Johanne Dalgaard: "Går den, så går den" er Venstres eneste princip

KOMMENTAR: Når Britt Bager i sin aktuelle partistøttesag gemmer sig bag jura og ikke vil beskæftige sig med begrebet "lovens ånd", så må lovens bogstav ændres, så forbuddet mod anonyme tilskud ikke bliver omgået af Venstre, skriver Johanne Dalgaard.

"Politiske partier, herunder regionale og kommunale kandidatlister, må fra en tilskudsyder ikke modtage anonyme tilskud på over 20.000 kroner."

Således lyder § 2a stk. 1 i partiregnskabsloven. Det står i øvrigt under overskriften "Forbud mod anonyme tilskud".

Man kunne måske – som lægmand – forledes til at tro, at man med denne formulering havde formidlet klart til målgruppen af magtmennesker, at det ikke er meningen, at én person skal kunne donere 100.000 kroner til en politikers kampagne, uden at offentligheden får vedkommendes identitet at vide.

Men hvis man troede det, så har man åbenbart fundamentalt misforstået, hvad der driver de mest magtfulde partier i det her land.

Det er nemlig ikke sådan noget luftigt og ligegyldigt noget som "lovens ånd", som Britt Bager (V) i et stærkt forurettet toneleje bekendtgjorde ad flere omgange, da hun efter en langvarig og pinlig tavshed endelig lod sig interviewe af Radio24syvs Brian Weichardt om Politikens afsløring af, at hun havde modtaget fem donationer a 20.000 kroner fra fem forskellige virksomheder med samme ejer.

Og her bakker statsminister Lars Løkke Rasmussen naturligvis op om sin politiske ordfører:

"Jeg beskæftiger mig slet ikke med partistøtte," udtalte han i Folketinget, da han af Enhedslistens Pernille Skipper blev spurgt om sin holdning til Britt Bagers "metode".

Det ville selvfølgelig også først og fremmest virke komisk, nærmest barokt, hvis Lars Løkke Rasmussen pludselig skulle begynde at bekende sig til et eller andet vidtløftigt princip om, at det er bedst som politiker at afholde sig fra adfærd, der kan vække mistanke om korruption.

Går den, så går den, er efter alt at dømme det eneste princip, man i Venstre-toppen hylder, når det kommer til politikernes moralske habitus, hvad end det drejer sig om at tiltuske sig en ny garderobe, et kostbart sommerhusophold eller bare en frokost med rigelig snaps, som man ikke selv skal betale for.

Det princip forsvares med lige dele patos og indignation, når det bliver påtalt. Lars Løkke Rasmussen var bogstaveligt talt på grådens rand, da han sidste år holdt tale til sin ven og velgører kvotekongen John-Anker Hametner og kom ind på pressens kritiske dækning af deres forhold og de tjenester, der blev udvekslet imellem dem.

"Jeg forholder mig til lovens bogstav, og det har jeg overholdt til punkt og prikke," udtalte Britt Bager i føromtalte radiointerview, stadig med stemmen dirrende af forurettelse.

Og tidligere Venstre-minister Søren Pind skrev et rasende debatindlæg i Berlingske om "venstrefløjens grænseløse hykleri" i Britt Bager-sagen, hvor han ublu trak linjer fra sagen til det såkaldte Moskva-guld, som (nu fortrinsvis hedengangne) dele af den danske venstrefløj modtog i støtte fra Sovjetunionen under den kolde krig.

Men uanset Løkkes og Bagers tilsyneladende oprigtige følelse af forurettelse og Pinds anakronistiske whataboutery om venstrefløjens arvesynd, så er faktum stadig, at Bager har modtaget 100.000 kroner i støtte fra én person, som ejer fem virksomheder, gennem hvilke pengene blev kanaliseret, således at vedkommende kunne forblive anonym for offentligheden.  

Når man kan synes, dét er et problem, så beror det jo på samme forhold, som loven – mangelfuld om end den er – forsøger at adressere, nemlig at penge givet til politikere må formodes at komme med en forventning om, at politikerne i den ene eller den anden forstand vil forvalte deres eventuelle embede på en måde, der kommer giveren til gavn.

Det kan være helt uskyldigt, endda idealistisk motiveret – man sympatiserer med en politikers synspunkter, bifalder dennes arbejde og ønsker at støtte det.

Men det kan også bunde i noget langt mere dystert og problematisk, såsom en forventning om at komme først til fadet og blive begunstiget med vennetjenester på en måde, der ikke er et demokrati eller en retsstat værdigt.

Risikoen for korruption er umulig at helgardere sig imod via lovgivning, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal prøve – og blive ved med at prøve. Alfa og omega er i den forbindelse åbenhed og gennemsigtighed omkring, hvilke interessenter politikerne kan tænkes at være påvirket af.

Og når Løkke og Bager i den aktuelle sag kan klynge sig til jura, selvom det strider imod al common sense, så er det indlysende et tegn på, at lovgivningen på området ikke lever op til sit formål.

Skammeligt og sigende er det derfor også, at de store oppositionspartier ikke har tænkt sig at tage initiativ til at få den ændret, men i stedet overlader det til Dansk Folkeparti at sige det, som alle almindelige borgere må tænke: Dét hul i lovgivningen bør lukkes.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B? Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B? Næste artikel Sigrid Friis: Klimaet kalder Socialdemokratiet Sigrid Friis: Klimaet kalder Socialdemokratiet
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.