Journalist om udlændingestramninger: Hvor sygt kan det blive?

Af Knud Vilby
Journalist og forfatter

Fra regeringen til Socialdemokratiet har der gennem de seneste år været ét fast omkvæd i debatten om stramninger i udlændingepolitikken.

Med få og små variationer har det lydt, at ”integrationen skal kunne følge med”.

Det er brugt i debatten om krav om hjemsendelser, i debatten om grænsekontrol og i debatten om det enestående danske nej til FN-kvoteflygtninge.

Vi, der går ind for en anden og mere konstruktiv udlændingepolitik, har mødt omkvædet som en form for stopord. Normalt kædet sammen med bemærkningen om, at ”antallet af udlændinge har betydning”.

Et figenblad af anstændighed
Med omkvædet om, at ”integrationen skal kunne følge med”, har politikere så forskellige som Inger Støjberg, Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye kunnet fastholde et figenblad af anstændighed.

Det er forbløffende, så lidt der diskuteres substans i forhold til kravet om nye udlændingestramninger, og det er utroligt, at end ikke Socialdemokratiet i denne situation kan sige ”hertil og ikke længere”.

Knud Vilby
Journalist og forfatter

Hvis man var meget positiv over for deres argumenter, kunne man hævde, at de sådan set vil det bedste for alle, men at det netop handlede om at sikre, at resultatet også bliver godt.

De nye indbyggere skal integreres, deltage på arbejdsmarkedet, lære sprog. Og tilegne sig danske værdier. Vi skal undgå parallelsamfund. Derfor skal der ikke komme for mange.

Men det, regeringen og DF nu skændes om, og som Socialdemokratiet endnu ikke vil forholde sig til, er noget helt andet.

Det grundlæggende spørgsmål, der har udløst nye politiske strammerkrav, er: ”Hvordan undgår vi integration? Og hvordan sikrer vi, at de fremmede lever i parallelsamfund, så længe vi nu er nødt til at trækkes med dem? Hvordan sikrer vi derefter, at de hurtigst muligt sendes tilbage til fred eller krig?"

Det er fundamentalt anderledes, samtidig med at det er et nyt afgørende skridt i strammerudviklingen, hvis det gennemføres.

Et utåleligt ophold
Man skal huske, at masser af de flygtninge, der i dag lever med en midlertidig opholdstilladelse, for ret få år siden ville have fået en i praksis permanent opholdstilladelse og dermed sikkerhed for, at de kunne gå aktivt ind i integrationsprocessen, også med tryghed for deres børns fremtid.

Det har været et af de mange skridt i strammerprocessen at gøre flere opholdstilladelser midlertidige med henblik på at inddrage dem, når forholdene i det tidligere hjemland blev tålelige.

Men det er også en erfaring, at der normalt går længere tid end forudset, og at tvangshjemsendelser ikke blot er vanskelige i forhold til de enkelte berørte mennesker, men også i forhold til konventioner og andre landes regeringer.

Vedtager man nu, hvad DF ønsker, vil man med sikkerhed få langt, langt flere mennesker i en udsendelsesposition. Mange af dem vil være i denne situation i årevis.

Vi vil med sikkerhed se endnu flere børn og unge vokse op med dybe traumer. Og hvis DF’s ønsker opfyldes, vil de med sikkerhed komme til at indgå i et parallelsamfund med mindst mulig legal berøring med det øvrige danske samfund.

Ingen integration, intet arbejde, ingen sprogtillæring, ingen danske værdier. Kun frustration, bitterhed og udsigtsløshed. Kun utåleligt ophold efter Inger Støjbergs mest modbydelige opskrift.

Hvor går grænsen?
Tag det roligt, kan jeg høre nogle hviske. Så galt går det næppe. Det kan jo også være, regeringen bryder sammen inden. Ja, det kan da godt være.

Men det er forbløffende, så lidt der diskuteres substans i forhold til kravet om nye udlændingestramninger, og det er utroligt, at end ikke Socialdemokratiet i denne situation kan sige ”hertil og ikke længere”.

Mattias Tesfaye har skrevet en bog på næsten 400 sider om Socialdemokratiets udlændingepolitik, og han prøver at lande teksten i en form for anstændighed på trods af de voldsomme kolbøtter, partiet har slået undervejs.

Hvorfor kan han så ikke klart – og på sit partis vegne – sige, at naturligvis er det fuldstændigt uacceptabelt at være mod integration, når kerneargumentet i årevis har været, at stramninger netop begrundes med ønsket om den bedst mulige integration.

Hvor sygt kan det blive?