trumps nationalistiske slogan er selvfølgelig at høre det som en indirekte opfordring til at tænke på den samme måde. Denmark first. Germany first. Russia first. Turkey first. Er det ikke bare naturligt at være sig selv nærmest?

Det er det da. Men det er i sin yderste konsekvens også opskriften på en tredje verdenskrig, med mindre man indregner den selvironi, der er multilateralismens psykologiske forudsætning. Det intelligente menneskes viden om, at hvis jeg er mig selv nærmest, så er de andre det nok også.

Hvordan kommer man videre derfra? Man kan enten tromle sig frem eller forsøge sig med den indlevelse, der er forudsætningen for al forhandling. I forholdet mellem nationer gælder det valget mellem krig og diplomati.

En barsk verden har belært os om, at våben, som man ikke bruger, er en god baggrund for at række hånden frem. Hvad har vi ellers lært? Det kommer an på, hvem "vi" er.

De overlevende efter Første Verdenskrig havde kun ét i hovedet. Aldrig mere. I 1930'ernes Frankrig anklagede den antisemitiske højrefløj premierminister Léon Blum for at ønske en ny krig mod Tyskland. Det var løgn og handlede i virkeligheden om, at Blum ud over at være socialist også var jøde.

Efter Anden Verdenskrig blev pacifismen venstreorienteret. Under Den Kolde Krig var den kategoriske modstand mod krig set med borgerlige øjne nærmest ensbetydende med at kapitulere over for Sovjet.

I dag regeres de europæiske nationer af en politikergeneration uden personlig erindring om krigens gru. Det gør dem ikke nødvendigvis mere tilbøjelige til at foretrække militære frem for diplomatiske løsninger, men det gør nogle af dem dummere, historisk set, end man har lov til at være.

Mange er enten uvidende om eller ligeglade med, at voldsberedskabet har været nationalismens historiske tvilling. Nogle er ligefrem parate til at fiske efter stemmer i folkedybets mest plumrede vand.

Fra Atlanterhavskysten til de ungarske stepper, fra den skandinaviske halvø til den italienske, slår nationalistiske partier sig op på at ville forsvare en hellig, national identitet, som angiveligt skulle være truet af Den Europæiske Union.

Man ser spøgelser i form af EU-kommissærer, der påstås at ville bestemme over os, selv om enhver, der sætter sig lidt ind i tingene, vil vide, at det er og bliver de nationale regeringer, der bestemmer farten.

Man fremturer med sine løgne og fordrejninger, og hvor der bliver jaget spøgelser, begynder de fortrængte skeletter også at vejre morgenluft. Overalt hører man dem skrabe mod skabsdørene for dog endelig igen at blive lukket ud.

Der er tale om gamle kendinge som for eksempel den antisemitisme, der aldrig har sluppet sit tag i polakkerne og ungarerne, og som overalt på kontinentet vedbliver med at stikke hovedet frem som reaktion på senmoderniteten og globaliseringens fremmedgørelse.

Jeg husker, hvordan jeg som filosofistuderende ved Københavns Universitet i begyndelsen af 1980’erne overværede, at en jødisk medstuderende blev stillet til regnskab for Israels besættelse af Vestbredden.

I det hele taget var og er det i debatten, som om selve Israels ret til at eksistere står og falder med, hvad man synes om den israelske stats fremfærd over for palæstinenserne. Sådan har vi aldrig talt om USA i forhold til henholdsvis indianerne eller efterkommerne af de afrikanske slaver.

Jeg har heller ikke glemt, hvordan jeg nogle år senere hørte anerkendte forfatterkolleger harcellere over, hvad man opfattede som en jødisk dominans i medierne. Jeg kunne ikke få noget klart svar, når jeg spurgte, hvor man egentlig ville hen med den påstand.

Jødehadets genkomst er det mest urovækkende aspekt af den foruroligende udvikling, der i disse år – godt hjulpet af de sociale medier – er i færd med at slå den moralske bund ud af vores europæiske offentlighed.

Det er derfor, man skal høre efter, når jødiske stemmer advarer imod dæmoniseringen af islam – vel vidende, at jødehadet også florerer i muslimske miljøer.  

Nationalisme og antisemitisme er ikke uundgåelige følgesvende, men der går en lige linje fra det ene til det andet, uanset hvor lang eller kort linjen er. Nationalisme er ikke ensbetydende med vold, men den ekskluderende og selvforherligende retorik vil ofte have været en legitimerende faktor, når et asylcenter bliver sat i brand. Når nogle er mere menneskelige end andre, blot fordi man lettere kan spejle sig i dem.

