Kan politikere forholde sig kritisk til indvandringen uden at blive jaget bytte?

Af Thomas Johannes Erichsen
Cand.mag. i moderne kultur

Inger Støjberg blev nær overfaldet under et besøg på et udrejsecenter. Integrationsministeren blev omringet, der blev skubbet til livvagterne, og en iransk kvinde kastede sig mod ministerbilen. Støjberg takker livvagter og chauffør for sikkerheden – det forstår man!

Ministeren har tidligere oplevet lignende episoder. I 2015 blev hun omringet af tre-fire unge etniske mænd på en tankstation. Der blev råbt "danskerluder", og en af mændene havde nær overfaldet Støjberg, men blev holdt tilbage af de andre.

Da Nye Borgerliges Pernille Vermund for nylig besøgte Nørrebro, forsøgte vrede og højtråbende beboere at presse hende ud af bydelen. Ligeledes, da Vermund var gæstebartender på Toga Vinstue, måtte hun eskorteres væk af politiet, da omkring 20 autonome forsøgte at trænge ind i baren.

Naser Khader, der også har markante holdninger i indvandringsdebatten, har aldrig kørt i metroen. Det er for farligt.

Thomas Johannes Erichsen
Cand.mag. i moderne kultur

Formanden for det lille parti Stram Kurs, advokat Rasmus Paludan, skabte røre, da han ville uddele pjecer på Nørrebro til kommunalvalget. Aggressive beboere dukkede hurtigt op ved synet af politikeren, og kort efter ankom salatfade og politibiler, og ordensmagten måtte danne ring om Paludan, så han kunne dele sine pjecer ud. Kommunalpolitikeren har tidligere været ude for lignende hændelser.

Naser Khader, der også har markante holdninger i indvandringsdebatten, har aldrig kørt i metroen. Det er for farligt. Bliver han først fanget dernede, er det ikke til at sige, hvad der sker. Om Pia Kjærsgaard har kørt i metro, vides ikke, men hvis hun blev fanget dernede, ville hun stå med det samme problem som Khader, hvis ikke større.

Man må også spørge, hvad der sker den dag det virkelig går galt. Når der ikke er vagter, og vreden får frit løb.

Thomas Johannes Erichsen

Hvad er det, der sker hér?

Kontroversielle politikere kan ikke gå på gaden. Slet ikke på Nørrebro. Slet ikke på udrejsecentre. Man kan mene hvad man vil om Vermund og andre, men hvis man vil true dem til tavshed, så er bunden nået.

Udlændingepolitik og -debat vækker tilsyneladende større følelser end nogle mennesker kan administrere. Det ses på den yderste venstrefløj, der gerne sendte Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard ud, hvor kragerne vender, men også på den yderste højrefløj, hvor radikale grupperinger gør livet surt for mennesker med modsatte holdninger.

Problemet med politikere, der har brug for beskyttelse, gælder imidlertid for de indvandringskritiske stemmer. Det handler om folkevalgte personer med skarpe holdninger, ja, men demokratiets spilleregler overholdes. Det kan man ikke sige om de truende beboere på Nørrebro. Og slet ikke om de autonome. Hvad ville der ske, hvis Inger Støjberg gik en tur alene gennem København? Kan de autonome svare på det? Kan de vrede unge mænd med udenlandsk baggrund svare på det?

Man må gå ud fra, at autonome og andre på den yderste venstrefløj dybest set prøver at beskytte minoriteterne. Man føler, at højrefløjen driver hetz mod indvandrere og fratager folk retten til at praktisere deres religion, til asyl, til statsborgerskab, til at blive hørt. Sagen er bare, at når man jager politikere som Pernille Vermund på porten, så nægter man politikerne selvsamme ret til ytre sig.

Man anklager politikere for at være på kant med konventioner, men lader hånt om en af de mest grundlæggende former for frihed, nemlig den til at bevæge sig frit. En sådan selvmodsigelse klæder ikke nogen, og man skal være temmelig slap i koderne for ikke at se den.

