Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Venstrefløjen skal holde religionen ude af politik

KOMMENTAR: Venstrefløjen bør vare sig for at bifalde nogen form for sammenblanding af religion og politik, også selvom man drager fordel af det, når religiøse autoritetspersoner mobiliserer muslimske vælgere til Enhedslisten og Radikale, skriver Johanne Dalgaard.

Man bør vare sig for at bifalde nogen form for sammenblanding af religion og politik, også selvom man drager fordel af den, skriver Johanne Dalgaard.
Man bør vare sig for at bifalde nogen form for sammenblanding af religion og politik, også selvom man drager fordel af den, skriver Johanne Dalgaard.Foto: Philip Davali/RItzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kommer nok ikke bag på så mange, at Dansk Folkeparti håndterer modgang som et forkælet barn, der pludseligt ramler ind i én af de få grænser, dets forældre har sat i deres opdragelse.

Siden sluthalvfemserne har partiet næsten egenhændigt svunget taktstokken over siddende regeringer, og vælgerne har kvitteret med støt voksende stemmeandel. Og hele vejen igennem har grundtonen i partiets udsagn været forurettelse. Over at have stået uden for det gode selskab og over at være dømt ikke-stuerene af parnasset. Over eliternes hegemoni og deres politiske korrekthed og så videre.

Små to årtier senere kan man konstatere, at partiet har om ikke sejret sig ihjel, så i hvert fald sejret sig til en betragtelig vælgertilbagegang. Nærmest alle partier i Folketinget har flyttet sig et betragteligt stykke mod højre på udlændingeområdet, og samtidig er der kommet nye, mere ekstreme højrefløjspartier til, hvormed den protest, der var kernen i DF's projekt, er gjort overflødig.

Det lader imidlertid ikke til at være den erkendelse, der fylder mest hos partiets ledende figurer i forbindelse med valgnederlaget. Allerede inden den fatale valgaften var Pia Kjærsgaard ude at beskylde Danmarks Radio for at "håndplukke" et "elendigt" publikum til en valgdebat, fordi hun syntes, applausen i studiet i påfaldende grad tilfaldt hendes modstandere.

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Beskyldningen var naturligvis aldeles grundløs, idet der var åben tilmelding til debatten, og publikum blev transporteret fra hele landet i busser, der var sat ind til formålet.

Og i kølvandet på valgresultatet har Kjærsgaard, sekunderet af blandt andet Martin Henriksen og Søren Espersen, forsøgt at tegne et billede af, at valgresultatet var forbundet med en "udskiftning af det danske folk", fordi det viste sig, at et usædvanligt højt antal borgere i de såkaldte ghetto-områder havde stemt ved folketingsvalget – og at mange her havde stemt på Enhedslisten og Radikale.

Enhver har selvsagt ret til at basere sin beslutning i stemmesituationen på det, denne finder rigtigst – men fra et moderne, venstreorienteret synspunkt er det naturligvis ikke ideelt, at det er religiøse autoritetspersoners anbefalinger frem for selvstændige, velinformerede overvejelser, der giver udfaldet.

Johanne Dalgaard

I en lidt mindre skinger tone, men stadig med klar og salvelsesfuld bekymring, kunne Jyllands-Posten og Berlingske berette om, at religiøse autoriteter i blandt andet Fredens Moské i Aarhus havde mobiliseret muslimske vælgere på vegne af venstrefløjen ved blandt andet at afholde valgdebatter uden repræsentation af andre partier.

Det ligger lige for at påpege det hykleri, der ligger i den borgerlige forfærdelse over, at muslimske medborgere stemmer og deltager aktivt i demokratiet. Det har trods alt været en hjørnesten i bekymringsretorikken vedrørende den ikke-vestlige indvandring, at muslimer ikke vil tage del i demokratiet, fordi islam ikke er foreneligt med det.

Det sekulære princip håndhæves også typisk lidt mindre nidkært af borgerligheden, når det gælder kristen dogmatik, der sniger sig ind i den politiske samtale. Og havde den øgede mobilisering betydet et højere stemmetal til for eksempel Liberal Alliance, havde bekymringen nok været mindre akut end som så – imam-faktor eller ej.

Ikke desto mindre bør venstrefløjen vare sig for at bifalde nogen form for sammenblanding af religion og politik, også selvom man drager fordel af den i den aktuelle situation. Enhver har selvsagt ret til at basere sin beslutning i stemmesituationen på det, denne finder rigtigst – men fra et moderne, venstreorienteret synspunkt er det naturligvis ikke ideelt, at det er religiøse autoritetspersoners anbefalinger frem for selvstændige, velinformerede overvejelser, der giver udfaldet.

Det er essentielt, at man ikke giver køb på fundamentale verdslige værdier som personlig frihed eller ligestilling med henvisning til integrationen. Og derfor er en sag som den om faderen, der ikke måtte komme til forældredag på sin datters kønsopdelte svømmehold i Hovedstadens Svømmeklub, langt fra så triviel, som den måske umiddelbart kan lyde.

Franciska Rosenkilde fra Alternativet, der er kulturborgmester i Københavns Kommune, udtaler om sagen: "Det er en måde at få børn og unge ind i et foreningsliv på, som de ellers ikke ville være en del af."

De fleste kan nok sætte sig ind i ønsket om at bringe indvandrersegmenterne ind i foreningslivet med henblik på at styrke integrationen og sammenhængskraften i samfundet. Men kulturforvaltningen i Københavns Kommune skal selvsagt ikke gå med til at håndhæve en praksis, der er baseret på en præmis om, at der er noget som helst seksuelt eller skamfuldt i mødet mellem en flok seksårige børn i badedragter og deres voksne forældre – uanset deres køn.

I en dansk kontekst er den præmis af så afvigende karakter, at det ikke kan være det offentliges opgave at akkommodere den. Og hvis man ikke kan få folk til at svømme i kommunale svømmehaller uden at gå på kompromis med helt basale principper for, hvordan man omgås hinanden som frie og lige borgere i det her land, så er det integrationsmæssige potentiale i forehavendet formodentlig forsvindende småt alligevel.

Pragmatisme kan ofte være et udmærket princip, også hvad angår integrationsspørgsmål. Men frihed og lighed mellem kønnene er altid et godt princip og må derfor have forrang.  

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)









0:000:00