Johanne Dalgaard: Lykketofts kritik af Thorning udløser borgerlig panik

Mogens Lykketoft har skrevet en bog om sit lange liv i politik, hvori han blandt andet skriver, at Helle Thorning-Schmidt var "fejlcastet" i rollen som socialdemokratisk statsminister, og at hun og Bjarne Corydon deponerede deres dømmekraft i økonomisk politik hos "regnedrenge og neoliberale frontløbere i Finansministeriet".

Det er faldet Berlingske for brystet i en grad, så avisen forleden på lederplads erklærede, at Mogens Lykketoft har været en bølle og "skadelig for den politiske kultur i Danmark".

Hvis jeg selv skal associere frit over ting, der er galt med den politiske kultur i Danmark, så er det helt andre ting end partifællers interne omgangstone, der falder mig ind.

Det er for eksempel symbolpolitik; ubrugte teltlejre og spild af politiressourcer til grænsepatruljering og vulgære kagefejringer af egen afstumpethed. Eller det er politikernes ringe selvindsigt og hægen om egne voldsomt favorable vilkår i en tid, hvor alle andre områder i den offentlige sektor er underlagt rigide budgetrammer og sparekrav.

Eller det er stramning af offentlighedsloven og erodering af armslængdeprincippet i alle mulige henseender, eller det er ministre, der ustraffet bryder loven, fordi støttepartier sympatiserer med det givne lovbrud.

I den kontekst virker det ærlig talt påfaldende, at det lige skulle være Lykketofts opgør med Thorning-æraen, der udløste en salvelsesfuld svada om etikette fra tanten i Pilestræde. I bund og grund handler forargelsen nok også reelt mere om den politiske substans i det, Lykketoft siger, end det gør om måden, han siger det på.

En ideologi holder ikke op med at være en ideologi, fordi dens fortalere nægter at kalde den ved samme navn som dens kritikere.

Johanne Dalgaard

For det, han siger, er jo, at det har været en fejl, når Socialdemokratiet har ladet stå til over for et borgerligt hegemoni i den økonomiske politik gennem årtier. Det er bemærkelsesværdigt, netop fordi Lykketoft selv bærer et stort ansvar for den tilstand, blandt andet i kraft af sine dispositioner som finansminister i halvfemserne.

Lykketoft førte ubestrideligt selv på mange punkter en politik, som jeg ville karakterisere som neoliberal med blandt andet efterlønsreform og privatisering af en lang række offentlige virksomheder.

Det faktum benytter Berlingske og andre dygtigt til at tegne et billede af ham som en selvretfærdig og forsmået hykler, der bare er ude i et forfængeligt hævnærinde, når han bebrejder Corydon og Thorning deres politik.

En anden udlægning kunne jo være, at Lykketoft har ændret holdning på basis af sine erfaringer. I hvert fald kunne tavsheden fra Socialdemokratiets nuværende ledelse tyde på, at han ikke står helt alene med sit synspunkt, og det er måske i virkeligheden den fornemmelse, der udløser den borgerlige panik: frygten for, at landet skal undergå et reelt kursskifte under socialdemokratisk ledelse, og at velfærdsstaten skal komme til hægterne og overleve trods sin hyppigt varslede død.

Frygten for, at det ikke længere skal regnes for en selvfølgelighed, at uregulerede markeder genererer de bedste løsninger, eller at ansvarlighed er synonymt med nedskæringer i de offentlige institutioner.

Om Lykketofts brug af mærkatet "neoliberal" om visse kræfter i Finansministeriet skriver Berlingske: "Ordet neoliberal findes slet ikke i økonomernes teoribøger, men kun i venstreorienterede politologers kritik af alt, hvad der ligger til højre for venstrefløjen i Socialdemokratiet."

Selvom der kan være noget om, at begrebet neoliberalisme undertiden bruges lidt i flæng om ting, venstreorienterede ikke kan lide, så er dét altså en mærkeligt strudseagtig måde at forholde sig til kritikken af en ideologisk strømning, der netop er særdeles velbeskrevet i den politologiske litteratur og indebærer en bred bevægelse i retning af markedsliggørelse af statslige institutioner og sfærer på tværs af kloden over flere årtier.

En ideologi holder ikke op med at være en ideologi, fordi dens fortalere nægter at kalde den ved samme navn som dens kritikere. Faktisk findes der formodentlig ikke et mere entydigt ideologisk udsagn, end at den politik, man ønsker at føre, er uideologisk og alene baseret på rationale.

Det har ellers været noget, man længe er sluppet uantastet afsted med i den økonomiske politik, det med at henvise til ansvarlighed eller nødvendighed og ikke vedkende sig, at man træffer politiske valg.

Jeg er ikke så optimistisk, at jeg tror, den æra er slut endnu. Men måske – måske – er der alligevel en forandring på vej.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.