Jens Chr. Grøndahl: To folk, ét land

Med en lommekniv åbner en ældet mandshånd forsigtigt stingene langs en rulle af pergament eller skind. Man kunne tro, at der var tale om et helligt skrift fundet i en klippehule, men det er et skøde, han fremdrager af den beskyttende indpakning. Skødet er udstedt af datidens britiske myndigheder og vedrører ejerskabet til det hus i det nuværende Israel, som den gamle mand og hans familie forlod for et liv siden. Et liv tilbragt i eksil som palæstinensiske flygtninge.

Scenen er gengivet efter erindringen og stammer fra journalist Jørgen Flindt Pedersens dokumentarfilm om konflikten mellem Israel og palæstinenserne, ”De Besatte”. Man kunne komme i tanke om mere sindsoprivende billeder på det drama, der i snart syv årtier har holdt Mellemøsten i en permanent undtagelsestilstand. Spørgsmålet om ejerskab til jorden giver til gengæld et mere nøgternt udgangspunkt for at tale om retfærdighed, uden at følelserne løber af med diskussionen.

Under Osmannerriget havde en del landbrugsjord i Palæstina været kollektivt ejet, men for at der kunne inddrives ejendomsskat, blev det i midten af 1800-tallet besluttet, at ejerskabet til jorden skulle registreres. Herefter blev store områder i den nordlige del af det nuværende Israel ejet af jordbesiddere med domicil i Beirut og Damaskus. De samme jordbesiddere begyndte i 1920’erne at sælge jord fra til zionistiske bosættere, men de jødiske enklaver var i lang tid spredte og isolerede.

Under det britiske mandat efter Første Verdenskrig fortsatte bestræbelserne på at privatisere landbrugsjorden, så den kunne handles. Den palæstinensiske advokat Raja Shehadeh skriver om det i New York Review of Books 18. januar, hvor han anmelder bogen ”Enclosure: Palestinian Landscapes in a Historical Mirror” fra University of California, hvor forfatteren Gary Fields er professor.

Ved staten Israels oprettelse i 1949 var kun 13,5 procent af jorden på jødiske hænder.

Jens Chr. Grøndahl

Ved staten Israels oprettelse i 1949 var kun 13,5 procent af jorden på jødiske hænder. Under den forudgående krig var 750.000 palæstinensere flygtet, og i 1950 vedtog israelerne en lov, der bestemte, at jord, som på denne måde var blevet forladt, kunne stilles til den jødiske befolknings rådighed.

Alligevel var store områder stadig under palæstinensisk ejerskab, og det blev israelsk politik at ”judaisere” landet. Ligesom på Vestbredden efter 1967 blev lovgivningen om landbrugsjord et vigtigt redskab for denne målsætning. Ifølge traditionen fra den osmanniske periode var skriftlig beskrivelse af en ejendoms afgrænsning ofte den eneste dokumentation for ejerskab. Nu krævede Israel, at de palæstinensiske jordbesiddere kunne præsentere skøder på jorden, hvilket de som regel ikke var i stand til.

I betragtning af de milliardbeløb, som investeres i militære sikkerhedsforanstaltninger, ville selv en omfattende og kompliceret kompensation for tabt ejendom måske vise sig at være en bedre investering.

Jens Chr. Grøndahl

Sådan forvandledes privatejet jord til statslig ejendom med mulighed for lovlig, jødisk bosættelse. Et senere redskab for koloniseringen blev at annektere land under henvisning til militære hensyn, og eksproprieringen er fortsat gennem alle årene med israelsk besættelse af Vestbredden.

Besættelsen er i strid med Genèvekonventionens artikel 49, der forbyder en besættelsesmagt at overføre sin egen befolkning til de besatte områder, men det har ikke fået israelerne til at ændre praksis. Der er skabt kendsgerninger på landjorden, som det hedder, og de modsiger den internationale konsensus.

Når velmenende politikere udtaler sig om den israelsk-palæstinensiske konflikt, henviser de som et mantra til den såkaldte ”tostatsløsning”: at der med tiden skal oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben med Østjerusalem som hovedstad.

Hvem tror inderst inde, at det nogen sinde vil ske?

Selv om israelerne officielt går ind for tostatsløsningen, har Israel konsekvent modarbejdet, at en palæstinensisk stat nogen sinde kan blive en bæredygtig realitet. Kortet over den besatte Vestbred er spættet med israelske bosættelser, og den berygtede sikkerhedsmur sørger sammen med andre intimiderende foranstaltninger for at gøre den daglige tilværelse ubærlig for Vestbreddens ikke-jødiske befolkning.

Israel gebærder sig, som om man i det uendelige vil kunne fastholde den besatte Vestbred i et jerngreb. Det har man gjort siden 1967, og fredsprocessen har været én lang forhaling af status quo. Man har jo hele tiden erklæret sig villig til at forhandle.

