Johanne Dalgaard: Fortæl os nu, hvad strategien mod corona er

Jeg føler mig meget lidt klog for tiden. Jeg plejer at kunne læse op på diverse samfundsspørgsmål tilstrækkeligt til at danne mig en nogenlunde klar holdning på en dag eller to.

Men når det kommer til covid-19, og hvad der virker og ikke virker, bliver jeg kun mere forvirret, jo mere jeg læser. Den smertelige realitet er nok, at ingen på nuværende tidspunkt kan stille min eller offentlighedens tørst efter håndgribelig viden. Det er for tidligt, videnskaben har ikke haft tid nok til at konkludere ret meget entydigt.

I stedet forsøger folk i realtime at følge videnskabens arbejde med at belyse forskellige aspekter af sygdommen og dens udviklingsmønster.

På sociale medier deler og diskuterer folk undersøgelser, der endnu ikke har været gennem peer review i et desperat og meget menneskeligt forsøg på at forstå og komme på forkant.

Og netop i en så ekstraordinært kaotisk informationsstrøm er det simpelthen katastrofalt, at de danske myndigheder har så meget uld i mund og tilsyneladende er helt ude af stand til at koordinere internt om deres kommunikation.

Én ting er, at regeringen forventeligt nok skyder skylden for en række fejltrin på embedsmændene i Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Men de store sundhedsmyndigheder optræder også konstant i dissonans med sig selv og hinanden.

Netop i en så ekstraordinært kaotisk informationsstrøm er det simpelthen katastrofalt, at de danske myndigheder har så meget uld i mund og tilsyneladende er helt ude af stand til at koordinere internt om deres kommunikation.

Johanne Dalgaard

Dagen efter at Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen pludselig siger, vi skal op på at teste 10.000 om dagen, siger Statens Serum Instituts Kåre Mølbak til Politiken, at strategien med at teste massivt for at inddæmme er "passé".

Tidligere var de tilsyneladende komplet uenige om, hvorvidt det er tilrådeligt for børn at lege sammen i flok. Og det har hidtil ikke været muligt at få nogen sammenhængende forklaring på, hvad der er den langsigtede danske strategi for at håndtere epidemien, og hvorfor det konkret er, man forventer, at den virker.

Spørgsmålene har hobet sig op længe. Hvorfor må offentligheden ikke få at vide, hvordan vores sundhedsberedskab helt konkret ser ud?

Er vi, eller er vi ikke i gang med at geare op til at teste massivt? Hvis vi er, hvorfor er vi det så først nu, og hvis vi ikke er, hvorfor så det?

Skyldes det et ressourceproblem, eller er det, fordi vores myndigheder er overbevist om, at de ved bedre end WHO og de lande som for eksempel Sydkorea, der har haft held til at inddæmme med test, smittesporing og isolering? Eller skyldtes det først det ene og siden det andet?

Hvad mener Sundhedsstyrelsen med, at WHO's anbefalinger skal "oversættes" til en dansk kontekst, og hvad har vores uddannelsesniveau med det at gøre?

Og hvis myndighederne har gode grunde til at fravige WHO's retningslinjer, hvorfor er det så så svært for dem at forklare dem?

Selvsagt er de pågældende myndigheder tungt belastet af krisehåndtering i denne tid, men man skulle alligevel tro, at det mindste, de kunne gøre, var at blive enige om, hvad der skal meldes ud, inden man melder det ud.

I hvert fald håber jeg ikke, man bilder sig ind, at den uldne kommunikationsstil vækker mindre uro og utryghed, end det ville gøre én gang for alle at præsentere offentligheden for de nøgne fakta om såvel beredskab som strategi.

Tværtimod ansporer det til alskens spekulationer i alle afkroge af offentligheden. Alle mulige bagsædechauffører melder sig på banen med hjemmestrikkede analyser, der typisk frem for alt afspejler deres eget ideologiske udgangspunkt.

Både på venstre- og højrefløjen spirer allerede mange dystre teorier om regeringens særdeles skumle motiver for at lukke samfundet ned, spærre grænser af og gennemtrumfe hastelovgivning.