Johanne Dalgaard: Vil S-regering sende dødssyge mennesker i ressourceforløb?

KOMMENTAR: Meget syge mennesker dør, mens kommunen tvinger dem i såkaldt ressourceforløb og undersøger deres ”arbejdsevne”. Mette Frederiksen har indrømmet, at der er fejl i systemet, men har hun tænkt sig at ændre dem?

Hvad er meningen med velfærdsstaten?

At give det største antal borgere de bedst mulige livsbetingelser, vil vel være et svar, de fleste danskere kan nikke til. At yde hjælp, når den er nødvendig. Socialforvaltningen skal hjælpe de udsatte, beskæftigelsesforvaltningen skal hjælpe arbejdsgivere og jobsøgende med at finde hinanden, sundhedssystemet skal hjælpe syge med at blive raske.

Undertiden lader ledelserne i de borgernære forvaltninger dog til at have tabt fornemmelsen for formålet, og i stedet være drevet af andre, snævre og i sidste ende helt uvedkommende hensyn.  

Således kom det eksempelvis forleden frem, at ledelsen i en afdeling af beskæftigelsesforvaltningen under Helsingør Kommune havde udlovet ”isbar til torsdagskagen” som belønning, hvis sagsbehandlerne kunne begrænse antallet af sygedagpengesager og jobaktiveringsforløb i kommunen til henholdsvis 530 og 195 ved udgangen af uge 27.

Da det kom offentligheden for øre og ansporede en behørig shitstorm, trak Helsingør Kommune meget hurtigt følehornene til sig, annullerede konkurrencen og lovede at gennemgå alle sager, der var blevet afgjort mens den havde været udskrevet. Og det er jo fint, men sagen afslører ikke desto mindre en grad af kynisme og tunnelsyn i systemet, som er svær at ryste af sig igen.

For implikationen er jo, at antallet af sygedagpengesager og jobaktiveringsforløb i Helsingør Kommune ingenlunde hænger sammen med, hvor mange borgere, der qua deres situation har ret til at blive visiteret til de pågældende ydelser, men snarere afhænger af, hvor mange borgere, kommunen kan slippe afsted med at parkere på andre og umiddelbart billigere ydelser eller forløb.

Og den bredere implikation er, at vores velfærd generelt er drevet af snævre økonomiske målsætninger, der måske, måske ikke er skrevet ind i de pågældende chefers resultatkontrakter, men som i hvert fald ikke har ret meget at gøre med hensynet til borgernes reelle situation eller behov for hjælp.  

Tilsvarende tunnelsyn og fravær af grundlæggende ræson i systemet kan konstateres ud fra den tilsyneladende endeløse række af sager om meget syge borgere – kræftramte , skleroseramte , sengebundne, demente  - der tvinges afsted i arbejdsprøvning i såkaldte ”ressourceforløb”, fordi kommunerne insisterer på at presse den sidste rest sagnomspunden ”arbejdsevne” ud af de forpinte.

Jeg har til gode at støde på én eneste person, der synes, den behandling af syge mennesker er forsvarlig. Socialrådgivere og læger råber med jævne mellemrum op i medierne om, hvor destruktiv en politik, dette er, hvor megen skade, den forretter, hvor mange mennesker, der reelt når at dø, før de kommer igennem et ressourceforløb.

Selv Mette Frederiksen, der i sin daværende funktion som beskæftigelsesminister var ophav til den reform af førtidspensionen, som har kastet absurditeterne af sig, har bedyret, at det ”ikke var meningen” med reglerne.

Men selvom ingen vil forsvare denne praksis, så fortsætter den tilsyneladende ufortrødent i mange af landets kommuner. Det giver ingen mening. Det er i modstrid med alt, hvad man forbinder med velfærd. Det er ikke blot et svigt, det er et aktivt bidrag til destruktionen af en gruppe borgere, der i allerhøjeste grad burde kunne forvente, at velfærdsdanmark holdt hånden under dem og tog vare på dem, mens de kom til hægterne – eller mens de var i gang med at dø.

Man kan selvfølgelig håbe, at Mette Frederiksens indrømmelse af reformens skadelige virkninger vil blive fulgt op af en form for handling, nu hvor hun er blevet regeringsleder. Dog ville hun ved samme lejlighed ikke placere ansvaret for de mange groteske sager hverken hos sig selv eller hos kommunerne. Heller ikke ville hun sætte tal på, hvor mange der i dag uretmæssigt nægtes en førtidspension. Fordi hun ”ikke vil opgive mennesker”.

Det sidste klinger noget hult – for ikke at sige isnende koldt - taget i betragtning, at man allerede i 2016 kunne konstatere, at 65 mennesker hidtil var døde, mens kommuner var ved at ”undersøge deres arbejdsevne”. Gad vide, hvor mange der skal dø så uværdigt, før Frederiksen vil tage ansvar for den fejl, hun allerede har indrømmet at have begået.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Hånerettens sidste krampetrækninger Flemming Chr. Nielsen: Hånerettens sidste krampetrækninger Næste artikel Lisbeth Knudsen efter bloggers selvmordsbrev: Man kan ikke lovgive for en bisværm Lisbeth Knudsen efter bloggers selvmordsbrev: Man kan ikke lovgive for en bisværm