Kan klimakrisen reddes ved at støvsuge CO2 fra atmosfæren?

Der er ikke meget science fiction over en stor parkeringsplads på Amager. Men spoler vi tiden fem år frem, er det måske alligevel her, vi vil se det teknologiske fix, der om noget skal hjælpe os med at nå “måneprojektet” med på rekordtid at reducere drivhusgasserne med 70 procent under niveauet i 1990. Og på sigt være med til at gøre os klimaneutrale.

Det teknologiske fix kaldes af bureaukrater, forskere, ingeniører og politikere for CCS. Et agronym for Carbon Capture and Storage, og bedst beskrives som en teknologi, der som en støvsuger, suger CO2 så den ikke ender i atmosfæren, hvor den skader klimaet.

Parkeringspladsen på Amager tilhører ARC, der nok er mest kendt som “skibakken” tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels. Men selvom “bakken” skulle stå færdig i 2017 som landets mest moderne og klimavenlige affaldsenergianlæg, var der ikke tænkt meget over CO2-støvsugere i projektet.

Tre år senere er parkeringspladsen central for planen om Danmarks første store CCS-anlæg, der skal støvsuge CO2 fra røgen på energianlægget, som derefter så skal pumpes ned i undergrunden til evig tid.

Det er den slags planer, der har givet regeringen håb om teknologiske løsninger på klimaproblemet. Og hug for at fokusere for meget på teknologiske fugle på taget og imaginære hockeystave.

Men er det det?

Altinget har besøgt parkeringspladsen, talt med landets førende forsker, statsgeologen og ministeren for at finde svar på, om klima-støvsugeren er noget, vi skal vænne os til og snart vil se i virkelighedens verden.

Danmark har mistet global førerposition
Skal vi have en chance for at indfri det danske 70-procentsmål og holde os inden for Parisaftalen, er det ikke nok at reducere vores forbrug, spise mere grønt, køre og opvarme hjemmet mere klimavenligt.

”Så er man kun nået halvvejs. Det, man skal til på et tidspunkt, det er at rense atmosfæren. CCS er det, der skal redde os alle fra en klimakatastrofe,” siger Philip Fosbøl, der er en af landets førende forskere i CO2-fangst og til daglig er lektor på DTU Kemiteknik i Kongens Lyngby. 

For omkring ti år siden var Danmark førende inden for CO2-fjernelsesteknologier, men det gik i stå, da det blev set af mange som en livline til de fossile anlæg, som man netop ville væk fra. Derfor har CCS som teknologi ligget død i ret mange år i Danmark, mens man har løbet videre i resten af verden, fortæller Philip Fosbøl.

Dengang var det dansk DONG Energy og svenske Vattenfall, der skubbede på for CCS i Danmark, men projekterne blev stoppet, da de blandt andet mødte folkelige protester i Nordjylland.

I dag er lande som Norge, Australien, Holland og England meget stærke frontløber på dette her, og lige nu kommer Canada også frem, siger han, og tilføjer:

”Problemet med CCS er, at det kan redde alle. Det kan redde os, der har en klimadagsorden, og så kan det redde alle de industrier, der har en mere sort agenda,” siger Fosbøl.

Men det nytter ikke noget at gå væk fra CO2-fangst, for at undgå at den sorte industri bliver reddet, siger han. 

”Så får man et rigtig dårligt klima i fremtiden. For CCS er det eneste realistiske værktøj til at nå helt i mål med CO2 reduktionen.”

Optimistisk, men ikke urealistisk
På kort tid er CCS igen blevet et varmt emne i den danske klimadebat. Ikke mindst efter FN’s klimapanel, IPCC, har meldt klart ud, at det er et nødvendigt virkemiddel i klimakampen. Derfor har regeringen det seneste år meldt meget klart ud, at CCS kommer til at spille en afgørende rolle i den grønne omstilling globalt og i Danmark.

”Det er klart, at CCS er en meget vigtig del af løsningen, hvis vi skal holde temperaturstigningerne under 1,5 grader. Specielt kombineret med forskellige former for biomasse, sådan at vi får negativudledninger. Set ud fra det danske perspektiv, så er det også klart, at det er en del af vores strategi,” siger klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Konkret estimerer regeringen i deres klimaprogram, at CCS kan reducere mellem fire og ni millioner tons CO2 inden 2030. Det har Klimarådet i dets seneste vurdering på sin side kaldt "meget optimistisk".

