Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Nej, det er ikke synd for arvingerne

KOMMENTAR: Hvordan spiller ønsket om afskaffelse af arveafgiften egentlig sammen med den evindelige højrefløjssang om, at det skal kunne betale sig at arbejde? Lediggang og unytte er åbenbart kun problematisk, hvis man samtidig er fattig. 

MEDFØDTE PRIVILEGIER Fondsformand Ane Mærsk McKinney Uggla ankommer til generalforsamling i A.P. Møller-Mærsk i 2017.
MEDFØDTE PRIVILEGIER Fondsformand Ane Mærsk McKinney Uggla ankommer til generalforsamling i A.P. Møller-Mærsk i 2017.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den får ikke for lidt med patos og højtidelig tale, når Joachim B. Olsen skal beskrive, hvorfor arveafgiften bør sænkes og ultimativt afskaffes i Danmark. Afgiften, der aktuelt udgør 15 procent af arven for nærtstående familiemedlemmer, er både ”uretfærdig”, ”usympatisk” og en ”underlig posthum hilsen” til danske borgere. Der males billeder af hårdtarbejdende jævne borgere, der spinker og sparer livet igennem, og som betaler deres skat og siden, ved deres død, forhindres i at give den opsparede formue til deres børn.

Det er en grundlæggende grotesk argumentation, at arveafgiften skulle udgøre en ”posthum hilsen” til den afdøde. Arveafgiften pålægges arvingen, ikke den afdøde. Og grunden til dét er, at vi droppede at leve under feudalisme for nogle århundreder tilbage, og at de fleste af os ikke nærer noget ønske om at vende tilbage til den, netop fordi det ikke virker retfærdigt, at nogle mennesker fødes med et forspring i livet, der er så stort, at de som udgangspunkt aldrig vil behøve selv at bidrage med noget til samfundet.

Konfronteret med det synspunkt, at forslaget harmonerer dårligt med liberalismens tanker om lighed i udgangspunktet for frie konkurrerende individer, kommer Olsen med en tåget argumentation om, at det kun er privilegier givet af staten på bekostning af andre, som er problematiske ud fra liberalismen, og ”at du sparer op og giver din egne penge videre til de mennesker, som er vigtigere end alt andet i livet, nemlig dine børn, er ikke på bekostning af andre”.

Det er bare virkelig noget vrøvl. Enhver kan sætte sig ind i ønsket om at sikre sine børn for fremtiden, at gøre det så godt for dem, som man kan. Men som aldrende velhaver må man simpelthen forstå, at det er os i næste generation, der skal dele samfund med deres børn, og at det selvfølgelig er uhensigtsmæssigt for fællesskabet, hvis de børn udstyres med snydekoder til livet i konkurrencestaten eller sågar med en kapital, der kan købe dem politisk indflydelse, helt uden at de selv behøver løfte en finger.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Her føler jeg mig også kaldet til at spørge: Hvordan spiller ønsket om afskaffelse af arveafgiften egentlig sammen med den evindelige højrefløjssang om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”? Man fornemmer, som man så ofte gør i denne velfærdsstatens afviklingsfase, at alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre.

Lediggang og unytte er i neoliberal optik kun problematiske egenskaber hos en borger, hvis borgeren samtidig er fattig. Så bør man for eksempel helst begrænse sin egen reproduktion, fordi man formodentlig alligevel kun kan sætte taberbørn som en selv i verden, modsat overklassen, der endelig ikke skal holde sig tilbage fra at sætte den ene mere uduelige yngel i verden efter den anden, så længe man kan udstyre dem med en formue, så de kan være aldeles uafhængige af fællesskabet (og måske en dag beklæde et præsidentembede eller sådan noget).

Det er en grundlæggende grotesk argumentation, at arveafgiften skulle udgøre en posthum hilsen til den afdøde. 

Det trækker tråde til forne tiders syn på den fattige pøbel som iboende umoralsk og doven. Og på aristokratiet som de naturlige bærere af rigdom og privilegier i kraft af deres overlegne dyd, som i Joachim B. Olsen-versionen af liberalismen tilsyneladende er synonymt med evnen til at forvalte en formue.

I en tid, hvor vores demokratiske institutioner fremstår mere og mere latterligt bedagede i forhold til at tæmme og inddæmme den oligarkiske magt, som følger med koncentrationen af kapital på meget få hænder, virker det mildest talt grinagtigt at tale om ”uretfærdigheden” i, at arvinger skal betale sølle 15 procent af de penge, de kvit og frit får foræret, i kraft af hvilken klan de tilhører.

I en Twitter-udveksling med Pelle Dragsted giver Olsen retorikken ekstra følelsesmæssig skrue: ”Men har du virkelig ondt i røven over, at et ungt menneske, som har mistet en eller begge forældre, arver dem? Tror hellere de vil have deres forældre.” Her må jeg bare anholde, at det at miste sine forældre jo desværre er en fuldstændig universel menneskelig oplevelse, som ikke er forbeholdt formuende menneskers børn, og som formodentlig ikke er mere smertelig for dem, der arver og skal betale arveafgift, end for dem, der ikke arver en krone og dermed ikke skal betale arveafgift.

At det på en eller anden måde skulle være synd for én, at man arver, fordi man så skal give noget af arven til det samfund, man er en del af, giver kun mening, hvis man abonnerer på et ideal om en art kasinoliberalt bingosamfund, hvor retfærdighed er synonymt med tilfældighed, og hvor borgernes værdi kun skal måles på, hvad de ejer, og ikke på hvad de egentlig bidrager til verden med. Et sådant system tjener kun ét formål, og det er at fastholde mennesker i de klasser, de er født ind i, til de stivner og bliver til stænder.

-----------

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er ny klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00