Josephine Fock: Lad os tale menneskerettighederne op

I tirsdags førstebehandlede vi i Folketinget et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at skrive den Europæiske Menneskerettighedskonvention ud af dansk lov.

Efter min opfattelse er det bekymrende, når folkevalgte politikere – dvs. magthavere – melder ud, at de vil afskaffe menneskerettighederne – de rettigheder, der skal beskytte det enkelte individ mod overgreb fra netop magthaverne.

Og debatten i folketingssalen var der desværre også andre, der fulgte op med ubegrundet kritik af menneskerettighederne – heldigvis var der dog ikke opbakning til DF’s forslag. Debatten var for mig at se udtryk for del af en større tendens for tiden – nemlig den hårde kritik, som menneskerettighederne er udsat for disse dage.

Det er navnlig den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningspraksis – dvs. det forhold, at domstolen fortolker Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler fra 1950 i nutidigt perspektiv – der er rettet kritik mod. Og det var også i høj grad domstolen, der kom til at fylde i tirsdagens debat.

Menneskerettighederne er ikke et tagselvbord.

Mikael Rask Madsen
Juraprofessor

Regeringen vil som bekendt bruge det danske formandskab for Europarådet til at ”se kritisk på den måde, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af den Europæiske Menneskerettighedskonvention”, som det hedder sig i regeringsgrundlaget.

Det er mit klare indtryk, og det har Regeringen også meldt ud ved flere lejligheder, at det, der har startet debatten om domstolens dynamiske fortolkningspraksis, særligt er enkeltstående sager om manglende udvisning af kriminelle udlændinge. Det tager man så det europæiske menneskerettighedssystem til indtægt for.

Efter min opfattelse er det bekymrende, når folkevalgte politikere – dvs. magthavere – melder ud, at de vil afskaffe menneskerettighederne – de rettigheder, der skal beskytte det enkelte individ mod overgreb fra netop magthaverne.

Josephine Fock
Retsordfører i Alternativet

Regeringens forslag er en såkaldt ”Københavner-erklæring”, som vi endnu ikke ved, hvordan kommer til at se ud. Men formålet er klart – man ønsker større råderum til nationalstaterne i deres fortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og så ønsker man i højere grad at kunne påvirke domstolen politisk, hvis dens praksis ikke stemmer overens med den politik, de enkelte nationalstater ønsker at føre.

For det første, mener jeg ikke, at indenrigspolitiske særinteresser og enkeltstående sager skal være udgangspunkt for en reformering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Vi skal huske på, som juraprofessor Mikael Rask Madsen meget rammende har formuleret det, at menneskerettighederne ikke et er tagselvbord. Det er ikke et system, hvor vi kan til- og fravælge rettigheder, som det passer os, og når det passer os. Menneskerettighedsdomstolen skal netop ikke styres af folkestemninger. Det ville undergrave idéen med en uafhængig domstol, hvis formål er at beskytte individet til enhver tid på tværs af landegrænser.

For der er unægtelig mange små ændringer af menneskerettighederne højt på ønskesedlen hos andre lande. Hvis Danmark går i forreste række for at reformere domstolen, fordi man ønsker små ændringer her og der på baggrund af enkelte sager, så risikerer vi at bane vej for, at alt for små rumænske fængselsceller bliver legitimt, og at Rusland f.eks. vil kræve ændringer i forbuddet mod tortur.

For det andet har både Institut for Menneskerettigheder og Justitia allerede fastslået, at de danske domstole faktisk kan gå længere i sager om udvisning af udlændinge, der har begået kriminalitet i Danmark, end de gør i dag. Og medlemsstaterne har i dag også mulighed for at give indspark til domstolen – det er bare ikke noget Danmark rigtig har benyttet sig af.

Derfor er det ikke rimeligt, at man gør Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til syndebuk ved at italesætte den som en hindring for den udlændingepolitik, man ønsker at føre. For meget tyder på, at domstolen rent faktisk har ændret praksis og i dag efterlader medlemsstaterne rum for en betydelig større national skønsmargin. Med andre ord lytter den rent faktisk til medlemsstaterne.

Og det efterlader mig så med spørgsmålet om, hvorfor Regeringen mener, at der er behov for en Københavner-erklæring. Jeg håber i hvert fald, at Regeringen har et mere seriøst og relevant sigte med Københavner-erklæringen end det, der lægges op til. Og at formålet ikke blot er, at Danmark kan få ændret praksis på baggrund af enkeltstående sager, som har været tildelt en masse medieopmærksomhed. Det, synes jeg, er useriøst og åbner op for en glidebane. For vi risikerer, at andre lande ser det som legitimt at udfordre andre dele af systemet, og dermed svække et system, der lige nu er til for - og beskytter over 800 millioner borgere.  

Mit håb er, at Regeringen vil være med til styrke det europæiske menneskerettighedssystem. Og at gøre den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mere effektiv, så den behandler de væsentligste sager om krænkelser af menneskerettighederne, og ikke drukner i voldsomme sagsmængder.

Den debat synes jeg er langt mere relevant. Lad os tale menneskerettighederne op og have en konstruktiv debat, så vi ikke gennem debatten i praksis ender med at underminere autoriteten og legitimiteten af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Lad det være en opfordring.

----------

Josephine Fock er medstifter af partiet Alternativet og retsordfører i Alternativet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.