"En stor del af klimaprogrammets målopfyldelse kommer fra CO2-fangst. På dette felt vurderer Klimarådet potentialet noget lavere end klimaprogrammets høje skøn," som det hedder. 

Regeringens skøn er optimistisk, men ikke urealistisk, lyder det fra Lars Henrik Nielsen, der er statsgeolog hos GEUS.

"Jeg tror godt, at man kan lande mellem fire og ni millioner tons lagret CO2, men det forudsætter at incitamenterne til at etablere fangsten hos virksomhederne er til stede, og at der hurtigst muligt sættes gang i den nødvendige geologiske undersøgelse af de mulige lagre på land og i nærkystområderne " siger Lars Henrik Nielsen og tilføjer:

"Hvis man alene ser på de mulige CO2-bidrag fra Avedøreværket, ARC på Amager, Vestforbrændingen, H.C. Ørsted værket, ARGO i Roskilde og et par industrier mere, så kan de potentielt samle fire millioner tons i 2030. Hvis man så også får Aalborg Portland med, der alene producerer omkring to millioner tons CO2 om året, så kommer vi altså langt derop af."

Hvis de 20 største udledere fangede og lagrede CO2'en i undergrunden, vil Danmarks samlede udslip –  i hvert fald teoretisk – kunne reduceres med op imod 25 procent alene ved CCS. 

Planter, støjende maskiner og avancerede filtre
Der findes flere teknologier, der kan fjerne drivhusgasser fra atmosfæren, og sørge for, at der ikke bliver udsendt yderligere. Den mest simple form for CO2-fangst er ved at plante flere træer, hvilket blandt andet er en del af Europa-Kommissionens strategi frem mod 2030. 

Planter optager naturligt CO2 fra atmosfæren, som de lagrer indtil de dør – og en stor del af CO2’en bliver sendt tilbage op i atmosfæren, når de går i forrådnelse. Derfor skal man enten lagre CO2’en fra de træer, som er blevet fældet, eller plante markant mere skov, hvis man på lang sig vil opnå negativudledninger.

Men alene for at kompensere for de danske CO2-udledninger vil det kræve “utroligt mange træer,” påpeger Philip Fosbøl. Han vurderer, at der vil skulle plantes to milliarder nye træer i Danmark.

En anden metode er "Direct Air Capture" som rent fysisk suger CO2 fra luften. Den blev ifølge Lars Henrik Nielsen fra GEUS set af mange politikere som klimaforandringernes columbusæg. 

"Det lyder rigtig sexet, men i praksis duer det ikke," forklarer han.

"Metoden fanger CO2 ved at trække enorme mængder af luft igennem nogle meget store maskiner, som støjer, larmer og bruger en masse energi."

I dag koster det omkring 4.000 kroner at fange et ton CO2 med Direct Air Capture. Derfor ville det –  selv med en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton, som Klimarådet anbefaler –  være en dårlig forretning.

Det giver langt bedre mening at opsamle CO2'en direkte fra skorstenene på forbrændingsanlæg, da det er der, koncentrationen er stor, forklarer Lars Henrik Nielsen. Med den metode kan man også opnå negativudledninger, hvis noget af det, man brænder af, er biologisk materiale.

“Blade og træved bliver bygget op af kuldioxid fra atmosfæren. Så når vi brænder det af i vores kraftvarmeanlæg, bruger varmen til at varme vores huse op med, fanger CO2’en og propper den ned i jorden, får vi det, der hedder en negativ effekt – altså en negativ emission. Og det er det, som FN’s klimapanel og Det Internationale Energiagentur siger, at vi skal gøre,” siger han.

Så CO2-støvsugeren er i virkeligheden en slags filter på skorstenene?

"Yes, lige præcis. I gamle dage havde vi jo problemer med svovlforurening. De svenske søer blev sure, fordi der kom svovl nede fra Ruhr-distriktet i Tyskland. Så lavede man filtre på alle skorstene. Det her er måske bare lidt mere avancerede filtre."

Fuldskala CO2-fangst i 2025, hvis alt går godt
En af de skorstene i Danmark, der har det største potentiale for at fange CO2, sidder på hovedstadens nye affaldsenergianlæg, ARC. Selve energianlægget under skibakken er på mange måder state-of-the-art, med en række forskellige ”filtre”, der fjerner næsten alle giftstofferne fra røgen, før den slippes ud af skorstenen. 

