Kan den vankelmodige departementschef redde Inger Støjberg?

Der opstod en nærmest komisk situation i Rigsretten, da den afgåede departementschef Uffe Toudal Pedersen blev afhørt.

Afhøringen havde i et stykke tid kredset om den pressemeddelelse, som er hele sagens omdrejningspunkt.

Det var den pressemeddelelse, som Inger Støjberg udsendte 10. februar 2016, og hvor der stod: "Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever.”

Uffe Toudal havde i sine svar i Rigsretten lagt sig tæt op ad ministerens forklaring: Ja, pressemeddelelsen var skarpt formuleret, men i realiteten var både ministeren og hendes system enige om, at der kunne være undtagelser, fordi alt andet ville være ulovligt.

Og Uffe Toudal havde lige som Inger Støjberg støttet sig op ad et notat, som var gået gennem systemet dagen før pressemeddelelsen, og hvor der udtrykkeligt stod, at der kunne være tale om undtagelser.

Både Støjberg og Toudal insisterer på, at det hele tiden var notatet, der gjaldt. Pressemeddelelsen, derimod, var blot et stykke politisk kommunikation, fordi ministeren ikke ønskede at se svag ud.

Og i rigsretssagen har Støjbergs forsvarere slået på, at notatet nævnede muligheden for at adskille parrene på hver sit værelse, men samme center. På den måde var det nemlig ikke forkert, når der i pressemeddelelsen stod, at alle par skulle adskilles - de skulle bare adskilles på forskellige værelser. 

Men så var det, at Rigsrettens formand, højesteretspræsident Thomas Rørdam tog ordet for at stille et temmelig enkelt spørgsmål. Han pegede på, at der i pressemeddelelsen står, at ingen par må bo på samme center. Altså heller ikke hver sit værelse.  

”Hvordan kan man sende en pressemeddelelse ud, der ikke svarer til den ordning, der efter din opfattelse er gældende?”, spurgte Thomas Rørdam.

Og så kom det temmelig overraskende svar fra Uffe Toudal:

"Det må jeg oprigtigt sige, at jeg ikke har været opmærksom på den forskel før,” lød det.

Svaret var overraskende – og en anelse komisk – fordi netop forskellen på pressemeddelelsen og notatet groft sagt udgør forskellen på, om adskillelsen af de berørte asylpar var lovlig eller ulovlig.

Eller sagt på en anden måde: det er lige præcis den sætning, hele sagen handler om.

Så hvis departementschef Uffe Toudal ikke har været opmærksom på forskellen, siger det måske noget om, hvordan sagen kunne ende som en politisk skandale, der nu har ført til danmarkshistoriens blot sjette rigsretssag.

Kogt helt ind, så lyder Inger Støjbergs bedste forsvar sådan her: Når hendes egen departementschef ikke havde været opmærksom på, at pressemeddelelsen var ulovlig, hvordan i alverden skulle ministeren så have vidst det?  

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Og det siger måske også noget om, at svage eller i hvert fald konfliktsky departementschefer ofte er en af ingredienserne, når politiske skandaler ender i Rigsretten. Sådan har det også været i de to andre rigsretssager, som kan sammenlignes med den aktuelle sag. Det gjaldt i sagen mod Sigurd Berg i 1909-10, og det gjaldt i sagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-95. Også her var der optræk til komiske situationer, da departementscheferne skulle forklare sig.

Men inden vi dykker ned i de historiske sager, kan der være grund til at slå fast, hvorfor departementschefen er sagens vel nok vigtigste vidne, både for anklageren og for forsvareren.

Og for at forstå det, er det værd at huske, hvad der skal til, for at en minister kan blive dømt.

Helt enkelt skal to forudsætninger være opfyldt, for at en minister kan dømmes ved Rigsretten:

• For det første skal der være foregået noget ulovligt.
• For det andet skal ministeren have handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det vil sige, at ministeren kun kan straffes, hvis han eller hun vidste eller i hvert fald klart burde have vidst, at der foregik noget ulovligt.

Og når man skal finde ud af, om en minister har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, kommer departementschefens rolle helt naturligt i fokus. Det skyldes helt enkelt, at departementschefen er ministerens nærmeste og vigtigste rådgiver.