Det paradoksale er, at nationalisten typisk påberåber sig historien, samtidig med at han eller hun forfalsker den. Den nationale kulturs historie er jo ikke fortællingen om en forskelsløs identitets langsomme forædling. Eller en oprindelig renheds begrædelige forfald. Det er historien om kommunikation, om påvirkninger og fortolkning.

Tag Dannebrog, et lån fra Johanniterordenen, eller kristendommen, en mellemøstlig religion, som vi annammede først i romersk, siden tysk aftapning. Ingen af delene bliver mindre danske af, at vi ikke selv har fundet på dem.

Vores grundtvigianske ”danskhed” er i vid udstrækning en kompenserende konstruktion skabt på ruinerne af den stormagt, vi ikke længere var efter tabet af Norge og sidenhen nederlaget til Tyskland. En romantisk myte, der ikke desto mindre bidrog til, at Danmark blev et bedre, mere retfærdigt og også venligere samfund.

Hvor mange fremmede, vi kan integrere, og hvor hurtigt, er i bund og grund en pragmatisk – og fuldkommen legitim – diskussion. Vi har langt om længe lært, at integrationsproblemer ikke er noget, man skal fortrænge, sådan som de stadig gør i Sverige.

Men det handler om adfærd. Om de nytilkomnes tilpasningsduelighed i forhold til et samfund baseret på tillid, ansvarlighed og nogle demokratiske grundprincipper, som vi hverken vil, kan eller skal gradbøje. De principper bør kunne håndhæves, uden at vi stiver os af med en mere eller mindre forloren myte om, hvem vi tror, vi er.

Når man hundrede år efter Første Verdenskrigs ophør ser tilbage på Europas historie, kan man konstatere, at nationalstaterne vandt over ethvert forsøg på overstatslig hegemoni. Napoleons paneuropæiske drøm blev stedt til hvile med Wienerkongressen, og efter 1918 var det østrig-ungarske kejserrige også fortid.

Gavrilo Princip fik det, som han ville have det. Den serbiske oprører, der udløste verdenskrigen ved at myrde den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo. Efter borgerkrige og etniske udrensninger er Balkan nu opdelt i anerkendte, mere eller mindre vellykkede nationalstater.

Princippet om folkenes selvbestemmelsesret er universel konsensus, om end der stadig findes folkeslag, der venter på at få deres eget land.

Lige så anerkendt har det multilaterale samarbejde været. Indtil nu. Det er galt nok, at Trump vil isolere USA fra resten af verden, men det er værre, at de europæiske nationer er på vej til at isolere sig over for hinanden.

Den voksende nationalisme er forståelig som reaktion på en globalisering, der favoriserer den finansielle elite på bekostning af almindelige lønmodtagere. Men det er uacceptabelt, hvis nationalisterne uden modstand kan påstå, at EU blot er en udstrækning af globaliseringen og ikke et fælles værn mod dens negative følger.

I hundredeåret for afslutningen på en af Europas mest grusomme og ødelæggende krige må det være alle besindige politikeres ansvar – også i Danmark – at konfrontere mytemagerne med sandheden.

Noget af det smukke ved Claude Monets åkander i Musée de l’Orangerie er, at de ikke rigtig kan tages til indtægt for noget. For eksempel er de ikke specielt franske. De er bare åkander, de er bare smukke.

Sådan er det med kunsten. Den udspringer af en tradition, der måske nok er national, men dét, den viser os, er universelt. Et favntag mellem det flygtige og det evige. Mellem det, der er knyttet til et steds historie, og det, der vil kunne genkendes overalt og til alle tider. De billeder handler jo ikke om åkander, men om menneskesindets evne til at lade sig bevæge.

Det er også sådan, vi møder hinanden, hen over landegrænserne, når vi altså ikke går i krig. Det, vi kommer fra, er noget, vi skal have i ryggen. Hvis vi bestandigt og overalt også har det for øje, er det et tegn på, at vi aldrig er nået ud over os selv.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Stine Bosse: Ingen løsninger på politiske kriser uden forståelse for EU Stine Bosse: Ingen løsninger på politiske kriser uden forståelse for EU Næste artikel Harun Demirtas: Tiden er inde til mændenes #metoo Harun Demirtas: Tiden er inde til mændenes #metoo
LA-leder: Venstre skal nok droppe sin valgkampsgimmick og finde hjem i blå blok

LA-leder: Venstre skal nok droppe sin valgkampsgimmick og finde hjem i blå blok

SOMMERGRUPPEMØDE: De borgerlige partier skal unde hinanden, at det går godt, og finde sammen i et fælles projekt. Det siger Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, som opfordrer Venstre til at droppe det "pjat" med et SV-samarbejde. Og så lover han, at LA-gruppen vil stemme for at ophæve burkaforbuddet.