Men der er sket meget på klimafronten, siden ARC blev opført i 2017. Trods laboratorieforsøg og eksperimenter i udlandet var idéen om CO2-fangst så fjern i 2017, at man slet ikke overvejede at forberede anlægget på en dag at kunne rense røgen for CO2. 

”Det er først en tanke, der opstået, efter at vi har etableret Amager Bakke,” forklarer direktør Jacob Hartvig Simonsen. Nu vurderer han, at et fuldskalaanlæg til CO2-fangst måske allerede kan være i brug i slutningen af 2025, hvis alt går efter planen.

ARC er nu i gang med at bygge et lille pilotanlæg, som skal stå klart under bakken før næste sommer, så de i samarbejde med blandt andet DTU kan blive klogere på, hvordan CO2-fangstprocessen opfører sig, før der bliver investeret i et dyrt fuldskalaanlæg, der kan rense mere end 95 procent af deres udledninger, hvilket svarer til mere end to procent af Folketingets samlede reduktionsmål frem mod 2030.

”Pilotanlægget kommer til at køre i fire måneder, så vi forhåbentlig får de erfaringer, vi skal have. Derefter kommer vi til at etablere et decideret demonstrationsanlæg, som primært skal gøre os klogere på, hvordan processen med CO2-fangst spiller sammen med resten af vores energianlæg,” siger Jacob Hartvig Simonsen. 

Ligesom vindmølleeventyret
Hvis det EUDP-støttede pilotprojekt og det efterfølgende demoprojekt går efter bogen, kan et nyt fuldskalaanlæg til CO2-fangst om få år stå klart ved siden af bakken, på det, der i dag er parkeringspladser.

Men det kræver først, at politikerne giver dem lov til det – når lovrammen for CCS skal forhandles på plads i løbet af 2021, som regeringen har lovet – og at der kommer et økonomisk incitament til at gøre det, fortæller Jacob Hartvig Simonsen.

”Vi skal ikke havne i en situation, hvor vi investerer én milliard i et nyt anlæg, men står uden produktion, fordi vi bliver dyrere end vores konkurrenter. For at vi kan få business-casen til at snurre, skal der enten komme dedikeret økonomisk støtte per fjernet ton, eller CO2-afgifter som man kan slippe for ved at reducere udledningerne.”

Ville en CO2 afgift i dag være nok til at skubbe det hele i gang?

”Ja, på papiret for os lige nu – og det skal understreges, at det er på papiret – så ser det ud som om, at hvis vi kan få en CO2-afgift på mellem 800 og 1.000 kroner per ton, så kan vi sagtens få dette her til at snurre. Det er rigtig interessant, fordi Klimarådet anbefaler en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton. Så er det jo her du skal satse til at starte med,” svarer Jacob Hartvig Simonsen. 

Selvom det på sigt kan blive en god forretning, fremhæver Philip Fosbøl fra DTU, at politikerne skal være indstillede på, at der kan gå mange år, før teknologien bliver økonomisk billig nok, ligesom det har været tilfældet med andre teknologier i begyndelsen.

“Der kommer til at være nogle industrier, som kan tjene penge på det, men de kommer kun til at fungere, hvis staten er med til at starte det op. Det er præcis det samme som vindmølleeventyret: man bliver nødt til at lave nogle hjælpestrukturer, så man kan kanalisere noget finansiering ind i den industri, så den kan holdes i live. Vindmøllesektoren er blevet holdt i live i 40 år, og jeg kunne godt forestille mig, at CCS-sektoren skal holdes i live i 20-30 år, før den bliver rentabel,” siger han.

^{Visualisering af muligt CCS-anlæg ved ARC. Amager Bakke er i dag mest kendt for den skibakke, der lægger sig ovenpå Amager Ressourcecenter. Men i fremtiden får det grønne tæppe konkurrence, når projektet med CO2-fangst sættes i værk}

Lagring af CO2: på land eller til havs?
En ting er at fange CO2’en fra røgen, men for at det nogensinde skal give mening i stor skala, skal der snart bygges store lagre mange hundrede meter under jorden, så CO2’en fra for eksempel ARC kan gemmes permanent væk.

Norge har siden 1996 lagret CO2 i undergrunden tæt på et af deres gasfelter i Nordsøen. I Danmark arbejdes der i øjeblikket på at undersøge potentialet for lagring i nogle af de udtjente oliefelter i den danske del af Nordsøen gennem Project Greensand. Og GEUS har estimeret, at der i den danske undergrund er plads til at lagre alle Danmarks CO2-udledninger fra de 20 største udledere i mindst 500 år.

