Jes Søgaard: Sådan kan politikerne lette presset på sundhedsvæsenet uden at bruge hele råderummet

De officielle økonomiforhandlinger om næste års velfærdsøkonomi i kommuner og regioner begynder 21. august.

Hvor meget bliver der til sundhed? Næppe nok til at opfylde alle(s) ønsker – men alligevel nok til at komme videre. Det sidste er helt afgørende.

Den afgående VLAK-regering nåede at sende et sundhedsreformudspil ud i foråret. Det var næppe dét udspil, som blå blok tabte valget på. Men jo heller ikke det, som de vandt på. Udspillet havde to vigtige punkter.

Det ene var ud-/overflytning af opgaver fra sygehusene til "det nære" – det vil sige praksissektor og kommuner eller alt det uden for sygehusene.

Det andet var nedlæggelse af regionerne som politiske enheder. Det sidste punkt er formentlig lagt i venteposen – og for min skyld gerne i glemmeposen.

Vigtige produktivitetsdrivere
Det første punkt lever stadig og var også et vigtigt punkt i Socialdemokratiets sundhedsudspil fra efteråret 2018. Og det punkt er helt afgørende.

Under to milliarder kroner til sundhed samlet i kommuner og regioner vil skabe skuffelse og frustration både i KL og Danske Regioner.

Jes Søgaard
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

For borgeren. For sammenhængen i sundhed. Og for sundhedsøkonomien (antager vi). Antagelsen eller hypotesen i et evidensbaseret sundhedsvæsen er, at vi også kan spare penge fremover ved at flytte opgaver fra sygehusene til "det nære", uden at det går ud over den faglige og patientoplevede kvalitet.

De sidste 30 år har den nok vigtigste produktivitetsdriver i sundhedsvæsenet været kortere liggetider og omlægning fra behandling under indlæggelse til ambulant behandling på sygehusene. Her er vi verdensmestre.

Skal vi være helt ærlige, har vi ikke så mange data om produktivitet i "det nære" – men de kommer nok. Og så bør vi kunne vise, at fremtidens produktivitetsdriver er udflytning af opgaver fra sygehusene til "det nære".

Derfor må man håbe, at denne opgaveudflytning også indgår i aktuelle økonomiforhandlinger. Den opgave må ikke glemmes. For borgerens og patientens skyld. For sundhedsøkonomiens skyld.

Demografisk træk koster milliarder
For en økonom er det svært at skrive om udgiftsbehov som noget positivt. Men jeg må jo ikke kalde det investeringsbehov for Finansministeriet. Men der er altså nogle objektive udgiftsbehov.

Finansministeriet har selv beregnet det såkaldte demografiske træk til at "koste" cirka to milliarder kroner om året - i hvert fald frem til 2025.

Så er der efterslæb i psykiatrien. Der er stigende priser på sygehusmedicin, der er nye krav i ældreplejen, der er indregnede besparelser ved nyt sygehusbyggeri, som måske er blålys, der er nye behandlinger, som kommer, og der er en række politiske Christiansborg-ønsker.

De summerer meget let op til noget over fire milliarder kroner om året. Til regioner og kommuner tilsammen, hvor halvdelen altså er demografibetinget.

Og det svarer til de cirka to procents vækst i sundhedsudgifterne/-bevillingerne, som de sædvanlige "kilder" har annonceret det sidste års tid. Det vil sige Lægeforeningen, DSR, Vive og forskellige sundhedsøkonomer.

De samlede offentlige sundhedsudgifter beløb sig i 2018 til 187 milliarder kroner. To procents vækst svarer til 3,75 milliarder kroner.

Ikke råd til to procents vækst
To procents sundhedsøkonomisk bevillingsvækst årligt er noget over dansk gennemsnit de sidste otte år, som har været 1,2 procent per år, men lidt under nordvesteuropæisk vækstrate i samme periode på 2,1 procent per år.

Vi vil jo gerne være i verdensklasse, omend vi ifølge OECD-statistikkerne ikke helt vil betale for det. Alle landes regeringer påstår at have sundhedsvæsener i verdensklasse, men det er en sportsgren uden dommerpanel.

Sagen er bare, at to procents bevillingsvækst til sundhed er no-go for finansminister Nicolai Wammen (S), lige så meget som det ville have været det for forhenværende finansminister Kristian Jensen (V).

Det vil svare til hele rådighedsrummet frem til 2025, som vores nye regering er ved at skrumpe via diverse "eftersyn".

Støttepartierne snakker mere om undervisning, børnepasning og klima end om sundhed. Så sundhed kan og bør ikke tage det hele. Der er politisk og nationaløkonomisk ikke råd/plads til to procents vækst om året i sundhedsbevillingerne.

