Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Turismen trænger til et paradigmeskift

KOMMENTAR: Turisterne og dem, der tjener penge på turisme, driver rovdrift på det skrøbelige, indre København. I mange andre steder i Europa er man ved at få nok, men vi er parate til at tillade opførelsen af et skyskraberhotel midt i Tivoli, skriver Jens Christian Grøndahl.

Foto: Sofie Mathiasen/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da-ga-dak, da-ga-dak, da-ga-dak. Lyden af rullekufferthjul over brosten genlyder ved midnat og daggry i Indre Bys stræder. Det er lyden af Airbnb. Før fanden får sko på, har lavprisflyene ude i Kastrup tømt sig for endnu en ladning budgetbevidste besøgende. Kort efter larmer de sig vej gennem gaden ført af Google Maps.

De er ikke kommet for at lægge penge særlig mange andre steder end i Aldi, men de vil gerne prøve, hvordan det er at være københavnere. Vi kan snart ikke mærke det selv for alle de gæster.

Forleden kunne jeg ikke komme ind i vores opgang. På trappestenen stod en brite og belærte en kødrand af turister om, hvad hygge er. Han blev mopset, da jeg bad om at få adgang til mit hjem. Han mente nok, at jeg burde være taknemmelig for, at så mange har fået lyst til at besøge vores by, efter at de har set Borgen.

Det samme mener turistorganisationerne, der mange gange dagligt sender et forlystelsestog ind mellem cafébordene i vores smalle gade. Trods hedebølge og sommerhumør må vi lukke alle vinduerne for ikke at kløjes i dieselosen. Grøn by? Der er langt op til de 70 procent, som Pernille Skipper har fået Mette Frederiksen med på.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Hvorfor gå, når man kan blive kørt? Det samme tænker nok de tre millioner kinesere på Højbro Plads, der dagligt pumpes ud af turistbussernes endeløse korteger. Turistfarten har kronede dage, vi skal jo være her alle sammen. Men kan vi?

Kineserne er blevet kørt ind fra de fjeldhøje krydstogtskibe ude ved Langelinie, hvor beboerne i de nyopførte liebhaverboliger til gengæld er ved at blive drevet til vanvid af de sejlende mastodonters lavfrekvente støj. Som et lille, men uophørligt jordskælv går vibrationerne gennem marv og ben, og brændstofhørmen breder sig i døgndrift.

København er ikke Paris eller New York, der som store, urbane svampe har kunnet absorbere uanede mængder af besøgende og presse dem ud igen. Vores hovedstad er intim og sårbar.

Jens Christian Grøndahl

Hvis man bor i midten af Riget i Midten, forstår jeg godt, at det med at sejle må være spændende. Hvad jeg ikke forstår, er fryden ved at tage selfies med den lakerede pose løftet foran Pradas facade efter at have gjort det samme i hver eneste af de andre byer, hvor skibet har lagt til.

Forleden var et krydstogtskib ved at sejle ind i Markuskirken i Venedig. Allerede H.C. Andersen kaldte byen en døende svane, men den synker kun hurtigere under vægten af al den interesse. Italienerne er ved at have fået nok. Det er de også i Adriaterhavets smukke kystbyer, i Barcelona og i de norske fjordbygder fra Ålesund og ned. Hvad er vi?

Vi er parate til at tillade opførelsen af et skyskraberhotel midt i Tivoli, blot fordi der kommer lidt pyntegrønt på. Vi er parate til at forvandle City til en partyzone, der hver weekend overstrøs med glasskår, pizzabakker, lattergasampuller og bræk.

Blander jeg tingene sammen? Nej, det er Udviklingen, den helligste af alle hellige køer, der med hjemmel i de lige så sakrosankte markedskræfter har forvandlet København til denne infernalske cocktail.

De samme markedskræfter har gjort Købmagergade til et spøgelsesstrøg, fordi ingen forretningsdrivende kan få omsætningen til at matche huslejernes himmelflugt. Men når vi har bopælspligt, burde vi vel egentlig også have udlejningspligt for butikslejemål?

Store internationale kapitalfonde er ved at opkøbe byen, og ingen løfter et bryn. Man kan undre sig over denne laissez faire-holdning, når man tænker på den strikse udlændingepolitik i øvrigt. Man er enige om at forsvare Europas ydre grænser mod arbejdsvillige afrikanere, men når det kommer til de amerikanske og kinesiske investorer, flugter vores horisont med deres bundlinje.

København er stadig en levende by, men den opfattes i stigende grad som en ressource, man kan drive rovdrift på. Et investeringsobjekt. En kavalkade af sights, som cruisepassagererne bare skal have sat flueben ved bag turistbussens tonede ruder. At være eller ikke være Insta-worthy. Det er spørgsmålet.

