Jens Chr. Grøndahl: Vi bør orientere os mod Tyskland

KLUMME: Neddroslingen af faget tysk i folkeskolen og på gymnasierne er en stille, kulturel katastrofe, fordi den udvisker erindringen om en forbundethed, der har gjort os til dem, vi er, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Engang sidst i halvfemserne var jeg på en tysktalende turné sammen med Inger Christensen og en digterkollega. Inger var en professionel rejsende. Alt, hvad hun skulle bruge, kunne være i en diminutiv, gammeldags kuffert, som jeg da godt kunne få lov at bære hen ad perronen, når vi var steget af toget.

Vi besøgte Passau, hvor floderne Inn og Ilz løber sammen og bliver til Donau. Både her og hvor vi ellers kom frem, blev Inger modtaget som en diva. Vi vidste godt, at hun var den største danske lyriker i anden halvdel af det tyvende århundrede, men tyskerne vidste det åbenbart også.

Det var en oplevelse at høre hende læse sonetterne fra ”Das Schmetterlingstal”, som Sommerfugledalen hedder på tysk, med det tranceagtige, rytmiske svæv, som var hendes særkende. Hun var fuldstændig ubesværet, men havde trods alt ikke selv stået for at få sine poetiske urværker til at tikke så lydefrit på tysk.

Det havde hendes oversætter Hanns Grössel, og det er egentlig ham, jeg vil tage afsæt ved. Hanns Grössel havde lært vores sprog som barn, når han legede med sine kammerater ved Peblingesøen. Han og hans forældre boede i København fra 1939 til 1947.

Årstallene kaster straks en skygge over denne historie om kulturudveksling og digtningens grænseløshed, men vent lidt. Hanns Grössels far gik ikke i uniform og var noget så fredeligt som musiklærer på den tyske skole ved Sankt Petri kirke.

De omstændigheder, der gjorde Hanns Grössel til Inger Christensens genialt indlevede oversætter, har noget at fortælle om tyskerne og os danskere og vores indbyrdes forhold.

Der var jo, selv under de fem forbandede år, et andet Tyskland. Det havde været der hele tiden. At Hitler og Göring tog sig tid til at høre Fürtwängler dirigere Beethoven, gør ikke hans niende symfoni til en nazihymne.

Vi ved det godt, og så ved vi det alligevel ikke.

Lige siden Befrielsen i 1945 har danskerne udvist blandede følelser over for den mægtige nabo i syd. Ikke så mærkeligt, kan man sige, selv om Danmark slap billigt sammenlignet med eksempelvis Polen og Holland eller bare Norge. Der var en samarbejdspolitik til forskel, men man kan alligevel ikke fortænke den ældre generation i at forbinde Tyskland med noget mørkt og ondt.

Konsekvensen blev, at Danmark i efterkrigstiden orienterede sig mod vores befriere England og USA. Taknemmelighedsgælden var indlysende, og lige så klar var den danske interesse, da den kolde krig begyndte, i at knytte sig tæt til NATO's dominerende aktører.

Men der var ikke kun tale om en militær og politisk alliance nødvendiggjort af truslen fra Sovjet. Ligesom resten af Vesteuropa blev danskerne oversvømmet af amerikansk populærkultur. Og vi elskede det. Som en af personerne i Wim Wenders’ film "Undervejs" udtrykker det: ”Die Yanks har koloniseret vores underbevidsthed”.

I 60’erne og 70’erne stod den amerikanske kulturimperialismes åndelige ensretning højt på den nye venstrefløjs dagsorden. Efter Murens fald taler ingen længere om ”modkultur”, og i mellemtiden er den klassiske dannelse kommet på museum.

Man finder den nok bevaringsværdig, men frekventerer den mest af pligt, og den indgår ikke længere på nogen levende, selvfølgelig måde i europæernes drømme og fantasi. Hvad drømmer vi for resten om?

I årti efter årti har en kælen, modstandsløs underholdningskultur været forbrugersamfundets mentale resonansrum, og ethvert tilløb til kulturkritik er blevet afvist som elitært smagsdommeri.

Det afspejles langt ind i hverdagslivet, hvor selv satte familiefædre på lørdagsindkøb i provinsens indkøbscentre går med baseballkasketten omvendt på som en anden ghettorapper fra Bronx.

Lige siden jeg var barn, har det været anset for smart, nej, undskyld, cool, at krydre sin tale med engelske brokker. Man bruger enhver anledning til at sige ”fuck”, uvidende om, at det i amerikanske ører placerer den talende på samfundets bund. Man fører sig frem på sit kække valbyengelsk og erkender ikke sit kulturelle selvhad.

Hvor underlegenhedsfølelsen i det amerikanske samfund slår ud i grovheder, viser den sig i velfærdsdanskernes kulturelle orientering som en utrættelig, aldrig svigtende begejstring for alt, hvad der kommer over Atlanterhavet.

Tilsyneladende falder det kun de færreste ind, at man også kan være bøvet og provinsiel på engelsk.

Vi gider ikke vores eget, og det afspejles allertydeligst i, at vi heller ikke gider vores sydlige nabo. Neddroslingen af faget tysk i folkeskolen og på gymnasierne er en stille, kulturel katastrofe, fordi den udvisker erindringen om en forbundethed, der har gjort os til dem, vi er.

At det også er en tåbelig disposition, kan de snakke med om i Dansk Industri, hvor man fortæller, at Danmark langt fra udnytter sit eksportpotentiale over for Tyskland, skønt landet i forvejen er vores største handelspartner.

