Jens Chr. Grøndahl: Uenighed om seksuelle minoriteter kan ikke splitte folkestyret

KOMMENTAR: Folketingsmedlemmerne, der udeblev fra valgmenighedspræst Morten Kvists gudstjeneste ved Folketingets åbning, er et tegn på tidens tiltagende utålsomhed. Man tåler ikke engang den stemme, der siger én imod, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Da de folkevalgte i tirsdags samledes i Christiansborg Slotskirke til den traditionelle gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning, var der tomme pladser på bænkene. Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen udeblev, og det samme gjorde to af hans partifæller. SF's folketingsgruppe kom heller ikke.

Kirkeminister Mette Bock havde valgt at markere 150-året for loven om valgmenigheder ved at invitere valgmenighedspræst Morten Kvist fra Herning til at stå for gudstjenesten.

Da Københavns Kommune i 2008 godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier til anbragte børn, udtalte Morten Kvist: ”Der kan nemt gå rettighedsfundamentalisme i det. For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder?”

Morten Kvist er her citeret fra Berlingskes netudgave tirsdag den 2. oktober, hvor han kommenterer sin ti år gamle udtalelse.

Morten Kvist føler sig misforstået, men erkender, at han ikke er uden skyld deri, skriver han i den pressemeddelelse, som Berlingske citerer. Han fortsætter, at han ikke har noget imod homoseksuelle, og at han som præst gerne vier homoseksuelle par.

”Min pointe dengang var og er,” skriver han, ”at der er regler og undtagelser, og at homoseksuelle plejefamilier er undtagelser. Undtagelser kan som bekendt være lige gode og dygtige og bedre end det regelrette. Men er man som samfund ikke opmærksom på forholdet mellem regel og undtagelse, hvad identitetspolitikken ikke er, mister det fælles, normsættende opmærksomhed.”

Den forklarende pressemeddelse virker lige så besindig, som den oprindelige udtalelse var stødende. Det er selvfølgelig helt hen i vejret at sammenstille homoseksualitet og pædofili. Det sidste er omfattet af straffeloven. Det er det første ikke – mere.

Fordi det ikke er så længe siden, at homoseksuelle blev straffet, og fordi bøsser og lesbiske stadig bliver forfulgt mange steder, er det forståeligt, at der bliver reageret skarpt. Konklusionen har jeg sværere ved at forstå: at blive væk fra gudstjenesten ved Folketingets åbning.

Det var jo evangeliet, Morten Kvist skulle prædike over. Ikke sin holdning til identitetspolitik og homoseksuelle plejefamilier. Derudover var liturgien den samme, uanset hvem der havde præstekjolen på.

I Berlingske citeres Pia Olsen Dyhr for, at Mette Bock har valgt en præst, der splitter folkestyret i stedet for at samle. Man kunne svare, at folkestyret vel handler om at dele sig efter anskuelser. Være enige om at være uenige.

Reaktionen – at holde sig væk – lægger sig på en forstemmende måde i forlængelse af tidens tiltagende utålsomhed.

Man tåler ikke udsagn, der – hvis de stod til troende – ville gøre éns egen position umulig. Man tåler simpelthen ikke uenighed. Man tåler ikke engang den stemme, der siger én imod.

Det offentlige rum har aldrig været mere pluralistisk, og aldrig har man talt forbi hinanden som nu. Fra hver sin bås, på hver sin kanal. I hvert sit lukkede kredsløb, hvor man skånes for modstand, modsigelse eller kritik.

Selv virkeligheden er vi ikke længere fælles om. Selv sandheden er variabel, afhængigt af ståsted.

Forleden sad en mand og en kvinde i Washington og blev udspurgt på skift af amerikanske senatorer. Manden vil gerne være højesteretsdommer. Kvinden ville efter eget udsagn helst have været fri for offentlig opmærksomhed.

Hun fortalte, at manden udsatte hende for et groft seksuelt overgreb, da de gik i high school. Han benægter. Kun én af dem kan have ret. Én af dem taler altså usandt.

Sandheden vil næppe komme for en dag, med mindre den ene af dem ændrer forklaring. Bevisbyrden ved seksuelle krænkelser er tung at løfte, og den bliver kun tungere, når overgrebet har fundet sted for flere årtier siden.

Det er et ulyksaligt aspekt af MeToo-bevægelsen. Mænd, der anklages ved de sociale mediers virale domstol, er skyldige, til det modsatte er bevist. På den anden side har ofrene ud over krænkelsen også skullet leve med, at gerningsmanden gik fri.

Bevisbyrdens tyngde gør det ikke mindre, men mere påkrævet, at vi som samfund fører en ærlig og anfægtet samtale om den rædselsfulde maskuline kultur, der i overgreb, krænkelser og ydmygende adfærd ikke har villet se andet end naturlig vitalitet og livslyst.

