Kommentar af 
Jarl Cordua

Kampen om vedtægter er et gamble med DF's troværdighed

Formandskandidat Messerschmidt og afgående formand Thulesen Dahl slås om fortolkningen af vedtægterne i Dansk Folkeparti. Det kan ende med at tære på partiets troværdighed og vælgernes tålmodighed, skriver Jarl Cordua.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et langvarigt drama i Dansk Folkeparti er ved at tage form efter den seneste uges begivenheder i det, man allerede nu kan betegne som ”formandskampen i DF". Et drama, som har potentiale til at tangere den store farce i Fremskridtspartiet i 1995, da de forskellige fløje for åbent tæppe slog hinanden i hovedet med deres modstridende fortolkning af vedtægterne afpasset efter egne magtpolitiske ambitioner.

Ældre læsere vil måske ihukomme daværende MF Kresten Poulsgaard, der imod reglerne tiltvang sig talerstolen på landsmødet med et argument om "nødsret".

I denne uge sås tydelige tegn på, at kampen om formandsposten i DF kan blive et udmattelsesslag om foreningsjura. Formandskandidat, cand. jur. Morten Messerschmidt og siddende formand, cand. merc. jur. Kristian Thulesen Dahl udgør de centrale talsmænd for foreløbig to skoler med forskellige fortolkninger af DF's foreningsvedtægter. De er uenige om, hvad der kræves af betingelser for at kunne blive valgt som næstformand, som efterfølgende vil kunne overtage magten efter en formand, der må afgå.

Et spørgsmål, der kan blive meget afgørende, eksempelvis hvis en siddende formand har tabt en sag i landsretten og igen dømmes for dokumentfalsk og svindel med EU-midler. 

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Spørgsmålet er bare ét af flere, der er aktualiseret af Thulesen Dahls bebudede afgang efter det katastrofale kommunalvalg for to uger siden. I weekenden stillede Messerschmidt sig selv til rådighed som kommende formand. Han udgør sammen med MEP Peter Kofod en duo, hvor sidstnævnte således bejler til næstformandsposten. Man skal altså se dem lidt som kandidater til posterne i stil med en præsident og en vicepræsident ved et amerikansk præsidentvalg. Parret forestiller sig, at Kofod ligesom en vicepræsident får rollen som stedfortræder, hvis det ikke helt usandsynlige skulle ske, at landsretten kommer til omtrent samme konklusion som byretten i Messerschmidts sag.

Imidlertid har Thulesen Dahl sat en kæp i hjulet for koalitionens forhåbninger ved at erklære det umuligt, at et ikke-medlem af Folketinget kan stille som næstformand. Det sker med henvisning til DF's vedtægter, hvor i der i §5 står: "Folketingsgruppens næstformand fungerer som politisk næstformand, og i formandens forfald fungerer denne tillige som formand."

Peter Kofod er, som før nævnt, medlem af Europa-Parlamentet, men altså ikke medlem af folketingsgruppen. Det giver ham dermed ingen muligheder for at blive folketingsgruppens næstformand og dermed udelukker det ham fra at blive partiets formand. I hvert fald indtil der igen har været indkaldt til årsmøde, hvor han kan blive valgt direkte. Der findes ingen genveje via en næstformandspost, hvis man altså tager vedtægterne for pålydende. Det bør man normalt kunne i et seriøst politisk parti med sæde i Folketinget.

Thulesen Dahl påpeger netop ovenstående pointer over for DR, og dem får Messerschmidt meget svært ved at snakke sig ud af. Alligevel hævder formandskandidaten, at der intet er til hinder i vedtægterne for, at Kofod i stedet bliver organisatorisk næstformand. Det er imidlertid en helt anden post, og det løser ikke problemet, når §5 specifikt siger, at det er den politiske næstformand, der tager over ved formandens forfald. Messerschmidts bemærkning ligner mest af alt et forsøg på at hvirvle sand op for at skabe forvirring om en sag, der ellers ret klart beskrevet i DF's vedtægter.

Værre bliver det, når Messerschmidt allerede annoncerer, at han som formand har tænkt sig at udnævne en efterfølger. For det ligner et veritabelt opgør med vedtægterne. Messerschmidt siger til DR, at såfremt han må trække sig som formand i en periode frem mod et nyt landsmøde, så "udnævner" han Kofod til ny leder. Det lyder meget mærkeligt, henset til at §5 netop slår fast, at den opgave udelukkende ligger hos den politiske næstformand valgt af folketingsgruppen.

Man kan også sige det på den måde, at peger DF på Messerschmidt som formand, så skal de næppe regne med, at vedtægterne fremover bliver fortolket, sådan som de gør i dag. De vælger dermed ikke kun en formand, men mere end partiejer, der allerede nu annoncerer, at han har tænkt sig at fjerne bremseklodser for sin magt og udøve denne magt uden smålige hensyn til, hvad disse paragraffer vedtaget af tidligere magthaveres støtter på fortidige årsmøder måtte sige.

