Johanne Dalgaard: Elitens hatteleg gør Christiansborg til en karrierekanon

For knap en måned siden landede nu forhenværende erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) en smal politisk aftale med Dansk Folkeparti om ”forenkling” af erhvervsfremmesystemet i Danmark.

Det virker indlysende problematisk, at den, der er udpeget som folkets tjener på et område, og dermed er betroet det ansvar, det er at regulere dét område i fællesskabets interesse, pludselig render af pladsen for at stille sig i spidsen for en organisation, der repræsenterer særinteresser på området.

Johanne Thorup Dalgaard

Danske Regioner var stærkt utilfredse, fordi de mistede autonomi på området, der fremover skal varetages af ”Danmarks erhvervsfremmebestyrelse”.

Dansk Erhverv var til gengæld fulde af lovord om aftalen, der blandt andet sikrer erhvervslivet 6 ud af 15 bestyrelsesposter i den nationale erhvervsfremmebestyrelse, mens erhvervsrepræsentanter hidtil har bestredet 6 ud af 21 pladser i de regionale vækstfora.

Aftalen var der som sådan ikke noget særlig bemærkelsesværdigt ved. Standard centraliseringsmanøvre. Men bemærkelsesværdigt er det, at erhvervsministeren tilsyneladende har været ved at positionere sig til stillingen som direktør i Dansk Erhverv, mens forhandlingerne om aftalen har stået på.

Det mest ideologiske udsagn, der kan fremsættes om en handling eller politik, er, at den ikke er ideologisk betinget.

Johanne Thorup Dalgaard

Det er ikke en unik hændelse. Karen Hækkerup (S) forlod som bekendt også ministergerningen til fordel for en lukrativ stilling som direktør for landbrugets primære lobbyorganisation, Landbrug & Fødevarer, kort efter at have siddet som minister for netop det område.

Det vakte kritik, også dengang, fordi det virker så indlysende problematisk, at den, der er udpeget som folkets tjener på et område og dermed er betroet det ansvar, det er at regulere dét område i fællesskabets interesse, pludselig render af pladsen for at stille sig i spidsen for en organisation, der repræsenterer særinteresser på området.

Ligeledes har der været en del spydigheder og mumlen i krogene over for eksempel Bjarne Corydons (S) hop til McKinsey og siden til Børsen og Emilie Turunens (S) skifte fra Europa-Parlamentets grønne gruppe til en stilling som chef for public affairs i Nykredit.

Men selvom det vækker en vis kritik i de mest graverende og synlige tilfælde, er det alligevel, som om det ikke rigtig betragtes som et alvorligt problem, det med svingdøren, gennem hvilken eliten af politikere, pressefolk og lobbyister gnidningsløst flyder frem og tilbage mellem de forskellige sektorer og modsatrettede roller.

Lige så højlydt som kritikken af hattelegen er kritikken af kritikken, som typisk kommer fra andre medlemmer af samme elitesegment, og som typisk søger at gøre det hele til et spørgsmål om den poachede ministers personlige frihed, og om at begrænsninger på denne frihed vil ødelægge ethvert incitament for dygtige mennesker til at gå ind i politik. Det tror jeg nu næppe.

En anden variant af kritikken af kritikken er den, hvor man prøver at anføre, at samfundets og fællesskabets interesser i virkeligheden er sammenfaldende med det private erhvervslivs, hvorfor der intet modsætningsforhold er mellem demokratisk styrede offentlige organisationer og de private kræfter, de regulerer.

Her ser man kernen i det neoliberale projekt: udviskningen af grænserne mellem marked og stat, til de til sidst er umulige at skelne fra hinanden. Ophævelsen af enhver konflikt under henvisning til, at alle har interesse i, at økonomien vokser, og at systemerne kører gnidningsfrit.

Det er samme tankegang som den, der kommer til udtryk, når en af regeringen nedsat ”ledelseskommission” fremsætter en række anbefalinger, der blandt andet baserer sig på den dybe indsigt, at det kunne være dejligt for offentlige ledere, hvis de offentligt ansattes fagforeninger ville holde op med at opføre sig så fagforeningsagtigt.

Hvis man nu kunne skalte og valte med medarbejderne, som man ville, unilateralt udvide arbejdstiden og bremse lønstigningerne, så kunne man lave en meget mere smooth-running offentlig sektor ”til gavn for borgerne”. Og hvis nu medarbejderne bare ville indse, at det var vejen frem, så ville dét være meget nemmere.

I Ledelseskommissionen sidder, i parentes bemærket, også David Hellemann, der var departementschef i Finansministeriet i den periode, hvor man gennemførte de skattefinansierede redningspakker til bankerne i kølvandet på finanskrisen – og som i 2014 forlod posten til fordel for en stilling som direktør i Nordea.

Det giver sikkert en udmærket profil i forhold til at udvikle moderne managementteori, men om det giver en person troværdighed i forhold til at evaluere, hvordan en demokratisk styret organisation bør indrettes, stiller jeg mig skeptisk over for.

Konsekvensen er den totale afpolitisering af samfundets organisering. Men det bør være indlysende, at lønmodtagere og arbejdsgivere har en interessekonflikt. Medarbejderne vil gerne udføre deres arbejde bedst muligt og have bedst mulige vilkår, hvad angår løn og fleksibilitet i hverdagen. Arbejdsgivere, der er underlagt effektiviseringskrav, mål- og resultatplaner og så videre, vil gerne have så højt udbytte af medarbejdernes arbejdskraft til så lav en pris som muligt.

På samme måde er det indlysende, at konventionelle landmænd, hvis indtjening og arbejdsbyrde er direkte forbundet med, hvor meget sprøjtegift de får lov at anvende og i hvilke områder, har en anden interesse end de fleste andre, der bare gerne vil have rent drikkevand, når det kommer til fastsættelsen af grænseværdier for sprøjtegift. Og det er indlysende, at en persons socioøkonomiske status har betydning for, hvad den persons interesse er i forhold til omfordelingspolitik og velfærdspolitik.

Det betyder ikke, at alle entydigt handler og stemmer ud fra deres egne snævre interesser, eller at dette ville være ønskværdigt. Idealisme findes på godt og ondt. Nogle sigter efter deres idé om det ideelle samfund, nogle træffer deres valg ud fra en drøm om, at de selv en dag vil avancere og være bedre stillet.

Men ingen ”nødvendighedens politik” kan nogensinde være objektivt nødvendig eller overhovedet ønskelig for alle, uanset hvor meget dens fortalere prøver at fremstille det på den måde. Det mest ideologiske udsagn, der kan fremsættes om en handling eller politik, er, at den ikke er ideologisk betinget.

Ethvert politisk system er ideologisk, også det teknokratiske. Og det er en teknokratisk idé, at der kun findes én vej frem, nemlig den, systemet i sin aktuelle udformning anviser.

----------

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.