Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Pia Kjærsgaard har lænket "danskheden" til gulvet i sin kælder i Gentofte

KOMMENTAR: Det svenske valg resulterede i en gedigen omgang uforløst dansk skadefryd, der er sigende for den tiltagende smålighed, der gennemstrømmer den danske nationalkonservatisme, skriver Johanne Dalgaard.

<b>FORURETTEDE FRÆNDER:</b> Pia Kjærsgaard (DF) taler ved Sverigedemokraternes møde i Høganäs, Sverige. I baggrunden ses SD-formand, Jimmie Åkesson.
FORURETTEDE FRÆNDER: Pia Kjærsgaard (DF) taler ved Sverigedemokraternes møde i Høganäs, Sverige. I baggrunden ses SD-formand, Jimmie Åkesson.Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At se det nyligt overståede svenske valg gennem den danske medielinse var en yderst aparte oplevelse. Vel blev der som ved enhver anden valgkamp talt om opinionsmålinger og mulige og umulige regeringskonstellationer og undertiden endda om svenske politiske problemstillinger, men i den danske offentlighed kørte historien hele tiden med et underliggende metaspor, som ikke handlede særlig meget om Sverige, men først og fremmest om den danske selvforståelse vis a vis broderfolket mod øst.

Dette var underforstået: Svensken skulle snart få at vide, at danskerne havde ret. (Det er et træk der forekommer mig at være dybt forankret i den danske nationalkarakter: rethaveriskheden).

Sverigedemokraterna ville vælte ind i Riksdagen med fordoblet, nej, tredoblet antal mandater, og så ville de selvgode svenskere være tvunget til at erkende, at den eneste farbare vej er den danske, hvor alle andre politiske dagsordener må vige for den, der handler om at køre den mest uforsonlige tone og den strengest mulige skolemesterstil over for muslimerne.

Da det mandag morgen stod klart, at triumfen ikke indtraf, og SD viste sig ”kun” at øge stemmeandelen med fire-fem procentpoint, var det, som om nogen havde lukket luften ud af værterne i min morgenradio. Uforløstheden var næsten til at tage og føle på.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Sverigedemokraterna ville vælte ind i Riksdagen med fordoblet, nej, tredoblet antal mandater, og så ville de selvgode svenskere være tvunget til at erkende, at den eneste farbare vej er den danske.

Johanne Dalgaard

Jeg har bemærket en tendens hos mig selv til at holde mig ude af diskussioner, der handler om indvandrerpolitik. Jeg lukker gerne emnet hurtigst muligt, når det popper op, særligt hvis det er på sociale medier, hvor man er blottet i den forstand, at hvem som helst kan komme ind fra højre og blande sig. Det handler selvfølgelig dels om, at emnet er komplekst, og at jeg let kan komme i tvivl om, hvordan jeg skal stille mig i forhold til de enkelte spørgsmål. Hvad hader jeg mest: dansk ærkesmålighed og populisme eller religiøs firkantethed og fundamentalisme? Pendulet svinger hele tiden.

Men det handler også om, at jeg nogle gange simpelthen ikke føler, jeg har overskud til at blive konfronteret med den virkelighed, det er, at danskere, der ellers placerer sig vidt forskelligt på en traditionel politisk højre-venstreskala, over en bred kam sagtens kan blive enige om, at den danske måde at bedrive indvandrerpolitik på er nødvendig og rigtig.

Intet fænomen, vitterligt intet, er for småt til at pådrage sig Dansk Folkepartis forurettede opmærksomhed.

Johanne Dalgaard

Det mindste pip om, at der måske ikke ligefrem er grund til at oprette teltlejre til flygtninge midt i isvinteren, når Røde Kors står og siger, de ikke mangler bygninger at huse dem i, bliver hurtigt affejet som misforstået godhed og blødsødenhed, der bunder i venstreorienterede hippiers ønske om at lade Danmark rende over ende af muslimer.

Jeg kan måske godt holde til at blive kaldt naiv og hippieagtig, men det rammer mig simpelthen på min identitet at være vidne til, hvor rå og krigerisk stemningen er i den danske offentlighed på det her punkt, og hvordan ”danskheden” bliver forsøgt lænket fast til gulvet i Pia Kjærsgaards smagløst indrettede kælder i Gentofte.