Så hvis en departementschef har advaret en minister om, at der foregår noget ulovligt, vil det øge sandsynligheden for, at ministeren kan dømmes for at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt. For så måtte ministeren jo vide, at den var gal.

Og omvendt: hvis departementschefen ikke har advaret sin minister, øger det ministerens mulighed for at hævde at være i god tro – en minister må jo som udgangspunkt kunne stole på, at departementschefen rådgiver ham eller hende korrekt.

Da den afgåede indenrigsminister Sigurd Berg sad på anklagebænken i 1910, lød tiltalen, at han havde undladt at gribe ind, da han fik at vide, at der manglende tre millioner kroner i regnskabet for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.

Formanden for sparekassen var daværende justitsminister P.A. Alberti. Det skulle senere vise sig, at pengene manglende, fordi Alberti havde brugt dem til at finansiere det omfattende bedrageri, der sendte ham otte år i tugthus.

Spørgsmålet i Rigsretten var, om Sigurd Berg som indenrigsminister burde have vidst, at der foregik noget ulovligt, når der manglede tre millioner kroner i bankens regnskab? For at finde ud af det, undersøgte Rigsretten, om departementschefen, Antonius Krieger, havde advaret ministeren – og om han havde sagt, at det var ulovligt.

Under afhøringen af Krieger stillede Formanden for rigsretten, højesteretspræsident Lassen, spørgsmålet direkte: ”Må jeg spørge først: De sagde ikke til ministeren, at dette var i strid med loven?”.

Departementschefen svarede: ”Jeg har ikke brugt de ord, hr. Formand”.

Antonius Krieger mente, at det måtte være nok, at han havde oplyst om de manglende millioner – så måtte ministeren selv kunne regne ud, at den var gal.

Konflikten blev skåret helt ud i pap i sagens afsluttende replikker, som er gengivet i bogen ’Ministeransvar’ af højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der dengang var professor ved Aarhus Universitet.

Anklageren sagde: ”Nej, det bliver virkelig for barokt, og jeg synes ikke, at man, når man har påtaget sig at være minister, kan som undskyldning skyde sig ind under, at man ikke har fået at vide, at det er ulovligt, at en sparekasse ikke opfører sine lån i regnskabet”.

Omvendt lød det fra forsvareren: ”Og da er det, jeg siger, at på et sådant punkt må en minister gå ud fra, at hans departementschef gør ham opmærksom på, hvis der er nogen speciel lovovertrædelse, og at det er hans pligt, så vist som ingen minister, når han kommer fra politikken og ikke ligefrem er opdraget til at være minister, kan vide, om den slags bestemmelser er overtrådte eller ej.”

Flertallet af dommerne endte med at følge anklagerens synspunkt, og Sigurd Berg blev som den første minister nogensinde kendt skyldig ved Rigsretten. Dommerne understregede, at ministeren ikke er fri for ansvar, selv om embedsmændene ikke udtrykkeligt har brugt udtryk som ”i strid med loven”.

Eller som Jens Peter Christensen formulerer det i sin bog om ministres ansvar, der i øvrigt også var hans juridiske doktordisputats:

”Det afgørende er, om ministeren må formodes at have forstået sagens realiteter.”

Debatten gentog sig 85 år senere, da Rigsretten skulle afgøre rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen.

Her var problemet, at Justitsministeriet gennem lang tid stik imod reglerne havde syltet en række ansøgninger om familiesammenføring, som ellers var færdigbehandlede.

Og igen forsøgte Rigsretten at finde ud af, om ministeren – Erik Ninn-Hansen – havde vidst eller burde have vidst, at den praksis var ulovlig.

I den dommerundersøgelse, som ledte op til retssagen, blev ministerens departementschef, Poul Lundbæk Andersen, spurgt, om han havde anvendt udtrykket ”ulovlig” overfor Ninn-Hansen?

Nej, lød det let komiske svar fra Lundbæk Andersen: Han havde anvendt ”mere danske end egentlig juridiske” udtryk.

Men nøjagtig som i sagen mod Sigurd Berg fandt Rigsretten, at Erik Ninn-Hansen måtte have forstået situationens alvor, uanset om ordet ”ulovlig” var brugt eller ej.

Derfor blev også Erik Ninn-Hansen dømt.

