Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl: Børnene er ligestillingens sidste knast

KOMMENTAR: Den nyudnævnte kulturminister Joy Mogensens graviditet blev allerede debatteret i valgkampen. Kritikeren kom fra en partifælle, som blev banket på plads af Mette Frederiksen. Tilbage står spørgsmålet om selvrealisering i forhold til børnenes tarv, skriver Jens Christian Grøndahl.

Joy Mogensen (S) og Mette Bock (LA) ved ministeroverdragelsen i Kulturministeriet.
Joy Mogensen (S) og Mette Bock (LA) ved ministeroverdragelsen i Kulturministeriet.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Amazonerne var i den græske mytologi et krigerfolk, der udelukkende bestod af kvinder. De fik børn med mænd fra en nabostamme, men kun pigerne fik lov at leve. Ifølge Gyldendals encyklopædi er det en sproglig misforståelse, at amazonerne skulle have skåret deres ene bryst af for bedre at kunne skyde med bue. Mindre kunne også gøre det, og på vasemalerierne ses de kæmpe lige så aggressivt som mændene.

Noget af det fascinerende ved mytologien er, at den for tusinder af år siden synes at have forudset menneskelivets variationsrigdom. Tag nu det her med kvinder, der får børn og opdrager dem på egen hånd. Faderen er fraværende, han var bare avlstyr.

Det kan være lige meget, at amazonerne kun fandtes i de gamle grækeres fantasi, for det er fantasien, det gælder. Hvad vi er i stand til at forestille os af brud på det, vi mener, er normalt. Forestillingsevnen er mere rummelig end den til enhver tid gældende gennemsnitsmoral, og deri ligger der en kulturel pointe. Vi er større, end vi går og tror.

Kunstig befrugtning, hundrede års kvindefrigørelse og en liberal, demokratisk samfundskultur med fokus på den personlige frihed har gjort det muligt for nutidens kvinder at vælge moderskabet og samtidig fravælge samlivet med en mand.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er blevet almindeligt at møde børn, der ikke kender deres fædre, og som måske har to mødre i stedet. Det er også blevet almindeligt at respektere andres livsvalg som en del af privatsfæren. Alt det, man ikke skal blande sig i, fordi det er folks eget valg, hvordan de lever deres liv.

Alligevel var det et lille sidetema i valgkampen, at vores nye kulturminister Joy Mogensen er gravid på den moderne måde. En socialdemokratisk partifælle og folketingskandidat forsøgte med Roskildes borgmester som eksempel at debattere, om det er moralsk i orden, at børn vokser op uden fædre.

Det fremmer ikke ligestillingen at fortrænge den potentielle konflikt mellem det faderløse moderskab og barnets behov for at have en mand i sit liv. Ligesom det ikke er progressivt at underspille konflikten mellem moderskab og karriere.

Jens Christian Grøndahl

Han blev grundigt banket på plads, og selv den kommende statsminister undrede sig på de sociale medier over, at nogen kunne finde på andet end at glæde sig over andres lykke. Som den franske forfatter Marguerite Duras engang sagde: ”Man fortryder ikke et barn.” Heller ikke på andres vegne.

Mette Frederiksens reaktion havde noget menneskeligt redeligt over sig. Den var også i pagt med tidsånden. Tilbage står spørgsmålet om selvrealisering i forhold til børnenes tarv.

Det er et godt spørgsmål, og jeg synes, det må være tilladt at stille det. Man skal bare rejse det i al almindelighed, til fælles eftertanke, frem for at vende det mod konkrete personer og deres livsførelse.

Hvad ville jeg selv have gjort? Dét spørgsmål kommer før alle de andre og er udgangspunktet for, at vi har en diskussion om ømtålelige emner. Vi reagerer og vælger forskelligt. Ingen har patent på den moralske sandhed, selv om vi ved, at den findes. Det ville jo ikke give mening at diskutere, hvis alle havde ret.