Tostatsløsningen ligner mere og mere et politisk fatamorgana, der snarere end at fremme en afslutning på konflikten blot er med til at forlænge den. I virkeligheden gjorde Donald Trump måske ligefrem palæstinenserne en tjeneste, da han besluttede at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Palæstinensiske ledere konkluderede straks, at fredsprocessen nu var endegyldigt kørt af sporet, og flere iagttagere har efterfølgende bemærket, at målsætningen om to selvstændige stater er uden fremtid. Vestbredden er reelt blevet israelsk territorium, men Israel mangler at tage konsekvensen.

Tostatsløsningen har for israelerne været en bekvem illusion, for palæstinenserne en smertefuld blindgyde. Men uden udsigt til deres egen stat med Østjerusalem som hovedstad må palæstinenserne nu begynde at overveje en fremtid inden for Storisrael.

Som en fremtrædende palæstinensisk stemme konkluderede: Kampen for borgerrettigheder er begyndt. Kampen for at forvandle Israel til et multietnisk demokrati, hvor jøder, palæstinensere og andre borgere har de samme rettigheder.

Det er svært ikke at sympatisere med palæstinenserne, trods deres uduelige ledere og den tilbagevendende terror mod civile israelere. Det er lige så svært at se bort fra Israels historiske baggrund. Den jødiske indvandring til Palæstina begyndte længe før Anden Verdenskrig, men på baggrund af nazismens industrialiserede folkedrab fik staten Israel en historisk og moralsk nødvendighed, som forbliver uantastet.

Mest rammende er nødvendigheden måske blevet udtrykt af den jødisk-ungarske forfatter, holocaust-overlever og nobelpristager Imre Kertész, da han efter et besøg i Jerusalem skrev, at han hellere ville se davidsstjernen på en tank end på en overfrakke. Selv de israelere, der medgiver, at Israel har krænket palæstinensernes rettigheder og undertrykt dem med unødig brutalitet, bærer på den samme historiske erfaring.

Den israelske forsvarsvilje er indædt, ukuelig, trodsig og kompromisløs. Den giver sig desuden det for os andre mærkelige udslag, at det i denne konflikt er de svage, der skal overbevise de stærke om, at de ikke har ondt i sinde.  

Man kan afvise det som utopisk, at jøder og palæstinensere skulle være i stand til at leve i samme stat på en baggrund af bitterhed, mistillid og had. Det virker bare endnu mere utopisk, at den israelske besættelse fortsætter som hidtil.

I givet fald vil det blive en afprøvning af Israels vilje til at skrue yderligere op for brutaliteten – eller gå nye, mere pragmatiske veje.

Her kommer det stilfærdige, men essentielle spørgsmål om ejendomsret ind i billedet som en mulig brik i puslespillet.

Den israelske annektering af palæstinensisk jord har været juridisk manipulerende og til tider inkonsistent, som Gary Fields og Raja Shehadeh beskriver. Men hvad har andre nationer gjort for at komme overens med deres blakkede fortid i spørgsmålet om jord?

I USA har de føderale myndigheder gennem generationer betalt godtgørelse til arvingerne efter de indianere, der uretmæssigt fik konfiskeret deres territorier, dengang nybyggerne koloniserede, hvad der i deres øjne var jomfrueligt land. For indianernes vedkommende er der endda ikke engang tale om at kompensere for individuelle ejerforhold.

Hvis USA betaler godtgørelse på så diffust et grundlag, må Israel også kunne beslutte at kompensere de palæstinensere, der med henvisning til den ene eller den anden form for registrering kan dokumentere deres tidligere ejerskab til jord, som den israelske stat har annekteret.

I betragtning af de milliardbeløb, som investeres i militære sikkerhedsforanstaltninger, ville selv en omfattende og kompliceret kompensation for tabt ejendom måske vise sig at være en bedre investering.

Forslaget kan selvfølgelig aldrig tilfredsstille de mest stålsatte nationalister, men i den palæstinensiske diaspora i Libanon, Jordan og andre steder ville tilbuddet om kompensation i det mindste stille den enkelte familie over for et valg: Enten tage imod, hvad der er deres ret, eller begrave sig 70 år mere i den stadig fjernere drøm om en dag at kunne vende tilbage til et selvstændigt Palæstina.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne ligner et af de dilemmaer, som der ikke findes nogen smuk eller ideelt retfærdig løsning på. Israelernes moralske byrde er lige så uomgængelig som deres historisk begrundede stålsathed.

Sådan ligger landet. Oprindeligt en osmannisk provins, siden et britisk mandat, hvor jøder begyndte at købe land. Derpå en stat født under blodsudgydelse og begrundet i en af de største forbrydelser mod menneskeheden, som verden har set.

Palæstinenserne blev historiens tabere. Fordrevet til et liv i flygtningelejre eller spærret inde i deres eget land af et apartheid-lignende system, der er en skamplet på den jødiske stat.

Man ville kunne affærdige en kompensationsordning som Israels forsøg på at købe sig aflad. Man ville også kunne opfatte det som en anerkendelse såvel af palæstinensernes ret som af historiens ulykke.

-----------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.