David Trads til Pelle Dragsted: Jo, Reagan var faktisk en helt

KOMMENTAR: Når Pelle Dragsted drømmer om, at der opstilles en skamstøtte af Reagan i København, der kan være "en påmindelse til højrefløjen om aldrig igen at lukke øjnene for vennernes forbrydelser", så er det udtryk for en bekymrende revisionistisk historiefortælling, skriver David Trads.

Hver eneste gang, at nogen – i reglen fra Enhedslisten og nærmeste omegn – forsøger at relativere, hvad der rent faktisk skete under Den Kolde Krig, tænker jeg på en skøn anekdote, som Ronald Reagan holdt af at fortælle:

"En amerikaner og en russer skændes om deres to lande. Amerikaneren siger: I mit land kan jeg gå direkte ind i det ovale værelse, jeg kan hamre min næve i præsidentens skrivebord og sige: Mr. President, jeg kan ikke lide den måde, du styrer vores land på! Russeren kigger på ham og siger: Det kan jeg da også gøre. Amerikaneren udbryder: Kan du virkelig? Ja, svarer russeren, jeg kan gå direkte ind i Kreml, hamre min næve i generalsekretærens skrivebord og sige: Hr. generalsekretær, jeg kan ikke lide den måde, som Ronald Reagan styrer sit land på."

Det var jo sådan, det var:

Vesten, anført af Amerika, var demokrati, markedsøkonomi, frihed. Østblokken, dikteret af Sovjetunionen, var diktatur, planøkonomi, undertrykkelse. I Vestens liberale demokratier måtte man sige lige akkurat, hvad man ville. I Østblokkens totalitære kommunisme risikerede man et nakkeskud uden rettergang, hvis man var dissident.

Vestens lande indgik i frivillige alliancer, hvor USA var førende, men hvor selv små nationer som Danmark selv måtte bestemme, om vi ville være med i Nato eller EU. Østblokkens lande var lydstater, hvor Sovjetunionen tvang dem til at lade sig tryne i Warszawa-pagten og Comecon. Vesten kæmpede for frihed. Østblokken påtvang underkastelse.

Det var den helt, helt store kamp, som blev udkæmpet under Den Kolde Krig – for fra det øjeblik, at Sovjetunionens diktatur indså, at den eneste måde, de kunne holde på deres undertrykte folk på, var ved at lade et jerntæppe sænke sig midt gennem Europa, ja, fra det øjeblik pågik der en fundamental kamp mellem De Gode og De Onde.

Heldigvis sluttede det hele med den rigtige 'vinder', idet Muren faldt i 1989, og Sovjetunionen kollapsede i 1991. Fantastiske dissidenter – fra de mest kendte som Lech Walesa, Vaclav Havel og Aleksandr Solsjenitsyn til de mange flere ukendte, men modige mænd og kvinder, der med livet som indsats tog den svære kamp bag Jerntæppet – er selvsagt de hovedpersoner, vi allermest kan takke for, at friheden vandt over undertrykkelsen.

Men der var også stærke folk i Vesten – fagforeninger, frivillige organisationer, politikere – som stod parate til at støtte de dissidenter, der var så udsatte dengang. Den allervigtigste af alle dem, der turde sætte sig op imod ondskaben, var selvfølgelig USA's daværende præsident:

Ronald Reagan.

Udenrigspolitisk var han en gigant – for da det virkelig gjaldt, fremlagde han i 1977 en meget simpel, men, skulle det vise sig, fremragende strategi for, hvordan USA burde vinde Den Kolde Krig:

"Her er den: Vi vinder, og de taber."

Vi skal huske, hvordan samtiden var:

Over det meste af kloden udspillede der sig satellitkrige og proxy-konflikter mellem nationer, der enten tilhørte den ene eller den anden supermagts såkaldte 'interessesfære' – for vi levede i et livsfarligt nulsumsspil, hvor hvert enkelt regime, især i Afrika, Asien og Latinamerika, måtte vælge side mellem de to supermagter. Hvis Sovjet fik kontrol med endnu et land, ville det uvægerligt svække demokratiet og på sigt true vores frihed. 

USA's krige i Korea og Vietnam og interventioner i Chile og Iran handlede især om at slå kommunismen tilbage. Sovjetunionens krige i Afghanistan og Angola og nedkæmpelse af oprør i Budapest og Prag gik især ud på at kæmpe for kommunismens overherredømme. Mange, uhyggeligt mange, mennesker, langt de fleste uskyldige, blev ofre i disse krige.

Da Reagan blev præsident i 1981, var det oprindeligt hans strategi at knuse Sovjets økonomi ved at øge det i forvejen galopperende våbenkapløb til et niveau, hvor Kreml ikke kunne følge med. Ikke alt fra den periode er kønt – USA's interventioner i Centralamerika eksempelvis – men det bidrog til at knække Moskva, hvis attraktion i resten af verden faldt.

Da Mikhail Gorbatjov blev generalsekretær i 1985, erkendte han, at Sovjet ikke kunne følge med – årtiers knægtelse af friheden havde ført til tilbagegang. De nedrustningsforhandlinger, som han blev tvunget ind i, endte med først fredsforhandlinger og siden betingelserne for kommunismens overgivelse. Reagans moralske og militære overlegenhed sikrede det.

Når Pelle Dragsted, Enhedslistens ideolog, i Information i denne uge drømmer om, at der opstilles en skamstøtte af Reagan i København, der kan være "en påmindelse til højrefløjen om aldrig igen at lukke øjnene for vennernes forbrydelser", så er det udtryk for en bekymrende revisionistisk historiefortælling. 

For nej, Pelle Dragsted: Ronald Reagan var ingen forbryder. Og, jo, Pelle Dragsted: Ronald Reagan var faktisk en helt.

-----

David Trads er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. 

Forrige artikel Steen Gade: Løkke-regeringens aflysning af 2020-klimamålet skal ikke ske igen Steen Gade: Løkke-regeringens aflysning af 2020-klimamålet skal ikke ske igen Næste artikel Benny Damsgaard: Statsministereffekten, der blev væk Benny Damsgaard: Statsministereffekten, der blev væk
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.