Efter to år har Biden aflivet myten om, at USA er abdiceret fra positionen som verdensmagt

Trods krigen fastholder Biden og hans regering, at Kina er og bliver hovedudfordringen for USA på længere sigt. Det er der gode grunde til. Kina ses med rette som den eneste anden magt, som har viljen og evnen til at gøre USA rangen stridig som supermagt. 

Mest aktuelt har Washington bekræftet at ville forsvare Taiwan. Det er ikke altid sket lige elegant. Blandt andet har Biden selv fremsat uheldige udtalelser og skabt tvivl om den amerikanske kurs. Men bundlinjen er, at USA fremstår eksplicit og robust i afskrækkelsen af Beijing-regimet fra at invadere øen. 

På den længere bane har Biden-regeringen i forhold til Kina foretaget en stribe skridt, som demonstrerer præsidentens rådgiveres evne til at planlægge langsigtet. 

Konkret er forsvarssamarbejdet blevet styrket med allierede som Japan og Australien. Mere strategisk har USA indgået aftaler på politiske, økonomiske og handelsmæssige områder med venligtsindede lande i Asien. Meningen er tydelig, selvom det ikke siges højt: Kina skal inddæmmes. 

Det er tillige værd at lægge mærke til, at USA viser langt større interesse end tidligere for Latinamerika og Afrika. Det har i årevis været et mantra i den internationale debat, at Vesten snorksov, mens Kina stødte frem i det, der engang blev benævnt som Den Tredje Verden. Nu er i hvert fald USA vågnet, og det er sket under Biden. 

Et andet langsigtet element i den nye amerikanske udenrigspolitik er, at Biden har bragt USA tilbage i klimakampen. Allerede på sin første dag i embedet bebudede han, at USA ville genindtræde i Parisaftalen. Der er indført en strategi for at begrænse udledninger, og Kongressen har vedtaget en pakke til svimlende 500 milliarder dollar til investeringer i grøn energi og infrastruktur. 

Omvendt proportional med klima-omlægningen er USA's diplomatiske indsats i Mellemøsten, hvor man ellers har været særdeles aktiv i årtier. Engagementet i regionen er nu faldet til et lavt niveau. I lyset af, hvad Washington i øvrigt er nødt til at bruge opmærksomhed på, er det forståeligt, men det er alligevel slående, hvor lidt Mellemøsten fylder i det samlede udenrigspolitiske billede. 

Det helt store minus i regnskabet var den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan, som ydmygede USA og kostede ham dyrt i vælgertilslutning.

Michael Ehrenreich
Fhv. direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Der er én undtagelse, som Biden slap dårligt fra, og som udløste skarp kritik fra menneskerettighedsorganisationer. I begyndelsen af embedsperioden førte han an i kritikken af Saudi-Arabien for at stå bag mordet på journalisten Khashoggi, men senere rejste han selv til Riyadh. Formålet var at udvirke en forøgelse af olieproduktionen for at lette den vestlige forsyningssituation i lyset af Ukraine-krigen, hvilket i øvrigt mislykkedes. ”Knæfaldet” så ikke godt ud. 

Generelt gjorde han ved sin tiltræden meget ud af menneskerettigheder, som – sagde han – stod højt på hans dagsorden. Men reelt er resultaterne få, hvilket han også er blevet kritiseret for. 

Det er sædvane, at amerikanske præsidenter blandt andet måles på fremskridt for frihandel. Her har Biden stort set intet at vise frem, og det skyldes nok tre forhold. Han er ikke frihandelstilhænger af hjertet, han har været nødt til at udvise politisk forsigtighed i kølvandet på tidligere præsident Donald Trumps hårde kurs, som har mange tilhængere i USA, og han har været begrænset af realpolitisk nødvendighed grundet krigen og hensynet til en langsigtet strategi overfor Kina. 

Det helt store minus i regnskabet var den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan, som ydmygede USA og kostede ham dyrt i vælgertilslutning. Tilbagetrækningen var elendigt planlagt og dårligt udført og skete uden koordination med USA's allierede, hvilket skabte megen vrede. 

Han har effektivt dementeret myten om, at USA er abdiceret fra positionen som verdensmagt. 

Michael Ehrenreich
Fhv. direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

At Taliban gradvis strammer grebet om Afghanistan, ikke mindst ideologisk med en tilbagevenden til et middelalderligt værdisæt, især over for landets kvinder, øger kun frustrationen og fornemmelsen af en krigsindsats, der mislykkedes. 

Men undtagelser og tilbageslag kan ikke rokke ved et samlet billede af en succesrig amerikansk udenrigspolitik under præsident Biden. Med Ukraine som det klareste eksempel er USA tilbage i sin vante rolle med at skabe resultater i alliancer med sine allierede. Det er en rolle, som vi i vores del af verden kan være tilfredse med og bør være glade for. 

Ved sin tiltræden bekendtgjorde præsident Biden, at ”USA er tilbage”, underforstået på den internationale scene. De forløbne to år har ikke alene vist, at han har leveret. Han har også effektivt dementeret myten om, at USA er abdiceret fra positionen som verdensmagt.