Et paradigmeskift er tiltrængt. Var det noget med kvoter? Så og så mange kvoteturister om året. Ordningen måtte naturligvis implementeres på europæisk plan. Også i forhold til turismekrisen har italienerne en særlig interesse i at omfordele de tilstrømmende horder. Nej, du kan ikke få lov at se Colosseum, men du kan komme til Jyväskylä og se, hvor Alvar Aalto blev født.

Jeg fornemmer, at mit forslag vil få svært ved at vinde gehør. Det er også bare sådan noget, jeg sidder og hidser mig op til, fordi jeg er ægte bekymret for min by.

Min by. Hvor har jeg dét fra? Hvornår er København blevet min? Er det nok at have adresse? Har jeg hævd på byen, bare fordi jeg har boet i dens hjerte, siden jeg var tyve?

City er som en landsby, hvor vi, der bor her, færdes mellem hinanden med den samme fortrolighed, som man gør ved gadekæret. Middelalderbyen er min Heimat. Frederiksstaden føles allerede lettere fremmed, og når jeg har passeret Søerne, er jeg virkelig kommet hjemmefra. Østerbro er en anden kulturkreds.

Men hvis en besøgende fra vest for Valby Bakke spørger om vej, svarer jeg med bevidstheden om, at hovedstaden også er hans eller hendes. Derfor kan man i parentes bemærket også blive lidt knotten, når der i provinsen himles op over københavneriet, eller nogen emsigt spørger, hvorfor det skal være en selvfølge, at Det Kongelige Bibliotek ikke ligger i Bramming.

Vi københavnere har heller ikke noget imod udlændinge. Blussende af befippet stolthed får vi trænet vores skoleengelsk, og der er ikke det infantile påfund, vi ikke griber ud efter – fra Distortion til elektriske løbehjul – i vores iver efter at være fremme på beatet.

På den måde er København for verden, hvad Aarhus er for København. En wannabe med skælvende selvværd.

Rejselysten er lige så gammel som Hærvejen. Mødet med det fremmede var en uadskillelig del af det gamle europæiske dannelsesideal, hvor livet selv blev set som en rejse. Moden, selvberoende frihed var rejsens mål, ikke den ene eller den anden eksotiske destination, men kun ved at tage ud, kunne man finde hjem til sit sande jeg. H.C. Andersen, Jens Baggesen og Carsten Niebuhr har beriget den hjemlige kultur med skæret fra fjerne himmelstrøg, og det skal de have tak for.

Sammenlignet med historiens navnkundige rejsende fremstår nutidens turisme selvfølgelig banal. Mindre kan også gøre det. Problemet er ikke turisternes manglende dannelse, det er deres mængde. De træder allerede hinanden i hælene, og snart kan de ikke længere få øje på det, de kom for at se.

Det er desuden rimeligt at spørge, hvor bæredygtig turismen er i forhold til klimaregnskabet. Hvor mange håndklæder og lagener skal der vaskes hver dag? Hvor mange cateringlastbiler skal mase sig frem i de smalle gader for at levere til de evigt knopskydende cafeer? Hvor mange turistbusser skal have lov at ose gennem byen? Hvor mange dieseldrevne kanalrundfarter af længde som flodpramme skal kante og bakke sig vej rundt om Slotsholmen?

Hvor mange oversøiske fly skal gennemkrydse atmosfæren for, at turister i hobetal kan få tilfredsstillet trangen til at se med egne øjne, hvor lille Den Lille Havfrue er?

Læs også

Tænk på alle de mange arbejdspladser, lyder svaret fra hotelejere og restauratører. For argumentets skyld ser man bort fra, at branchens brede gråzone især beskæftiger underbetalte udlændinge og studerende med frikort. Et flygtigt, ofte tvivlsomt arbejdsmarked, der på ingen måde bidrager varigt til et sundt erhvervsliv i hovedstaden.

Ifølge Bloomberg er København ikke engang blandt de 25 byer i verden, der gør mest for at bekæmpe den globale opvarmning. Melbourne, Haag og Reykjavik ligger derimod i spidsen, mens Barcelona kommer ind som nr. 9.

Både hensynet til CO2-målene og respekten for overenskomsterne taler for, at turismen begynder at "vækste" på kvalitet frem for mængde. Men bystyret må også formulere en visionær erhvervsplan med fokus på bæredygtighed og varig beskæftigelse. Erhvervslivet i Danmarks største by skal ikke baseres på en hotel- og restaurationsbranche, der kun tærer på byen og borgerne.

København er ikke Paris eller New York, der som store, urbane svampe har kunnet absorbere uanede mængder af besøgende og presse dem ud igen. Vores hovedstad er intim og sårbar. Det, vi har at vise og dele med andre, er så nemt at slide ned.

Det er i sidste ende et landspolitisk spørgsmål, hvad vi vil med vores hovedstad. Vi kan ikke overlade det til rådhuset, Wonderful Copenhagen eller Tivolis direktør. København tilhører os alle. Byen er alles ansvar.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00