Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Rusland kan da også bare blive medlem af Nato

KOMMENTAR: Nato-samarbejdet knager i fugerne, og der er derfor mere end nogensinde brug for, at europæerne tager ansvar for en egen fælles forsvarspolitik, der hverken skal klappes af med Trump eller Erdogan, skriver Jens Christian Grøndahl.

Trump har sået tvivl om den amerikanske motivation i forhold til Natos musketered, skriver Jens Christian Grøndahl.
Trump har sået tvivl om den amerikanske motivation i forhold til Natos musketered, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Reinhard Krause/Reuters/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg hørte radio på vej ud til genbrugspladsen. En historiker forklarede, hvorfor han synes, demokratiet er opreklameret. Han argumenterede for, at vi erstatter folketingsvalg og partier med lodtrækning baseret på et tilfældigt, men statistisk vægtet udvalg af danskere. Så kan de bestemme.

I det samme gennembrød et par jagerfly lydmuren over Skagen, og jeg fik ikke hørt, hvad historikeren mente med, at det parlamentariske system nærmest uundgåeligt sørger for, at de mindst egnede kommer til at regere os.

Mens jeg fordelte bagagerummets indhold mellem småt brændbart og knusemaskinen til pap, tænkte jeg over det med folkestyret. Især hæftede jeg mig ved den muntre lethed, hvormed det var blevet konstateret, at et voksende antal unge i USA foretrækker en stærk leder frem for alt det kævl.

Okay, det er sommer, og vi kan ikke tage det hele så tungt, men der var ligefrem noget lystfyldt ved, hvordan historikeren pirkede til det, der ellers er et skrækscenarie.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

På genbrugspladsen forkyndte et stort skilt, at klunseri er forbudt. Det er en irreversibel handling at aflevere det skrammel, man ikke gider mere. Sådan er det nok også med demokratiet. Har man først skilt sig af med det, får man det ikke uden videre igen.

Jagerflyene vendte tilbage efter at have gjort et herresving ud over Skagerak. Det var en flot dag at være på øvelsestogt. Fra luften kunne piloterne se, hvordan Grenen forlænger sig under havet som en lys bræmme i det blågrønne. Her hviler alt på sand, og odden forandrer form i årenes løb som symbol på altings flygtighed.

Med aktører som Trump og Erdogan er Nato ikke længere et indlysende bolværk for det, vi vistnok stadig tror på.

Jens Christian Grøndahl

Vi har luftvåbnet og de andre værn til at forsvare vores sårbare grænser, men vel også det, som grænserne indrammer. Et samfund, en livsform, nogle værdier og principper. Alt det, vi lever for, og som forsvarets personel er ansat til at dø for, om galt skal være. De fleste synes nok, at vendingen lyder patetisk. At dø for noget. Måske skal man være mellem firs og skindød for at forstå, hvad det vil sige.

Rundt om i by og land passerer vi dagligt monumenterne – som regel bare en diskret mindeplade – for dem, der døde under Besættelsen. I kamp for Danmarks frihed. Det har nok krævet noget mere følelsesladet end Grundloven at sætte livet på spil, men friheden skal have en form. Uden folkestyrets rammer og regler bliver den bare de stærkes frihed til at kue alle andre.

Demokratiet ville ikke have overlevet i Europa, hvis ikke et ubegribeligt antal unge mænd havde ofret deres liv på strandene i Normandiet. Det kan stadig fængsle os og stemme sindet et forbipasserende øjeblik, men så glemmer vi det igen.

Tanken om krig er os fjern. Det er vel grunden til, at USA's europæiske allierede ikke kan bekvemme sig til at få banket forsvarsbudgettet op på de 2 procent af BNP inden 2024, som Natos partnere ellers har lovet hinanden.

Det er jo ikke noget, manden med den sjove frisure har fundet på. Målsætningen stammer fra 2002. Dengang var George W. Bush USA's præsident, og socialdemokraten Gerhard Schröder var Tysklands kansler.

Forleden bekendtgjorde generalsekretæren for det tyske socialdemokrati Lars Klingbeil, at der ikke bliver tale om at opruste, sådan som Donald Trump ønsker det. Med sin udtalelse angreb han forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer fra CDU, der har et øget forsvarsbudget på sin dagsorden.

Det er muligvis indenrigspolitisk opportunt at fremstille en modstander som marionetdukke for den galsindede styrvolt i Det Hvide Hus, men gør det slet ikke indtryk på de tyske socialdemokrater, at Trump har sået tvivl om den amerikanske motivation i forhold til Natos musketered?