Dramaet om Christine Blasey Ford og Brett Kavanaugh og deres uforenelige fortællinger om, hvad der skete eller ikke skete en aften i deres high school-tid, udvikler sig dag for dag. Kløften i det amerikanske samfund mellem republikanere og demokrater har aldrig virket mere uoverstigelig. Man tager stilling til sandheden uden at kende den. Ud fra hvor man står politisk.

Hvilken republikaner sætter offentligt spørgsmålstegn ved Kavanaughs kategoriske afvisning af anklagerne? Hvilken demokrat spørger i fuld offentlighed: Hvad, hvis han faktisk er uskyldig?

Lad os vende blikket hjemad igen. Morten Kvist har en generel mening om homoseksuelle plejeforældre plus minus det forbehold, at de både kan være lige så gode og dygtige og også bedre end ”det regelrette”. Derudover har han engang dummet sig med en meget upassende sammenligning, som han senere har trukket tilbage. Plus minus.

Tilbage står synspunktet: Er man som samfund ikke opmærksom på forholdet mellem regel og undtagelse, mister det fælles, normsættende opmærksomhed. Det mener han.

Præmissen her er selvfølgelig, at man overhovedet kan tale meningsfuldt om ”det fælles, normsættende”. Kan man dét? Ja, det kan man gøre på i hvert fald to måder.

Den ene måde hviler, når det gælder seksuel orientering, på en konservativ, i nogle tilfælde religiøst motiveret opfattelse af, at de heteroseksuelle familier udgør en menneskelig mainstream, et hovedspor, hvorfra mindretallet afviger. Med eller uden flertallets billigelse.

Den anden måde hviler overhovedet ikke på nogen fikseret, generel opfattelse af voksne menneskers seksuelle relationer. Eftersom diskussionen opstod i forbindelse med plejefamilier for anbragte børn, vil denne anden måde at anskue tingene på derfor tage udgangspunkt i børnene.

Ikke i spørgsmålet om tolerance over for andre seksuelle identiteter eller i spørgsmålet om deres ligeberettigelse. Kun i spørgsmålet om, hvad der er bedst for det barn, som skal anbringes i en anden familie end den biologiske.

Det er svært at tøjle sin trang til uden videre at besvare spørgsmålet ud fra sin medbragte tolerance eller konservatisme. Det er svært ikke at svare ud fra, om man i øvrigt placerer sig til venstre – med kønspolitik og mangfoldighed som ståsted – eller til højre med traditionelle ”familieværdier” som reference.

Morten Kvist er klog nok til at medgive, hvor umuligt det er at generalisere. Selvfølgelig er der homoseksuelle par, som man hundrede gange hellere ville være anbragt barn hos, hvis alternativet er en følelseskold og ukærlig, men heteroseksuel familie.

Det er bare mere kompliceret end som så. Det er ikke let at være adopteret barn, heller ikke hos heteroseksuelle adoptivforældre. Biologien melder sig før eller siden i form af eksistentiel tvivl, måske rodløshed. At blive anbragt hos et homoseksuelt par kan – måske – komplicere opvæksten yderligere.

Men har en pige nødvendigvis brug for en mor under sin opvækst? Har en dreng nødvendigvis brug for en far?

Homoseksuelle par, der får børn ved sæddonorers eller rugemødres mellemkomst, tager selv ansvaret for at besvare dét spørgsmål, og de står til ansvar over for børnene. Kan en embedsmand i Københavns Kommune påtage sig det samme ansvar på en meningsfuld og betryggende måde?

Det er vel egentlig dén diskussion, Morten Kvist har tilladt sig at rejse. Som præst gør han det sikkert ud fra overvejelser, der er alt andet end politiske. En menneskelig betragtning, som det er værd at give plads, og som bør skånes for ideologisering.

Diskussionen ender i længden selvfølgelig med at blive politisk, og politikerne vil uden tvivl dele sig efter anskuelser. Men dén uenighed kan aldrig splitte folkestyret. Det kan derimod ubehaget ved, at der findes et andet syn på tingene end éns eget.

---------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Jens Christian Grøndahl har netop udgivet “Europa er ikke et sted”, der afslutter hans trilogi af essaybøger med europæiske temaer. Tidligere udkom “Hjemme i Europa” og “Europas ambassade”.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Sass & Pind i politisk pudekamp Lisbeth Knudsen: Sass & Pind i politisk pudekamp Næste artikel Martin Lidegaard: Uden Midten bliver udlændingepolitikken en gøgeunge Martin Lidegaard: Uden Midten bliver udlændingepolitikken en gøgeunge
På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete?

På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete?

FEATURE: Først blev det grinet af og kaldt gætværk og en leg med tal. Nu er projektet om at reducere dansk udledning af drivhusgasser med 70 procent blevet et kriterium for at blive taget alvorligt som politisk parti. Skiftet skete under folketingsvalget 2019. Altinget er gået bag kulisserne og rekonstruerer forløbet, der har indledt en ny epoke i dansk politik.