En civiliseret debat udspiller sig i spændingsfeltet mellem den utilgængelige sandhed og vores individuelle erfaringer. Vi prøver os frem i fællesskab. Vi påvirker hinanden. Vi bevæger os i én retning, indtil noget får os til at standse op.

I adskillige årtier har meget handlet om frihed og individuel udfoldelse, men der er også en voksende bevidsthed om, at friheden har en pris. Den kan føre til ensomhed og brudte relationer. Den kan bringe os ud i en moralsk gråzone.

For kvindekampen har dilemmaet altid været påtrængende. Retten til abort var den store anstødssten og er det nu igen i USAs mest reaktionære stater. Vi har ikke defineret grænsen for svangerskabsafbrydelsens tilladelighed uden at være bevidste om, at der under alle omstændigheder er tale om at afbryde et liv i sin vorden.

Man gør ikke kvindefrigørelsen nogen tjeneste ved at forklejne det. Tværtimod må vi resolut svare Pro Life-fløjen, at ja, det er dét, vi gør. Indtil udløbet af 12. uge vejer kvindens råderet over sin egen krop tungere end det spirende liv, hun bærer på. Abort er en brutal handling og det sidste, nogen ønsker.

Det fremmer heller ikke ligestillingen at fortrænge den potentielle konflikt mellem det faderløse moderskab og barnets behov for at have en mand i sit liv. Ligesom det ikke er progressivt at underspille konflikten mellem moderskab og karriere.

På et tidspunkt bliver de moralske overvejelser politiske. Jeg tror bare, det er vigtigt for samtalens menneskelighed, at vi ikke har for travlt med at politisere. Forskønne de svære spørgsmål med ønsketænkning.

Da den nyudnævnte kulturminister indtog Assistenshuset i Nybrogade, blev der i pressen gjort en del ud af hendes flotte mave. Der blev også løftet øjenbryn. Hvordan med barselsvikar? Kan man beklæde så højt et embede og samtidig være nybagt mor? Skal der installeres børnesæde i ministerbilen?

Efter min mening var det et stærkt valg, Mette Frederiksen traf, da hun ringede til Joy Mogensen. Jeg kan bedst forklare mig ved at citere noget, statsministerens forgænger sagde på falderebet.

Sammenhængen var Margrethe Vestagers stormløb mod Berlaymont-bygningens øverste etage, men replikken handlede slet ikke om kvinder og mænd. Lars Løkke Rasmussen blev spurgt af en journalist, om han havde en plan B, hvis det nu ikke lykkedes at få Vestager udnævnt til kommisionsformand. Han svarede noget i retning af, at hvis man har en plan B, kan man være sikker på, at plan A aldrig bliver til noget.

Løkkes svar rummer essensen af, hvad politisk vilje går ud på. Vi kan sidde i rundkreds og diskutere kvinder, børn og karriere i de næste mange valgperioder uden at rykke os en meter. Politik er at skabe kendsgerninger på landjorden eller, i næstbedste fald, at berede jorden for kommende kendsgerninger.

I dette tilfælde sker det ved at gøre Kulturministeriet til ramme om det drama, der udspiller sig i enhver familie med to indkomster. Rammen kunne ikke være mere velvalgt. Handler kultur måske ikke om værdier? Om hvem vi er, og hvem vi gerne vil være?

Kvindekampen er en kulturkamp. Den har aldrig været andet, for den griber ind i vores selvforståelse og drejer sig før al politik om vores forhold til hinanden.

I Danmark er vi nået langt. Så langt, at man kan fristes til at tro, vi er i mål. I det politiske kor af stemmer oplader ingen sin røst for at mane kvinderne hjem til kødgryderne. Så langt er vi nået, at man selv ikke på den yderste højrefløj sætter spørgsmålstegn ved ligestillingen som indiskutabel grundsætning.

