Jeppe Kofod: Hvis klimakampen skal rykke, skal resten af EU med

DEBAT: Det kan godt være, at klimakampen har fået vind under sejlene i Danmark. Men hvis det for alvor skal rykke noget, skal resten af EU-landene med. Det skriver Jeppe Kofod, der vil gøre EU til en klimaunion.

Af Jeppe Kofod (S)
(Indlægget er skrevet inden Jeppe Kofod blev udnævnt til udenrigsminister)

Kontrasten kunne ikke være større.

Den grønne side: Efter Danmark i denne uge fik en ny socialdemokratisk regering, bliver vi samtidig det land i verden, med den nok allermest ambitiøse klimapolitik, overhovedet. 70 procent af vores drivhusgasser skal være reduceret allerede inden for 11 år.

Det bliver en gigantisk opgave for hele samfundet – men vi ved også, at det er nødvendigt, hvis vi vil leve op til vores løfter om at gå forrest i kampen mod klimaforandringerne.

Den sorte side: Kun få dage forinden, på EU-topmødet i Bruxelles i sidste uge, var fortællingen desværre en helt anden. For et halvt år siden fremlagde EU-Kommissionen en plan til, hvordan vi kan gøre EU klimaneutral i år 2050. En ambitiøs, men nødvendig plan, som flere og flere lande heldigvis var begyndt at bakke op. Diskussionen her i Bruxelles handlede nu om de helt konkrete veje til at opnå målet. Europa-Parlamentet gik forrest.

Men stats- og regeringscheferne kunne på topmødet ikke blive enige om at støtte den nye og grønnere vej for EU. Helt konkret stod en lille håndfuld østeuropæiske medlemslande i vejen for, at topmødet kunne bakke op om planen om et klimaneutralt EU.

Det er en kæmpe mavepuster efter måneder og måneder med folkelige protester over hele verden - der opfordrer os politikere til at sætte handling bag ordene, og sætte klimaet først. Og det svigter ikke mindst fremtidige generationer.  

Klimakamp skridt for skridt
Men efter en valgkamp, der, ikke kun hos os i Danmark, i høj grad har handlet om, hvordan vi helt konkret leverer en grøn fremtid, er vi heldigvis mange progressive kræfter, der vil fortsætte kampen imod de mest fodslæbende og sorte regeringer.

Og kampen – den tager vi skridt for skridt, så konkret som muligt.

I løbet af de næste fem år skal EU have vedtaget nye klimamål allerede for år 2030. Og mens topmødebeslutninger helst bliver truffet ved enstemmighed, kan vi her igennem helt konkrete lovtiltag kæmpe for de progressive flertal, der vil samme vej som os.

Den nye danske regering vil formentlig føre vejen an i Rådet, og i Europa-Parlamentet har vi socialdemokrater – sammen med andre gode kræfter – sat os i spidsen for at arbejde for langt højere ambitioner i 2030.

Eksempelvis skal vi have EU’s energieffektivitetsmål op på mindst 40 procent i 2030 – og helst mere!

Og det samme vil vi gøre, når det handler om, hvilke teknologier og hvilken forskning der skal bringe os til den grønnere fremtid. Her kæmper vi nu for, at EU’s forskningsbudgetter bruger langt flere penge på den grønne forskning. Og vi vil gøre det nemmere at investere i bæredygtige teknologier som virksomhed – eller som privatperson.

Ja, det kan godt være, at klimakampen har vind under sejlene hjemme i Danmark – tak for det. Men hvis vi for alvor skal rykke noget, så skal vi have resten af EU med. Derfor er det også så vigtigt, at der i den politiske forståelse, der ligger til grund for den kommende regering, specifikt står, at vi skal kæmpe for at gøre EU til en Klimaunion.

Det er en kamp, som jeg, og Socialdemokratiet, har stået i spidsen for længe. Men fremover kan vi gøre det med en dansk regering i ryggen. Det lover godt for både Danmarks og Europas grønne fremtid!

Forrige artikel FOA: Glem ikke dagpengemodtagerne FOA: Glem ikke dagpengemodtagerne Næste artikel Vidensråd kræver politisk handling: Samfundets guld har alkoholproblemer Vidensråd kræver politisk handling: Samfundets guld har alkoholproblemer