Johanne Dalgaard: Angreb på "finkultur" hører ikke til i det gamle arbejderparti

De seneste 10-15 år har der kun været ét parti i Danmark, der har haft en synlig kulturpolitik, og det er Dansk Folkeparti.

Den har til gengæld været meget synlig i alle mulige og umulige sammenhænge, fordi Dansk Folkeparti dels nærer en dyb foragt for armslængdeprincippet, dels hyppigt anspores til højlydt rasen ved den blotte antydning af, at der skulle være nogen, der havde større viden om og indsigt i noget kulturelt emne end folkepartisterne selv.

Det sidste synes at hænge sammen med et udpræget instrumentelt syn på kulturen og kunsten som noget, hvis primære værdi ligger i dets potentiale for at udbrede politiske budskaber.

Således holder DF nidkært øje med dansk kulturliv i almindelighed med henblik på at identificere værker, der kan tolkes som subversivt vis-a-vis partiets politiske dogmer.

I særdeleshed har Danmarks Radios dramaafdeling pådraget sig partiets vredladne opmærksomhed for nærmest alt, den har produceret fra og med folkeejet Matador, der anstødeligt nok tog sig den frihed at lade Doktor Hansen være modstandsmand, samtidig med at han stemte radikalt.

Partiets frustration over DR Drama fik en form for kulmination i 2014 ved lanceringen af tv-serien "1864". I et smalt medieforlig fra 2010 havde Dansk Folkeparti og regeringen besluttet at øremærke 100 millioner kroner til "en historisk dramaserie af høj kvalitet, der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien".

I Socialdemokratiets nykonceptualisering af begrebet folkelighed synes der ikke at være plads til ret meget, der står uden for rammerne af den kræmmerlogik, der styrer hele partiets krampagtige kamp for at genvinde magten.

Johanne Dalgaard

Resultatet, der var instrueret af Ole Bornedal og derfor både belæsset med pinligt utroværdig dialog, malplaceret magisk realisme og gumpetunge paralleldragninger mellem D.G. Monrads og Anders Fogh Rasmussens respektive krigsmageri, var ikke dét, Dansk Folkeparti mente at have bestilt.

En "dybt rystet" Pia Kjærsgaard udtalte til Berlingske:

"Den er tendentiøs, og den politiserer uden skam. Nutidens politik synes at ligge Ole Bornedal mere på sinde end fortiden, og det er gået helt galt. Det er demagogi, og det er helt urimeligt over for os, der håbede på en seriøs, historisk serie, men også over for den forudsætningsløse ungdom, der får en skrupforkert historieversion."

Upåagtet tragikomikken i, at partiets bestræbelser på at føre DR's kunstneriske hånd i dén grad gav ideologisk bagslag, så kan man jo konstatere, det siden er lykkedes partiet at få skovlen under Statsradiofonien på en væsentligt mere konkret måde i form af en nedskæring på 20 procent af dens budget og deraf følgende afskedigelse af 400 stillinger.

En anden kulturpolitisk mærkesag for DF er nedlæggelsen af Statens Kunstfond til fordel for oprettelsen regionale fonde, der skal føre til en større geografisk spredning af kunststøtten.

Det har indtil videre resulteret i oprettelsen af to nye regionale kunstfonde, Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond, der skal yde støtte til "lokal kunstproduktion".

Alt i alt har det kunnet betale sig for DF at være aktivistisk på kulturområdet, ikke mindst fordi ingen andre har gidet at engagere sig i det.