Men det må andre tage sig af. Jeg kan ikke både påpege det nyttige ved at lære tysk og samtidig kritisere den snusfornuftige, indskrænkede fiksering på nytte, dette evindelige ”hvad kan jeg bruge det til?”, der synes at ligge bag beslutningen om, at danske børn og unge ikke behøver at kunne tale andet end businessengelsk.

Det er jo ikke alt i livet, der skal kunne bruges. Tag for eksempel livet som sådan. Er meningen med det blot at reproducere sig og rage penge sammen, mens man er her?

Historie, ånd og udsyn må være mål i sig selv, hvis vi vil kalde os civiliserede. Og vi ville altså nok ikke have haft Grundtvig uden den tyske romantik. Vi ville slet ikke have haft en folkekirke, som vi kender den, uden Luther. Nok tabte vi meget for Tyskland, da vi tabte i 1864, men Kant og Hegel forblev dog uomgængeligt pensum.

Mens vi gav dråber tilbage i form af H.C. Andersens eventyr eller Inger Christensens digte på tysk, har tyske digtere fra Goethe og Heine til Brecht og Enzensberger leveret poetiske infusioner af kontinentalt format til den nationale lyriks mere stillestående vådområder.

Derfor er det i længden også en selvreducerende og historieløs, i bogstaveligste forstand negativ måde at omgås vores kulturelle identitet på, hvis vi først og fremmest er danske, fordi vi – i hvert fald – ikke er tyske.

Geografien siger det hele. Geologisk hører Danmark jo ikke til den skandinaviske halvø. Havet forbandt os med vores brodernationer, men vi har alle dage været et brohoved til kontinentet. Edvard Munch, Henrik Ibsen og August Strindberg hang alle ud i København, før de fortsatte til Berlin. Her begyndte Europa.

Alligevel vender vi hellere ryggen til.

Er det af det frygt for giganten syd for Kruså? Skræmmer sporene fra Dybbøl stadig?

Jeg tror ikke, det skyldes nederlaget dengang. Heller ikke at vi kun med nød og næppe, takket være en lille modstandsbevægelses offervilje, fik reddet os over på den rigtige side under Besættelsen. Mellem de to historiske momenter har vi en blind plet, hvor man på kontinentet har en stadig levende erindring om et fælles traume.

Danmark deltog ikke i Første Verdenskrig. Nogle hundrede unge danskere bosiddende syd for grænsen måtte gå i tysk krigstjeneste, men deres erfaring har været et tabu for vores nationale selvforståelse. Vi kendte ikke skyttegravenes helvede eller giftgassen, der tvang belgiske bønder op i træerne i et patetisk forsøg på at undgå den visse død.

Vi er uberørte af den europæiske smerte, og derfor har vi heller ikke nogen dybere forståelse for samarbejdets historiske perspektiv.

Englænderne burde have den, og det er en gåde, at de ikke føler sig bundet til den fælles fortælling, trods fortidens krige og nutidens interessekonflikter. Måske er det også en gåde for dem selv?

Der kommer ikke en bedre anledning til at besinde os på vores bånd til Tyskland end nu, hvor Storbritannien forlader det europæiske fællesskab, mens USA har fået en Twitterpræsident, hvis udsyn er lige så kort, som slipset er langt.

Det vil samtidig være anledningen til, at vi endelig og uden forbehold aflægger os den letkøbte, skurrile tyskerfobi, der stadig giver sig udslag i stupide vitser med oprakte arme. Den, min kollega Knud Romer har beskrevet så indtrængende i sin selvbiografiske debutroman om en opvækst på Lolland som søn af en tysk mor.

Helmuth Kohl talte i sin tid om ”Die Gnade der späten Geburt”. De, der kun var børn i trediverne, kunne ikke gøres ansvarlige for nazismens forbrydelser.

Ikke desto mindre har både nazisternes børn og deres efterkommere holdt erindringen om Holocaust og Det Tredje Riges grusomhed i hævd. Det var virkelig et andet Tyskland, der rejste sig fra nultimens askehob.

Vesttyskland blev et fredselskende og dybt civiliseret demokrati, anfægtet af sin fortid og positivt præget af den i forholdet til sin omverden. Genforeningen med Østtyskland kom kun til at forstærke den europæiske forankring, forpligtelsen over for menneskerettigheder og mangfoldighed.

Som nordlig nabo ved Østersøen er det vores indlysende plads og rolle at stå sammen med tyskerne i mødet med de udfordringer, som vores værdier og samfundsform står over for.

Demokratiet er under pres, ikke bare fra Rusland, men også fra EU-landet Polen, hvor borgerne nu er gået på gaden for at trække en streg over for deres autoritære regering. Som fællesskabets regler er formuleret, kan det blive mere end svært at håndhæve de demokratiske principper over for Warszawa, fordi det lige så autoritære Ungarn vil stille sig i vejen.

Nogle gange er den bedste lære, man kan drage af historien, at man langt om længe vender den ryggen. Efterkrigstiden er forbi, Tyskland udgør det demokratiske Europas geografiske og politiske midte, og det bør vi orientere os efter, både kulturelt og politisk.

.......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen "En anden vinkel" i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Bertel Haarder: Til kamp mod akademikersnobberiet Bertel Haarder: Til kamp mod akademikersnobberiet Næste artikel Cordua: Selvvalgt politisk blindebuk i DR's ledelse Cordua: Selvvalgt politisk blindebuk i DR's ledelse