Johanne Dalgaard: Rossen er den forkerte mand i kampen mod embedsvældet

Det var en virkelig underholdende artikel, der kom ud af Berlingskes forsøg på kort før valget at tegne et portræt af Socialdemokratiets stabschef, Martin Rossen. Selv ville han ikke interviewes, men kort efter henvendelsen begyndte journalisternes telefoner ellers pludselig at kime med (primært) socialdemokratiske topfolk, der helt af egen drift gerne ville fortælle om, hvor fortræffelig en mand Martin Rossen er.

På nærmest parodisk vis ringede selv den notorisk pressesky Henrik Sass Larsen for at give sit besyv med om Rossens svære opvækst og deraf følgende følsomme gemyt. Som kronen på værket kom en medarbejder for partiet til at sende en sms, der skulle være sendt til Rossen, til Berlingskes journalist – med beroligende ord om, at der var "styr på" samme journalist, og at der ikke var blevet nævnt noget om "buscheftitlen". Hvad der lå i den titel, er stadig uforklaret.

Af den artikel lærte man primært noget om, hvor gennemkontrolleret en butik de kører i det gamle magtparti, sekundært en smule om Martin Rossens person. Denne fortsat lidt mystiske figur skal nu varetage en tilsvarende mystisk rolle som ikke-valgt politisk indpisker med sæde i begge regeringens magtfulde koordinations- og økonomiudvalg, og med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet under sig.

Det har naturligt nok skabt noget furore. For hvad er mon meningen? Jeg skal gerne være den første til at pege fingre ad Socialdemokratiets topstyring og lukkethed i forhold til offentligheden. Man skal i den forbindelse aldrig glemme, at det var under en socialdemokratisk justitsminister, at offentlighedsloven blev ændret til sin egen modsætning – en lov, der beskytter de folkevalgte fra offentlighedens kritiske blik på deres arbejde, frem for en lov, der sikrer befolkningens mulighed for at føre tilsyn med dét arbejde.

Men hvad angår det nye politiske sekretariat i Statsministeriet, så er jeg alligevel tilbøjelig til at tænke, at det er en foranstaltning, der kommer som reaktion på et reelt problem. Nemlig, at magtforholdet mellem netop de folkevalgte på den ene side og embedsværket på den anden side er skævt, og på mange måder til sidstnævntes fordel. Embedsfolk har oftest anciennitet over politikerne på de enkelte områder og dermed større viden. Og viden er, særligt når der skal træffes komplekse politiske beslutninger, magt.

Dertil kommer det, der næsten allerede er blevet en kliché i debatten (men klichéer har også oftest et vist hold i virkeligheden): Finansministeriet har raget så meget magt til sig, at mange af de andre ressortministerier fremstår som decideret stækkede af den hårde økonomiske styring.

Der er al mulig grund til at genpolitisere spørgsmål, som kan være blevet afpolitiseret i kraft af embedsværkets kølige nødvendighedslogik.

Johanne Dalgaard

Det giver i den forstand mening, at Socialdemokratiet ønsker sig mere politisk kontrol med systemet og deraf følgende handlefrihed til at styre landet i den retning, de politisk finder bedst. Det er trods alt det, vi har vores folkevalgte til, og så kan vi snakke om ideologiske uenigheder i andre sammenhænge.

Hvor utilfreds man end kan være med politikerne og deres måde at forvalte deres mandat på, så har de dén legitimitet til at træffe beslutninger, som mandatet giver dem, og den trumfer til enhver tid en departementchefs tilsvarende. Der er al mulig grund til at genpolitisere spørgsmål, som kan være blevet afpolitiseret i kraft af embedsværkets kølige nødvendighedslogik.

Kæden hopper dog af, når man så installerer en netop ikke-valgt apparatjik i toppen af kontrolorganet og ovenikøbet lader ham operere i et juridisk vakuum ved ikke at give ham den titel som vicestatsminister eller bare minister uden portefølje, der ville gøre hans stilling klar.

Selvom det åbenbart er en juridisk gangbar konstruktion, så er det altså i et demokratisk perspektiv stadig et sløjt argument, at Mette Frederiksen selv vil stå til ansvar for, hvad Martin Rossen gør i sin egenskab af ledende politisk figur. Det havde hun ikke behøvet, hvis hun bare havde gjort ham til minister, og derfor melder spørgsmålet sig om, hvad fordelen for hende er ved ikke at gøre det.

Og selv hvis man slet ikke er konspiratorisk anlagt, så bidrager konstruktionen uvægerligt til det uheldige billede af Socialdemokratiet som lukket og topstyret – hvilket næppe er til statsministerens fordel.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.