Når jeg taler med kvinder andre steder i Europa – selv i Holland, som vi så gerne sammenligner os med – bliver jeg klar over, hvor godt vi er stillet, når det gælder barsel, institutionspladser, og hvad der ellers skal til for at få arbejds- og familieliv til at fungere.

Hos os viser problemerne sig især på samfundets bund, i ghettoerne, hvor overleverede, hjemmefra medbragte kulturelle normer holder kvinder med indvandrerbaggrund tilbage fra arbejdsmarkedet og et liv som jævnbyrdige medborgere.

Ellers er der kun knas med ligestillingen i det sociale hierarkis modsatte ende. På samfundets top skal man være noget nær en amazone for at kunne gøre sig gældende på lige fod med mændene.

Jo højere op man kommer, desto mere udfolder karrieren sig som en konkurrence, ikke bare om den endnu højere stilling, man tragter efter, men også, fordi det er en del af jobbeskrivelsen at kunne begå sig i en kompetitiv, professionel kontekst.

At få et barn midt i det hele er for mange kvinder ensbetydende med at melde sig ud af kampen, og der står altid nogen parat til at tage den op. Ingen er uundværlig, uanset hvor dygtig hun er.

Hvis et ægtepar er advokater begge to, lige dygtige og ambitiøse, er det et ikke utypisk mønster, at manden bliver partner i sit firma, mens kvinden sænker ambitionsniveauet, når de får børn.

Det er langt fra givet, at hun har trukket det korteste strå. Jeg ved ikke, hvor meningsfuldt det i længden er at blive på sit arbejde til langt ud på aftenen. For nylig hørte jeg om en mor, der ligefrem kørte ind på kontoret med børnene og aftensmaden, så de dog kunne spise sammen med deres far.

Vi taler gerne om vores børn, vi fotograferer dem og praler af dem, og ved festlige lejligheder får de os til at vande høns, men i mange stræbsomme mænds hverdag er afkommets barndom noget, der sker, mens han er optaget af andre ting.

Når han efter et liv i karrierens tjeneste en dag ser tilbage, vil en håndfuld feriebilleder på Instagram være alt, hvad der er tilbage.

Det er ikke reaktionært at spørge, hvorfor det skulle være mere meningsfuldt for en kvinde at deltage i rotteræset iført karrierehabit og stålsat blik, end det er at gå derhjemme og bage vaniljekranse med børnene.

Der er heller ikke noget som helst reaktionært ved den konstatering, at børn trives bedre, hvis en af forældrene er der, når de kommer hjem. At selv ikke nok så mange institutionspladser eller nok så generøse minimumsnormeringer kan erstatte forældres nærvær og kontakt.

Reaktionært ville det derimod være, hvis spørgsmålet om mening kun blev stillet til kvinderne. Hvis svaret på børnenes trivsel var at opmuntre kvinder til at give afkald på at udfolde hele deres potentiale på arbejdsmarkedet.

Enhver ved, at det helt lille barn har mest brug for moderen, men når de første år er gået, har faderen ikke længere nogen undskyldning. Så er nærvær og følelsesmæssig kontakt i samme grad hans ansvar. Som mænd skylder vi både kvinderne, børnene og os selv at gøre konflikten mellem karriere og familieliv til en fælles udfordring.

Det er både et paradoks og et strukturelt problem, at arbejdslivet på de højeste løntrin er så familiefjendsk, samtidig med at nutidens forældre er mere sentimentale og overbeskyttende i forhold til børnene end deres egne forældre og bedsteforældre var.

Tvungen barsel for mænd kunne være en del af svaret. Eller en forandret virksomhedskultur, hvor det ikke gav point at gå hjem som den sidste. Men i længden kan hverken politikerne eller arbejdsgiverne løse problemet for os.

I bund og grund er det et spørgsmål, der gælder livet. Hvad vi vil med det. Hvorfor vi overhovedet er her.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00