Jeg elsker mit land, jeg synes, der er en stor rigdom i vores historie og kultur, mange ting at være glad for og stolt af og fæstne sig ved, når man skal opdage, hvem det egentlig er, man er. Men det føles i tiltagende grad som at være ulykkeligt forelsket, efterhånden som småligheden underlægger sig større og større arealer i den nationale bevidsthed.

Intet fænomen, vitterligt intet, er for småt til at pådrage sig Dansk Folkepartis forurettede opmærksomhed. Og hvis der ikke lige er et egentligt eksisterende fænomen at pege på, så kan man også bare hive noget direkte ud af røven og servere det råt for den krænkelsesparate nationalkonservative masse. Som da Søren Espersen for nogle uger siden påstod, at han ikke havde set et eneste dannebrog under Copenhagen Pride, eller som dengang Liselott Blixt påstod, at danske hospitaler var holdt op med at servere saft og kage i venteværelserne, fordi store muslimske familier åd og drak det hele op.

Apropos kage, så er der i populisternes optik heller ingen grund til at holde sig for god til at fejre andres ulykke, hvis den ulykke samtidig er udtryk for ens egen politiske triumf. Ligesom der i hvert fald ikke skal lægges bånd på forargelsen, når civilsamfundet træder til for at hjælpe dem, man med sin politik udygtigt forsøger at ramme.

Som når man efterlader rum i loven til, at barmhjertige mennesker kan hjælpe uledsagede flygtningebørn med at få deres forældre til landet – hvorefter man skoser de barmhjertige og straks begynder at planlægge, hvordan man kan lovgive for at forhindre nogen i at handle, når de møder et flygtningebarn, der er strandet i et fremmed land og længes efter sine forældre.

Der er nemlig heller ikke grænser for, hvad der kan lovgives om i den højrepopulistiske samfundsvision, så længe det kan påvises at ramme nogle muslimer. Det er lige meget, at det er en omfattende indgriben i borgernes personlige frihed at lovgive om deres påklædning, så længe det rammer landets få hundrede niqab- og burkaklædte kvinder. Hvis der da overhovedet er så mange. Der er ingen grænser for, hvad man kan bruge sin politiske magt til, og det er helt legitimt at snakke om, at man ønsker at gå ”til kanten” af, hvad grundloven tillader.

Om politikken har nogen gavnlig effekt på integrationen og sammenhængskraften i samfundet, er ganske underordnet, så længe man lykkes med at hævde sig. Det gælder i øvrigt alle politikområder, ikke bare integrationen. Et primaeksempel er udflytningen af statslige arbejdspladser.

Det er underordnet, at Dansk Folkeparti selv lagde afgørende stemmer og politisk kapital til den strukturreform, der i midten af nullerne blev udrullet og siden sugede liv ud af danske lokalsamfund og frarøvede store dele af befolkningen adgangen til lokalt forankrede myndigheder. For nu, ti år senere, har de nemlig sammen med regeringen en plan, som lyder, som om den kommer lokalsamfundene til gode.

Den går ud på at placere nogle kontorsiloer med akademikere og HK’ere, der hverken har borgerkontakt eller lokalt forankrede opgaver, i diverse mindre byer. I processen er der oven i købet lejlighed til at få ram på nogle af de forvaltningsenheder, man er mindre begejstret for. Således for eksempel Rådet for Socialt Udsatte til Rønne, og Miljøstyrelsen til Odense.

Og fordi dette tiltag på overfladen lyder som noget, der er godt for ”Udkantsdanmark”, og som der derfor vil være stemmer at hente i DF’s kerneland, så er der heller ikke nogen af de to-tre socialdemokratiske partier i den såkaldte opposition, der rigtig tør udfordre, om det nu også er så hensigtsmæssigt at nedlægge store dele af centralforvaltningen for at genetablere den fjernt fra magthaverne og besat med uerfarne folk.

Det er den fremskredne danske orden anno 2018. Jeg håber aldrig, svenskerne indhenter os.   

-------------

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Søren Espersen

MF (DD), formand for Kirkeudvalget, kulturordfører
journalist (DJH 1980)

0:000:00