Under to milliarder vil skuffe fagorganisationer
Socialdemokratiets eget sundhedsudspil fra efteråret 2018 satte 53 ekstra såkaldte kumulerede milliarder kroner af til sundhed frem til 2025, og det svarer til lige lidt under to milliarder kroner årligt ekstra til kommuner og regioner tilsammen. Altså under det, som regionerne nu alene kræver.

Mit bud er, at Nicolai Wammen næppe kan gå med til mere end mellem 1,5 og 2 milliarder kroner ekstra til sundhed i alt. Af politiske grunde, herunder rådighedsbeløbet, som jo også er en politisk størrelse.

Spørgsmålet er også, om sundhedsvæsenet kan absorbere mere end to milliarder kroner i årlig bevillingsforøgelse? Der er personalemangel, så for store bevillinger kan let føre til løninflation.

Under to milliarder kroner til sundhed samlet i kommuner og regioner vil skabe skuffelse og frustration både i KL og Danske Regioner, men mindst lige så vigtigt i Lægeforeningen, DSR, FOA og alle de andre fagorganisationer for hårdt arbejdende og pressede sundhedspersoner i det her land.

Økonomiaftale kan suppleres med otte punkter
Derfor kunne en traditionel økonomiaftale suppleres med følgende otte punkter, som vil lette udgiftspresset og give noget til sundhedsvæsenet.

1) En langtidskontrakt frem til 2025 (med diverse forbehold for recessioner eller andre grimme ting undervejs) om stabil bevillingsvækst i størrelsesordenen på godt en procent årligt. Det vil sige cirka to milliarder kroner årligt.

2) Kommuner og regioner skal sammen med statslige uddannelsesinstitutioner kapacitetsudvikle. Det vil sige uddanne flere sygeplejersker, sosu-assistenter og lægespecialister i almen medicin, psykiatri, radiologi og andre områder, hvor der er mangel på lægespecialister, og realisere skjulte reserver i nuværende sundhedspersonale. Kort sagt: Det skal igen være attraktivt at arbejde i det danske sundhedsvæsen.

3) Kommuner og regioner skal sammen med Sundhedsstyrelsen kompetenceudvikle det nære sundhedsvæsen, altså almen praksis, praktiserende speciallæger, andre praktiserende sundhedspersoner (eksempelvis fysioterapeuter og tandlæger) og det kommunale sundhedspersonale (eksempelvis sygeplejersker, sundhedsplejersker, diætister og sosu-assistenter) til at overtage sundhedsopgaver, som nu ligger i sygehusregi.

4) Denne kompetenceudvikling omfatter både kompetencer hos de enkelte sundhedspersoner og kvalitetskrav til og -beskrivelser for de opgaver, der skal løses i "det nære" sundhedsvæsen. Det forudsætter tæt samarbejde mellem kommuner, regioner, Sundhedsstyrelsen og de sundhedsfaglige organisationer. Principperne om evidensbaseret sundhed må ikke glemmes her. Kompetenceudvikling bør omfatte konkrete studier af, at opgaveløsning i "det nære" sundhedsvæsen er mindst ligeså god som i sygehusregi og til en lavere pris (såkaldte non-inferiority studies).

5) Regioner og kommuner skal skrive under på, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå "panikspareplaner", som smadrer driften på hospitaler og andre institutioner. Regioner og kommuner skal måske også levere tentative seksårsbudgetter. Mig bekendt har der ikke været store sparerunder i Region Syddanmark i snart ti år, så de kan forebygges med god planlægning og fornuftig drift. Måske skal "panikspareplaner" straffes med statslig administration – en slags fodlænker.

6) For min skyld må en mindre del af bevillingen til regioner og kommuner gerne være til fælles brug. Det har man prøvet i Skotland, omend ikke kun med succes.

7) For min skyld må en del af lokkemaden til regionerne (som den primære sundhedspart) gerne være politisk fremtidssikring frem til 2025. Og til kommunerne om, at staten ikke som i Finland tager alt sundhed fra dem og lægger over til regionerne.

8) Regering og folketing skal også bidrage til Sundhedsaftalen. Det ville klæde regering og folketing at suspendere eller i hvert fald lempe på de såkaldte patientrettigheder – primært diverse 30 dages rettigheder. De fastlåser driftsplanlægning for meget. Lad sundhedsvæsenet sammen med politikere i regionsråd og kommunalbestyrelser administrere disse og tillade, at de differentieres. Lad disse prioriteringer gå tilbage til faglig og lokalpolitisk prioritering.

Jeg ønsker jer alle en god forhandling og håber på et godt resultat for både sundhedsvæsenet og de øvrige velfærdsområder.