Måske er det også det, som er ved at dæmre for de DF’ere, der ligesom Thulesen Dahl på forhånd har afvist Messerschmidt-Kofod-koalitionen, som noget fantasteri i strid med DF's vedtægter.

Messerschmidt og Kofods udmelding har sat Inger Støjberg og hendes støtter i DF under pres for at få udvirket en melding om hendes fremtidsplaner.

Jarl Cordua

Èn ting er dog sikkert: Messerschmidt og Kofods udmelding har sat Inger Støjberg og hendes støtter i DF under pres for at få udvirket en melding om hendes fremtidsplaner. Den må følge meget hurtigt efter, Rigsretten har talt 13. december. I dagene herefter, må Støjberg afklare, om hun er formandskandidat, eller i det mindste give en melding om, hvorvidt hun melder sig ind i partiet. Ingen menes at kende Støjbergs fremtidsplaner, og det er ikke urimeligt at forestille sig, at de afhænger fuldstændigt af Rigsrettens dom.

Ønskescenariet for hendes mange tilhængere i DF vil være, at Støjberg efter en frikendelse annoncerer, at hun melder sig ind i partiet og stiller op som formand. Problemet er dog, at de får et problem med at komme udenom sidste linje i §2, hvor der klart og tydeligt står: "Stemmeret og valgbarhed til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders medlemskab."

Med andre ord, så kan Støjberg – hvis vi antager, at hun først tager stilling, når Rigsretten er overstået - allertidligst stille op til et formandsvalg 13. april 2022. Ja, hun kan ifølge vedtægterne ikke engang vælges som 2. revisorsuppleant i partiet inden da. Dermed står det allerede nu klart, at Inger Støjberg ikke på det allerede indkaldte årsmøde 23. januar 2022 er formandskandidat. Hvordan man kommer udenom dette dilemma, er et spørgsmål, man fortsat bør stille Kristian Thulesen Dahl og de mange andre i DF, der varmt støtter Støjbergs endnu ikke erklærede kandidatur.

Der findes dog også en bestemmelse i vedtægternes §22, som åbner for at Støjberg kan blive valgbar på rekordtid. Her står: "Hovedbestyrelsen kan tillige give dispensation for bestemmelserne i § 2 vedrørende dansk statsborgerskab samt valgbarhed til Dansk Folkepartis organer." Man må formode, at det blot kræver et simpelt flertal i Hovedbestyrelsen, der dermed giver Støjberg denne dispensation. Det er ikke elegant, men det er muligt.

Et andet kompromis kan måske anes, hvis årsmødet i januar vælger Messerschmidt til ny formand. Der er så pæn udsigt til, at han må afgå igen i løbet af foråret, hvis Landsretten stadfæster byretsdommen eller ikke ændrer den afgørende. DF'erne skal så nok holde sig for øje, at det næppe sker uden pres. I mellemtiden kan der være gået fire måneder, hvor Støjberg så er blevet valgbar som formand.

Men det hele kan forinden ændre sig, hvis Støjberg enten helt dropper DF-medlemsskabet eller af den ene eller den anden grund slet ikke stiller op som formand. Derfor bør alle de DF'ere, der ikke ønsker Messerschmidt som formand og de efterfølgende konsekvenser, de allerede nu kan ane, nok samle sig om en alternativ modkandidat, hvis Støjberg mod deres håb eller forventning melder forfald.

Kofod er med sin alliance med Messerschmidt tilsyneladende ikke længere et alternativ. Det er klogt set af Messerschmidt, at han har fået passiviseret sin hidtil eneste rival. I hvert fald blandt dem, der i dag er bærere af et DF-medlemskort.

Hvis DF over flere måneder må skifte formand på grund af retssager, der går dem imod, så vil det selvsagt gå ud over partiets troværdighed hos nogle af vælgerne.

Værre bliver det, hvis offentligheden bliver vidne til uværdige, men sikkert underholdende slagdueller om paragraffer og foreningsjura mellem Messerschmidt og hans modstandere i stil med Fremskridtspartiets navnkundige landsmøde i 1995. Det vil gå ud over den respekt og opbakning, som DF fortsat nyder hos de omkring seks procent af vælgerne, der stadig bakker op om partiet. For overskrider man den grænse, hvor partiet bliver til grin, så får nekrologskriverne først rigtigt travlt.

Det er under alle omstændigheder ikke første gang, at personlige ego'er og ambitioner hos nogen har stået over partiets ve og vel, hvorved det store parti undervejs blev brændt ned til grunden. Det skete næsten for Konservative i 90'erne, og Venstre har de seneste år også kunnet tale med om det.

Lige nu gambler både Messerschmidt, men også Thulesen Dahl med partiets troværdighed. Partiets mange modstandere vil med stor spænding og forventningsfuldhed se med fra sidelinjen bevæbnet med strikketøj, cola og popcorn de næste mange uger og måneder frem til, en permanent formand - måske endda med en ren straffeattest - endelig er fundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00