Vermund er bestemt ikke blandt undertegnedes politiske favoritter, men det er demokratiet som styreform, der gælder, og det har Vermund aldrig forbrudt sig imod. Vermund kan generalisere frygteligt, dét som Uffe Ellemann-Jensen kalder bodega-politik, men at jage hende ud af Nørrebro er endnu værre bodega-adfærd.

Pia Kjærsgaard eller andre spidser fra Dansk Folkeparti er kontroversielle, men de har ret til at ytre sig som alle andre. At ville lukke munden på en person er at suspendere personens ytringsfrihed, uanset hvem man vil lukke munden på.

Når man bruger vold eller trusler i stedet for argumenter, så har man på forhånd tabt. Så har man meldt sig ud af demokratiet. Ud af det demokrati, man sætter højt, med mangfoldighed, med retten til at være uenig, med rummelighed.

Det gevaldige hykleri, man vikler sig ind i, skulle være tydeligt. Det er ikke vejen frem. Tværtimod kan det give de udsatte politikere endnu mere blod på tanden. Og måske vigtigere: deres vælgere. Når man truer en politiker, kan man godt forvente, at der bliver strammet yderligere op. Når man prøver at overfalde Inger Støjberg, så skal man ikke regne med, at hendes sympati for afviste asylansøgere vokser.

Det handler om følelser. Og udlændingepolitik. Hér er flere og stærkere følelser på spil end noget andet sted i politik. Det handler om mennesker, til tider om menneskeskæbner, men bare at give slip på følelserne, tror man virkelig det virker? Eller giver man slip, fordi det føles godt i sig selv?

Politikere med skarpe meninger i udlændingedebatten har to fjender i det offentlige rum – venstreradikale og utilpassede indvandrere. På de sociale medier får den heller ikke for lidt, og der er blevet skrevet skræmmende ting om Støjberg, Khader og andre. Egentlig er der tale om en pubertær adfærd – vi er uenige med jer, I er ikke bedre end nazisterne, og I skal bare holde jeres mund!

Berlingskes Thomas Larsen har påpeget problemet med udsatte politikere og kaldt det et led i en farlig trend. Man må også spørge, hvad der sker, den dag det virkelig går galt. Når der ikke er vagter, og vreden får frit løb. At dømme efter de nævnte episoder kan det blive rigtigt grimt. Hvem ønsker det?

Inger Støjberg blev overrumplet på et udrejsecenter. Hun har prøvet den slags før og kommer til det igen. Hvem har lyst til at blive politiker, hvis man ikke kan færdes frit? Kan man ikke forholde sig kritisk til indvandringen uden at blive et jaget bytte? Hvad har Naser Khader dog gjort, for at han stadig skal mandsopdækkes af PET-vagter? Forsvaret Muhammed-tegningerne i sin tid? Vorherre bevares.

Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem. Det har oplysningsfilosoffen Voltaire faktisk aldrig sagt, men det udtrykker hans tankegang præcist. Demokratiet og ytringsfrihedens logik. Den logik der udelukker vold og trusler, hvis demokratiet skal fungere.

Ja, det ville måske være en bedre verden uden Nye Borgerlige og lignende kræfter, men det ville også være en bedre og mere demokratisk verden uden forskellige truende grupperinger.

En række danske politikere med stor demokratisk tilslutning er truede individer, takket været mennesker med minimal respekt for folkestyrets regler.

PET vurderer, at Støjberg har brug for beskyttelse døgnet rundt. Det er et stort indgreb i privatlivet, som ingen er tjent med. Man er konstant omgivet af vagter, også på bopælen, hvor PET vogter hoveddøren.

Som fjende af kontroversielle højrepolitikere har man en masse humanistiske holdninger i forhold til indvandringen, men man er ikke bleg for at true de folkevalgte, hvis chancen byder sig.

Så tag jer dog sammen!