Med aftalen om at udfase olie- og gasudvinding i Nordsøen fra 2050 blev partierne enige om at afsætte yderligere 200 millioner kroner til at støtte og udvikle konkrete CO2-lagringsprojekter i Nordsøen. Det kan på sigt give de ansatte i den fossile industri mulighed for nye arbejdsopgaver, fortæller Dan Jørgensen.

”De mennesker, der arbejder i denne her industri, og de virksomheder, der i dag tjener penge på at hive CO2 op fra undergrunden, skal måske til at leve af at putte CO2 ned i undergrunden i fremtiden,” siger han.

Og hvis det er den vej, man går, påpeger Philip Fosbøl, at det er vigtigt med politisk handling med det samme, mens platformene, der blev bygget til at bore efter fossile brændsler, stadig står der.

”Hvis man venter, og gør det om 15-20 år, så står infrastrukturen der ikke længere, og så bliver det måske fem gange dyrere. Det er det, man ser oppe i Norge lige nu, hvor prisen for f.eks. at lægge et nyt CO2-rør ned i undergrunden ser ud til at blive fire gange højere end den danske,” siger han. 

Trods forsøgsprojekter i Nordsøen er det fortsat uklart, om der vil blive etableret store danske lagre under havbunden, under dansk fastland eller begge dele. Klimaministeren er dog ikke i tvivl om, hvilken løsning han tror mest på. 

”Med fare for at foruddiskontere beslutninger, som vi jo ikke har truffet endnu, så er det klart, at jeg ser klart størst potentiale i undergrunden til havs sammenlignet med til lands,” siger Dan Jørgensen.

Der er fordele begge steder, fortæller Lars Henrik Nielsen fra GEUS. Men ligesom det i dag er tilfældet med vindmølleparker, er omkostningerne som regel altid højere på havet end på land.

"CO2-lagring er meget billigere på land end til havs. Men Project Greensand har den fordel, at de allerede nu har en masse data, fordi de har haft et aktivt oliefelt i 20 år. Så der har de et forspring, til gengæld bliver det dyrere at operere og drive end på land," siger Lars Henrik Nielsen.

Statsligt eller privat?
Det er heller ikke besluttet, om CO2-lagrene skal ejes og drives af et offentligt eller private selskaber. Men Lars Henrik Nielsen peger på, at det er muligt, at lagrene vil blive set på som kritisk infrastruktur, som bør ejes og eventuelt drives af et statsejet selskab som Energinet.

”Det ville være naturligt, at Energinet eller Gas Storage Denmark – som er et datterselskab under Energinet – fik til opgave at drive de danske CO2-lagre. De har drevet Danmarks to naturgaslagre i de seneste 30 år, så de har allerede ekspertisen,” forklarer han.

Lars Henrik Nielsen vurderer, at der nok bliver behov for 3-4 lagre på sigt i Danmark. Klimaministeren vil endnu ikke kommentere på, hvor mange lagre, der kan blive.

Hos ARC er håbet, at man snart kan blive enige om, hvordan der kan drives store, fælles lagre, så prisen på lagringsdelen kan blive bragt ned. Alene fra toppen af skibakken kan man se en håndfuld andre større og mindre CO2-udledere, som ARC kunne forestille sig en form for offentligt samarbejde med om infrastruktur og lagring.

Men indtil det falder på plads, forbereder ARC også nogle midlertidige lagringstanke ved siden af bakken sammen med Copenhagen Malmö Port, hvorfra CO2’en kan blive sejlet til lagre i Nordsøen, Holland eller England, gennem udbud til dem der leverer den laveste pris.

“Der er noget hønen og ægget i denne her diskussion. For vi kommer ikke til at bygge et fuldskalaanlæg, der fanger 500.000 tons CO2 om året, hvis vi ikke ved, hvad vi skal gøre af den. For så kan vi kun lukke den ud igen, og så er vi virkelig til grin. Det går ikke, og derfor skal vi have styr på hele kæden,” siger direktør Jacob Hartvig Simonsen, og sender bolden videre til politikerne på Christiansborg.

“Min mavefornemmelse siger mig, at det, der kan blive vanskeligst her, bliver at få lagringen og finansieringen per ton CO2-reduktion på plads. Jeg er ret sikker på, at vi nok skal få teknikken til at spille. Det tror jeg på.”

Så det eneste I venter på nu, er politikerne?

“Ja, det er det,” afslutter Jacob Hartvig Simonsen.