Debat

Jeppe Kofod: Storbritannien står uden for døren – helt uden indflydelse

DEBAT: Efter et maratonmøde er der endelig opbakning til en Brexit-aftale. Men aftalen, der bliver kaldt katastrofal, efterlader Storbritannien uden hverken selvbestemmelse eller indflydelse, skriver europaparlamentariker Jeppe Kofod (S).

Theresa May kunne efter et fem timer langt, ophedet møde meddele, at Storbritanniens kabinet bakker op om aftalen.<br>
Theresa May kunne efter et fem timer langt, ophedet møde meddele, at Storbritanniens kabinet bakker op om aftalen.
Foto: Matt Dunham/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Kofod (S)
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet

Efter et maratonmøde i den britiske regering kunne en hårdt presset premierminister May endelig fortælle verdenspressen, at der nu var opbakning til Brexit-aftalen.

Mødet, der skulle have varet tre timer, var løbet til over fem timer. Temperamentet skulle have været stort og stemmeføringen høj - og udkommet endte med noget, som ingen rigtigt var glade for eller tilfredse med.

Regeringsmødet i Downing Street 10 stod i skærende kontrast til det møde, der sideløbende var i gang i Bruxelles. Her var de 27 EU-landes ambassadører til EU samlet for at få gennemgået aftalen. Mødet forløb efter sigende helt uden dramatik og i god ro og orden.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De to møder var dermed en passende analogi for hele Brexit-processen: briterne i internt kaos. Uenige om hvad de ville. Desværre ofte urealistiske i forhold til hvad der overhovedet var muligt og under akut, selvpåført tidspres.

Alle forpligtelserne, men ingen indflydelse
Det er så uendeligt tragisk at se, hvordan Brexit river og flår Storbritannien i stykker. Hvordan en så stor og stolt nation - og en god ven af Danmark - har gjort så meget skade på sig selv.

Det er så uendeligt tragisk at se, hvordan Brexit river og flår Storbritannien i stykker. 

Jeppe Kofod
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet

Aftalen, som stadig skal godkendes af det britiske parlament, ligger milevidt fra de luftkasteller, der blev lovet i forbindelse med Brexit-afstemningen. Her var der nærmest ingen grænser for, hvad UK skulle kunne forhandle sig frem til efter Brexit.

Det værste, der kunne ske, måtte man forstå på både remainers og Brexiteers, ville være en Norge Plus-model. Hvor man havde adgang til det indre marked og var en del af toldunionen, og derfor selvfølgelig skulle følge de regler, der nu gælder for selvsamme marked og toldunion. Regler, som bliver vedtaget af Europa-Parlamentet og EU-landenes regeringer i Ministerrådet.

En katastrofal aftale
Efter et opslidende forhandlingsforløb er der nu en aftale mellem EU og den britiske regering. Storbritannien fik da heller ikke en Norge Plus-model. Nej, de fik landet sig en Norge Minus-model. De har praktisk talt alle forpligtelserne af et EU-medlemskab, og de har aktivt fravalgt sig retten til at udforme de love og regler, de fortsat vil være bundet af. Til gengæld skal de stadig betale kontingent til EU-samarbejdet.

Fra begge sider af det politiske landskab i UK har kritikken da også haglet ned over Brexit-aftalen. Aftalen er blevet kaldt det værst tænkelige, en katastrofe og en tidsubestemt vasalstats-aftale.

Brexit-fortalernes bluff
Jeg hverken kan, skal eller vil som europaparlamentariker blande mig i den interne britiske diskussion om Brexit. Om der kommer en ny afstemning i Storbritannien, er et åbent spørgsmål. Ligesom spørgsmålet om, hvorvidt Theresa May fortsat er premierminister til marts næste år, når Brexit skal gennemføres i praksis.

Men jeg kan og må konstatere, at Brexit-fortalernes bluff er blevet kaldet. Her har vi konsekvensen af uansvarlige populister som Nigel Farages og Boris Johnsons løgne til det britiske folk. Folket blev lovet et revitaliseret UK. Et UK, der sætter dagsordenen på verdensscenen. Et UK, der ses på med ærefrygt.

I stedet fik de en aftale, der reelt fratager dem den selvbestemmelse, som Farage og Johnson svigagtigt bildte Brexit-vælgerne ind var forsvundet for mange år siden.

Selvbestemmelse, indflydelse og magt sikres ved at tage plads rundt om forhandlingsbordet på lige fod med de øvrige europæiske lande. Ikke ved at stå og råbe i gangen udenfor. Men det er desværre dér, vores gamle ven Storbritannien er endt: udenfor og uden for indflydelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00