I det historiske lys er det oplagt, at afhøringerne af departementschef Uffe Toudal Pedersen er helt centrale i sagen mod Inger Støjberg.

Ser man på de to betingelser, der skal være opfyldt for en dom, så er der næppe tvivl om, at den første er opfyldt: der er foregået noget ulovligt. Det har både ombudsmanden og Instrukskommissionen slået fast. Det vil være meget overraskende, hvis Rigsretten kommer til en anden konklusion.

Opgaven for anklagerne er så især at overbevise Rigsretten om, at Inger Støjberg vidste – eller klart burde have vidst – at det var ulovligt. Altså at hun handlede med forsæt eller groft uagtsomt.

Derfor er det vigtigt, om departementschefen advarede Inger Støjberg om, at det ville være ulovligt at adskille alle de unge asylpar, hvor den ene ægtefælle var under 18, uden mulighed for undtagelser.

Opgaven for anklagerne er især at overbevise Rigsretten om, at Inger Støjberg vidste – eller klart burde have vidst – at det var ulovligt. 

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Men selv efter tre dages afhøringer er det ikke helt nemt at afgøre, om – og i givet fald hvordan – Uffe Toudal advarede sin minister.

Ganske vist havde han efter eget udsagn gjort det meget klart for hende, at der skulle administreres efter reglerne, hvilket i praksis vil sige, at der skulle være mulighed for undtagelser. Men omvendt erkender han selv, at han sagde god for at udsende en pressemeddelelse, hvor der stod det modsatte – nemlig at alle asylpar skulle adskilles.

Ifølge Uffe Toudals egen forklaring, optrådte han nærmest som en slags mægler imellem en minister, der ønskede en meget stram kurs, og ministeriets jurister, der insisterede på muligheden for undtagelser.

Der er med andre ord ikke noget, der tyder på, at Uffe Toudal højt og tydeligt har advaret sin minister om, at hun var i færd med at begå noget ulovligt.

Tværtimod: da konflikten om undtagelser i den omstridte pressemeddelelse kulminerede, havde departementschefen sagt noget i retning af ”Så tag det da ud”.

”Jeg endte med at sige okay, så nævner vi det ikke i pressemeddelelsen. Det vil jeg godt stå ved,” forklarede Uffe Toudal i Instrukskommissionen og tilføjede:

»Jeg sagde til hende, at du skal vide, at vi administrerer ikke ulovligt. Uanset hvad vi siger i pressemeddelelsen, så vil vi administrere med undtagelser,” forklarede han.

Spørgsmålet er så, om den vankelmodige departementschef er en fordel eller ulempe for Inger Støjberg?

Svaret på det kender vi først, når vi får dommen fra Rigsretten.

Anklagerne vil naturligvis argumentere for, at Inger Støjberg efter de mange diskussioner i ministeriet godt vidste – eller i hvert fald klart burde have vidst – at det var ulovligt at adskille alle par uden mulighed for undtagelser.

Og i den forbindelse vil de sikkert minde om erfaringen fra rigsretssagerne i 1910 og 1995: nemlig at ministre godt kan blive dømt, selv om ordet ulovligt ikke er blevet sagt højt på ministerens kontor.

Men det må alligevel være et af de stærkeste argumenter for Støjbergs hold af forsvarere, at departementschefen ikke synes at have hævet stemmen, men tværtimod med et suk sagde god for den pressemeddelelse, der førte til den ulovlige praksis.

Forsvarerne kan henvise til det lettere komiske svar fra departementschefen: at han slet ikke havde været opmærksom på, at det, der stod i pressemeddelelsen, var stik imod den lovlige ordning, der ifølge ham stadig skulle gælde.

Kogt helt ind, så lyder Inger Støjbergs bedste forsvar sådan her: Når hendes egen departementschef ikke havde været opmærksom på, at pressemeddelelsen var ulovlig, hvordan i alverden skulle ministeren så have vidst det?

Men spørgsmålet er, om Rigsretten vælger at tro på den vankelmodige departementschef. Og måske især om Rigsretten vælger at tro på, at det først var fem år senere – midt under rigsretssagen i 2021 – at han blev opmærksom på, at den famøse pressemeddelelse fra februar 2016 rent faktisk beskrev en ulovlig praksis.