Ifølge et arabisk mundheld er den, der redder en andens liv, ansvarlig for vedkommende alle dage derefter. Tankegangen flugter med selvforståelsen hos os vesteuropæere. Vi blev reddet fra nazismen og skånet for kommunismen, vi fik oven i købet Marshall-hjælp til at skabe en af verdens stærkeste økonomier på ruinerne, men vores påskønnelse minder til forveksling om forvænthed.

Nato-samarbejdet knager i fugerne. Tyrkiet har trods amerikanske protester købt et russisk luftforsvarssystem. Amerikanerne vil måske indføre sanktioner mod sin Nato-partner. Eller også vil de ikke. Kan hænde, at det går med Erdogan som med Nordkoreas lille Rocket Man. En rigtig fin fyr, ifølge Trump.

Man kan også spørge, hvad der skulle være galt i, at Tyrkiet køber missilforsvar hos det udemokratiske Rusland, når Frankrig sælger våben for milliarder til det udemokratiske Saudi-Arabien.

Vores demokratiske principper har en let gang på jorden. Et andet spørgsmål er, hvad Nato egentlig skal forestille at forsvare med alt sit isenkram. Tyrkiet er jo heller ikke specielt demokratisk og undertrykker flittigt noget så basalt som retten til at ytre sig frit.

I store dele af Europa er man i fuld gang med at udvande eller forvanske demokratiet – endda med folkelig billigelse – fra Salvinis populistiske Italien til Orbans antisemitiske Ungarn og videre. I Polen er retssystemet under afvikling, og i Storbritannien er Boris Johnson blevet premierminister på at lyve om EU.

Måske kan man definere populisme som den tilstand, hvor demokratiet er blevet principløst. Hvor det kun udtrykker folkeviljen og ikke længere byder den modstand. Så er den stærke mands time kommet.

Det irriterende ved principper er, at man kun mærker, at man har dem, når de er til besvær. Så længe de ikke karambolerer med den egoistiske interesse, er de gratis og smertefri. De gør sig først gældende, når de kræver, at vi ofrer noget for dem. Tilsidesætter os selv. Træder i karakter, som det hedder, fordi karakterløshed og magelig, selvoptaget egoisme er to sider af samme sag.

Gider vi friheden, eller vil vi helst være fri? Er vi parate til at stå vagt om den og forsvare den med magt, eller kan det i så fald være det samme?

Når det kommer til stykket, er europæerne selv nok Europas værste fjender. Men vi kan da også bare invitere Rusland til at blive medlem af Nato og så trække lod om resten. For fredens skyld. 

Historien har ingen afslutning, og det meste havner på dens mødding. Den store genbrugsplads for udlevede idéer. Hvorfor skulle demokratiet være undtaget? Hvorfor ikke erstatte de folkevalgte med en fokusgruppe?

Det indebærer sin egen lumske tilfredsstillelse at stille sig kynisk resigneret an. Man føler sig så klog. Man glemmer bare, at det stadig er op til os selv. Tingene sker ikke bare.

Efter Murens Fald troede vi, at demokratiet havde sejret, selv om det bare var kommunismen, der havde tabt. Vi er blevet klogere, men et halvt århundrede med fred og velstand har fået os til at glemme, hvad Anden Verdenskrig gik ud på.

Op gennem Europas historie var krig staternes måde at forsvare eller udvide deres territorier på. Efter opgøret med nazismen og efter Den Kolde Krigs konfrontation med Sovjetimperiet har krigsberedskabet også handlet om at forsvare de demokratiske værdier.

Det ender tragisk, hvis man tror, demokratiet kan rulles ud på larvefødder, sådan som man forsøgte det i Afghanistan og Irak. Men når generalerne kun har realpolitikken som kompas, mister de orienteringen. Så er man tilbage i det gamle Europas blodige miskmask af skiftende, uhellige alliancer.

Med aktører som Trump og Erdogan er Nato ikke længere et indlysende bolværk for det, vi vistnok stadig tror på. Et åbent samfund baseret på retfærdighed, tolerance, menneskerettigheder og personlig frihed.

Der er mere end nogensinde brug for en fælles europæisk forsvarspolitik, der hverken skal klappes af med Washington eller tage hensyn til Ankaras luner. Det er på tide, at vi europæere viser vilje og evne til at tage vare på os selv.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00