Johanne Dalgaard: Bevar roen og lad dig ikke provokere

KOMMENTAR: Antielitær fjenderetorik har længe været almindeligt i dansk politik, men nu kommer Paludan anstigende med uforfejlet fascisme. Men selvom han plæderer for et voldeligt og racistisk regime, skal vi bevare roen og ikke lade os provokere, skriver Johanne Dalgaard.

For nylig mistede jeg min mormor, som var min sidste levende bedsteforælder.

Det føles monumentalt, og sorgen skiftevis vælder op og ebber ud igen, som dagene og snart ugerne går. Det handler ikke kun om det konkrete savn af de elskelige personer, som mine bedsteforældre var.

Det handler også om en måde at være på i verden, som jeg beundrer, og som jeg mærker, jeg dels har svært ved selv at leve op til, og dels har svært ved at genfinde andre steder. Et bestemt sindelag, et lyst, rummeligt og generøst et, men også pragmatisk og indsigtsfuldt et, som jeg forbinder med de kloge gamle. 

Savnet efter mildheden føles særligt akut i lyset af det hæslige karneval af en valgkamp, som de næste fire uger tegner til at blive.

Der kommer ikke til at være ret meget plads til den i de samtaler, politikerne vil føre med hinanden med os andre som vidner i den næste tid. Formodentlig vil betegnelsen "samtaler" knap forekomme rimelig, hvis man skal dømme efter, hvad der karakteriserede de indledende partilederrunder.

I stedet skal vi høre om fjendskab. Rasmus Paludan er, med sit formørkede ævl om andre mennesker som "fremmede fjender" og "affald", afgjort den politiker, der er mest beskidt i munden og tager den mest ekstreme og vanvittige konsekvens af sit fjendebillede.

Men den strategi, han anvender, med at føre sig frem som ven af "den almindelige dansker" og udpege bestemte grupper som henholdsvis undertrykkere og snyltere, den er påfaldende almindelig i mainstream politik.

Fra Venstres tordnen mod "ekspertvældet" i nullerne og til Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets krav om "folkeliggørelse" af kunsten og kulturen går der en rød tråd af noget, der påkalder sig at være et antielitært og egalitært projekt, men som snarere dækker over politikernes mere eller mindre bevidste stræben efter magtfuldkommenheden.

Man taler til det laveste i folk, fordi det virker. Fordi folk faktisk har frustrationer, og fordi politisk lederskab i magtpartierne mest handler om at undgå selv at påtage sig ansvaret for de frustrationer.

Men på et tidspunkt, hvor mainstream-partierne efterhånden står for hver deres udvandede variant af et socialdemokratisk projekt og primært bruger fjenderetorikken som et taktisk redskab til at fænge vælgere med, så kommer Rasmus Paludan altså anstigende med uforfalsket fascistisk politik.

Det er vigtigt, at man ikke lader sig forblænde af, at hans retorik nogle gange minder til forveksling om den, vi hører i mainstream. "Danskerne dit og danskerne dat."

I stedet er det vigtigt, at man bemærker, at han er almindeligt uopdragen, opfører sig mobbende og konstant forbryder sig mod den sociale kontrakt, samtidig med at han viser sig som en skallesmækkende mimose, der kaster om sig med søgsmål, så snart nogen går hårdt til ham.

Det er vigtigt at bemærke, at han er en gemen racist, der tilskriver folk essentielle karaktertræk på baggrund af deres etniske herkomst, og at han undertiden bruger både religion og intelligenskvotient som proxy-parametre for race.

Og det er vigtigt at bemærke, at der ikke er nogen tænkelig måde, hvorpå hans udrensningspolitik kan gennemføres uvoldeligt. Man fjerner ikke 300.000-500.000 borgere fra et land uden vold. Det, han plæderer for, er de facto et voldeligt regime, der kommer om natten og fjerner borgere, der af etniske eller politiske årsager ikke falder i magthavernes smag, fra deres hjem.

Det er der efter alt at dømme 2-3 procent af befolkningen, der er lydhør over for. Det tror jeg, til alle tider der vil være i et samfund. Det skal vi ikke lade os skræmme af, og vi skal ikke lade os provokere.

Vi skal bevare roen og sørge for at inddæmme galskaben uden at imødekomme den, så den vokser. Lad det bare være en opfordring til hvem, der end vinder valget.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Jarl Cordua: Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps Jarl Cordua: Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps Næste artikel Benny Damsgaard: Pas på, hvis du byder partierne indenfor i valgkampen Benny Damsgaard: Pas på, hvis du byder partierne indenfor i valgkampen